Hvad ved vi om verdens atomaffald?

Verden har akkumuleret mindst 448.000 ton brugt nukleart brændsel — men ingen lande har endnu åbnet et permanent slutdepot.

Det politiske spørgsmål

Atomkraft er tilbage på dagsordenen. EU tæller kerneenergi som et redskab mod klimaforandringer, og i Danmark diskuterer Folketinget igen, om kernekraft skal have en plads i den grønne omstilling. Men debatten fokuserer næsten altid på det, der kommer ud af reaktoren som strøm — sjældent på det, der kommer ud som affald.

Spørgsmålet er ikke hypotetisk. Verden har allerede et bjerg af brugt nukleart brændsel, og det vokser hvert år. Et nyt kortværktøj, præsenteret af Ingeniøren, giver for første gang et systematisk globalt overblik over, hvor de 448.000 ton atomaffald befinder sig. Det rejser et presserende spørgsmål: Hvad gør vi egentlig med det?

Det empiriske spørgsmål bag

Kan vi håndtere nukleært affald på en måde, der er sikker i tusinder af år — og har vi overhovedet en plan for det?

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt teknologien principielt eksisterer. Det er et spørgsmål om, hvilke løsninger der er dokumenteret sikre, hvilke der stadig er på forsøgsstadiet, og hvorfor vi efter mere end 70 års civil atomkraft fortsat ikke har et eneste operationelt slutdepot i verden.

Hvad ved vi

Hvor meget affald findes der? ✓✓

Ifølge det kortværktøj, som Ingeniøren beskriver med reference til internationale opgørelser, er der på verdensplan akkumuleret mindst 448.000 ton brugt nukleart brændsel. Affaldet stammer primært fra kommercielle kernekraftværker, men også fra forskningsreaktorer, militære anlæg og medicinsk brug.

En samlet gennemgang af den nukleare affaldslivscyklus — fra produktion til bortskaffelse — bekræfter, at mængderne stiger år for år i takt med, at eksisterende reaktorer fortsætter driften, og at nye bygges (Abu Darda m.fl., 2021).

Hvad er problemet med brugt brændsel? ✓✓

Brugt nukleart brændsel er ikke bare radioaktivt — det er det i meget lang tid. Højaktivt affald kan forblive farligt i hundredtusindvis af år. Det indeholder fissionsprodukter og transurane isotoper, der udstråler ioniserende stråling i en tidsskala, der overstiger enhver menneskelig institution eller civilisation, vi kender.

Affaldet opbevares i dag primært på to måder:

Våd opbevaring: Brugte brændselsstave placeres i kølebassiner direkte ved reaktoren. Det er den mest udbredte løsning globalt og bruges som første trin, mens brændslet køler ned.
Tør opbevaring: Efter tilstrækkelig afkøling overføres brændslet til forseglede metalbeholdere — såkaldte tørtønder — der opbevares midlertidigt på overfladen.

Begge metoder er midlertidige. Ingen af dem er permanente løsninger (Veinović m.fl., 2015).

Hvad er den foretrukne permanente løsning? ✓

Den internationalt anerkendte løsning for højaktivt affald og brugt brændsel er dyb geologisk deponering — på engelsk deep geological disposal eller DGD. Princippet er at placere affaldet i stabile geologiske formationer flere hundrede meter under jordoverfladen, typisk i granit, salt eller ler, og forsegle det med en kombination af tekniske og naturlige barrierer.

Forskning i denne metode har pågået i årtier, og der er bred videnskabelig konsensus om, at det er den sikreste kendte løsning for langlivet højaktivt affald (Veinović m.fl., 2015).

Finlands pionerrolle ✓✓

Ingen steder i verden har endnu åbnet et slutdepot for højaktivt affald — med én afgørende undtagelse undervejs: Finland. Det finske anlæg Onkalo ved Olkiluoto er verdens første planlagte indkapslings- og slutdepotanlæg for brugt nukleart brændsel. Når det åbner inden for de kommende år, vil det markere et historisk gennembrud.

Anlægget er allerede under diskussion i den videnskabelige litteratur som referencepunkt for international sikkerhed og verifikation. En analyse fra 2023 fremhæver, at Onkalo også rejser nye spørgsmål om safeguards — altså international kontrol med, at deponeret materiale forbliver ude af spil og ikke kan misbruges (Niemeyer, 2023).

Teknologier til genanvendelse og oparbejdning ✓

Brugt brændsel er ikke udelukkende affald. Det indeholder stadig fissilt materiale — primært plutonium og uran — der kan genudvindes og genanvendes. To hovedteknologier anvendes eller afprøves:

Vandbaseret oparbejdning (aqueous reprocessing): Bruges kommercielt i Frankrig, Rusland og Japan. Adskiller brugbart materiale fra affald kemisk.
Pyroprocessing: En tør, elektrolitisk metode der er mere kompakt og velegnet til visse reaktortyper. Stadig primært på pilot- og forskningsstadiet.

En nyere gennemgang fra 2025 dokumenterer fremskridt i begge metoder og peger på, at avanceret oparbejdning kan reducere mængden og levetiden af det affald, der i sidste ende skal deponeres permanent (Sakthimurugan & Yuvarajan, 2025).

Danmarks situation ✓✓

Danmark har ingen kernekraftværker, men har alligevel radioaktivt affald — primært fra Risø-anlægget nord for Roskilde, hvor der frem til 1987 blev drevet forskningsreaktorer. Afviklingen af disse anlæg producerer lav- og mellemaktivt affald, som i dag opbevares midlertidigt.

Folketinget vedtog beslutning B90 om en langsigtet løsning for Danmarks radioaktive affald. Sundhedsstyrelsen koordinerer den danske afrapportering til EU og IAEA og er ansvarlig myndighed for at følge arbejdet med at etablere en permanent løsning — med fokus på netop lav- og mellemaktivt affald (Sundhedsstyrelsen, afrapportering til EU og IAEA; Sundhedsstyrelsen, radioaktivt affald).

Hvad ved vi ikke

Vi ved ikke, om geologiske slutdepoter holder i den krævede tidsskala. Onkalo er designet til at holde i op til en million år. Det er en tidshorisont, der overstiger enhver menneskelig erfaring med teknisk anlægsvedligeholdelse — og langt overstiger den periode, vi har observeret potentielle depotbjergarters stabilitet under realistiske betingelser.

Vi ved ikke, om fremtidige generationer kan finde depoterne igen — eller om det er godt eller skidt, at de gør det. Det er et aktivt forsknings- og etikfelt: Skal vi advare fremtidige civilisationer? Og hvordan kommunikerer man fare på tværs af årtusinder, til kulturer vi ikke kender?

Vi ved ikke, om avanceret oparbejdning og nye reaktortyper kan løse affaldsspørgsmålet. Teknologier som pyroprocessing og Generation IV-reaktorer, der kan forbrænde langlivet affald, lover meget — men er ikke skaleret til kommerciel drift endnu (Sakthimurugan & Yuvarajan, 2025).

Vi ved ikke præcist, hvor alt affaldet er. Det globale kortværktøj er et fremskridt, men dækningen er afhængig af national indberetning. Lande med lav gennemsigtighed — herunder nogle med betydelige atomprogrammer — rapporterer ikke nødvendigvis fuldstændigt til internationale organer.

Hvad eksperter er uenige om

Oparbejdning: løsning eller problem? ~

Frankrig og Japan satser på kemisk oparbejdning som en central del af deres brændselscyklus. USA afviste det samme valg af frygt for spredning af plutonium. Eksperter er uenige om, hvorvidt oparbejdning netto reducerer affaldsproblemet eller blot omfordeler det — og om risikoen for nuklear spredning opvejer fordelene ved at reducere mængden af slutdeponeret materiale.

Midlertidig kontra permanent opbevaring ⚖

Nogle eksperter og bevægelser argumenterer for, at vi bør holde affaldet tilgængeligt i overfladenære anlæg i årtier endnu — både fordi teknologien måske forbedres, og fordi vi bevarer mulighed for at gå ind og korrigere fejl. Andre mener, at hvert årti med midlertidig opbevaring er et årti, hvor menneskelige fejl, terrorangreb eller naturkatastrofer udgør en reel risiko. Det er delvist et værdispørgsmål om, hvem vi har forpligtelser over for: nulevende eller fremtidige generationer.

Safeguards ved deponering ~

Når højaktivt affald forsegles i et slutdepot hundrede meter under jorden, kan det internationale atomenergiagenturs (IAEA) inspektører ikke længere verificere indholdet løbende. Det rejser spørgsmålet om, hvordan man opretholder garantier mod misbrug — og om lukning af et depot i praksis reducerer muligheden for international kontrol (Niemeyer, 2023).

Ny dansk kernekraft og affaldsspørgsmålet ⚖

Debatten om, hvorvidt Danmark skal genindføre kernekraft, berører affaldsproblemet kun perifert i den offentlige diskussion. Men det er et reelt spørgsmål: Hvis Danmark bygger nye reaktorer, producerer vi selv højaktivt affald — og vi har ingen plan, intet depotland og ingen geologisk kortlægning til et slutdepot på plads. Det er ikke nødvendigvis en grund til at sige nej, men det er et spørgsmål, der kræver et svar, før Folketinget træffer en beslutning.

Konklusion

Det korte svar: Verden har mindst 448.000 ton brugt nukleart brændsel. Det ligger spredt på hundredvis af lokaliteter globalt — i kølebassiner og midlertidige lagre — og ingen lande har endnu åbnet et operationelt, permanent slutdepot. Finland er tættest på med Onkalo-anlægget, der snart forventes at åbne som verdens første.

Den videnskabelige konsensus er klar på ét punkt: dyb geologisk deponering er den bedst dokumenterede permanente løsning for højaktivt affald. Men det er en løsning, der endnu kun eksisterer på tegnebrættet og i tunnelerne under Olkiluoto. Resten af verden — herunder de største atomkraftlande — venter stadig.

For Danmark er situationen todelt. Vi har allerede et affaldsarv fra Risø, som Folketinget har besluttet skal have en langsigtet løsning. Og vi diskuterer, om vi vil skabe mere affald ved at genindføre kernekraft. Begge spørgsmål kræver, at affaldet ikke forbliver det oversete kapitel i energidebatten.

Det nye globale kortværktøj er et nyttigt skridt mod gennemsigtighed. Men et kort løser ikke problemet — det synliggør blot dets omfang.