Rigsfællesskabet er tre samfund der har valgt at stå sammen. Grønland valgte i 2009 et selvstyre der eksplicit fastslår retten til selvbestemmelse frem til og med selvstændighed. Færøerne administrerer allerede store dele af egne anliggender og har et BNP per indbygger over det danske. Begge samfund er velfungerende politiske enheder med egne parlamenter, egne regeringer og egne internationale ambitioner.
Det rejser et spørgsmål som de fleste partier foretrækker at undgå: Hvad er Rigsfællesskabet egentlig for, og hvem bestemmer?
Den politiske forskning giver et svar der virker paradoksalt. Forskeren Ulrik Pram Gad har i årevis analyseret de politiske narrativer i Grønland og Danmark. Hans konklusion: den mest effektive måde for Danmark at bevare Rigsfællesskabet på langt sigt er at forpligte sig fuldt ud på grønlandsk selvbestemmelse — inklusive ret til at forlade det.
Det lyder bagvendt. Det er det ikke.
Et fællesskab man er i fordi man ikke kan komme ud af det, er ikke et fællesskab. Det er en struktur. Et fællesskab man er i fordi man vil — og fordi man ved man kan gå — det er noget helt andet. Det er legitimt. Det er holdbart. Det er det eneste der kan holde i det lange løb.
Når Danmark taler om Grønland som "vores" territorium, som noget vi forvalter, som noget vi har en interesse i at bevare uanset grønlændernes vilje — så underminerer vi præcis det vi siger vi vil bevare.
Vi støtter Rigsfællesskabet. Og vi støtter retten til at forlade det.
Det er ikke en politisk undvigelse. Det er en kohærent position: vi tror på at de tre samfund er bedre stillet together end apart — og vi tror på at den overbevisning skal stå sin prøve løbende, ikke tages for givet.
Det kræver at Danmark leverer ligeværd i praksis: hurtigere kompetenceoverførsler, reelle investeringer uden betingelser, støtte til grønlandsk og færøsk international kapacitet. Det kræver at vi holder op med at tale om Grønland som om det er et dansk projekt. Og det kræver at vi tager det historiske regnskab alvorligt — ikke som et skyldspørgsmål der rammer enkeltpersoner, men som et strukturelt spørgsmål om hvad vi skylder hinanden.
Her er hvad evidensen viser om Rigsfællesskabets udfordringer og Sagligheds konkrete anbefalinger. Se evidensarket →
Et fællesskab der holder fordi det er valgt, er stærkere end et der holder fordi der ikke er et alternativ. Det er udgangspunktet for vores politik. Og det er grunden til at vi kan svare på begge dele på én gang.