Den franske energigigant TotalEnergies forlader sine danske havvindprojekter som følge af Trumps aftale med Europa — og sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark kan nå sine ambitiøse kapacitetsmål.
Konklusion
TotalEnergies' exit fra danske havvindprojekter er ikke blot et virksomhedsskifte. Det er et symptom på en dybere strukturel krise i europæisk havvind, hvor geopolitisk pres, stigende byggeomkostninger og usikker regulering i forening gør det svært at fastholde investorernes interesse. Danmark har sat sig mål om massiv udbygning frem mod 2030, men hvert enkelt frafald fra en stor aktør svækker de projektporteføljer, som skal bære planerne frem. Spørgsmålet er ikke længere, om havvindsektoren er under pres — det er den. Spørgsmålet er, om den danske stat og de tilbageværende aktører kan tage over, og hvad det vil koste.
De vigtigste pointer:
- TotalEnergies forlader danske havvindprojekter direkte som følge af de økonomiske betingelser i den såkaldte Trump-aftale med Europa.
- Danmark har planlagt en meget ambitiøs udbygning af havvind frem mod 2030, herunder de to energiøer i Nordsøen og ved Bornholm.
- Frafaldet rejser strukturelle spørgsmål om, hvem der faktisk kan og vil finansiere de kommende udbud.
- Det er ikke første gang en stor aktør trækker sig — og mønsteret peger på et marked under forandring.
Baggrund
Danmark har i årevis positioneret sig som et foregangsland inden for havvind. Med klimaaftalen af 22. juni 2020 besluttede et bredt flertal i Folketinget at iværksætte en historisk udbygning af vedvarende energi til havs. Ambitionerne er konkrete: To energiøer — én i Nordsøen på minimum 2 GW og én ved Bornholm på 1,2 GW — skal i de kommende år tilsammen levere 3,2 GW ny kapacitet til det danske elnet. Dertil kommer en række øvrige havvindparker, herunder Thor-parken vest for Thyborøn, der skal levere minimum 800 MW og maksimalt 1.000 MW.
Disse planer hviler på en forudsætning, som virker oplagt men ikke er selvfølgelig: At der findes kommercielle aktører, der er villige til at investere milliarder af kroner i langsigtede projekter med kompleks regulering, stigende anlægsomkostninger og usikre fremtidige elpriser.
TotalEnergies var en af de aktører. Det franske energiselskab — der oprindeligt er et olieselskab, men har investeret massivt i vedvarende energi — sad på andele i danske havvindprojekter og var dermed en aktiv del af den udbygning, som Danmark har planlagt. Nu er selskabet væk.
Hvad sker der
Ifølge Ingeniørens artikel trækker TotalEnergies sig fra sine havvindprojekter i Danmark. Begrundelsen er direkte knyttet til de økonomiske betingelser, som fulgte i kølvandet på den handelsaftale, der er blevet indgået mellem USA og Europa under Donald Trumps anden præsidentperiode — den såkaldte Trump-aftale.
Det præcise indhold af aftalen og dens konsekvenser for energisektoren er ikke fuldt offentliggjort, men Ingeniørens dækning peger på, at de ændrede rammevilkår har gjort det vanskeligt for TotalEnergies at forsvare investeringerne over for sine aktionærer. Selskabet har truffet en kommerciel beslutning: Projekterne i Danmark er ikke længere rentable nok.
Det er værd at bemærke, at dette ikke er et isoleret fænomen. Europæisk havvind har i de seneste år oplevet en bølge af tilbagetrækninger, budafvisninger og projektforsinkelser. Vattenfall trak sig fra den store britiske havvindpark Boreas i 2023 med henvisning til netop stigende omkostninger og ændrede forudsætninger. I USA har flere selskaber annulleret kontrakter og forladt projekter, fordi de ikke kunne få tallene til at hænge sammen under de nye politiske betingelser.
TotalEnergies' beslutning er altså en del af et større billede — men den rammer Danmark konkret og nu.
De centrale spørgsmål
Hvad mister Danmark præcist?
Det er ikke offentliggjort, hvilke konkrete projekter og hvilken MW-kapacitet der falder bort med TotalEnergies' exit. Det er en central usikkerhed. Hvis de frafaldte andele primært drejer sig om tidlige udviklingsprojekter, er skaden begrænset. Hvis de vedrører projekter tæt på udbudsprocessen, er konsekvenserne langt alvorligere for tidsplanen.
Kan andre aktører overtage?
Havvindsektoren er ikke tom for interessenter. Der er fortsat store europæiske energiselskaber, pensionskasser og statslige aktører, der investerer i havvind. Men jo færre troværdige bud der dukker op i udbudsrunderne, jo svagere er den konkurrence, som presser priserne ned og sikrer staten de bedste vilkår. Frafaldet af en stor aktør som TotalEnergies svækker markedsdybden — og det kan mærkes.
Hvad betyder den geopolitiske dimension?
Her er det vigtigt at skelne skarpt: Vi ved, at TotalEnergies selv har angivet Trump-aftalens betingelser som begrundelse. Vi ved ikke præcist, hvilke mekanismer der har slået igennem — om det er toldsatser på komponenter, ændrede energipriser som følge af handelsbetingelserne, eller noget tredje. Det er en usikkerhed, som hverken Ingeniøren eller andre har kunnet besvare fuldt ud på nuværende tidspunkt. Det er ærligt at sige det.
Er Danmarks 2030-mål realistiske?
Det er det spørgsmål, alt peger hen imod.
Analyse
Danmarks havvindambitioner er formuleret som politiske mål med konkrete MW-tal. Energistyrelsens egne data viser, at de to energiøer alene skal bidrage med 1,2 GW fra Energiø Bornholm til DK2 og 2 GW fra Energiø Nordsøen — tilsammen 3,2 GW ny kapacitet. Det er enorme projekter, der kræver enorme investeringer og et velfungerende marked af modne aktører.
Problemet er, at markedet ikke nødvendigvis lever op til de politiske ambitioner. Der er tre strukturelle udfordringer, som TotalEnergies' frafald tydeliggør:
1. Rentabilitetsgabet er reelt
Havvind er blevet markant dyrere at bygge end forventet for blot få år siden. Inflation, stigende stålpriser, mangel på specialiserede skibe og kompleks logistik har alle trukket projektøkonomien i den forkerte retning. Når et selskab som TotalEnergies — der har erfaring, kapital og teknisk know-how — alligevel vælger at trække sig, er det et signal om, at rentabilitetsgabet er reelt og ikke blot et forhandlingstrick.
2. Geopolitik er ikke et abstrakt begreb — det rammer konkrete investeringsbeslutninger
Trumps handelsaftale med Europa er primært blevet diskuteret i en handelspolitisk kontekst. Men dens konsekvenser forplanter sig ned i de individuelle projektregnskaber for europæiske energiselskaber. Importafgifter på komponenter, ændrede gasmarkedspriser og usikkerheden om fremtidige rammevilkår gør det sværere at lave de langsigtede beregninger, som store infrastrukturinvesteringer kræver. TotalEnergies er ikke det første og næppe det sidste selskab, der reagerer på den usikkerhed ved at træde ud.
3. Statens rolle er under forandring
I en situation, hvor det private marked trækker sig, rejser der sig uundgåeligt spørgsmål om statens rolle. Skal den danske stat selv træde mere aktivt ind — som investor, som risikoafdækker eller som direkte bygger? Det er et politisk valg, ikke et teknisk spørgsmål. Men det er et valg, som i stigende grad presses frem af virkeligheden.
Den nuværende model bygger på konkurrence mellem private aktører, der byder på statslige koncessioner. Det er en model, der har fungeret godt i perioder med gunstige markedsforhold og mange interesserede aktører. Men modellen er under pres, når store aktører én efter én forlader markedet eller kræver langt bedre vilkår for at blive.
Hvad kan Danmark gøre?
Der er grundlæggende tre spor:
Forbedre de kommercielle rammevilkår. Det kan betyde højere støttepris (CfD — Contract for Difference, en form for garanteret minimumspris), lavere krav til risikodeling eller hurtigere tilladelsesprocesser. Det koster statskassen penge, men det kan fastholde private investorer.
Tiltrække nye aktører. Europæiske pensionskasser, herunder de store danske (ATP, PensionDanmark m.fl.), har vist interesse for infrastrukturinvesteringer. Det kræver, at projekterne er modne nok og risikoprofilen lav nok til at passe ind i deres investeringsmandat.
Acceptere forsinkelser og justere målene. Det er det sværeste politisk, men måske det mest ærlige. Hvis markedet ikke kan levere i den takt, Folketinget har sat, er det bedre at justere forventningerne end at forcere projekter igennem på dårlige vilkår.
Ingen af disse løsninger er gratis eller lette. Og de kræver politisk vilje til at erkende, at markedsforudsætningerne har ændret sig siden de ambitiøse mål blev formuleret i 2020.
Det større mønster
Det ville være en fejl at læse TotalEnergies' frafald som et enkeltstående tilfælde forårsaget af én beslutning i Washington. Frafaldet er udtryk for et marked, der er under strukturelt pres fra flere sider på én gang: omkostningsinflation, geopolitisk usikkerhed, skærpet konkurrence om kapital globalt og en reguleringsusikkerhed, som gør det svært at prissætte risiko korrekt langt ud i fremtiden.
Danmark er ikke alene om dette. Det er en europæisk og til dels global udfordring. Men Danmark har sat sig særligt ambitiøse mål — og er derfor særligt eksponeret, når markedet skuffer.
Det er ikke et argument for at opgive ambitionerne. Det er et argument for at tage markedssituationen alvorligt og tilpasse de politiske og regulatoriske reaktioner til den virkelighed, der faktisk eksisterer — frem for den virkelighed, der var planlagt på et tegnebræt i 2020.
Konklusion
TotalEnergies' beslutning om at forlade danske havvindprojekter er en konkret begivenhed med konkrete konsekvenser. Den samlede kapacitet, der falder bort, er endnu ikke præcist opgjort, og det er i sig selv et problem: Danmark har brug for fuld gennemsigtighed om, hvilke huller der opstår i udbygningsplanen, og hvordan de skal fyldes.
Det overordnede billede er klart nok: Geopolitisk turbulens, stigende anlægsomkostninger og usikre rammevilkår gør det sværere og dyrere at tiltrække private investorer til havvind. Danmarks 2030-mål — som er politisk vedtaget og konkret formuleret med GW-tal — er sat under pres. Ikke fordi vindmøllerne er forsvundet eller teknologien slår fejl. Men fordi de kommercielle forudsætninger for at bygge dem har ændret sig på måder, som politikerne i 2020 ikke fuldt ud forudså.
Det kalder på en ærlig politisk diskussion: Hvad koster det at fastholde ambitionerne? Hvem skal bære den ekstra risiko? Og er vi klar til at betale prisen — eller skal tidsplanen justeres?
De spørgsmål har ikke lette svar. Men de bør stilles højt og tydeligt.