Eksperter advarer om, at Danmark spilder milliarder på at udvide elnettet, mens det eksisterende net kunne håndtere langt mere – hvis vi bare organiserede brugen anderledes.
Danmark bygger nyt, når det burde tænke smartere
Danmark står over for en massiv elektrificering. Vindmøller, solceller, datacentre og varmepumper lægger pres på elnettet fra alle sider. Svaret fra netselskaber og politikere har ofte været det samme: Byg mere. Grav kabler. Opsæt nye transformere.
Men det er det forkerte svar – eller i hvert fald ikke det første svar. Det mener en række eksperter, som over for Ingeniøren har dokumenteret, at elnettet faktisk har rigelig kapacitet til at rumme nye datacentre og vedvarende energianlæg. Problemet er ikke, hvad der er der. Problemet er, hvordan vi bruger det.
Det er ikke en teknisk petitesse. Det er en milliardkroner-diskussion med direkte konsekvenser for Danmarks klimamål, forsyningssikkerhed og konkurrenceevne.
Baggrund: Et net bygget til en anden tid
Det danske elnet er historisk set dimensioneret ud fra et simpelt princip: Systemet skal kunne håndtere det maksimale forbrug, der nogensinde kan opstå – selv i de mest ekstreme situationer. Det kaldes spidslastprincippet.
Det betyder, at kabler, transformere og stationer er dimensioneret til de få timer om året, hvor forbruget er på sit absolutte højeste. Resten af tiden – størstedelen af årets 8.760 timer – kører nettet med masser af ledig kapacitet.
Resultatet er et net, der er bygget til at være robust, men som til gengæld er kronisk underudnyttet.
Parallelt med dette er det danske energisystem under to samtidige forandringer. Fra den ene side presser vindmøller og solceller på: Danmark har ambitioner om at blive et grønt energieksporterende land, og produktionskapaciteten fra vedvarende energi vokser støt. Energistyrelsen offentliggør løbende stamdata for nettilsluttede vindmøller og solcelleanlæg via kortløsningen sologvindinfo.dk, og tallene viser en sektor i vækst.
Fra den anden side trækker datacentre. Energistyrelsens analyseforudsætninger til Energinet fra 2025 forudsætter, at udbygningen af datacentre fortsætter, og at kapaciteten for hele Danmark årligt vokser med knap 2 procent efter 2045. Det er ikke en bølge, der stopper – det er en strukturel ændring af det danske elforbrug.
De to udviklinger mødes i elnettet, og spørgsmålet er: Kan det eksisterende net håndtere dem – eller skal vi bygge nyt?
Hvad sker der: Kapacitetskøen er et symptom, ikke en diagnose
I praksis oplever mange aktører i dag, at de ikke kan få tilslutning til elnettet. Vindmølleprojekter venter i årevis. Datacentre møder afslag eller lange ventetider. Netselskaberne peger på manglende kapacitet.
Men ifølge de eksperter, Ingeniøren har talt med, er det ikke mangel på fysisk kapacitet, der er problemet. Det er måden, kapaciteten er reserveret og administreret på.
Problemet opstår, fordi netselskaber i dag reserverer kapacitet til nye aktører baseret på deres maksimale mulige forbrug eller produktion – på samme tid og hele tiden. Hvis et datacenter teoretisk kan trække 100 megawatt, reserveres 100 megawatt. Hvis en vindmøllepark teoretisk kan producere 50 megawatt, reserveres 50 megawatt til aflevering.
I virkeligheden sker det aldrig, at alle forbrugere og producenter er på deres maksimum simultant. Vindmøller producerer ikke fuld effekt hele tiden. Datacentre modulerer deres forbrug. Industrien kører i skift. Elnettet er et system af mangfoldige, delvist uafhængige belastninger – og den samlede statistiske belastning er markant lavere end summen af de individuelle maksima.
Det er denne erkendelse, der er kernen i den tilgang, eksperterne anbefaler: probabilistisk eller dynamisk netudnyttelse frem for deterministisk worst-case-reservering.
De centrale spørgsmål
Kan vi stole på, at nettet holder, hvis vi sænker sikkerhedsmarginerne?
Det er det naturlige modargument. Elnettet er kritisk infrastruktur. Strømafbrud koster samfundet penge og kan i yderste konsekvens koste liv. Forsigtighedsprincippet har en reel begrundelse.
Men eksperterne argumenterer ikke for at fjerne sikkerhedsmarginer – de argumenterer for at beregne dem bedre. I dag er marginerne ikke baseret på sandsynlighed, men på absolut worst case. Det er to meget forskellige ting.
Et datacenter, der forbruger 100 megawatt i maksimum, bidrager ikke med 100 megawatt til den samtidige systembelastning, fordi det aldrig er på maksimum på nøjagtig det tidspunkt, hvor alle andre også er det. At reservere, som om det var tilfældet, er ikke forsigtighed – det er overforsigtighed med en reel omkostning.
Hvad koster det at bygge frem for at optimere?
Her er det svært at angive præcise tal, fordi de nødvendige beregninger ikke er offentligt tilgængelige i den form, der ville gøre en direkte sammenligning mulig. Det er en ærlig usikkerhed, der bør nævnes.
Det vi ved er, at netnettariffer og investeringer i elinfrastruktur udgør en betydelig del af den danske elregning – og at disse omkostninger væltes over på forbrugerne. Når der investeres i ny netkapacitet frem for optimering af eksisterende, betaler alle el-forbrugere i Danmark for det over netselskabernes takster.
Hvad med datacentrene specifikt?
Energistyrelsens forudsætninger til Energinets analyser fra 2025 beskriver en forventet fortsat vækst i datacenterkapacitet – med knap 2 procents årlig vækst på landsplan efter 2045, med særlig usikkerhed om fordelingen mellem Øst- og Vestdanmark. Det er usædvanligt at kvantificere usikkerhed så eksplicit i et officielt dokument, og det afspejler den reelle udfordring: Vi ved ikke præcist, hvor meget datacentrene vil vokse, og dermed heller ikke, hvad det rigtige investeringsniveau i nettet er.
Det taler for en strategi, der er fleksibel frem for en, der låser massive investeringer fast baseret på usikre prognoser.
Analyse: Tre mekanismer der blokerer for smartere brug
Der er ikke én enkelt årsag til, at Danmark ikke allerede udnytter sit elnet bedre. Der er mindst tre strukturelle mekanismer, der fastholder den nuværende tilgang.
1. Regulering og incitamenter peger i den forkerte retning
Netselskaberne i Danmark opererer som regulerede monopoler. De tjener en tilladt forrentning af den kapital, de har investeret. Det betyder, at et netselskab, der bygger et nyt kabel, har et regulatorisk grundlag for at tjene på den investering. Et netselskab, der i stedet optimerer brugen af et eksisterende kabel ved hjælp af software og fleksibilitetsmekanismer, har det i langt mindre grad.
Det er ikke korruption eller dårlig vilje. Det er et incitamentsproblem bygget ind i selve reguleringsstrukturen. Politikerne – og i denne sammenhæng særligt Folketinget og Energistyrelsen – har ansvaret for at ændre de rammer, som netselskaberne agerer inden for.
2. Konservative standarder og risikoaversion
Elnettet er konservativt af natur, og det er ikke uden grund. Ingeniørtraditioner, standarder og de ansvarlige institutioners kultur er præget af, at fejl er meget dyre – både direkte og i form af politisk ansvar.
At skifte fra en deterministisk til en probabilistisk tilgang kræver, at man accepterer en anderledes type usikkerhed: ikke "dette kan maksimalt fejle", men "dette fejler med X procents sandsynlighed". Den omstilling er fagligt og kulturelt svær, selv når tallene taler for det.
3. Koordineringsproblemer mellem mange aktører
Det danske elnet involverer Energinet som systemansvarlig, en lang række regionale og lokale netselskaber, Energistyrelsen som myndighed og et stigende antal nye aktører – datacentre, vindmølleejere, aggregatorer og fleksibilitetsoperatører.
At udnytte netkapaciteten optimalt kræver, at disse aktører koordinerer langt tættere end i dag. Det kræver datadeling, fælles planlægningsredskaber og sandsynligvis ændrede kontraktformer. Det er svært, men det er ikke umuligt.
I andre lande – særligt Storbritannien og Tyskland – er man længere fremme med såkaldte "flexibility markets" og dynamiske netadgangsmodeller, hvor nye aktører kan få tilslutning mod at acceptere begrænsninger i de timer, hvor nettet er mest presset. Det afviser det deterministiske worst-case-krav og erstatter det med et dynamisk system.
Hvad ville optimering konkret betyde?
Lad os være præcise om, hvad eksperterne faktisk foreslår – og hvad det ikke er.
Det er ikke et forslag om at opgive forsyningssikkerhed. Det er et forslag om at måle og styre forsyningssikkerhed på en mere præcis måde.
I praksis handler det om:
Betinget netadgang: Nye aktører – datacentre, vindmølleparker – kan tilsluttes mod at acceptere begrænsninger i bestemte perioder. De afgiver altså noget fleksibilitet til gengæld for hurtigere og billigere tilslutning. I dag er det muligt i meget begrænset omfang; det burde være standardtilbuddet.
Dynamiske kapacitetsberegninger: I stedet for at reservere kapacitet baseret på alle aktørers individuelle maksimum simultant, beregner man den sandsynlige samlede belastning baseret på historiske mønstre og korrelationer. Det frigiver kapacitet, der i dag er "reserveret" men aldrig bruges.
Bedre prissignaler i realtid: Hvis aktørerne betaler mere for at bruge nettet i spidstimerne og mindre i lavsæson, vil markedet naturligt fordele belastningen mere jævnt. Det er elmarkedsteori, men det implementeres ikke konsekvent i dag.
Aggregeret fleksibilitet: Datacentre, varmepumper og elbiler kan i princippet modulere deres forbrug efter netsituationen. Det kræver digitale styringssystemer og en regulatorisk ramme, der belønner fleksibilitet.
Ingen af disse mekanismer er teknologisk uviste. De er regulatorisk og organisatorisk udfordrende.
Konklusion: Det er et politisk valg, ikke en teknisk nødvendighed
Danmark er i færd med at træffe store beslutninger om elinfrastruktur. Datacentre vil vokse. Vedvarende energi vil vokse. Elnettet skal håndtere begge dele.
Eksperternes budskab er klart: Vi behøver ikke nødvendigvis grave så mange kabler, som vi planlægger. Det eksisterende net har kapacitet, der ikke udnyttes, fordi vi bruger forældede principper til at administrere det.
Det er ikke et argument mod al netudvidelse. Noget udbygning er nødvendig. Men den bør komme efter at vi har optimeret udnyttelsen af det, vi allerede har – ikke i stedet for.
Den vigtigste forhindring er ikke teknikken. Det er incitamentsstrukturerne i netselskabernes regulering, de konservative standarder i branchen og manglen på politisk vilje til at ændre begge dele.
Ansvaret for at ændre dette ligger hos Folketinget og Energistyrelsen. De sætter rammerne. Så længe rammerne belønner investeringer i fysisk kapacitet frem for intelligent udnyttelse af eksisterende kapacitet, vil netselskaberne fortsætte med at bygge – og danskerne vil fortsætte med at betale for det over elregningen.
Det er ikke et teknisk problem. Det er et politisk valg, der blot ser ud som et teknisk problem.