= Dybdeanalyse

USA's militære forurening i Grønland: Omfang, sundhedsrisici og dansk ansvar

← Analyser
klima 10 min. læsning

USA har efterladt farlige kemikalier på mindst 36 tidligere militærbaser i Grønland — her er hvad vi ved, hvad vi ikke ved, og hvem der bærer ansvaret.

Konklusion først

USA har i årtier drevet militære baser i Grønland og efterladt sig en kemisk arv, som hverken Danmark, Grønland eller USA endnu har gjort op med. Politikens kortlægning fra 2025 dokumenterer 36 tidligere amerikanske militæranlæg spredt over øen. På flere af dem er der fundet PFAS — en gruppe kunstige kemikalier, der ikke nedbrydes i naturen, ophober sig i kroppen og er forbundet med alvorlige sygdomme.

Det grønlandske folk bærer en uforholdsmæssigt stor sundhedsrisiko. Forureningen rammer et arktisk miljø, der er særligt sårbart, og en befolkning, der lever tæt på naturen og spiser lokalt fanget mad. Og ansvaret for oprydning er stadig uafklaret — fordelt mellem to stater og et selvstyre, der ikke selv var part i de aftaler, der skabte problemet.

Tre ting er klare:

  1. Forureningen er reel og dokumenteret.
  2. Sundhedsrisiciene ved PFAS er veldokumenterede i forskningen.
  3. Det juridiske og politiske ansvar er ikke afklaret — og det koster tid, penge og folkesundhed.

Baggrund

Grønland har siden Anden Verdenskrig været en central brik i amerikansk sikkerhedspolitik. Thulebasen — i dag Pituffik Space Base — er det mest kendte eksempel, men langt fra det eneste. Under Den Kolde Krig etablerede USA et omfattende net af radar-, fly- og logistikbaser over hele øen som led i forsvaret af den vestlige verden mod Sovjetunionen.

Disse baser blev drevet med datidens standarder og datidens kemikalier. Et af de mest problematiske er PFAS — poly- og perfluoralkylstoffer — en gruppe af tusindvis af syntetiske forbindelser, der siden 1950'erne er blevet brugt i alt fra non-stick-pander til brandslukningsmidler. Militæret brugte dem massivt i brandøvelsesfoam kaldet AFFF (Aqueous Film-Forming Foam), som effektivt slukker brande i fly og brændstof.

PFAS-forbindelser nedbrydes ikke — hverken i miljøet eller i menneskekroppen. De er derfor blevet kaldt "forever chemicals". Forskning viser, at de er forbundet med kræft, hormonforstyrrelser, nedsat immunfunktion og fosterskader.

Da USA gradvist trak sig tilbage fra sine grønlandske baser, efterlod de anlæg, udstyr og kemikalier. Ingen systematisk oprydning. Ingen fuld kortlægning. Og ingen klar aftale om, hvem der skulle betale regningen.

Hvad sker der

Politikens undersøgelse fra 2025 kortlagde 36 tidligere amerikanske militæranlæg i Grønland. På flere af disse er der registreret forurening — herunder PFAS og andre miljøgifte. Kortlægningen er den hidtil mest systematiske offentlige dokumentation af problemets omfang.

Forureningen er ikke ét sted. Den er spredt over hele Grønland — fra nord til syd — på steder, hvor der i dag bor mennesker, eller hvor der er adgang til drikkevand og havmiljø.

Naalakkersuisut (Grønlands selvstyre) og danske myndigheder er begge involveret i spørgsmålet, men det er endnu ikke fastslået, hvem der juridisk og økonomisk bærer det fulde ansvar for oprydningen. USA har ikke anerkendt et generelt oprydningsansvar for de nedlagte baser.

Situationen minder på afgørende punkter om den, man har set andre steder, hvor USA har haft militære baser. I Japan har PFAS-forurening fra amerikanske militæranlæg på Okinawa og fastlandet ført til alvorlig kontaminering af lokalt drikkevand og grundvand. Forskning publiceret i Cambridge University Press dokumenterer, at PFAS fra amerikanske baser i Japan er fundet i blodet hos lokalbefolkningen i nærheden af baserne — og at de japanske myndigheder i årevis fik begrænset adgang til at undersøge forureningen på selve baseområderne.

Det mønster — militær forurening, begrænset gennemsigtighed, uafklarede ansvarsforhold — kendes altså fra andre kontekster og bør tages alvorligt som ramme for forståelsen af situationen i Grønland.

De centrale spørgsmål

Hvad er PFAS, og hvorfor er det farligt?

PFAS er ikke ét stof men en familie af tusindvis af syntetiske kemikalier. De er ekstremt stabile — det er præcis det, der gør dem nyttige industrielt, og præcis det, der gør dem farlige miljømæssigt. De nedbrydes ikke af sollys, vand eller bakterier. De ophobes i jord, grundvand og levende organismer.

En gennemgang fra 2025 publiceret i tidsskriftet Pollutants dokumenterer, at PFAS er forbundet med en række alvorlige helbredsproblemer: visse kræftformer, forstyrrelser af skjoldbruskkirtlen, nedsat immunrespons, forhøjet kolesterol og komplikationer under graviditet. Eksponeringen sker primært via forurenet drikkevand og fødevarer.

En anden analyse fra 2025 viser, at PFAS-forurening i drikkevandssystemer særligt rammer marginaliserede samfund — grupper der har færre ressourcer til at beskytte sig, flytte væk eller juridisk kæmpe for oprydning. Den observation er direkte relevant for Grønland, hvor mange lokalsamfund er små, afsides og afhængige af lokale vandkilder.

Er Grønland særligt sårbart?

Ja — af flere grunde.

For det første er det arktiske miljø unikt sårbart. En review-artikel fra 2024 i Science of the Total Environment viser, at PFAS transporteres til Arktis via atmosfæren og havstrømmene og ophobes i fødekæden — fra plankton til fisk til sæler til isbjørne og mennesker. Arktis fungerer som en kemisk "vask", der tiltrækker og koncentrerer forurenende stoffer.

For det andet lever en stor del af Grønlands befolkning i en kultur, hvor traditionel kost — sæl, hval, fisk — udgør en central del af ernæringen. Det er en sundhedsressource og en kulturel hjørnesten. Men det gør samtidig befolkningen mere eksponeret, fordi PFAS ophobes i netop de dyr, der udgør den traditionelle kost.

For det tredje er Grønlands samfund små og spredte. Mange byer og bygder mangler alternativ til det lokale vandforsyningssystem. Hvis grundvandet er forurenet, er det svært at omgå.

Hvad ved vi om faktisk eksponering i Grønland?

Her er det vigtigt at være ærlig om usikkerhed. Den videnskabelige litteratur dokumenterer klart, at PFAS er til stede i Arktis og i arktiske fødekæder. Lohmann et al. (2024) bekræfter tilstedeværelsen af PFAS i arktisk dyreliv og mennesker og understreger behovet for yderligere undersøgelser af de sundhedsmæssige konsekvenser.

Men der mangler systematiske, stedsspecifikke undersøgelser af forureningen ved de 36 kortlagte baser i Grønland og dens direkte effekt på lokale befolkninger. Det er et videnshul — og det er i sig selv et problem. Man kan ikke afhjælpe en forurening, man ikke har kortlagt fuldt ud.

Hvem har ansvaret?

Det er det juridisk og politisk mest komplekse spørgsmål.

Grønland er en del af det danske rigsfællesskab. Danmark forhandlede de aftaler med USA, der lagde grunden til de militære baser — herunder Forsvarsaftalen af 1951. Grønlands selvstyre eksisterede ikke dengang. Det grønlandske folk var ikke part i aftalerne og havde ingen indflydelse på de beslutninger, der skabte forureningen.

Det rejser et grundlæggende spørgsmål om historisk ansvar og politisk legitimitet: Kan man pålægge Grønland at bære byrden af aftaler, landet ikke selv indgik?

USA har på internationalt niveau generelt modstået at anerkende et bredt oprydningsansvar for militærbaser i udlandet. Erfaringerne fra Japan viser, at selv årtier efter forureningen er dokumenteret, kan det være ekstremt vanskeligt at få USA til at samarbejde om oprydning på eller nær militæranlæg. Det japanske eksempel er ikke identisk med det grønlandske, men det illustrerer et mønster i, hvordan USA håndterer — eller undlader at håndtere — militær miljøarv.

Danmark er som rigsfællesskabets formelle stat den naturlige modpart i eventuelle forhandlinger med USA. Men det kræver politisk vilje til at prioritere sagen — og den har hidtil ikke været tydelig.

Analyse

Et klassisk eksempel på miljøretfærdighed

Sagen om USA's militære forurening i Grønland er i sin kerne et spørgsmål om miljøretfærdighed. En befolkning — grønlænderne — bærer sundhedsrisici som følge af beslutninger truffet af andre magter, uden om dem og langt fra dem.

Det er ikke et nyt mønster. Forskning i PFAS-forurening fra amerikanske militærbaser i Japan viser præcis den samme dynamik: lokal befolkning eksponeret, lokale myndigheder afskåret fra information, og en supermagts militær beskyttet af statusaftaler, der begrænser mulighederne for juridisk og miljømæssig indsats.

I USA's eget system har man efterhånden anerkendt, at PFAS-forurening fra militærbaser er et nationalt problem. Men den anerkendelse gælder primært for forurening på amerikansk jord. Den logik er ikke automatisk blevet udvidet til allierede lande.

Geopolitikkens skygge

Grønland er i disse år genstand for intenst geopolitisk fokus. USA har gentagne gange signaleret interesse i øen — senest med diskussioner om suverænitet og militær tilstedeværelse. Det giver en særlig dobbelthed til forureningssagen: Den magt, der ønsker mere indflydelse i Grønland, har allerede efterladt sig en kemisk arv fra sin forrige tilstedeværelse.

Det er et argument, der bør indgå i enhver seriøs diskussion om Grønlands fremtid og forholdet til USA. Troværdighed som partner opbygges ikke kun med ord og løfter — men også med evnen og viljen til at gøre op med fortiden.

For Danmark handler det om at vælge, om man vil bruge sin position som rigsfællesskabets forhandlende stat til at presse USA for en konkret oprydningsforpligtelse — eller om man vil lade sagen forblive i juridisk og diplomatisk ingenmandsland.

Hvad mangler vi?

Tre ting er afgørende og mangler stadig:

Systematisk kortlægning. Vi ved, at der er 36 anlæg. Vi ved ikke nok om forureningens præcise art og omfang ved hvert enkelt anlæg, og vi ved ikke nok om, hvilke lokalsamfund der er mest eksponeret.

Sundhedsundersøgelser. Der er behov for målrettede undersøgelser af PFAS-niveauer i blodet hos befolkningsgrupper nær de forurende anlæg i Grønland. Den eksisterende forskning om PFAS i Arktis er vigtig, men er ikke specifik nok til at afgøre det lokale skadesomfang.

En forhandlet ansvarsmodel. Danmark, Grønland og USA bør sidde ved det samme bord og aftale en plan — hvem kortlægger, hvem rydder op, og hvem betaler. Det er ikke sket. Det bør ske.

Er det retfærdigt at kalde det "noget svineri"?

Politikens kilde bruger udtrykket "noget svineri". Det er en værdivurdering — men den har et empirisk fundament. PFAS er farlige stoffer. De er efterladt i et sårbart miljø. Og der er ikke gjort systematisk op med dem.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for ond vilje fra amerikansk side — mange af beslutningerne blev truffet i en tid, hvor PFAS's farlighed var langt dårligere forstået. Men det ændrer ikke på konsekvenserne. Og det fritager ikke de ansvarlige magter fra at handle nu, hvor vi ved, hvad vi ved.

Konklusion

USA's militære tilstedeværelse i Grønland efterlod ikke kun baser og radar — den efterlod kemikalier, der stadig er der, og som ikke forsvinder af sig selv.

PFAS-forurening er et veldokumenteret problem ved militærbaser verden over. Det arktiske miljø er særligt sårbart, og den grønlandske befolkning er særligt eksponeret via traditionel kost og lokale vandkilder. Forskningen er tydelig på, at PFAS udgør alvorlige sundhedsrisici — men de specifikke konsekvenser for grønlandske lokalsamfund er ikke fuldt kortlagte.

Det er på tide, at Danmark bruger sin position til at kræve en konkret oprydningsaftale med USA — og at den indbefatter Grønlands selvstyre som ligeværdig part. Det er ikke kun et spørgsmål om kemi og jura. Det er et spørgsmål om, hvem der bærer prisen for stormagternes beslutninger — og om det er rimeligt.

Kilder

= Læs vores metodedokument →