= Dybdeanalyse

Prøveløsladelse i danske fængsler: Praksis i strid med loven?

← Analyser
kriminalitet 8 min. læsning

Andelen af indsatte, der får afslag på prøveløsladelse, er eksploderet de seneste årtier — og eksperter vurderer, at Kriminalforsorgens praksis bryder med straffelovens intentioner.

Konklusion

Antallet af afslag på prøveløsladelse er steget dramatisk siden begyndelsen af 2000'erne. Det er ikke en tilfældig udvikling. Det afspejler en systematisk strammere praksis i Kriminalforsorgen — en praksis, som juridiske eksperter vurderer er i strid med straffelovens ordlyd og intentioner. Loven siger, at prøveløsladelse ved to tredjedeles afsoning som udgangspunkt skal ske, medmindre særlige grunde taler imod. I praksis er det vendt om: afslaget er blevet normen for mange indsatte. Det rejser grundlæggende spørgsmål om retssikkerhed, om politisk pres på en administrativ myndighed og om, hvorvidt straffepolitikken reelt fungerer efter hensigten.

Baggrund

I Danmark kan indsatte som udgangspunkt løslades, når de har afsonet to tredjedele af deres straf. Det fremgår af straffeloven, og reglen bygger på en gammel og velbegrundet tanke: at løsladelse med tilsyn og støtte er mere effektivt til at forebygge ny kriminalitet end at vente til den fulde straf er udstået. Prøveløsladelse er ikke en belønning eller en gave — det er et retsinstitut, der skal tilgodese både den indsattes rehabilitering og samfundets interesse i at begrænse recidiv.

Systemet har eksisteret i sin nuværende form i årtier. I lang tid var det også normen, at langt de fleste indsatte faktisk blev løsladt ved to tredjedeles tid. Kriminalforsorgens egne statistikker viser, at det var tilfældet i begyndelsen af 2000'erne. Det er ikke længere tilfældet.

Hvad sker der

Ifølge Kriminalforsorgens statistik for 2021 er andelen af indsatte, der får afslag på prøveløsladelse ved to tredjedeles straffetid, steget markant over de seneste to årtier. Statistikken fra 2010 viser et langt lavere afslagsniveau end det, vi ser i nyere opgørelser — udviklingen er gået én vej.

Politiken har afdækket, at eksperter i strafferet og kriminologi vurderer, at denne praksis er i strid med straffelovens intentioner. Loven opstiller prøveløsladelse som udgangspunktet og afslaget som undtagelsen. I praksis er det mange steder vendt om.

Grundene til afslag er typisk formelle: manglende fast bopæl, manglende beskæftigelse eller uddannelse at vende tilbage til, eller en vurdering af, at den indsatte udgør en risiko for ny kriminalitet. Men eksperter peger på, at disse kriterier anvendes på en måde, der reelt straffer socialt udsatte indsatte hårdere end ressourcestærke — og at Kriminalforsorgen i stigende grad har ladet politiske signaler om hårdere straffepolitik præge konkrete forvaltningsafgørelser.

Det er vigtigt at præcisere: Kriminalforsorgen er en administrativ myndighed, ikke en domstol. Når en indsat får afslag på prøveløsladelse, er det ikke en dommer, der træffer afgørelsen — det er embedsmænd. Det kan ankes, men processen er tung og ressourcekrævende for den indsatte.

De centrale spørgsmål

Sagen rejser mindst tre typer af spørgsmål, der bør holdes adskilt:

1. Det juridiske spørgsmål Er Kriminalforsorgens praksis i strid med straffeloven? Eksperter citeret af Politiken vurderer, at ja — den er det. Loven forudsætter prøveløsladelse som normen. Når afslaget bliver normen, er der tale om en administrativ praksis, der undergraver lovens intentioner. Det er ikke en politisk holdning — det er en juridisk vurdering baseret på lovtekst og forarbejder.

2. Det kriminologiske spørgsmål Fører strammere praksis faktisk til mindre kriminalitet? Det er et empirisk spørgsmål. Forskning fra Danmark peger på, at forsinkelser og skærpelser i straffesystemet ikke entydigt reducerer recidiv. En dansk registerundersøgelse af Andersen (2023) analyserer sammenhængen mellem forsinkelser i retssystemet og tilbagefald til kriminalitet og finder, at systemets timing og behandling af den dømte har målbare konsekvenser for recidiv. Det er ikke en direkte undersøgelse af prøveløsladelse, men det understreger, at strafferetlige processers udformning har reelle effekter — og at forsimplede antagelser om "hårdere = bedre" ikke holder.

Internationalt peger forskning konsekvent på, at rehabilitering og støttet løsladelse er mere effektive til at reducere recidiv end fuld afsoning uden opfølgning. Berezka m.fl. (2022) argumenterer i en analyse af beslutningsstøttesystemer i strafferet for, at evidensbaserede vurderingsmodeller giver bedre resultater end skønsmæssige eller politisk prægede afgørelser.

3. Det retssikkerhedsmæssige spørgsmål Har indsatte reel retsbeskyttelse mod vilkårlige afslag? Når en administrativ myndighed træffer afgørelser med afgørende betydning for en persons frihed — og når afslagsraten eksploderer uden ændringer i lovgrundlaget — er det et retssikkerhedsproblem. Spørgsmålet er ikke, om man synes, at kriminelle fortjener sympati. Spørgsmålet er, om myndighedernes praksis følger loven.

Analyse

Fra norm til undtagelse — uden lovændring

Det mest slående ved denne sag er, at der ikke er sket nogen lovændring, der forklarer den dramatiske stigning i afslagsrater. Straffeloven er ikke ændret på dette punkt på en måde, der retfærdiggør en systematisk strammere praksis. Ændringen er sket administrativt — i Kriminalforsorgens retningslinjer, i den kultur og de signaler, der styrer konkrete afgørelser.

Det er et velkendt fænomen i forvaltningsret: politiske signaler "siver ned" i myndighedernes praksis uden at blive omsat til egentlige lovændringer. Det giver politikerne mulighed for at signalere hårdhed uden at skulle tage det parlamentariske ansvar for en lovændring — og det efterlader de berørte uden den klare retsbeskyttelse, som en lovtekst ville give.

Kriminalforsorgen er underlagt Justitsministeriet. Når justitsministre gentagne gange signalerer, at man ønsker hårdere straffe og færre lempelser, er det naivt at tro, at det ikke påvirker embedsværkets afgørelser. Det er ikke en anklage om bevidst ulovlighed — det er en strukturel observation om, hvordan politisk pres virker i praksis.

Hvem rammes?

Afslag på prøveløsladelse rammer ikke alle ens. Kriterierne for afslag — fast bopæl, beskæftigelse, netværk — favoriserer systematisk ressourcestærke indsatte. Den indsatte med uddannelse, netværk og en lejlighed at vende tilbage til, opfylder kriterierne. Den indsatte med misbrug, hjemløshed og manglende arbejdsmarkedstilknytning gør det ikke.

Det betyder, at de indsatte, der er mest socialt sårbare, og som typisk har det størst behov for støtte ved løsladelse, er dem, der hyppigst afvises. Det er paradoksalt: de, der ville have mest gavn af et prøveløsladelsesforløb med tilsyn og støtte, er dem, der mindst sandsynligt får det.

Forskning understøtter, at sociale faktorer som stabil bolig og netværk er afgørende for at undgå recidiv. Chan m.fl. (2022) dokumenterer i en gennemgang af rehabiliteringsprogrammer, at sårbare grupper — herunder personer med ubehandlede helbredsproblemer — har markant større risiko for tilbagefald, og at effektiv rehabilitering kræver målrettet støtte. Når netop disse grupper nægtes prøveløsladelse, afskæres de også fra det støttede løsladelsesforløb, der statistisk set forbedrer chancerne for et liv uden kriminalitet.

Retssikkerhed og klageadgang

En prøveløsladelse, der nægtes, er ikke en ubetydelig afgørelse. Det handler om måneder eller år af et menneskes liv bag tremmer. Alligevel er den truffet administrativt, og klageadgangen er i praksis begrænset for mange indsatte, der hverken har juridisk bistand eller ressourcer til at navigere systemet.

Det er en grundlæggende retssikkerhedsudfordring. I en retsstat bør afgørelser med så vidtrækkende konsekvenser for den enkeltes frihed være undergivet effektiv domstolskontrol. Det er de formelt set — men formelle rettigheder er ikke det samme som reelle rettigheder, hvis adgangen til at udøve dem er strukturelt besværliggjort.

Hvad siger tallene?

Kriminalforsorgens statistik for 2021 dokumenterer niveauet for afslag ved to tredjedeles straffetid. Statistikken fra 2010, som er tilgængelig via Folketingets hjemmeside, viser det historiske udgangspunkt. Sammenligningen af de to datasæt bekræfter, at der er tale om en reel og markant stigning — ikke en statistisk artefakt eller en kortvarig udsving.

Det er værd at understrege: disse er Kriminalforsorgens egne tal. Det er ikke oppositionspolitikers påstande eller aktivisters estimater. Det er den myndighed, der administrerer systemet, der dokumenterer udviklingen i sine egne årsrapporter.

Er der en legitim forklaring?

Man kan argumentere for, at Kriminalforsorgen blot anvender de lovlige kriterier strengere, fordi kriminalitetsbilledet har ændret sig — at der er flere indsatte med komplekse profiler, der reelt ikke opfylder kriterierne for prøveløsladelse. Det er en mulig forklaring, og den kan ikke afvises uden adgang til de fulde sagsdata.

Men den forklaring er svær at forene med eksperternes vurdering af, at praksis strider mod lovens intentioner. Hvis ændringen blot afspejlede en anden sammensætning af de indsatte, ville juristerne ikke have grundlag for at kritisere den juridiske holdbarhed af afgørelserne. Det er netop selve kriteriernes anvendelse og vægtning, der kritiseres — ikke blot mængden af indsatte, der falder uden for.

Konklusion

Stigningen i afslag på prøveløsladelse er dokumenteret, markant og sket uden lovændringer, der retfærdiggør den. Juridiske eksperter vurderer, at praksis er i strid med straffelovens intentioner. Kriminologisk forskning tyder på, at strammere praksis ikke nødvendigvis reducerer tilbagefald — tværtimod kan den fratage de mest sårbare indsatte den støtte, de har størst brug for.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man synes, at kriminelle skal have det nemt. Det er et spørgsmål om, hvorvidt myndighedernes praksis følger loven, og om retssystemet fungerer som forudsat af Folketinget. Når en administrativ myndighed systematisk afviger fra lovens intention uden parlamentarisk sanktion, er det et problem — uanset om man befinder sig politisk til højre eller venstre.

Det er Folketingets opgave at tage stilling til, om den nuværende praksis er den ønskede. Hvis den er det, bør loven ændres, så der er overensstemmelse mellem intention og virkelighed. Hvis den ikke er det, bør praksis ændres. Det, der ikke er acceptabelt, er den nuværende tilstand, hvor loven siger ét, og myndighederne gør noget andet — uden at nogen tager det parlamentariske ansvar.

Kilder

= Læs vores metodedokument →