Skat politianmeldte en whistleblower frem for at undersøge det påstand om uregelmæssigheder — og sagen afslører, at den lovgivning der skal beskytte offentligt ansatte, har alvorlige huller.
Konklusion
Whistleblowerloven fra 2021 og det EU-direktiv den bygger på skulle gøre det trygt at råbe op om lovbrud i det offentlige. Men når Skattestyrelsen reagerer på en intern anmeldelse ved selv at politianmelde varsleren, viser det, at beskyttelsen i praksis kan være illusorisk. Loven forbyder repressalier — men den afgør ikke hurtigt nok, hvem der har ret, og i mellemtiden bærer varsleren den fulde risiko. Det er et strukturelt problem, ikke en enkeltgængers uheld.
Nøglepunkter:
- Skattestyrelsen politianmeldte en medarbejder efter vedkommende indberettede til en whistleblowerordning.
- Advokater og eksperter betegner dette som en ulovlig repressalie.
- Whistleblowerloven forbyder udtrykkeligt repressalier, men håndhævelsen er svag og langsom.
- Forsvarsministeriet advarer i sin vejledning om, at visse ansatte slet ikke er beskyttet af loven.
- Politiet er ved lov forpligtet til mindst én gang årligt at offentliggøre oplysninger om brugen af sin whistleblowerordning — men gennemsigtighed på tværs af det offentlige er stadig et uopfyldt løfte.
Baggrund
I sommeren 2024 kom det frem, at Skattestyrelsen havde politianmeldt en medarbejder, som havde brugt en whistleblowerordning til at indberette det vedkommende opfattede som kritisable forhold. Sagen blev omtalt i Ingeniøren og satte straks gang i en principiel debat: Kan en statslig myndighed lovligt gå til politiet mod en person, der netop har forsøgt at bruge de kanaler, som lovgivningen har oprettet til formålet?
Svaret fra advokaterne var entydigt: Nej. En politianmeldelse af en whistleblower betegnes som "en ulovlig og grov repressalie" — et udtryk der ikke er tomme ord, men en direkte reference til whistleblowerlovens sprogbrug.
For at forstå hvorfor sagen er principielt vigtig, er det nødvendigt at kende lovgrundlaget.
Whistleblowerloven i korte træk
Whistleblowerloven (lov nr. 1436 af 29. juni 2021) implementerede EU's direktiv om beskyttelse af personer der indberetter overtrædelser af EU-retten. Loven gælder for en bred kreds af arbejdsgivere — både private og offentlige — og pålægger dem at oprette interne whistleblowerordninger, hvis de har 50 ansatte eller flere.
Det centrale i loven er forbuddet mod repressalier. En arbejdsgiver må ikke fyre, forflytte, forbigå ved forfremmelse, lade diskriminere eller på anden måde straffe en medarbejder, fordi vedkommende har indberettet et lovbrud i god tro. Bevisbyrden er delt: Hvis en varsler kan sandsynliggøre, at en negativ handling hænger sammen med en indberetning, er det arbejdsgiveren der skal bevise, at handlingen ikke var en repressalie.
Men loven har grænser — og de er vigtige.
Hvem er ikke beskyttet?
Forsvarsministeriets vejledning for whistleblowere gør det klart, at visse kategorier af ansatte som udgangspunkt ikke er omfattet af whistleblowerloven. Det drejer sig eksempelvis om ansatte der beskæftiger sig med nationalt sikkerhedsfølsomt arbejde, og hvor særlige fortrolighedsforpligtelser gælder.
Det er et vigtigt forbehold: Loven er ikke universel. Den gælder brede dele af det offentlige, men der er sektorer og stillingstyper, hvor andre regelsæt træder i stedet — eller hvor der reelt ingen klar beskyttelse er. For den ansatte der overvejer at varsle, kan det være umuligt at vide på forhånd, om man falder inden for eller uden for lovens dækningsområde.
Hvad sker der
I Skattestyrelsen-sagen er forløbet, som det beskrives i Ingeniørens artikel, følgende: En medarbejder indberetter til en whistleblowerordning. I stedet for at ordningen fører til en undersøgelse af det indberettede, reagerer Skattestyrelsen ved at politianmelde varsleren selv.
Det er et mønster, som whistleblower-advokater kender fra andre sammenhænge: Den institution, der er genstand for kritikken, bruger sine ressourcer og juridiske beføjelser til at gøre varsleren til den anklagede. En politianmeldelse er ikke en sanktion i sig selv — men den er en belastning. Den koster penge, tid og psykisk overskud at forsvare sig imod. Og i den offentlige sektor kan den føre til suspension eller bortvisning, mens sagen verserer.
Advokater der udtaler sig i sagen, er ikke i tvivl: En politianmeldelse som reaktion på en whistleblower-indberetning er i strid med lovens § 7, der forbyder repressalier. Spørgsmålet er, hvad der sker dernæst.
Klageveje og deres grænser
En varsler der mener sig udsat for en ulovlig repressalie, kan klage til Datatilsynet, som fører tilsyn med whistleblowerloven. Men Datatilsynet kan ikke omgøre en politianmeldelse eller give øjeblikkelig beskyttelse. Det kan konstatere lovbrud og i yderste konsekvens anmelde arbejdsgiveren til politiet — men den proces tager tid.
I mellemtiden er varsleren i en juridisk og personlig limbo. Vedkommende har indberettet i god tro, er nu selv mistænkt i en straffesag, og klagemuligheden er bureaukratisk og langsom. Det er ikke en situation, der ligefrem animerer andre til at følge samme vej.
De centrale spørgsmål
Sagen rejser tre spørgsmål, der rækker ud over den konkrete sag.
1. Hvornår er en politianmeldelse en repressalie?
Loven forbyder repressalier, men definerer dem ikke udtømmende. En politianmeldelse er ikke nævnt eksplicit — men en naturlig læsning af loven tilsiger, at enhver handling der har til formål eller virkning at skade varsleren som følge af indberetningen, er forbudt. Advokater i sagen mener, at en politianmeldelse åbenlyst falder ind under denne definition. Det er endnu ikke afklaret i dansk retspraksis.
2. Kan offentlige myndigheder bruge statens magtmidler som repressalie?
En privat virksomhed der vil straffe en whistleblower, er henvist til sine egne HR-værktøjer. En statslig myndighed har politiet og anklagemyndigheden som potentielle redskaber — eller kan i det mindste sætte dem i bevægelse. Det giver en asymmetri, der ikke er adresseret i loven. Skattestyrelsen råder over ressourcer og juridisk kapacitet, som den gennemsnitlige offentligt ansatte ikke kan matche.
3. Virker de interne ordninger overhovedet?
Whistleblowerordninger i det offentlige er ikke blot et goodwill-signal — de er lovpligtige. Politiets whistleblowerordning er et eksempel på, hvordan en myndighed opfylder sit lovkrav. Ifølge whistleblowerlovens § 27 skal politiet mindst én gang årligt offentliggøre oplysninger om sin virksomhed efter loven. Det er et krav om gennemsigtighed, der gælder politiet — men offentlighed og løbende rapportering er ikke et generelt krav til alle offentlige myndigheder på samme niveau.
Spørgsmålet er, om interne ordninger, der administreres af den institution der potentielt er genstand for kritikken, nogensinde kan give reel tryghed. Hvis Skattestyrelsens reaktion på en intern indberetning er en politianmeldelse, er svaret — i hvert fald i denne sag — nej.
Analyse
Loven er god. Håndhævelsen er svag.
Det er vigtigt at skelne: Whistleblowerloven er ikke dårlig lovgivning. Den fastslår klare forbud, placerer bevisbyrden hensigtsmæssigt og giver varslere et formelt fundament at stå på. EU-direktivet bag loven var et markant skridt fremad for beskyttelsen af offentligt ansatte på tværs af medlemslandene.
Men en lov er kun så god som dens håndhævelse. Og her er problemet: Der er ingen hurtig, effektiv mekanisme til at stoppe en igangværende repressalie. En varsler kan ikke ringe til en myndighed og få en politianmeldelse trukket tilbage med det samme. Processen er klagernes, ikke beskyttelsens.
Det svarer lidt til et forbud mod naskeri i en butik, hvor butiksvagten ikke kan gribe ind — kun efterfølgende klage til kommunen, der så om et år afgør, om tyveriet var ulovligt.
Asymmetrien er problemet
Den strukturelle udfordring i offentlige whistleblowersager er magtasymmetrien. En offentlig ansatt der varsler om sin arbejdsgivers forhold, stiller sig op mod en institution med juridiske afdelinger, kommunikationsrådgivere og — i dette tilfælde — mulighed for at sætte statens anklagemyndighed i bevægelse.
Varsleren er typisk en enkeltperson med adgang til en advokat, hvis vedkommende er heldig, og et lovværn der tager tid at aktivere. Denne asymmetri er ikke specifikt dansk — den kendes fra hele EU — men den forstærkes, når modparten er staten selv.
Det er i denne sammenhæng, at Forsvarsministeriets vejledning er værd at bemærke. Den gør eksplicit opmærksom på, at visse ansatte ikke er beskyttet. Det er en ærlig og nødvendig oplysning — men den afslører samtidig, at lovdækningen ikke er total. Der er huller, og de offentligt ansatte der falder i dem, mangler et sikkerhedsnet.
Tilskuereffekten
Whistleblowerbeskyttelse handler ikke kun om den person der varsler. Den handler om signalværdien til alle andre ansatte der overvejer det.
Hvis det bliver offentligt kendt, at en medarbejder der indberettede til en whistleblowerordning, endte med at blive politianmeldt af sin egen arbejdsgiver, er effekten på kollegerne forudsigelig. Tærsklen for at varsle stiger. Problemer forbliver usynlige. Det er præcis det modsatte af, hvad lovgivningens formål er.
Det gælder i særlig grad i det offentlige. Private virksomheder konkurrerer på markedet, og grove uregelmæssigheder kan over tid straffes af markedskræfterne. Det offentlige er finansieret af skatteyderne og kontrolleret demokratisk — og det forudsætter, at intern kritik faktisk kan nå frem til dem der er ansvarlige for kontrollen.
Hvad bør der ske?
En analyse som denne skal være ærlig: Vi er ikke i stand til at vurdere, om Skattestyrelsens politianmeldelse i den konkrete sag var berettiget ud fra andre hensyn — det er en verserende sag, og faktum er ikke fuldt belyst. Det er muligt, at der er omstændigheder der berettiger en politianmeldelse uafhængigt af whistleblowerstatus.
Men princippet er klart: En politianmeldelse rettet mod en varsler, som reaktion på en varsling, er forbudt. Og lovgivningen bør styrkes på mindst to punkter:
For det første bør der etableres en hurtig, foreløbig beskyttelsesmekanisme — en slags midlertidig foranstaltning der kan sætte en repressalie på pause, mens en klage behandles. Det findes ikke i dag.
For det andet bør kravet om offentlig rapportering om whistleblowerordningers brug udvides. Det gælder i dag eksplicit for politiet — det bør gælde bredere i det offentlige, så borgere og Folketinget kan se, om ordningerne bruges, og hvad der sker med indberetningerne.
Konklusion
Whistleblowerloven er et fremskridt. Men Skattestyrelsen-sagen viser, at et lovforbud mod repressalier ikke er det samme som et effektivt værn mod dem. Når den institution der kritiseres, selv kan sætte statens politimyndighed i bevægelse mod den der kritiserer, er balancen forrykket på en måde loven ikke har taget højde for.
Det er ikke et argument for at lade alle indberetninger stå uimodsagt. Det er et argument for, at der skal være en hurtig og upartisk instans der kan vurdere, om en reaktion er en legitim modforanstaltning eller en ulovlig repressalie — og stoppe den, hvis det er det sidste.
Indtil det sker, bærer den offentligt ansatte whistleblower en risiko, der er uforholdsmæssig stor i forhold til det samfundsgode, vedkommende forsøger at bidrage til. Det er en uacceptabel situation i en retsstat.
Kilder
- Skat politianmelder whistleblower: »En ulovlig og grov repressalie« — Ingeniøren
- Vejledning for whistleblowere — Forsvarsministeriet — Forsvarsministeriet
- Whistleblowerordningen — Politiet — Politi.dk