Historisk forurening fra Thulebasen rejser presserende spørgsmål om, hvad Danmark juridisk og politisk kan kræve af USA – og hvad det betyder for fremtidige baseaftaler i Grønland.
Konklusion
Danmark har et reelt, men vanskeligt håndterbart krav mod USA for historisk miljøforurening i Grønland. Thulebasens efterladenskaber – fra plutoniumforurening efter bombeflystyrt i 1968 til PFAS-forurening fra brandslukningsmidler – er veldokumenteret. Men det juridiske grundlag for at kræve oprydning er svagt, fordi de eksisterende baseaftaler giver USA vidtgående immunitet. Lars Løkkes krav om amerikanske oprydningsforpligtelser er politisk legitime, men kræver nye aftalevilkår for at have reel juridisk bid. Det haster: nye baseudvidelser forhandles nu, og hvis miljøkrav ikke skrives ind, sætter Danmark præcedens for endnu en generation af uafklaret forurening.
Baggrund
Grønland har huset amerikanske militærinstallationer siden Anden Verdenskrig. Thulebasen – i dag officielt kaldet Pituffik Space Base – er den mest centrale. Den blev etableret i 1951 som led i Forsvarsaftalen mellem Danmark og USA, og har siden fungeret som et strategisk knudepunkt i det arktiske rum.
Basen har efterladt sig et miljøproblem af historiske dimensioner. Det mest dramatiske enkelttilfælde er bombeflystyrtet den 21. januar 1968, da et amerikansk B-52 bombefly med fire brintbomber om bord styrtede ned ved Thule. Flyets konventionelle sprængstoffer detonerede og spredte radioaktivt materiale – herunder plutonium – over isen og i havet ved Bylot Sound.
Ifølge en rapport udarbejdet for Folketinget gennemførte USA efterfølgende en oprydningsoperation kaldet "Project Crested Ice", og de to landes myndigheder samarbejdede om at vurdere stråledoserne fra forureningen. Rapporten konkluderer, at der skete en reel radioaktiv forurening af landjorden, og at oprydningen blev gennemført i samarbejde med danske myndigheder.
Spørgsmålet er, om oprydningen var tilstrækkelig – og hvem der i dag bærer ansvaret for det, der eventuelt stadig ligger tilbage.
Hvad sker der
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har ifølge Ingeniøren rejst spørgsmålet om, at USA bør forpligte sig til at rydde op efter sig, når militærbaser i Grønland er i brug eller lukkes. Det sker i en kontekst, hvor det geopolitiske pres på Grønland er steget markant, og hvor der diskuteres udvidelse eller etablering af nye amerikanske militærinstallationer på øen.
Løkkes udspil er ikke et krav om øjeblikkig handling, men et politisk signal om, at Danmark ønsker miljøforpligtelser skrevet ind i fremtidige aftaler. Det er et bemærkelsesværdigt skift i tone fra dansk side, som historisk har vist tilbageholdenhed med at konfrontere USA i spørgsmål om Grønland.
Problemstillingen er ikke ny. I årtier har forskere, grønlandske politikere og danske embedsmænd diskuteret forureningen fra Thule. PFAS – de såkaldte "evighedskemikalier" – er et voksende problem. Disse stoffer stammer fra brandslukningsskum, som i årtier er blevet brugt på militære flyvestationer verden over. PFAS nedbrydes ikke i naturen, ophobes i fødekæden og er forbundet med alvorlige helbredsproblemer. Det er et globalt problem ved militærbaser, og Thule er ingen undtagelse.
Det konkrete omfang af PFAS-forureningen ved Pituffik Space Base er ikke fuldt kortlagt i de kilder, denne analyse bygger på. Der eksisterer en dokumenteret forurening, men de præcise målinger og udbredelse er ikke offentligt tilgængeligt i detalje. Det er i sig selv en del af problemet.
De centrale spørgsmål
Hvad forurening handler det om?
Der er mindst to distinkte forureningsproblemer ved Thulebasen:
Radioaktiv forurening fra 1968-styrtet. Plutonium er et af de mest giftige og langlivede radioaktive stoffer, der eksisterer. Halvt eringstiden for plutonium-239 er cirka 24.000 år. Den oprydning, der blev foretaget i 1968-69, fjernede det meste af det synlige forurening – men ikke alt. Dele af det radioaktive materiale endte under havisen og er aldrig bjærget.
PFAS-forurening fra militær aktivitet. Brandslukningsskum indeholdende PFAS er brugt systematisk på militære flyvestationer som en del af standardprocedurer. Disse stoffer siver ned i grundvand og spreder sig i havmiljøet. I Arktis er dette særligt problematisk, fordi lokale samfund i høj grad lever af at spise dyr fra havet og tundraen.
Hvem har juridisk ansvar?
Her bliver det kompliceret. Forsvarsaftalen fra 1951 og efterfølgende aftaler giver USA vidtgående rettigheder på Thulebasen. Den historiske praksis har været, at Danmark ikke stiller krav om miljøstandarder på linje med dansk lovgivning.
USA's militærbaser opererer generelt under et princip om, at de er fritaget fra værtsnationens miljølovgivning – medmindre andet er eksplicit aftalt. Det er ikke aftalt i de eksisterende rammer for Pituffik Space Base.
Det betyder i praksis, at Danmark ikke har et stærkt juridisk grundlag for at kræve oprydning under den nuværende aftale. Løkkes udspil handler derfor om fremtiden: at ændre aftalegrundlaget, så miljøforpligtelser bliver juridisk bindende fremadrettet.
Hvad vil Grønland?
Grønland er ikke en passiv part. Naalakkersuisut – Grønlands selvstyre – har sine egne interesser og standpunkter i disse spørgsmål. Grønlands befolkning bærer en uforholdsmæssig stor del af konsekvenserne: det er deres land, deres hav og deres fødekæde, der er påvirket.
Den grønlandske debat om selvstændighed gør dette endnu mere komplekst. Hvis Grønland en dag bliver selvstændigt, arver landet potentielt et forureningsproblem, som det ikke selv har skabt, og som det hverken juridisk eller økonomisk er rustet til at håndtere alene.
Analyse
Et diplomatisk håndtryk er ikke nok
Den historiske oprydning efter 1968-styrtet skete, ifølge den foreliggende rapport, "efter aftale med de danske myndigheder." Det lyder betryggende. Men aftaler om oprydning er ikke det samme som juridisk bindende forpligtelser med tilhørende sanktionsmuligheder.
Den centrale svaghed i den nuværende situation er manglen på formaliserede miljøstandarder i baseaftalerne. NATO-landene har generelt haft vanskeligt ved at håndhæve miljøkrav over for USA på alliancens baser. Statusaftaler – de juridiske rammer for udenlandske militærstyrkers tilstedeværelse, kaldet SOFA-aftaler – er typisk skrevet med fokus på strafferet og erstatningsansvar for enkeltpersoner, ikke på miljøforpligtelser for institutionerne.
For Grønlands vedkommende gælder desuden, at den geografiske og klimatiske situation gør forurening særligt alvorlig og særligt svær at rette op på. Arktiske økosystemer er sårbare og langsomt regenererende. Det, der forurenes i dag, påvirker miljøet i generationer.
Løkkes krav er politisk, ikke juridisk
Lars Løkkes udspil skal forstås som et politisk signal, ikke et juridisk krav. Danmark har ikke et stærkt retsgrundlag for at kræve historisk oprydning under de nuværende aftaler. Det, Danmark kan gøre, er at forhandle nye og bedre vilkår ind i fremtidige aftaler.
Det er ikke en svag position – det er faktisk en reel mulighed. USA's interesse i Grønland er steget markant i disse år, og det giver Danmark en forhandlingsposition, som ikke fandtes for ti år siden. Geopolitisk efterspørgsel efter adgang til Grønland er Danmarks vigtigste kort.
Men det kræver, at Danmark faktisk bruger det kortet. Historisk har Danmark tenderet mod at lade hensynet til allianceforholdet med USA overskygge miljøkravene. Hvis det samme mønster gentager sig nu, risikerer man at indgå nye aftaler, som om 50 år efterlader endnu et oprydningsproblem.
PFAS er det akutte problem
Mens den radioaktive forurening fra 1968 er et historisk problem – alvorligt, men begrænset i sin videre spredning – er PFAS-forureningen et løbende og voksende problem. Disse stoffer spredes kontinuerligt, og der er ingen naturlig nedbrydning.
PFAS-problematikken er global og vedrører ikke kun Thule. Men det arktiske miljø er særligt udsat, fordi PFAS-stoffer transporteres nordpå via atmosfæren og havstrømmene og ophobes i det arktiske fødenet. For grønlandske fangere og fiskere, der lever tæt på naturen, er dette en direkte sundhedstrussel.
Det er vigtigt at understrege, at det præcise omfang af PFAS-forureningen ved Pituffik Space Base ikke er fuldt dokumenteret i de kilder, denne analyse bygger på. Det er i sig selv problematisk: uden åbne, uafhængige miljøundersøgelser er det umuligt at vurdere risikoen eller at kræve proportionel oprydning.
Hvad er realistisk at kræve?
Danmark kan realistisk set kræve tre ting i forhandlingerne om fremtidige baseaftaler:
For det første transparens: USA bør forpligte sig til at dele miljødata fra baserne med danske og grønlandske myndigheder. Det er et minimumskrav, som ikke indebærer indrømmelser på operativ sikkerhed.
For det andet miljøstandarder: Nye aftaler bør eksplicit indeholde krav om, at USA overholder miljøstandarder svarende til dansk og grønlandsk lovgivning på baserne – eller at der etableres tilsvarende beskyttelsesniveauer.
For det tredje oprydningsforpligtelser: USA bør i fremtidige aftaler forpligte sig til at finansiere og gennemføre oprydning, når baser lukkes eller reduceres i aktivitet. Det er standardvilkår i mange moderne statusaftaler.
Hvad angår den historiske forurening, er situationen mere uklar. Et direkte juridisk krav for forurening, der skete for årtier siden under andre aftalevilkår, er svært at håndhæve. Det mest realistiske er, at Danmark søger en forhandlet løsning, hvor USA frivilligt bidrager til oprydning som en del af bredere aftaleforhandlinger.
Grønlands stemme er afgørende
En analyse af dette spørgsmål kan ikke afsluttes uden at understrege Grønlands rolle. Det er ikke kun et spørgsmål mellem Danmark og USA. Grønland er det sted, forureningen finder sted. Grønlands befolkning bærer konsekvenserne. Og Grønland har i dag et selvstyre, som betyder, at Naalakkersuisut har en legitim og nødvendig plads ved forhandlingsbordet.
Hvis Danmark forhandler basevilkår uden reel grønlandsk indflydelse, er det ikke bare dårlig politik – det underminerer det respektfulde forhold til Grønland, som er en forudsætning for hele det fremtidige rigsfællesskab.
Konklusion
Spørgsmålet om miljøforurening fra amerikanske militærbaser i Grønland er ikke abstrakt eller akademisk. Det handler om plutonium i havet, PFAS i fødekæden og et juridisk vakuum, der har tilladt forurening at finde sted uden ansvarsutkrævning i generationer.
Lars Løkkes udspil er et rigtigt skridt, men et politisk signal er ikke det samme som en bindende forpligtelse. Danmark skal nu bruge sin forhandlingsposition – og den er reel, givet USA's strategiske interesse i Grønland – til at opnå konkrete, juridisk bindende miljøkrav i fremtidige aftaler.
Det kræver tre ting: politisk mod til at stille kravene, faglig kapacitet til at udforme dem præcist, og reel inddragelse af Grønlands selvstyre i processen.
Hvis ikke kravene stilles nu, mens forhandlingerne pågår, risikerer Danmark at gå ind i endnu en aftale, der om 50 år efterlader Grønland med et forureningsproblem og ingen til at betale for oprydningen.