Arktis er tilbage som geopolitisk arena. Isens tilbagetrækning åbner nye søveje, ressourcer og militærstrategiske positioner. Pituffik Space Base (den gamle Thule Air Base) er stadig en af USAs vigtigste forward-baser for missilovervågning og arktisk forsvar. Det er ikke et museum. Det er aktiv infrastruktur i en tid med stigende konkurrence mellem USA, Rusland og Kina om arktisk indflydelse.
Det betyder at den geopolitiske interesse i Grønland vil intensiveres — uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus. Og det betyder at Grønland i de kommende år vil opleve et pres der er langt større end hvad et land med 56.000 indbyggere normalt udsættes for.
Det er Grønlands situation. Ikke Danmarks.
Problemet med den danske debat er at vi for ofte taler om Grønland som om vi ejer det. Vi taler om "vores arktiske territorium", om "hvad vi vil tillade" og om "Danmarks interesser i Grønland". Den diskurs afspejler ikke virkeligheden: Grønland har selvstyre, grønlænderne er et folk med ret til selvbestemmelse, og Naalakkersuisut — Grønlands regering — er dem der skal tage stilling til de geopolitiske tilbud og pres.
Danmarks opgave er ikke at tale på Grønlands vegne. Danmarks opgave er at styrke Grønlands kapacitet til at tale selv — og at stille sig bag de beslutninger grønlænderne træffer.
Vi tror på Rigsfællesskabet. Men et Rigsfællesskab der fungerer som et dansk veto over grønlandske beslutninger, er ikke et fællesskab. Det er en fortsat afhængighedsrelation med nyt navn.
Her er hvad forskningen viser om Grønlands geopolitiske position — og hvad det kræver af Danmark. Se evidensarket →
Spørgsmålet er ikke om Grønland er til salg. Det er det ikke. Spørgsmålet er om Danmark støtter Grønland på en måde der giver mening i en verden hvor stormagterne for alvor er vendt tilbage til Arktis.