Det er ikke en politisk påstand. Det er en empirisk konklusion baseret på prisdata, markedsandele og investeringstal på tværs af industrier.
Tag mobiltelefoni. For tyve år siden var USA billigere end Europa. I dag er det omvendt. En gennemsnitlig europæer betaler markant mindre for data og samtaler end en amerikaner — trods identisk teknologi. Philippon estimerer at amerikanske forbrugere samlet set taber over 60 milliarder dollar om året sammenlignet med europæisk prisniveau. Forskellen er ikke stordrift eller geografi. Det er konkurrencepolitik.
Det samme mønster gentager sig i luftfart, dagligvarer og finanssektoren: europæiske markeder er i dag mere åbne, har lavere adgangsbarrierer for nye aktører, og producerer stærkere investeringsvækst end de tilsvarende amerikanske.
Her er evidensen for markedskoncentration og konkurrencepolitik →
Forklaringen er enkel og ubehagelig for dem der elsker fortællingen om det frie amerikanske marked: det er lobbypenge.
Philippon dokumenterer at amerikanske industrier systematisk har investeret i politisk indflydelse — kampagnebidrag, lobbyister, revolverende døre — og fået præcis hvad de betalte for: regulering der beskytter dem mod ny konkurrence. Det er ikke korruption i juridisk forstand. Det er et politisk system der sælger markedsadgang til den højestbydende.
EU valgte en anden vej. Ikke fordi europæere er bedre mennesker, men fordi EU's institutionelle struktur — med DG Competition som uafhængig håndhæver — er designet til at modstå branchespecifik lobbyisme. Konkurrenceretten er EU's kernekompetence, og den bruges.
Hvad betyder det for Danmark?
Det betyder at den vigtigste arena for dansk konkurrencepolitik ikke er Christiansborg — det er Bruxelles. Digital Markets Act, Digital Services Act og den løbende antitrust-håndhævelse over for de store platforme er de steder hvor kampen afgøres.
Det betyder også at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er underdimensioneret. En tilsynsmyndighed der ikke har ressourcer til at analysere digital markedsmagt er ikke neutral — den gavner de etablerede aktørers interesser på bekostning af konkurrenterne og forbrugerne.
Og det betyder at den traditionelle danske erhvervspolitiske debat stiller det forkerte spørgsmål. Spørgsmålet er ikke "regulering ja eller nej" — det er "hvilken regulering producerer reel konkurrence, og hvilken beskytter de etablerede?"
EU kender svaret. Vi bør bruge det.