Det er ikke et uvæsentligt synspunkt. Det er let at afvise bekymringer om AI fra folk der ikke kender teknologien indefra. Det er sværere at afvise dem fra en af dens arkitekter.
I sin bog The Coming Wave (2023) formulerer Suleyman det han kalder "det store dilemma": de teknologier vi er ved at frigive — AI og syntetisk biologi — er kraftfulde nok til at skabe enorme problemer hvis de misbruges, og de er billige og lette nok at reproducere til at traditionel kontrol ikke virker. Vi kan ikke stoppe dem. Vi kan ikke ignorere dem. Vi kan ikke overlade dem til markedet alene.
Hans svar er, hvad han kalder "indeslutning" — ikke i betydningen at kvæle teknologien, men at bygge overlappende lag af styring: teknisk sikkerhed, revision, licensiering, internationale aftaler. Og ikke mindst: demokratisk kontrol.
Det centrale argument er enkelt: demokratisk kontrol forudsætter reel indsigt i de systemer der styrer. Og reel indsigt kræver alternativer.
I dag kontrolleres de mest magtfulde AI-systemer af to til tre amerikanske virksomheder og én kinesisk. Europæiske regeringer anvender disse systemer i offentlig forvaltning, sundhedsvæsen og kritisk infrastruktur — men uden reel adgang til at revidere, forstå eller udskifte dem. Det er ikke en teknologisk naturlov. Det er en politisk prioritering der kan ændres.
Her er hvad vi foreslår om europæisk AI-suverænitet →
Modargumentet er velkendt: europæisk AI-konkurrence er dyr og urealistisk. Det er delvist rigtigt. Europa vil ikke slå OpenAI på de næste to år.
Men det er det forkerte spørgsmål. Spørgsmålet er ikke om vi kan vinde kapløbet. Det er om vi kan bevare reel demokratisk kontrol over systemer der i stigende grad strukturerer offentlig forvaltning og borgernes informationsmiljø. Og det kræver ikke at vi bygger alt selv — det kræver at vi har adgang til systemer vi forstår og kan revidere, og at vi arbejder aktivt for standarder der gælder alle der opererer på europæisk territorium.
EU's AI-forordning er et første skridt i den retning. Men en forordning er kun et stykke papir uden aktiv håndhævelse og en politisk vilje til at prioritere demokratisk kontrol over laveste pris pr. API-kald.
Suleyman er selv usikker på om det lykkes. Men han er klar på hvad prisen er for at lade være: systemer der er stærke nok til at påvirke demokratiet, men ikke styret af det.