Skattely er ikke primært noget kriminelle bruger. Det er et lovligt, sofistikeret og dyrt system som store virksomheder og meget velhavende privatpersoner bruger til at placere formuer og overskud i jurisdiktioner med lav skat og høj hemmeligholdelse. Cayman Islands. Luxembourg. Irland. Schweiz. Brevkasseselskaber, trusts og nominee directors.
Det koster EU-landene samlet ca. 78 milliarder euro om året i tabte skatteindtægter. Hvad der præcist går tabt fra Danmark, er vanskeligt at opgøre exakt — men vi ved at store multinationale selskaber, der opererer her, systematisk flytter overskud til lavskattejurisdiktioner, og at de rigeste danskere er overrepræsenterede i offshore-strukturer.
Det er ikke et marginal problem. Det er en strukturel overførsel af skattebyrden fra dem der kan bruge systemet, til dem der ikke kan.
Forskning viser at ~3% af husholdningerne i gennemsnit skjuler formue i udlandet — men i den øverste 0,01% er andelen 25–40%. Skattely er ikke egalitære instrumenter. De er adgangsbegrænset til dem der har råd til den juridiske og finansielle rådgivning der kræves.
Se hvad evidensen viser om skatteunddragelse og skattely →
Den gode nyhed er at dette problem er teknisk løseligt. Automatisk informationsudveksling — at lande automatisk deler bankoplysninger om hinandens borgere — har siden 2018 reduceret omfanget markant. Det viser at systemet reagerer på regulering, når der er politisk vilje.
Det der mangler, er ikke teknologi. Det er vilje.
OECD's globale minimumsskat på 15% for store multinationale selskaber er et skridt i den rigtige retning — men EU Tax Observatory dokumenterer at profit-shifting ikke er faldet mærkbart. 15% er simpelthen for lavt til at fjerne incitamentet. Saglighed arbejder for at hæve minimumssatsen til 25% og for fuld land-for-land-rapportering: alle multinationale selskaber skal offentliggøre, hvad de tjener og betaler i skat i hvert enkelt land.
Vi arbejder også for at genoprette Skatteforvaltningens kapacitet. Den er skåret med over 3.000 ansatte siden 2015 — og tabet i opkrævet skat er vokset tilsvarende. Investering i skattekontrol betaler sig hjem med et afkast på 5–10 kroner per krone.
Der er et argument om at skatteunddragelse er individuelle aktørers rationelle reaktion på høje skatter — og at løsningen er lavere skatter, ikke mere kontrol. Det er et reelt argument. Men det overser at skattely-systemet er aktivt designet og politisk vedligeholdt. Det er ikke en naturlov at Cayman Islands eksisterer som finanscenter. Det er et politisk valg — ligesom det er et politisk valg at lade det fortsætte.
Spørgsmålet er ikke om vi kan have et skattesystem uden skatteunddragelse. Det kan vi givetvis ikke. Spørgsmålet er om vi vælger at tage problemet alvorligt — eller om vi lader det underminere opbakningen til de fælles systemer som velfærdsstaten hviler på.
Dem der ikke kan flygte fra systemet, betaler prisen for dem der kan.