Staten afskriver 775 millioner kroner i småkrav – et symptom på årtiers systemisk svigt i den offentlige gældsindrivning, der rejser alvorlige spørgsmål om retssikkerhed og prisen på fejlslagen digitalisering.
Det skal du vide
Staten dropper at inddrive millioner af små gældsposter med en samlet værdi på 775 millioner kroner. Det sker ikke, fordi gælden ikke eksisterer – men fordi systemerne, der skulle inddrive den, har været så fejlbehæftede i så mange år, at det er mere realistisk at afskrive beløbene end at forsøge at rette op på dem.
Det er ikke en isoleret hændelse. Det er det seneste kapitel i en skandale, der har stået på siden mindst 2013, og som handler om, hvad der sker, når staten digitaliserer en kernefunktion og gør det forkert.
Baggrund
Historien begynder med det, der kaldes EFI-skandalen. EFI stod for Ét Fælles Inddrivelsessystem – et it-system, som SKAT igangsatte for at samle hele statens gældsindrivning ét sted. Tanken var fornuftig: Frem for at have spredte systemer hos forskellige myndigheder skulle ét centralt system håndtere alt fra ubetalte p-bøder til restskat.
Det gik galt. Systemet kunne ikke håndtere de komplekse regler om modregning, forældelse og renter korrekt. I 2015 satte Skatteministeriet EFI i bero. På det tidspunkt var der allerede opstået et massivt efterslæb af gæld, som ingen vidste med sikkerhed, om var korrekt opgjort.
Som afløser for EFI blev DMI – Debitor- og Inddrivelsessystemet – sat i drift. Men problemerne fulgte med. En lang række gældsposter i DMI var og er behæftede med fejl, der gør det uklart, om beløbene er korrekt opgjorte, om renter er beregnet rigtigt, og om forældelsesfrister er overholdt.
Et Folketingsnotat fra juni 2022 fra opfølgningen på eftersyn af akutte it-problemer i skattevæsenet beskriver problemet direkte: Uden yderligere tiltag vil store dele af både de fejlbehæftede og øvrige gældsposter i DMI risikere at forælde, inden det overhovedet er muligt at afgøre, om de kan inddrives eller bør afskrives.
Det er præcis det, vi nu ser konsekvenserne af.
Hvad sker der
Ifølge Politiken dropper staten at inddrive småkrav til en samlet værdi af 775 millioner kroner. Kravene er karakteriseret ved at være relativt små beløb – men der er mange af dem, og tilsammen udgør de en betragtelig sum.
Begrundelsen er i praksis, at det ikke kan betale sig at bruge administrative ressourcer på at afklare og inddrive beløb, der er så forurenet af systemfejl, at man ikke med sikkerhed ved, om de overhovedet er korrekte. Og at forældelsesfrister nærmer sig – eller allerede er overskredet – for mange af posterne.
Det er et valg med en vis logik i sig: Hvis det koster mere at rydde op end at afskrive, og hvis der er reel risiko for at kræve penge af borgere på et forkert grundlag, er afskrivning det mindst dårlige alternativ.
Men det efterlader en række ubehagelige spørgsmål stående.
De centrale spørgsmål
Er det retfærdigt over for dem, der har betalt?
For hver gældspost der afskrives fordi systemet ikke kunne håndtere den, er der formentlig en tilsvarende borger, der løbende har betalt sin gæld og sine bøder til tiden. Det er svært at argumentere for, at det er et retfærdigt resultat – at systemsvigt i praksis fungerer som en tilfældig eftergivelse af gæld.
Hvad er den reelle regning?
De 775 millioner kroner er afskrivningens pålydende. Men den reelle omkostning er højere. Den inkluderer alle de år, hvor Skatteforvaltningen har haft ansatte beskæftiget med at forsøge at rydde op i systemerne, udgifterne til konsulenter og it-leverandører, og de politiske ressourcer brugt på at forklare og begrænse skandalen. Den samlede regning for EFI-skandalen er aldrig endeligt opgjort i ét tal, men der er ikke tvivl om, at 775 millioner er en del af en større sum.
Er borgernes retssikkerhed tilstrækkeligt beskyttet?
Et af de mest alvorlige aspekter ved EFI/DMI-sagen er, at fejlbehæftede krav i årevis er blevet sendt til borgere – og at borgere ikke altid har haft mulighed for at gennemskue, om kravene var korrekte. Når systemet ikke selv kan afgøre, om et krav er rigtigt, er det urimeligt at forvente, at den almindelige borger kan det.
Er det overstået nu?
Det er der ingen garanti for. Afskrivningen af 775 millioner løser ikke det strukturelle problem – den fjerner blot en bunke uoprettelige sager fra stakken. DMI er stadig i drift, og spørgsmålet om, hvorvidt systemet i dag fungerer tilstrækkeligt pålideligt, er ikke endeligt besvaret i de tilgængelige kilder.
Analyse
Der er noget betegnende ved, at staten vælger at afskrive frem for at inddrive. Det er ikke en beslutning, der træffes let i en forvaltning, der normalt er indstillet på at opkræve det, den har krav på. At man alligevel vælger afskrivning, siger noget om, hvor alvorligt problemet er.
Men det siger også noget om, hvad der går galt, når digitale systemer i det offentlige fejler.
En af de systematiske svagheder i store offentlige it-projekter er, at konsekvenserne af fejl ikke altid er synlige i realtid. Når et privat system fejler, mærker brugerne det med det samme – og virksomheden mærker det på bundlinjen. Når et offentligt inddrivelsessystem fejler, akkumuleres problemerne i årevis, fordi de spredte sig ud over millioner af enkeltposter, og fordi ingen enkelt myndighed har det fulde overblik.
EFI-skandalen er i den forstand ikke primært en it-skandale. Den er en styringsskandale. Spørgsmålene er: Hvem vidste hvad hvornår? Hvornår burde politikerne have grebet ind? Og hvornår burde den administrative ledelse have sagt stop?
Det fremgår af Folketingsnotatet fra 2022, at situationen med fejlbehæftede gældsposter og forældelsesproblematikker var known og dokumenteret – men at løsningerne stadig ikke var på plads år efter, at de første problemer blev identificeret. Det er ikke et billede af en fejl, der skete en gang og blev rettet. Det er et billede af et problem, der fik lov at vokse.
Hvad siger det om digitaliseringsstrategien?
Danmark betragter sig selv som et foregangsland inden for digital offentlig forvaltning – og på mange måder er det fortjent. MitID, NemKonto og Digital Post er eksempler på løsninger, der fungerer og er bredt brugt.
Men EFI/DMI minder os om, at kompleksiteten i velfærdsstatens regler ikke altid lader sig reducere til kode. Inddrivelse af gæld er ikke en simpel transaktion. Det er et juridisk og administrativt område fyldt med undtagelser, individuelle hensyn, forældelses- og modregningsregler, og rettigheder for borgere, der bestrider krav. Jo mere kompleks den underliggende lovgivning er, jo større er risikoen for, at et it-system, der skal automatisere den, fejler.
Det er ikke en argumentation mod digitalisering. Det er en argumentation for, at digitalisering af komplekse velfærdsstatsfunktioner kræver langt mere grundig analyse, langt mere risikoafdækning og langt mere løbende tilsyn end vi tilsyneladende afsatte til EFI-projektet.
Hvad med borgerne i den anden ende?
Der er to grupper af borgere, som denne sag berører direkte.
Den første gruppe er dem, der skylder penge – og hvis gæld nu afskrives. For mange af dem er det en lettelse. Men det er en tilfældig lettelse. Ikke alle med fejlbehæftede gældsposter oplever afskrivning – kun dem, hvis sager falder inden for de kategorier, staten nu giver op på. Det er ikke et system, det er en administrativ tilfældighed.
Den anden gruppe er dem, der i årevis har modtaget krav, de ikke forstod eller ikke mente var korrekte – og som ikke har haft reelle muligheder for at få afklaret, om kravene holdt. For dem er dette kapitel i sagen endnu ikke lukket, fordi der stadig kan ligge fejl i systemet, som aldrig bliver rettet.
Retssikkerhed kræver ikke bare, at fejlagtige krav ikke inddrives. Det kræver også, at borgere, der uberettiget har betalt, har mulighed for at få pengene tilbage. Det er et spørgsmål, der fortjener et klart svar, men som de tilgængelige kilder ikke fuldt ud besvarer.
De politiske ansvarsspørgsmål
Gennem hele EFI/DMI-forløbet har Skatteudvalget i Folketinget og en række ministre haft sagen på bordet. Det er dokumenteret, at Finansudvalget og relevante fagudvalg løbende er blevet orienteret om problemernes omfang.
At afskrive 775 millioner er i en vis forstand den nemmeste beslutning: Den bringer ro på et fortsat støjende problem, den reducerer risikoen for yderligere retssikkerhedsproblemer, og den sender sagen delvist ud af den aktive politiske dagsorden.
Men den undgår spørgsmålet om, hvad der bør ske for at sikre, at noget lignende ikke sker igen. Der er ikke i de tilgængelige kilder dokumentation for, at der er draget læring, der systematisk er implementeret som ændringer i, hvordan staten fremadrettet godkender, overvåger og om nødvendigt standser store it-projekter.
Konklusion
Afskrivningen af 775 millioner kroner i småkrav er ikke en begivenhed. Det er en opgørelse – en delvis og utilfredsstillende opgørelse – over, hvad årtiers systemsvigt i statens gældsindrivning har kostet.
Det er et beløb, der ikke er betalt af dem, der skyldte det. Det er et beløb, der er fordampet ind i en kombination af forældelsesproblematikker, administrative fejl og it-systemer, der aldrig virkede som lovet.
Den umiddelbare pointe er simpel: Det er dyrt, når store offentlige it-projekter fejler. Ikke kun i selve udviklingsfasen, men i årtiers efterfølgende oprydning.
Den dybere pointe handler om styring. Danmark har i de seneste årtier digitaliseret store dele af den offentlige forvaltning. Det er gået godt på mange områder. Men EFI/DMI-sagen viser, at der er grænser for, hvad der kan automatiseres – og at prisen for at overse de grænser ikke altid viser sig med det samme.
775 millioner afskrevet er ikke et punktum. Det er et komma i en sag, der endnu ikke har fundet sin afslutning.