Antallet af korte uddannelsesaftaler på erhvervsuddannelserne er steget, stik mod intentionen i 2020-trepartsaftalen — og det tvinger unge til at søge læreplads flere gange.
Konklusion
Trods en trepartsaftale fra 2020, der netop skulle sikre flere og bedre lærepladser, er antallet af korte uddannelsesaftaler på erhvervsuddannelserne steget. Det tvinger elever til at søge læreplads igen og igen — og forskning viser, at der er en sammenhæng mellem høj andel af korte aftaler og dårligere trivsel hos eleverne. Systemet fungerer ikke efter hensigten, og ansvaret er delt mellem arbejdsgivere, fagbevægelse og politikere.
Baggrund
I Danmark bygger erhvervsuddannelserne (EUD) på en vekseluddannelsesmodel: eleverne skifter mellem undervisning på erhvervsskole og praktik hos en virksomhed. Praktikken er ikke frivillig — den er en forudsætning for at gennemføre uddannelsen og få et svendebrev eller tilsvarende bevis. Uden en uddannelsesaftale med en virksomhed kan eleven ikke komme videre.
Det lyder enkelt. Men virkeligheden er mere kompliceret.
En uddannelsesaftale kan nemlig indgås som en fuld aftale, der dækker hele praktikperioden, eller som en kortere aftale, der kun dækker en del af forløbet. Disse korte aftaler er ikke i sig selv ulovlige eller formelt forkerte — men de betyder, at eleven, når aftalen udløber, igen står uden praktikplads og må ud og søge forfra.
I 2020 indgik regeringen, arbejdsgivere og fagbevægelse en trepartsaftale, der eksplicit skulle reducere antallet af korte aftaler og sikre flere elever en stabil vej gennem uddannelsen. Ifølge AE Rådet ville aftalen gavne de 70.000 elever, der allerede havde en uddannelsesaftale, og de knap 9.000, der manglede en praktikplads på aftaletidspunktet.
Problemet er, at udviklingen er gået den forkerte vej.
Hvad sker der
DR Penge dokumenterer, at antallet af korte uddannelsesaftaler er steget siden trepartsaftalen trådte i kraft. Det betyder i praksis, at en stigende andel af EUD-elever ikke får en samlet aftale, der dækker hele deres praktikperiode. De må i stedet indgå aftale om ét kortere forløb, gennemføre det, og derefter starte jobsøgningen forfra — mens de stadig er midt i uddannelsen.
Det er ikke en marginal gruppe. Erhvervsuddannelserne uddanner hvert år titusinder af unge til job som elektriker, murer, SOSU-assistent, kok, mekaniker og hundredvis af andre erhverv. Mange af disse uddannelser er direkte afgørende for at dække arbejdsmarkedets behov for faglært arbejdskraft i de kommende år.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE Rådet) har analyseret sammenhængen mellem korte aftaler og elevernes trivsel. Analysen viser, at elevtrivslen på en erhvervsuddannelse er dårligere, jo højere en andel af eleverne der er på korte aftaler. Sammenhængen er ikke overvældende stærk, men den er konsistent: usikkerhed om praktikplads påvirker, hvordan elever har det under uddannelsen.
Det hænger logisk sammen. En elev, der ved, at aftalen udløber om tre måneder, og at hun derefter skal søge igen, er ikke i en tryg uddannelsessituation. Hun er i en vedvarende ansøgningsproces — midt i det, der burde være en læringsperiode.
De centrale spørgsmål
Udviklingen rejser en række spørgsmål, som det er værd at stille skarpt:
Hvorfor stiger de korte aftaler — trods aftalen fra 2020?
Trepartsaftalen var udtryk for politisk vilje og en forhandlet forpligtelse fra arbejdsmarkedets parter. Alligevel er antallet af korte aftaler steget. Det kan skyldes strukturelle incitamenter hos virksomhederne: det er mere fleksibelt at indgå korte aftaler, fordi man ikke forpligter sig til en elev i et helt forløb. Virksomheder kan dermed "prøve" en elev af, inden de evt. forlænger — eller lade være.
Hvem bærer byrden?
Den nuværende model lægger en uforholdsmæssig stor del af risikoen hos eleven. Eleven er afhængig af at finde en praktikplads for at kunne gennemføre sin uddannelse — og hvis aftalen er kort, gentager den afhængighed sig. Det er strukturelt set en svag position for den unge.
Virker trepartsaftalen overhovedet?
2020-aftalen blev præsenteret som et markant løft. AE Rådet vurderede dengang, at den ville hjælpe både de elever, der allerede var i systemet, og de tusindvis, der manglede en plads. Men når antallet af korte aftaler er steget, er det et tegn på, at aftalens intentioner ikke er blevet omsat til adfærdsændringer hos virksomhederne i tilstrækkeligt omfang.
Er der forskel på uddannelsesretninger og geografi?
AE Rådets analyse fra 2024 peger på, at der er geografisk og uddannelsesmæssig variation i udbredelsen af korte aftaler. Det betyder, at problemet ikke rammer ligeligt — nogle elever og nogle egne af landet er mere udsat end andre. Det er relevant at have for øje, når man vurderer, hvad der skal til af løsninger.
Analyse
Fleksibilitet for hvem?
Debatten om korte uddannelsesaftaler handler i bund og grund om, hvem erhvervsuddannelsessystemet er bygget op om at tjene.
Fra en virksomheds perspektiv er korte aftaler et redskab til fleksibilitet. Man kan tilpasse antallet af elever til den aktuelle ordrebeholdning, undgå langsigtede forpligtelser og beholde en vis agilitet. Det er rationelt set fra et driftsmæssigt synspunkt — særligt i brancher med sæsonudsving eller konjunkturfølsomhed.
Men fra en elevs perspektiv er den korte aftale noget helt andet: en gentaget usikkerhed, en ekstra administrativ og psykologisk byrde, og en potentiel forsinkelse af uddannelsen. Hvis en elev ikke finder en ny praktikplads hurtigt nok, risikerer hun at miste kontinuiteten i uddannelsen eller at blive forsinket i forhold til sine klassekammerater.
Det er en asymmetri, der er svær at ignorere: virksomheden vinder fleksibilitet, eleven betaler prisen i usikkerhed.
Trepartsaftalens grænser
Trepartsaftaler er et velkendt dansk redskab. Når regering, arbejdsgivere og fagbevægelse sætter sig om bordet og enes om noget, er det typisk et udtryk for, at der er skabt brede politiske og praktiske rammer for en forandring.
Men trepartsaftaler er ikke love. De er heller ikke markedsmekanismer. De er forhandlede hensigtserklæringer og — i bedste fald — aftaler om konkrete initiativer og tilskudsordninger. Hvis de grundlæggende incitamenter i systemet ikke ændrer sig, kan selv de bedste intentioner strande.
Det ser ud til at være det, der er sket her. Aftalen fra 2020 har ikke formået at vende den strukturelle tendens mod flere korte aftaler. Det kan skyldes, at aftalens virkemidler ikke har været stærke nok, at der ikke har været tilstrækkelig opfølgning og kontrol, eller at virksomhedernes incitamenter til at vælge korte aftaler er stærkere end de politiske signaler, der peger i den anden retning.
Trivsel og gennemførelse hænger sammen
AE Rådets analyse fra 2024 er vigtig, fordi den forbinder to problemstillinger, der ellers ofte diskuteres adskilt: strukturen i uddannelsesaftalerne og elevernes trivsel.
Sammenhængen er ikke triviel. Dårlig trivsel er en af de faktorer, der er forbundet med øget frafald på erhvervsuddannelserne — og frafald på EUD er et af de mest vedholdende strukturelle problemer i dansk uddannelsespolitik. Hvis korte aftaler bidrager til dårligere trivsel, er det ikke kun et spørgsmål om administration og logistik. Det er potentielt en medvirkende årsag til, at færre unge fuldfører deres uddannelse.
Det er en kæde, der er værd at tage alvorligt: Korte aftaler → gentagen usikkerhed → dårligere trivsel → øget frafald → færre faglærte. Hvert led i kæden er ikke mekanisk determineret, men tendensen er der.
Hvad mangler vi at vide?
Det er vigtigt at være ærlig om, hvad vi ikke ved med sikkerhed.
Vi ved, at antallet af korte aftaler er steget. Vi ved, at der er en statistisk sammenhæng mellem høj andel af korte aftaler og dårligere trivsel. Men vi kender ikke den præcise årsagsmekanisme, og vi ved ikke, i hvilken grad korte aftaler direkte øger frafald — sammenlignet med andre faktorer som fagligt indhold, vejledning, økonomi og personlige forhold.
Vi ved heller ikke præcist, i hvilken grad 2020-trepartsaftalens konkrete initiativer er blevet implementeret, og hvad virkningen af dem isoleret set har været. Det er muligt, at situationen ville have været endnu dårligere uden aftalen — men det kan vi ikke vide med de tilgængelige data.
Det ændrer dog ikke ved det grundlæggende problem: aftalen havde som eksplicit mål at reducere korte aftaler. Det er ikke sket.
Hvad kan der gøres?
Analysen peger ikke på én enkel løsning, men diskussionen peger i retning af nogle mulige greb:
Stærkere incitamenter og konsekvenser for virksomheder. Hvis korte aftaler er et resultat af, at de er billige og fleksible for virksomhederne, kan man overveje, om der skal skabes stærkere incitamenter — eller direkte begrænsninger — der gør fulde aftaler mere attraktive relativt set.
Bedre opfølgning på trepartsaftalens mål. Hvis parterne har forpligtet sig til at reducere korte aftaler, bør der være gennemsigtighed om, hvorvidt det sker — og konsekvenser, hvis det ikke gør.
Mere systematisk støtte til elever i søgeprocessen. Så længe korte aftaler eksisterer, bærer eleverne byrden af gentagen ansøgning. Skolernes vejledning og støtte til elever, der er i denne situation, er afgørende for, om de falder fra eller holder fast.
Politisk opmærksomhed i Folketinget. Erhvervsuddannelserne er ikke et sexet politisk emne. De trækker sjældent overskrifter. Men de er afgørende for dansk økonomi og for de unges muligheder. Den politiske opmærksomhed bør afspejle det.
Konklusion
Trepartsaftalen fra 2020 var et ambitiøst forsøg på at løfte erhvervsuddannelserne og sikre eleverne bedre og mere stabile praktikforløb. Den stigning i korte uddannelsesaftaler, som nu er dokumenteret, er et tegn på, at det ikke er lykkedes. Elever søger læreplads flere gange, trivslen er lavere der, hvor de korte aftaler dominerer, og systemet risikerer at bidrage til et mønster, vi netop forsøger at bryde: for mange unge, der falder fra erhvervsuddannelserne.
Det er ikke et argument mod trepartsaftaler som model. Men det er et argument for, at gode intentioner og politiske aftaler ikke er tilstrækkelige, hvis de grundlæggende incitamenter i systemet ikke ændrer sig. Virksomheder vælger korte aftaler, fordi det er rationelt for dem. Det spørgsmål, der mangler et svar på, er: hvem gør det rationelt for dem at vælge anderledes?
Kilder
- Erhvervsskoleelever skal søge læreplads flere gange: Antallet af korte aftaler er steget — DR Penge
- Stort sammenfald mellem korte uddannelsesaftaler og udfordringer på erhvervsuddannelserne — Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2024)
- Trepartsaftale hjælper elever i hele landet — Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2020)