Kaiser Permanente fulgte 17.000 amerikanere og registrerede deres barndomserfaringer og deres sundhedsudkomme som voksne. Studiet kortlagde det de kaldte Adverse Childhood Experiences: vold i hjemmet, seksuelle overgreb, psykisk syg forælder, kriminel forælder, omsorgssvigt.
Resultatet var ubehageligt klart: Jo flere kategorier af barndomstraumer, desto højere risiko for alvorlig afhængighed som voksen. For dem der havde oplevet seks eller flere kategorier, var risikoen for intravenøst stofmisbrug 46 gange højere end for dem uden barndomstraumer.
46 gange.
Det er ikke et lille statistisk signal. Det er en af de stærkeste dosisrespons-sammenhænge i moderne folkesundhedsvidenskab — og det er reproduceret i studie efter studie siden.
Her er hvad forskningen viser om afhængighed og barndomstraumer →
Hvad betyder det for retspolitikken?
Det betyder at vi har misforstået problemet. Vi behandler afhængighed som et valg — som en moralsk svaghed der kan korrigeres med straf. Men forskningen siger at den svært afhængige oftest er et barn der lærte at håndtere smerte med det eneste der virkede, og som siden ikke har kunnet stoppe.
Straf kurerer ikke traumer. Det forværrer dem typisk. Den der fængsles for misbrug, mister bolig, arbejde og sociale relationer — præcis de ting der er forudsætninger for recovery. Vi gør det sværere at komme ud af afhængighed ved at straffe folk for at have den.
Vi mener ikke at kriminalitet begået under påvirkning er et fripas. Det er det ikke. Men der er forskel på at holde nogen ansvarlig for en handling og på at straffe dem for en tilstand der begyndte, før de var gamle nok til at vælge.
Den vigtigste narkopolitik er en god familiepolitik. En tryg barndom. En sundhedsplejerske der ser familien. En skole der opdager hvornår noget er galt. Sociale tilbud der rækker ud til unge inden de er havnet dybt i det.
Det er svære investeringer at kommunikere. De virker ti år ude i fremtiden, ikke til det næste pressemøde.
Men det er det der virker.