Droner over Danmark: Hvad kan forsvaret og beredskabet egentlig?

Forsvarsministeren bekræftede droneaktivitet over dansk territorium, som Forsvaret ikke kunne håndtere – en dybdeanalyse af Danmarks kapaciteter, investeringer og huller i luftrumsbeskyttelsen.

type: dybdeanalyse title: "Droner over Danmark: Hvad kan forsvaret og beredskabet egentlig?" category: beredskab date: 2026-06-19 status: published description: "Forsvarsministeren bekræftede droneaktivitet over dansk territorium, som Forsvaret ikke kunne håndtere – en dybdeanalyse af Danmarks kapaciteter, investeringer og huller i luftrumsbeskyttelsen."

Danmark kunne ikke håndtere egne dronehændelser

Det er sjældent, en forsvarsminister indrømmer en konkret operativ svaghed offentligt. Men det skete, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen bekræftede over for Ingeniøren, at der havde fundet droneaktivitet sted over dansk territorium – og at Forsvaret ikke havde været i stand til at håndtere situationen. Hverken ministeren eller forsvarschefen ville oplyse, hvem der stod bag, eller hvad "ikke i stand til at håndtere" præcist dækkede over.

Det rejser tre hårde spørgsmål: Hvad kan Danmark faktisk opdage? Hvad kan vi gøre ved det? Og hvad er der sat i gang for at rette op?

Baggrund

Droner er ikke længere et niche-militærredskab. De er billige, svære at opdage og kan bruges til rekognoscering, sabotage og psykologisk krigsførelse. Krigen i Ukraine har demonstreret, hvor afgørende ubemandede luftfartøjer er blevet i moderne konflikter – og har samtidig vist, at selv avancerede luftforsvarssystemer kæmper med at håndtere mange, små og lavtflyvende mål.

Danmark er ikke i krig. Men landet er en del af NATO, huser vigtig infrastruktur – herunder militære anlæg, energianlæg og kommunikationsknudepunkter – og har en lang kystlinje og store søterritorier, der er svære at overvåge. Siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 har trusselsvurderingen fra Forsvarets Efterretingstjeneste gentagne gange peget på øget russisk vilje til at teste alliancens reaktionsevne, herunder ved brug af droner.

I Nordeuropa har episoder med uidentificerede droner over militære anlæg i Sverige, Finland, Norge og UK sat spørgsmålstegnet ved, om NATO-landene er gearet til det nye trusselbillede. Danmark er ikke undtaget.

Hvad sker der

Forsvarsministerens udmelding er bemærkelsesværdig af to grunde: den er konkret, og den er ærlig om en svaghed.

Hvad der præcist skete, og hvornår, er ikke offentligt tilgængeligt. Men ministeren bekræftede altså over for Ingeniøren, at der var droner over dansk territorium, og at Forsvaret ikke var i stand til at håndtere dem. Det kan betyde flere ting: at dronerne ikke blev opdaget i tide, at der ikke var lovhjemmel til at nedbryde dem, at de tekniske midler ikke var til stede, eller en kombination.

Som reaktion er der sat konkrete tiltag i gang. Forsvarsministeriet har afsat 2,1 milliarder kroner til anskaffelse af dronebekæmpelseskapaciteter og overvågning. Pengene skal bruges til både at kunne detektere og til aktivt at bekæmpe fjendtlige droner over dansk territorium og ved danske militære installationer.

Forsvaret har desuden sat et antal CV90-infanterikampkøretøjer ind til at overvåge militære installationer og være klar til at gribe ind om nødvendigt. Det er en midlertidig løsning med eksisterende materiel, mens de langsigtede kapaciteter opbygges. Hæren har derudover modtaget nye kampdroner, der er udviklet på baggrund af erfaringerne fra Ukraine – med fokus på præcision og operativ fleksibilitet.

De centrale spørgsmål

1. Hvorfor kunne Forsvaret ikke håndtere dronerne?

Svaret er sandsynligvis sammensat. Detektion af små droner er teknisk krævende. Radarbaserede systemer er primært designet til at spore større og hurtigere objekter. Små, kommercielle eller halvmilitære droner flyver lavt, er lavet af plastik og kompositmaterialer med lav radarsignatur, og kan nemt forveksles med fugle eller andet støj i radarbilledet.

Forskning i forbedret detektion af netop denne type trusler bekræfter udfordringen. En nyere undersøgelse fra 2025 af Yoo og Cho viser, at støjreduktion og superopløsningsalgoritmer markant forbedrer evnen til at opdage små ubemandede luftfartøjer i overvågningssystemer – men at det kræver dedikerede systemer, der ikke er standardudrustning i de fleste nationale forsvar. Tilsvarende peger en bred teknisk oversigt over modforanstaltninger fra Grieco m.fl. (2025) på, at der stadig er åbne udfordringer i at kombinere detektion, sporing og identifikation i realtid, særligt i komplekse og støjfyldte omgivelser.

Problemet er altså ikke kun dansk. Det er en fælles NATO-udfordring. Men Danmark har – ifølge ministerens egen indrømmelse – ikke haft de nødvendige midler på plads.

2. Er 2,1 milliarder kroner nok?

Det er svært at vurdere uden at kende det fulde forventet kapabilitetsniveau. Men beløbet skal ses i kontekst: Danmark er i gang med en historisk opbygning af Forsvaret generelt, og investeringerne i dronebekæmpelse er en del af et samlet løft. Forsvarsministeriet er løbende i gang med at fremrykke og opgradere en række kapaciteter, herunder fregatternes forsvar mod fjendtlige fly, droner og missiler.

Spørgsmålet er, om pengene bruges på den rigtige blanding af teknologi. Dronebekæmpelse – på fagsproget "counter-UAS" eller C-UAS – er ikke ét produkt. Det er et lag af kapaciteter: tidlig varsling via radar og optik, elektronisk krigsførelse der kan jamme eller overtage dronernes styresignaler, kinetiske midler til nedskydning, og juridiske rammer der giver myndigheder hjemmel til at handle.

3. Hvad med lovgivningen?

Et undervurderet aspekt er, at selv hvis Forsvaret teknisk kan bekæmpe en drone, er det ikke altid klart, hvornår det er lovligt. Droner flyver i civilt luftrum. Nedskydning af en drone – selv en fjendtlig – kan kræve politimæssig eller politisk autorisering. I en situation, der udvikler sig hurtigt, er det et reelt problem. Det er ikke et dansk særproblem, men det er et konkret hul, som Deineka (2025) adresserer i en bredere analyse af sikkerhedsstyring og dronebekæmpelse: lovgivningsmæssige rammer halter efter den teknologiske virkelighed, og det skaber uklare kommandoveje.

4. Hvem stod bag dronerne?

Det ved vi ikke. Hverken ministeren eller forsvarschefen ville svare. Det kan skyldes, at efterforskningen er i gang, at svaret er klassificeret, eller at man simpelthen ikke ved det. Alle tre scenarier er problematiske på hver deres måde. Manglen på offentlig kommunikation gør det svært at bedømme alvoren af hændelserne og sværere for befolkning og Folketing at forholde sig til risikoen.

Analyse

Danmarks situation er ikke unik, men den er illustrativ for en bredere strukturel svaghed i vestlig forsvarspolitik: teknologien har bevæget sig hurtigere end kapaciteterne og lovgivningen.

I årtier har NATO-landes luftforsvar primært været dimensioneret mod missiler og bemandede fly. Droner – særligt de billige, kommercielle typer der kan modificeres til militære formål – er en relativ ny trussel i det nordeuropæiske trusselsbillede. Zhang m.fl. (2017) beskrev allerede for otte år siden, hvordan lavstøjsradar og LPI-teknikker (Low Probability of Intercept) er afgørende for effektiv dronebekæmpelse, men at implementering kræver investering og integration i eksisterende systemer. Den udfordring er ikke løst over natten.

Det positive er, at Danmark nu tager det alvorligt. CV90'erne ved militære installationer er et konkret, hvis midlertidigt, signal om, at man ikke venter på de langsigtede løsninger. Kampdroner til Hæren baseret på ukrainske erfaringer peger på, at man lærer af den krig, der aktuelt redefinerer moderne krigsførelse.

Men der er grund til at stille krav om mere åbenhed. Hvis Forsvaret ikke kan håndtere droner, som flyver over dansk territorium, har borgere og Folketing ret til at vide så meget som muligt om omfanget af problemet – inden for de grænser, klassificerede oplysninger sætter. Det er ikke en akademisk pointe. Det er en forudsætning for demokratisk kontrol med forsvarspolitikken.

Sammenlignet med nabolandene er det vanskeligt at lave en præcis kapabilitetssammenligning, da de konkrete systemer i høj grad er klassificerede. Det vi ved, er at Sverige og Finland, der begge for nylig er trådt ind i NATO, har investeret kraftigt i luftovervågning og C-UAS-kapaciteter, delvist drevet af geografisk nærhed til Rusland. Norge har lignende erfaringer med droneobservationer over energiinfrastruktur. Danmark er ikke alene med udfordringen, men er ifølge ministerens egne ord bagud.

Den tekniske litteratur er entydig om én ting: der findes ingen enkelt sølvkugle. Effektiv dronebekæmpelse kræver et lagdelt system – tidlig detektion, præcis identifikation, elektronisk og kinetisk neutralisering, og klare kommandoveje. Forskningen på området udvikler sig hurtigt, men afstanden mellem laboratoriets løsninger og operationel deployment er fortsat betydelig.

Konklusion

Forsvarsministerens åbenhed om, at Danmark ikke kunne håndtere droneaktivitet over eget territorium, er usædvanlig og fortjener kredit. Den afslører en reel kapabilitetskløft, som nu adresseres med en investering på 2,1 milliarder kroner og midlertidige foranstaltninger som deployering af CV90'ere ved militære installationer.

Men tre forhold kræver fortsat opmærksomhed:

For det første er investeringens effekt usikker, fordi dronebekæmpelse er kompleks og kræver integration af mange teknologier og juridiske rammer – ikke blot indkøb af ét system.

For det andet er den manglende kommunikation om, hvem der stod bag dronerne og hvad de konkret foretog sig, problematisk for den demokratiske debat. Folketinget og offentligheden bør have adgang til så mange oplysninger som muligt.

For det tredje peger det samlede billede på, at Danmark – ligesom mange NATO-allierede – i for lang tid har undervurderet trusselen fra billige, svære at opdage droner. Krigen i Ukraine har ændret den strategiske virkelighed. Dansk forsvar er ved at indhente det forsømte, men er endnu ikke i mål.