= Dybdeanalyse

Kunstig intelligens i kommunale sagsbehandlinger: hvad siger reglerne?

← Analyser
ai 8 min. læsning

En dansk kommune brugte AI i sagsbehandlingen uden at fortælle borgerne om det — sagen afslører et reguleringsmæssigt vakuum med store konsekvenser for retssikkerheden.

En kommunal AI-fejltagelse sætter gang i de rigtige spørgsmål

En dansk kommune er havnet i en pinlig situation: Medarbejdere har brugt kunstig intelligens som redskab i sagsbehandlingen, uden at det fremgik af sagsakterne, uden at borgerne fik besked, og uden at det stod klart, om det overhovedet var tilladt. Sagen, som Ingeniøren har beskrevet, er ikke enestående — men den er symptomatisk. Og den rejser spørgsmål, som hverken kommunerne, lovgivningen eller de europæiske regler endnu har givet tilfredsstillende svar på.

Det korte svar på spørgsmålet "hvad siger reglerne?" er: ikke nok.

Forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen og den nye EU-forordning om kunstig intelligens sætter alle rammer — men tilsammen efterlader de et lovgivningsmæssigt vakuum, der giver kommunerne for stor frihed til at eksperimentere med borgernes retssikkerhed.

Baggrund

Kommunerne er ikke hoppet direkte fra kuglepen til ChatGPT. Digitaliseringen af den offentlige sektor har stået på i årtier, og de seneste år er tempoet accelereret markant. AI-baserede værktøjer er billige, lette at tilgå og lovende i forhold til at spare sagsbehandlingstid. Det er en fristende kombination for en sektor under konstant pres for effektivisering.

Problemet er, at AI i forvaltningen ikke bare er et effektiviseringsredskab. Det er et magtredskab. Når en kommune bruger AI til at understøtte, forberede eller formulere afgørelser, berøres fundamentale rettigheder: retten til at kende grundlaget for en afgørelse, retten til at blive hørt og retten til at klage over en beslutning, der er truffet på et forkert eller skævt grundlag.

Forskning i offentlig sektor-AI dokumenterer dette spændingsfelt. En analyse fra 2025 af AI's rolle i offentlig administration (Fatmawati, 2025) konkluderer, at AI-systemer i myndigheder systematisk udfordrer principper om gennemsigtighed, ansvarlighed og etisk beslutningstagning — og at disse udfordringer er strukturelle, ikke tilfældige.

Hvad sker der

Ifølge Ingeniørens artikel brugte en kommune AI i forbindelse med sagsbehandling og forsvarede det efterfølgende med, at grænsen mellem at søge informationer på nettet og at bruge AI "er efterhånden hårfin." Det er en forklaring, der forståeligt nok ikke faldt i god jord.

For borgerne er der en afgørende forskel. Når en sagsbehandler googler et faktum og skriver det ind i en sag, er der en menneskelig vurdering i midten. Når en AI genererer et svar, der kopieres direkte ind i sagsgrundlaget, er der ikke nødvendigvis det. AI-systemer kan hallucinere — det vil sige producere overbevisende forkerte oplysninger. De kan afspejle skævheder i træningsdata. Og de efterlader ikke et spor, som borgeren kan følge og anfægte.

Det er præcis her, forvaltningslovens grundprincipper om begrundelse, aktindsigt og klagemulighed sættes under pres.

Sagen er langt fra isoleret. I takt med at store sprogmodeller som ChatGPT, Copilot og lignende er blevet hverdagsværktøjer, er grænsen mellem privat og professionel brug udvisket. Mange offentligt ansatte bruger AI-assistenter på samme måde som en stavekontrol eller en søgemaskine — uden at tænke over, at outputtet kan indgå i myndighedsudøvelse med retslige konsekvenser.

De centrale spørgsmål

Sagen rejser mindst fire konkrete juridiske og etiske spørgsmål:

1. Hvornår skal en borger have besked om, at AI har spillet en rolle? Forvaltningsloven kræver, at afgørelser begrundes, og at borgerne kan se, hvad der ligger til grund for en beslutning. Men loven stiller ikke eksplicit krav om, at AI-brug oplyses. Det er et hul, som EU's AI-forordning (AI Act) forsøger at lukke — men ikke fuldt ud.

2. Hvem er ansvarlig, når AI tager fejl? Kommunen er som myndighed ansvarlig for sine afgørelser, uanset om de er truffet med hjælp fra et AI-system. Men i praksis er ansvaret svært at placere, hvis det ikke fremgår af sagsakterne, at AI har været involveret. Li (2025) peger på, at manglen på klare ansvarslinjer er en af de største barrierer for ansvarlig AI-brug i offentlig forvaltning.

3. Udgør ukontrolleret AI-brug en databeskyttelsesrisiko? Hvis en sagsbehandler kopierer personoplysninger om en borger ind i en kommerciel AI-tjeneste, kan det være i strid med GDPR. Datatilsynet har vejledt om dette, men mange kommuner har endnu ikke implementeret tilstrækkelige retningslinjer.

4. Hvad er "høj-risiko AI" i EU's forordning — og gælder det her? EU's AI Act klassificerer AI-systemer, der bruges til at træffe eller forberede afgørelser om enkeltpersoner i offentlig forvaltning, som høj-risiko. Det medfører skærpede krav til dokumentation, gennemsigtighed og menneskelig kontrol. Men det er langtfra klart, om kommunerne kender til disse krav — eller efterlever dem.

Analyse

Forvaltningslovens rammer strækker ikke langt nok

Forvaltningsloven er fra 1985 og skrevet til en verden af papirarkiver og menneskelige sagsbehandlere. Loven kræver, at afgørelser er velbegrundede og truffet på et korrekt faktisk grundlag — men den forudsætter, at det faktiske grundlag er fremskaffet og vurderet af et menneske.

Når en AI leverer en del af dette grundlag, opstår der et demokratisk underskud: Borgeren kan ikke vide, om det, der fremstår som en faglig vurdering, i virkeligheden er et AI-genereret output, der ikke er efterprøvet tilstrækkeligt.

Bharti, Prashant Kumar og Sachan (2025) argumenterer for, at moderne forvaltningsret kræver, at gennemsigtighed og ansvarlighed aktivt designes ind i de systemer, der understøtter myndighedsudøvelse — og at det ikke er tilstrækkeligt at lappe eksisterende lovgivning med vejledninger.

Det er en pointe, der gælder i særlig grad i Danmark, hvor tilliden til det offentlige traditionelt er høj. Den tillid er ikke gratis — den er opbygget over generationer og kan erodere hurtigt, hvis borgere oplever, at myndighederne bruger uigennemskuelige systemer til at træffe beslutninger, der angår dem.

EU's AI-forordning: et skridt frem, men ikke i mål

AI Act trådte i kraft i 2024 og vil gradvist blive fuldt implementeret i de kommende år. For offentlig forvaltning er det centrale begreb "høj-risiko AI-systemer" — en kategori, der specifikt nævner systemer, der bruges til at vurdere enkeltpersoners ret til offentlige ydelser og tjenester.

Det lyder som et klart svar. Men implementeringen er kompliceret. For det første er det ikke altid klart, hvornår et AI-redskab "bruges" i en afgørelse, og hvornår det blot er et hjælpeværktøj. En sagsbehandler, der spørger ChatGPT om lovgivningens indhold og derefter selv formulerer en afgørelse, befinder sig i en juridisk gråzone.

For det andet er AI Act en forordning rettet primært mod udviklere og udbydere af AI-systemer — ikke mod de offentlige myndigheder, der bruger dem. Kommunerne er slutbrugere, og deres forpligtelser under forordningen er mindre detaljerede end kravene til systemernes producenter.

For det tredje er håndhævelsen ikke afklaret i dansk kontekst. Hvilken myndighed skal føre tilsyn med kommunernes AI-brug? Datatilsynet? Ankestyrelsen? En ny dedikeret AI-myndighed? Det er uafklaret.

Gennemsigtighed er ikke det samme som forståelighed

Et tilbagevendende argument i debatten om offentlig sektor-AI er, at gennemsigtighed løser problemet: Hvis myndighederne bare oplyser om deres AI-brug, er borgerne stillet. Men gennemsigtighed og forståelighed er ikke det samme.

At en kommune oplyser, at den bruger "et AI-baseret sagsbehandlingsværktøj," siger ikke borgeren, hvad systemet faktisk har gjort, hvordan det er trænet, hvilke bias det måske bærer, eller hvordan det har påvirket den konkrete afgørelse. Sharmin og Chowdhury (2025) understreger, at reel digital transparens kræver, at borgere ikke bare informeres om teknologiens eksistens, men gives reel mulighed for at forstå og anfægte dens rolle.

Det er et højt krav — og et nødvendigt et.

Kommunerne er ikke onde — de er uklædt

Det er vigtigt at understrege, at sagen fra Ingeniøren sandsynligvis ikke afspejler en kommune, der bevidst forsøger at omgå borgernes rettigheder. Den afspejler sandsynligvis en organisation, der er fanget i et reguleringsmæssigt tomrum, hvor medarbejderne bruger de værktøjer, der er tilgængelige, uden at have klare retningslinjer for, hvornår det er tilladt — og hvornår det ikke er.

Det er statens og lovgivernes ansvar at give kommunerne de nødvendige redskaber: tydelige regler, praktiske vejledninger og ressourcer til implementering. Det er ikke tilstrækkeligt at forvente, at kommunerne selv navigerer i skæringspunktet mellem forvaltningsret, GDPR og EU's AI-regulering.

Fatmawati (2025) peger på, at etisk AI-brug i offentlig forvaltning kræver institutionelle rammer — ikke blot individuel god vilje. Det er en pointe, der har direkte relevans for den danske situation.

Hvad mangler?

En kortlægning af det reguleringsmæssige landskab efterlader disse konkrete huller:

  • Ingen dansk lovgivning stiller eksplicit krav om, at AI-brug oplyses i forvaltningssager.
  • Ingen myndighed har et klart mandat til at føre tilsyn med kommunernes brug af AI i sagsbehandling.
  • Ingen fælles standarder definerer, hvornår AI-assisteret sagsbehandling kræver særlig dokumentation eller borgerinformation.
  • Ingen uddannelseskrav sikrer, at sagsbehandlere forstår de juridiske konsekvenser af AI-brug.

Folketinget har endnu ikke behandlet et samlet lovforslag, der adresserer disse spørgsmål.

Konklusion

Den kommunale AI-sag er ikke bare en bommert. Den er et advarselsskilt om, hvad der sker, når teknologien løber fra reglerne — og reglerne løber fra virkeligheden.

Borgernes retssikkerhed i mødet med det offentlige bygger på forudsigelighed, gennemsigtighed og mulighed for at anfægte afgørelser. Alle tre principper er under pres, når AI bruges ukontrolleret i myndighedsudøvelse.

EU's AI-forordning er et skridt i den rigtige retning, men den er ikke tilstrækkelig alene. Danmark har brug for national lovgivning, der eksplicit regulerer AI-brug i forvaltningen, et klart tilsynsmandat og praktiske redskaber til kommunerne.

Indtil da befinder både borgere og sagsbehandlere sig i et reguleringsmæssigt ingenmandsland — og det er ikke en holdbar situation.

Kilder

= Læs vores metodedokument →