= Dybdeanalyse

Nyuddannede jordemødre forlader faget hurtigt: Hvad siger tallene?

← Analyser
sundhed 9 min. læsning

Hver tredje nyuddannede jordemoder er væk fra faget inden for 3,2 år — her er hvad tallene siger om årsagerne og konsekvenserne for patientsikkerheden.

Konklusion

Fastholdelsesproblemet blandt jordemødre er ikke et spørgsmål om dårlig arbejdsmoral eller forkerte forventninger. Det er et strukturelt problem, der er dokumenteret i tal: For kort tid ved siden af erfarne kolleger, for mange vagter alene, og en organisation der systematisk overfører pres fra systemets mangler til den enkelte medarbejder. Når hver tredje nyuddannede jordemoder forlader faget inden for 3,2 år, er det et advarselssignal om et system under pres — og patientsikkerheden betaler prisen.

Baggrund

Danmark har i årevis haft fokus på knaphed på sundhedspersonale. Jordemødre har stået særligt centralt i den debat, fordi fødselstallet og kompleksiteten i fødsler stiller store krav, og fordi uddannelsen er lang og specialiseret. Det tager fire år at uddanne en jordemoder. Det betyder, at et tab tidligt i karrieren ikke blot er et tab for den enkelt — det er et tab af fire års investering og en kompetence, der er vanskelig at erstatte hurtigt.

Politiken bringer i 2025 en artikel med udgangspunkt i en undersøgelse, der viser, at en tredjedel af nyuddannede jordemødre kun holder i gennemsnit 3,2 år i faget. Det er et markant tal. Til sammenligning er det sædvanlige mål i sundhedssektoren, at nyuddannede personale fastholdes mindst fem til syv år for at nå fuld klinisk kompetence og give positiv return on investment i uddannelsessystemet.

Sundhedsstyrelsen udgav i 2024 en kortlægning og analyse af normeringer på fødeområdet. Den rapport dokumenterer, at bemandingssituationen på landets fødeafdelinger i forvejen er presset, og at der er stor variation i, hvor mange jordemødre der er til rådighed pr. fødsel på tværs af sygehuse og regioner. Det er det strukturelle fundament, som de nyuddannedes flugt fra faget skal forstås i.

Hvad sker der

Billedet, der tegner sig, er ikke kompliceret: Nyuddannede jordemødre starter i et fag, de brænder for. De møder hurtigt en virkelighed, der ikke ligner det, de var forberedt på.

Politikens artikel citerer jordemødre, der beskriver vagter, hvor de sidder alene med ansvar, de ikke føler sig klar til. En af dem siger direkte: "Det ramlede jo fuldstændig sammen." Det er ikke en isoleret fortælling. Det er et mønster, som undersøgelsen bag artiklen bekræfter.

Folketing og sundhedsminister er ikke uvidende om problemet. I et svar til Sundhedsudvalget i 2023 bekræftede regeringen, at jordemødre på fødeafdelinger systematisk pålægges at blive ud over deres planlagte vagt, når situationen vurderes patientkritisk. Det er altså ikke kun et spørgsmål om, at vagterne er hårde — det er et spørgsmål om, at grænserne for vagterne er uforudsigelige og ikke respekteres, når presset stiger.

Sundhedsstyrelsen peger i sin normeringsrapport fra 2024 på, at ved komplicerede fødsler har lægen det overordnede ansvar, men jordemødrene udgør rygraden i den løbende omsorg og overvågning. Når der er for få jordemødre, er det ikke blot en arbejdsmiljøsag — det er en direkte patientsikkerhedsrisiko.

De centrale spørgsmål

Tre spørgsmål er afgørende for at forstå problemet:

1. Hvorfor forlader nyuddannede jordemødre faget så hurtigt?

2. Hvad er konsekvenserne for patientsikkerheden?

3. Hvad skal der til for at ændre det?

Disse spørgsmål kan ikke besvares isoleret fra hinanden. En jordemoder, der er udbrændt og siger op, er ikke kun et personalemæssigt tab — hun er også en risiko for patientsikkerheden i den periode, hun stadig er på arbejde men ikke fungerer optimalt, og en mangel på kompetence for de patienter, der bagefter mangler tilstrækkelig betjening.

Analyse

Udbrændthed og opsigelsesintention — hvad forskningen siger

Den internationale forskning i fastholdelse af sundhedspersonale er entydig på ét punkt: Udbrændthed er den stærkeste enkeltfaktor, der driver sundhedspersonale ud af faget. Det gælder ikke kun i rige lande med avancerede sundhedssystemer.

En undersøgelse fra 2025 af sundhedspersonale i Nigeria (Oluwaseyi m.fl., 2025) dokumenterer, at udbrændthed blandt sundhedspersonale direkte øger opsigelsesintentionen — og at strukturelle faktorer som underbemanding og dårlige arbejdsforhold er de primære drivere for udbrændthed. Det er ikke et fund, der er begrænset til afrikanske hospitaler. Det er et fund, der går igen på tværs af sundhedssystemer globalt.

En meta-analytisk undersøgelse fra Taiwan (Lai m.fl., 2025) bekræfter den kausale kæde med statistisk styrke: Arbejdsstress fører til jobudbrændthed, som fører til opsigelsesintention. Forholdet er robust på tværs af undersøgelser og kontekster. Det særlige ved den taiwanske analyse er, at den bruger strukturel ligningsmodellering til at bekræfte, at det ikke blot er en korrelation — der er tale om en systematisk sammenhæng, hvor stress er den udløsende faktor.

En portugisisk tværsnitsstudie fra 2025 (Lucas m.fl., 2025) tilføjer et vigtigt perspektiv: Arbejdsmiljøet — forstået som den samlede praksisnorm på en afdeling, ikke blot den fysiske arbejdsplads — er afgørende for, om sygeplejersker og jordemødre trives og bliver. Afdelinger med støttende ledelse, tydelige roller og tilstrækkelig normering har markant lavere udbrændthed og lavere opsigelsesrate. Afdelinger med det modsatte har det modsatte.

Den sammenhæng er direkte overførbar til dansk kontekst. Sundhedsstyrelsens normeringsrapport fra 2024 dokumenterer, at der er betydelig variation i normeringen på tværs af danske fødeafdelinger. Det er ikke en neutral variation — det er en variation, der sandsynligvis afspejler sig i, hvilke afdelinger der har sværest ved at fastholde personale.

Den særlige sårbarhed hos nyuddannede

Nyuddannede sundhedspersonale er mere sårbare over for udbrændthed end erfarne kolleger. Det skyldes ikke svaghed — det skyldes, at de befinder sig i en læringsfase, hvor de har brug for tæt støtte og supervision, og at et misforhold mellem forventninger og virkelighed rammer hårdere, når man ikke har erfaring at trække på.

Politikens artikel illustrerer dette konkret. De jordemødre, der udtaler sig, beskriver ikke en situation, hvor de er ugidelige eller ikke vil yde en indsats. De beskriver en situation, hvor de systematisk placeres i roller, de ikke er klar til, uden tilstrækkelig backup. Det er et organisatorisk svigt, ikke et individuelt.

Den amerikanske forskning i sundhedspersonale efter COVID-19 (Tiva m.fl., 2025) peger på, at pandemien accelererede en allerede eksisterende krise i fastholdelse. Selv om dansk jordemodervæsen ikke er identisk med det amerikanske, er den grundlæggende dynamik den samme: Perioder med ekstraordinært pres afslørede og forstærkede eksisterende strukturelle svagheder. De nyuddannede, der startede i systemet under eller efter pres, oplevede en virkelighed, der var hårdere end normen — og valgte at forlade den.

Patientsikkerhed: Den direkte konsekvens

Det er fristende at behandle fastholdelse som et arbejdsmiljøspørgsmål og patientsikkerhed som et separat spørgsmål. Det er en fejl.

Sundhedsstyrelsens rapport fra 2024 gør det klart, at normeringen på fødeafdelinger har direkte betydning for den omsorg, fødende kvinder modtager. Færre jordemødre pr. fødsel betyder kortere tid pr. patient, mindre overvågning og større risiko for, at komplikationer ikke opdages i tide.

Når jordemødres vagter forlænges ufrivilligt — som Sundhedsudvalgets svar fra 2023 dokumenterer — er det ikke blot et overgreb på arbejdstidsregler. Det er et tegn på, at systemet i forvejen opererer uden buffer. En jordemoder, der har arbejdet en fuld vagt og tvinges til at blive videre, er ikke den samme jordemoder, der startede vagten. Træthed påvirker klinisk vurdering. Det er dokumenteret i medicinsk forskning, og det er ubestrideligt.

Den kumulative effekt er, at et system, der tærer på sine medarbejdere, på sigt tærer på sin kapacitet til at levere sikker omsorg. Det er ikke en hypotetisk risiko — det er en logisk konsekvens af tallene.

Organisationskultur og politiske løsninger

Et af de mønstre, der går igen i forskningen, er, at fastholdelse ikke primært løses med lønstigninger alene. Løn er en faktor, men ikke den afgørende. Det, der afgør, om sundhedspersonale bliver, er i høj grad oplevelsen af at have støtte, mening og indflydelse i arbejdet.

Lucas m.fl. (2025) finder, at arbejdsmiljøet — herunder ledelsens støtte og kollegiale relationer — er stærkere prædiktorer for fastholdelse end løn. Det betyder, at politiske løsninger, der udelukkende fokuserer på honorering, vil have begrænset effekt, hvis de ikke ledsages af organisatoriske ændringer.

For jordemødrenes vedkommende peger det på tre konkrete indsatsområder:

Bedre introduktionsforløb. Nyuddannede jordemødre har brug for en struktureret onboarding-periode, hvor de arbejder side om side med erfarne kolleger og ikke bærer selvstændigt ansvar for komplicerede forløb fra dag ét. Det kræver ressourcer — men det er billigere end at uddanne en ny jordemoder hvert 3,2 år.

Tilstrækkelig normering som minimumsstandarder. Sundhedsstyrelsen har kortlagt variationen i normeringer. Det næste skridt er at fastsætte minimumsstandarter med konsekvenser for de afdelinger, der ikke overholder dem. Frivillige retningslinjer har ikke vist sig at løse problemet.

Begrænsning af ufrivillige vagttimer. Folketing har været bekendt med, at jordemødre systematisk pålægges overarbejde i patientkritiske situationer. Det er en nødsituation, der er blevet strukturel. Det kræver politisk vilje at ændre — enten ved at tilføre ressourcer, så nødsituationerne opstår sjældnere, eller ved at sikre, at der er vagtdækning, der ikke kræver systematisk ufrivillig forlængelse.

Hvad ved vi ikke?

Det er vigtigt at være ærlig om usikkerheden i tallene. Undersøgelsen, der danner udgangspunkt for Politikens artikel, er ikke offentliggjort som en peer-reviewed videnskabelig rapport med fuld metodebeskrivelse tilgængelig. Vi kender ikke præcist, hvordan de 3,2 år er beregnet, hvad populationen er, og om der er tale om jordemødre, der forlader faget helt, skifter til deltid, går på barsel eller søger andre stillinger i sundhedsvæsenet.

Det ændrer ikke ved, at mønstret er bekymrende. Men det betyder, at de præcise tal bør behandles med et forbehold, og at der er behov for systematisk registerbaseret forskning i danske jordemødres karriereforløb — en analyse, som hverken Sundhedsstyrelsen eller Jordemoderforeningen tilsyneladende hidtil har publiceret i fuld form.

Konklusion

Tallene peger entydigt i én retning: Nyuddannede jordemødre forlader faget for hurtigt, og årsagerne er veldokumenterede i international forskning. Udbrændthed, dårlige arbejdsmiljøer og mangel på støtte til nyuddannede er de primære drivere. Konsekvenserne er ikke blot personalemæssige — de er direkte patientsikkerhedsmæssige.

Danmark har valgt at kortlægge normeringerne på fødeområdet. Det er et skridt i den rigtige retning. Men kortlægning er ikke løsning. Politikerne i Folketing kender problemet. Jordemoderforeningerne har dokumenteret det. Forskningen bekræfter det.

Det, der mangler, er handling — i form af minimumsstandarter, bedre introforløb og en organisationskultur, der ikke systematisk tærer på sine nyeste og mest sårbare medarbejdere.

Kilder

= Læs vores metodedokument →