Hvad er egentlig gået galt?
Valget gav ingen klar vinder. Ingen blok har flertal. Mette Frederiksen blev udpeget som kongelig undersøger med det mandat hun selv formulerede: danne regering med SF og De Radikale. Det er 84 mandater ud af de 90, der kræves. Venstre og Konservative blev hurtigt sat på sidelinjen. Moderaterne sad for bordenden og erklærede løbende, at forhandlingerne "ser tungt ud."
Den 10. april stillede Lars Løkke Rasmussen et ultimatum: Venstre og Konservative skal med ind i forhandlingerne — ellers møder Moderaterne ikke op mere. Frederiksen gav sig og inviterede de blå partier. Nu er Enhedslisten utilfreds. Venstre stiller krav om reformer Socialdemokratiet gik til valg imod. Begge partier har fået deres dårligste valgresultat i over 100 år og brændte fingrene på den forrige regering med hinanden.
Alle er altså utilfredse. Og ingen er forpligtede til at nå frem til noget.
Det sidste punkt er nøglen.
Grundloven siger ingenting om tid
Hele processen — kongerunden, den kongelige undersøger, forhandlingerne — er ikke lovfæstet. Det er konvention. Traditioner udviklet over mere end 100 år. Grundloven siger blot, at der ikke må udnævnes en regering, som et flertal aktivt er imod. Den sætter ingen frist. Den stiller ingen krav om fremdrift.
Det betyder i praksis, at forhandlingerne kan fortsætte, så længe den kongelige undersøger finder det meningsfyldt. Belgien brugte 541 dage i 2010. Sverige brugte 134 dage i 2018. En professor i forvaltningsret vurderede efter valget, at vi i Danmark "sagtens kan forestille sig, at der kan gå flere måneder."
Vi er tre uger inde. Og ingen kan tvinge nogen til at kompromise.
Forskning på parlamentariske systemer viser konsekvent, at lande uden formelle forhandlingsfrister og uden konstruktivt mistillidsvotum bruger markant længere tid på at danne regering — og producerer mere ustabile koalitioner. Se hvad evidensen viser →
Hvad ville virke bedre?
Der er to veldokumenterede redskaber der rykker. Ikke Saglighedsopfindelser — men erfaringer fra lande der har prøvet det.
Det første er konstruktivt mistillidsvotum: en regering kan kun væltes, hvis et flertal samtidig peger på en alternativ statsminister. Det fjerner incitamentet til at blokere uden at have en løsning. Tyskland har haft reglen siden 1949 og ikke haft et ufrivilligt regeringsfald siden.
Det andet er lovfæstede forhandlingsfrister med en automatisk eskalationsmekanisme: hvis der ikke er dannet regering inden for en given periode, udskrives nyvalg eller udpeges en ny forhandlingsleder. Sveden reformerede sin model i 2014 og kortede den gennemsnitlige forhandlingstid markant.
Ingen af delene findes i Danmark. Og vi kan se konsekvensen udspille sig i realtid.
Vi mener ikke at alle politikere er dårlige eller uansvarlige. Vi mener at gode politikere i dårligt designede systemer opfører sig præcis, som vi ser nu: de optimerer for deres eget udgangspunkt, fordi der ikke er nogen mekanisme der tvinger dem til at prioritere det fælles.
Det er ikke moralsk kritik. Det er institutionelt design.
Spørgsmålet er ikke om systemet kan holde til endnu en langstrakt forhandling. Det kan det formentlig.
Spørgsmålet er, om vi vil blive ved med at acceptere at det er normalt.