"Vi har ikke råd"-argumentet bruges i mindst to meget forskellige situationer, og det er vigtigt at skelne:
Den første situation er reel: der er grænser for hvad en økonomi kan producere på et givet tidspunkt, og hvis efterspørgslen overstiger produktionskapaciteten, stiger priserne. Inflation er en reel begrænsning — ikke insolvens, men kapacitet.
Den anden situation er politisk: "vi har ikke råd" bruges som argument mod investeringer i velfærd, uddannelse og forebyggelse, selv når økonomierne er langt fra kapacitetsgrænsen og Staten kan låne til historisk lav rente. Det er ikke en videnskabelig konklusion — det er en politisk prioritering forklædt som en objektiv kendsgerning.
Macroøkonomen Olivier Blanchard — tidligere cheføkonom i IMF og ingen venstreøkonom — demonstrerede i sin præsidentforelesning til American Economic Association i 2019 at når renten er lavere end vækstraten (hvilket har karakteriseret det meste af efterkrigstiden i OECD), er offentlig gæld ikke automatisk en byrde for fremtidige generationer. Det er ikke et argument for ubegrænset gæld. Det er et argument for at tage udgangspunkt i virkeligheden frem for forældet finanspolitisk intuition.
Der er en anden og mere konkret pointe: kortsigtede besparelser er ofte de dyreste løsninger.
James Heckman — Nobelpristager i økonomi — har dokumenteret at investering i børn fra 0–5 år, særligt fra udsatte familier, giver et samfundsøkonomisk afkast på 7–12% per krone. Reduceret kriminalitet, bedre sundhed, højere uddannelse og beskæftigelse. Ingen anden offentlig investering er i nærheden af det afkast.
At spare på daginstitutioner, talepædagoger eller familierådgivning er ikke ansvarlig finanspolitik. Det er at skylle regningen videre til fængsler, psykiatri og kontanthjælp — med renter.
Det samme gælder skattekontrollen. Skatteforvaltningen er reduceret med over 3.000 ansatte siden 2015. Hvert årsværk færre i skattekontrol koster langt mere i tabt provenu end det sparer i lønudgifter. Det er ikke en besparelse. Det er en regning der betales af de skatteydere der ikke kan flygte fra systemet.
Se hvad evidensen viser om finanspolitisk råderum →
Vi er ikke blinde for at der er grænser. Danmark har en fastkurspolitik over for euroen, og vi er bundet af EU's finanspolitiske rammer. Disse rammer eksisterer af gode grunde, og vi respekterer dem.
Men indenfor disse rammer — og med en gældskvote og et renteniveau som Danmarks — er der et reelt finanspolitisk råderum som konsekvent bruges som argument for besparelser frem for investeringer. Det er et politisk valg. Ikke et diktum fra naturlovene.
Vi mener at en informeret borger har ret til at vide hvornår "vi har ikke råd" er et faktum, og hvornår det er en prioritering. Det er forskellen på en ærlig politisk debat og en der er afgjort på forhånd med et argument der ikke kan anfægtes.
Hvad koster det os at vedblive med at bruge "vi har ikke råd" som et skjold mod prioriteringsdebatten?