Det usynlige datacenter: Hvem bygger i Vestjylland, og hvad koster det Danmark?

Et stort hyperscale-datacenter vokser frem i Vestjylland bag et slør af anonyme selskaber — men energiforbruget, varmeregningen og de regulatoriske spørgsmål er alt for vigtige til at gemme sig i papirerne.

Det vigtigste først

Et nyt hyperscale-datacenter er under opførelse i Vestjylland. Ejerskabet er uklart og bevidst sløret bag selskabskonstruktioner, men fingeraftryk fra Big Tech stikker frem i dokumenterne. Anlægget vil bruge en betydelig mængde elektricitet — og det rejser spørgsmål, som Danmark endnu ikke har givet fyldestgørende svar på: Hvem bestemmer, om det her er en god idé? Hvem betaler for strøm og infrastruktur? Og hvem sikrer, at varmen ikke bare ryger ud i luften?

Baggrund

Danmark er blevet et foretrukket sted for hyperscale-datacentre. Årsagerne er velkendte: stabilt elnet, relativt køligt klima, politisk stabilitet og — ikke mindst — adgang til grøn strøm fra vindmøller. Det har tiltrukket store teknologivirksomheder, og siden sidst i 2010'erne har Energistyrelsen fulgt udviklingen tæt.

Energistyrelsen definerer hyperscale-datacentre (HSDC) som den største klasse af datacentre — anlæg, der typisk drives af de helt store globale teknologivirksomheder og er kendetegnet ved et massivt elforbrug og en infrastruktur, der er bygget til at skalere hurtigt. I 2021 og igen i 2022 udgav Energistyrelsen analyser af datacentrenes elforbrug og deres indvirkning på det danske energisystem. Begge analyser konstaterede, at store datacentre udgør en forholdsvis ny type elforbruger i Danmark, og at deres samlede forbrug vokser hurtigt.

Det giver kontekst til det, der nu udspiller sig i Vestjylland.

Hvad sker der

Ingeniøren har afdækket, at et stort datacenter er under opførelse i Vestjylland, og at ejerskabet er omgivet af mystik. Selskabskonstruktioner og anonyme holdingstrukturer gør det vanskeligt at fastslå, hvem der i sidste ende ejer og driver anlægget — men navne og tekniske specifikationer, der stikker frem i byggesagsakter og selskabsregistreringer, peger i retning af en stor amerikansk teknologivirksomhed.

Det er ikke usædvanligt. Hyperscale-aktørerne opererer ofte bag neutralt klingende lokale selskaber, dels af konkurrencemæssige hensyn, dels fordi de ikke ønsker at røbe, hvor de placerer kapacitet. Men konsekvensen er, at den offentlige debat og kommunale beslutningsprocesser foregår med begrænset information om, hvem der reelt sidder ved bordet.

Kommunen har behandlet byggetilladelser og lokalplanændringer uden at det store billede — energiforbrug, varmeaftaler, leverandørkæder — har været synligt for offentligheden.

De centrale spørgsmål

Der er tre spørgsmål, der kalder på svar:

1. Hvem ejer det, og har det betydning? Ja, det har det. Ejerskabet er ikke bare et juridisk kuriosum. Det afgør, hvilke regler der gælder, hvilke skatteforhold der er relevante, og om Danmark kan stille krav til driften. Hvis en stor udenlandsk teknologivirksomhed driver kritisk digital infrastruktur på dansk jord bag et anonymt selskab, er det relevant for både konkurrencemyndigheder, skattemyndigheder og sikkerhedsmyndigheder at vide.

2. Hvad er energiregningen? Hyperscale-datacentre bruger meget strøm. Energistyrelsens analyse fra januar 2022 beskriver, hvordan HSDC-segmentet udgør den tyngste klasse af datafaciliteter målt på elforbrug, og at deres samlede bidrag til det danske elforbrug er stigende. Præcise tal for det vestjyske anlæg kendes ikke offentligt, men selve kategorien giver en indikation af størrelsesordenen: vi taler om anlæg, der kan trække hundredvis af megawatt.

Det presser det lokale og regionale elnet og kræver investeringer i transmissionskapacitet — investeringer, der i sidste ende fordeles over elregningerne.

3. Hvad sker der med varmen? Datacentre producerer store mængder overskudsvarme. I den bedste version af historien leveres den til et fjernvarmenet og varmer boliger og erhverv. I den ringere version ledes den ud i atmosfæren. Energistyrelsens regulering af varmeområdet placerer ansvaret for varmeforsyningsplanlægning hos kommunalbestyrelsen, som skal samarbejde med forsyningsselskaber og koordinere med planloven og miljøbeskyttelsesloven. Men det kræver, at kommunen reelt ved, hvad der bygges — og det er netop den viden, der har manglet her.

Analyse

Transparens som systemfejl

Det vestjyske datacenter er ikke et isoleret tilfælde af dårlig kommunikation. Det afspejler en strukturel svaghed i den måde, Danmark behandler store industrianlæg på, når de drives af internationale aktører med incitament til at holde sig i baggrunden.

Planloven giver kommunerne kompetence til at behandle lokalplaner og byggetilladelser. Det er i sig selv fornuftigt — kommunerne kender det lokale landskab, borgerne og infrastrukturen. Men planloven er ikke designet til at håndtere anlæg, hvis energiforbrug kan sidestilles med en mellemstor dansk by, og hvis ejere opererer globalt. Her er der et regulatorisk hul.

EU har en Code of Conduct for datacentre, som Energistyrelsen administrerer nationalt. Den indeholder krav til maksimalt årligt energiforbrug og sætter standarder for energieffektivitet. Men Code of Conduct er frivillig for aktørerne — det er ikke et lovkrav. Det betyder, at en virksomhed kan bygge et hyperscale-datacenter i Danmark og vælge ikke at tilslutte sig de fælles europæiske standarder.

Det er en åbenlys svaghed, og den bør adresseres politisk.

Energisystemet mærker det allerede

Energistyrelsens analyser fra 2021 og 2022 beskriver begge, at den hastige vækst i store datacentre stiller nye krav til det danske elsystem. Det handler ikke kun om den samlede mængde strøm, men om timing og geografi: Datacentre kræver stabil forsyning hele døgnet, og de er typisk placeret i områder — som Vestjylland — der er rige på vindkraft, men hvor transmissionsnettet ikke nødvendigvis er dimensioneret til pludselig storaftag.

Det betyder investeringer i nettet. Energinet og de lokale netselskaber skal opgradere kabler, transformerstationer og redundans. Disse investeringer er som udgangspunkt samfundets — og dermed kundernes. Det er legitimt at spørge, om de virksomheder, der skaber behovet, bidrager tilstrækkeligt til at finansiere det.

Varmesamarbejde: Mulighed eller fiktion?

Potentialet for at udnytte overskudsvarme fra datacentre til fjernvarme er reelt. Energistyrelsen beskriver i sine analyser, at overskudsvarme fra datacentre kan integreres i fjernvarmesystemet og dermed bidrage til den grønne omstilling i varmesektoren. Flere kommuner og forsyningsselskaber har indgået aftaler med datacentre om netop dette.

Men det kræver, at forhandlingerne starter tidligt — helst inden anlægget er færdigprojekteret — og at kommunen har reel indsigt i, hvad der bygges. Når et datacenter omgærdes af hemmeligholdelse, bliver varmesamarbejde vanskeligere at etablere på fair vilkår. Forsyningsselskabet forhandler i et informationsvakuum, og den lokale befolkning ved ikke, om muligheden overhovedet er til stede.

Det er ikke et hypotetisk problem. Det er et konkret demokratisk underskud.

Big Tech og kritisk infrastruktur

Der er en dimension i denne sag, som sjældent diskuteres åbent i den danske debat: Datacentre er kritisk infrastruktur. De understøtter cloud-tjenester, betalingssystemer, kommunikation og datalagring for millioner af brugere — herunder offentlige myndigheder og virksomheder.

Når denne infrastruktur drives af private, udenlandske aktører bag anonyme selskabskonstruktioner, opstår der spørgsmål om beredskab og sårbarhed, som rækker ud over energi og planlov. Hvem har adgang? Hvem kan lukke ned? Hvilke forpligtelser har operatøren over for det danske samfund i en krisesituation?

Det er ikke et argument imod datacentre i Danmark. Det er et argument for, at vi stiller krav — og at vi ved, hvem vi stiller dem til.

Hvad gør Folketinget?

Den nationale strategi for datacentre er et politisk spørgsmål, som Folketinget endnu ikke har behandlet med den grundighed, emnet fortjener. Energistyrelsen har leveret analyserne. Kommunerne behandler sagerne case for case. Men der mangler en sammenhængende politisk ramme, der adresserer:

Krav om transparens om ejerskab af store dataanlæg
Bindende energieffektivitetsstandarder frem for frivillige kodekser
Klare regler for varmesamarbejde og kommunernes forhandlingsposition
Beredskabsmæssige krav til operatører af kritisk digital infrastruktur

Det er ikke regulering for reguleringens skyld. Det er forudsætningen for, at Danmark kan høste gevinsterne ved at tiltrække hyperscale-investeringer — arbejdspladser, skatteindtægter, grøn strømanvendelse — uden at betale en uforholdsmæssig pris i form af netomkostninger, tabte varmeaftaler og demokratisk uigennemsigtighed.

Konklusion

Det mystiske vestjyske datacenter er et symptom på noget større. Danmark er et attraktivt land for hyperscale-datacentre, og det kan være en fordel — men kun hvis vi sørger for, at spillereglerne er klare og offentlige.

Lige nu er de det ikke. Ejerskab skjules bag selskabskonstruktioner. Kommunerne behandler sager uden at kende det fulde billede. Energisystemet belastes på måder, der deles bredt ud over samfundet. Og potentiale for varmesamarbejde forspildes, fordi forhandlingerne starter for sent eller slet ikke.

Det kræver ikke et opgør med datacentrene. Det kræver et opgør med den mangel på transparens og regulering, der præger sektoren i dag. Energistyrelsen har leveret analyserne. Nu er det Folketingets tur til at handle.