Markedsprisen på animalske produkter afspejler produktionsomkostningerne. Den afspejler ikke det vi kalder eksternaliserede omkostninger — de tab der opstår, men ikke lander på producenten eller forbrugeren.
Tag antibiotikaresistens. Mere end halvdelen af al antibiotika i verden bruges i dag på husdyr — primært forebyggende til raske dyr, fordi tæt ophold og hurtig produktion ellers er vanskeligt. Det fremskynder resistensudviklingen. WHO vurderer at antibiotikaresistens allerede forårsager 700.000 dødsfald globalt om året og kan ramme 10 millioner om året inden 2050. Ingen af dem fremgår af prismærket på en pakke hakket oksekød.
Tag grundvandet. Kvælstof fra gødning og nedbrydningsprodukter fra pesticider forbudt for årtier siden siver stadig ned i grundvandsmagasinerne. GEUS dokumenterer pesticidfund over EU's grænseværdier i 25-30% af undersøgte boringer. Oprensning er i praksis umuligt — man etablerer nye boringer og sender regningen til forbrugerne via vandprisen. Heller ikke det fremgår af bøffens pris.
Tag arealet. En meta-analyse i Science (Poore & Nemecek, 2018) viser at oksekød kræver 20 gange mere jord og producerer 20 gange mere drivhusgasudledninger per gram protein end bønner. 50% af Jordens beboelige landareal bruges til landbrug — og 77% af det til husdyr, der leverer 18% af kalorierne. Tabet af biodiversitet, der følger med arealanvendelsen, lander ikke i prismodellen.
Her er hvad forskningen viser om antibiotikaresistens og husdyrproduktion →
Det er ikke et nyt problem. Det er et systematisk valg om hvem der betaler.
Vi har valgt at landmænd og forbrugere betaler produktionsprisen. Og at alle andre — skatteyderne, vandforbrugerne, patienter med resistente infektioner, fremtidige generationer — betaler resten. Det er ikke naturlov. Det er en politisk konstruktion der kan ændres.
Vi regulerer ikke hvad du spiser. Det er dit valg. Men vi mener at de valgmuligheder der stilles til rådighed bør afspejle de reelle omkostninger. Det gælder for CO₂ — og det gælder for kød.
Et konkret sted at starte: de måltider der serveres i folkeskoler, hospitaler og på plejehjem. 800.000 offentlige måltider om dagen. Forskning viser at blot at gøre det plantebaserede valg til standardvalg — med mulighed for at vælge anderledes — øger plantekost-valget med 30-50%, uden at fjerne valgfriheden. Det kræver ingen lovgivning om hvad du spiser til aften. Det er en klar institutionel beslutning baseret på hvad vi ved.
Det er den slags beslutning der ikke koster viljestyrke. Den kræver bare at nogen tør tage den.
Hvad ville der ske med prisen på en bøf, hvis antibiotikaresistens, grundvandsbeskyttelse og biodiversitetstab var på prismærket?