PET har advaret om meget konkret planlagt russisk sabotage mod Danmark — her er hvad vi ved om hybridkrigstruslen, hvad den historisk har bestået i, og hvad Danmark faktisk kan gøre ved det.
Konklusion
PET's advarsel om "meget konkret" planlagt russisk sabotage mod Danmark er ikke en generel sikkerhedspolitisk bekymring, men en operationel trussel. Erfaringerne fra Polen og resten af Centraleuropa viser, at russisk hybridkrigføring siden 2022 er blevet mere systematisk, mere modig og mere villig til at bruge civile mellemmænd til fysiske angreb på kritisk infrastruktur. Danmark er et relevant mål: landet huser NATO-faciliteter, er en vigtig logistikkorridor for vestlig støtte til Ukraine, og har en lang kystlinje med undersøisk infrastruktur. Modforanstaltningerne findes, men koordinationen er fortsat ufuldstændig.
Baggrund
Den 2. september 2026 offentliggjorde Politiken en artikel baseret på udmeldinger fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), hvori tjenesten advarer om, at Rusland har planlagt sabotage mod Danmark, og at planerne er "meget konkrete." Det er usædvanligt præcist sprog fra en tjeneste, der normalt taler i generelle vendinger om trusselsniveauer.
Udmeldingen falder ikke ud af den blå luft. Siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022 har NATO-lande løbende registreret en markant stigning i russiske hybride operationer — aktiviteter der befinder sig i gråzonen mellem krig og fred, og som typisk kan afvises plausibelt fra russisk side.
Hybridkrigføring er ikke et nyt begreb, men det har fået fornyet indhold. I sin klassiske form kombinerer det militære midler med desinformation, cyberangreb og politisk pres. Det nye siden 2022 er, at Rusland i stigende grad supplerer de digitale og informationsmæssige virkemidler med fysisk sabotage — herunder rekruttering af civile i mållandene til at udføre konkrete handlinger mod infrastruktur.
Hvad sker der
PET siger, at de har identificeret planer om russisk sabotage, og at disse planer er meget konkrete. Tjenesten uddyber ikke, hvad der præcist er truet, eller hvornår en handling eventuelt var planlagt. Det er standard procedure: efterretningsoplysninger må ikke kompromitteres ved at afsløre, hvorfra de stammer.
Det, vi ved med sikkerhed, er at Danmark befinder sig i et sikkerhedspolitisk klima, hvor lignende trusler allerede er materialiseret i nabolandene. I Polen har myndighederne siden 2022 anholdt adskillige personer mistænkt for at udføre sabotage eller rekognoscering på vegne af russisk efterretning. Infrastruktur som jernbaner, militære forsyningsruter og energianlæg har været målene. En analyse af russisk hybridkrigføring mod Polen fra 2026 konkluderer, at Polen er blevet et primært testlaboratorium for Moskvas tilpasning af hybride metoder til den nye sikkerhedssituation (Gasztold, 2026).
Sverige oplevede i 2023 og 2024 konkrete sager, hvor russisk efterretning havde rekrutteret personer med kriminelle baggrunde til at udføre fysiske opgaver på dansk og svensk territorium — fra overvågning af militære anlæg til transport af udstyr. Det viser, at rekrutteringsmodellen ikke er hypotetisk.
De centrale spørgsmål
Hvad består "meget konkret sabotage" historisk set af i Europa?
Erfaringerne fra Polen og andre centraleuropæiske lande tegner et mønster. Angrebene er typisk rettet mod kritisk infrastruktur (en samlebetegnelse for alt fra strøm- og gasnet til jernbaner, havne og kommunikationskabler), militære forsyningsruter og anlæg med NATO-relevans.
En analyse af hybridtrusler mod polsk infrastruktur viser, at russiske operationer efter 2021 har kombineret cyberangreb på styresystemer med fysiske angreb — herunder brandsætning af jernbanesignalanlæg og afbrydelse af kommunikationslinjer (Jach-Chrząszcz, 2026). Det er ikke komplekse militære operationer. Det er ofte enkle, lavteknologiske handlinger, som er svære at spore og endnu sværere at attribuere direkte til en statsaktør.
Undersøisk infrastruktur er et særligt sårbart punkt. Nord Stream-eksplosionerne i 2022 viste, at rørledninger og kabler i Østersøen er svære at beskytte. Danmark har et net af sådanne forbindelser — gasrørledninger, datakabler og strømforbindelser — der er potentielle mål.
Hvem rekrutteres, og hvad indebærer det juridisk?
Et af de mest bekymrende træk ved den nyere russiske hybridkrigføring er brugen af civile mellemmænd uden åbenlys tilknytning til russisk efterretning. Rekrutteringen sker typisk via kriminelle netværk, og de rekrutterede ved ofte ikke præcist, hvem de arbejder for. De får en opgave — "overvåg dette anlæg," "efterlad denne pakke" — og betales kontant.
Det skaber et juridisk problem. Dansk straffelov rummer bestemmelser om spionage og sabotage, men det kræver, at anklagemyndigheden kan bevise, at den tiltalte vidste, at de arbejdede for en fremmed magt. Hvis mellemmænd er tilstrækkeligt isolerede fra den bagvedliggende aktør, er tiltale vanskelig.
EU har arbejdet på at styrke den retlige ramme. En analyse fra Hybrid CoE (Helsingfors-baseret EU's hybridkompetencecenter) fra 2025 beskriver, hvordan hybridtrusler mod EU's infrastruktur systematisk udnytter juridiske gråzoner, og efterlyser harmonisering af medlemslandenes lovgivning (Olech, 2025).
Hvad er Danmarks konkrete eksponering?
Danmark er et attraktivt mål af flere grunde. Landet er NATO-medlemsstat med en aktiv rolle i alliancens østflanke. Bornholm er blevet et strategisk punkt i Østersøen. Danmark er en logistisk korridor for våbenleverancer til Ukraine. Og landet har en lang kyst med undersøisk infrastruktur, der er vanskelig at overvåge kontinuerligt.
Dertil kommer, at dansk sikkerhedskultur — selv efter en årrække med stigende trusselsvurderinger — fortsat er præget af en grundlæggende tillid til åbenhed. Det er ikke en svaghed i sig selv, men det gør rekruttering af civile mellemmænd lettere end i lande med en mere udbredt kontraefterretningsbevidsthed.
Analyse
PET's offentlige advarsel er i sig selv et virkemiddel. Efterretningstjenester vælger med omhu, hvornår de kommunikerer offentligt om konkrete trusler. Der er mindst to mulige rationaler bag udmeldingen.
Det første er præventivt: ved at gøre truslen offentlig håber man at afskrække potentielle rekrutter, øge befolkningens opmærksomhed og lægge pres på russiske operatører, der ved, at de er identificeret. Det andet er politisk: en offentlig advarsel skaber rum for, at Folketinget og regeringen kan begrunde øgede bevillinger og ny lovgivning med et konkret, dokumenteret behov frem for abstrakte risikovurderinger.
Begge rationaler er legitime, og de udelukker ikke hinanden. Men de bør holdes adskilt analytisk. At PET advarer offentligt, er ikke det samme som, at angrebet er umiddelbart forestående eller uundgåeligt.
Mønsteret fra nabolandene er klart
Det, vi kan konkludere på baggrund af den videnskabelige litteratur, er, at russisk hybridkrigføring mod NATO's østlige flank har gennemgået en systematisk udvikling. Den er ikke tilfældig. Den tester løbende, hvad der er muligt, og tilpasser metoderne til de modforanstaltninger, de møder (Gasztold, 2026).
Polen, som har den mest dokumenterede eksponering, har set angreb mod jernbaneinfrastruktur, lagerfaciliteter med militærel relevans, og kommunikationsanlæg. Angrebene er lavteknologiske, men de er koordinerede og planlagte. Det tyder på, at der bag de civile rekrutter sidder en professionel operationsplanlægning.
Det europæiske perspektiv er vigtigt her. En rapport om beskyttelse af europæisk kritisk infrastruktur mod russiske hybridtrusler understreger, at ingen enkelt nation kan beskytte sig isoleret — truslen er grænseoverskridende, og infrastrukturen er indbyrdes afhængig på tværs af landegrænser (Pillai, udateret).
Hvad gør Danmark og EU?
På EU-plan er der gjort fremskridt. CER-direktivet (Critical Entities Resilience) trådte i kraft i 2023 og pålægger medlemslandene at kortlægge og beskytte kritiske infrastrukturoperatører. NIS2-direktivet (Network and Information Security) sætter minimumsstandarder for cybersikkerhed i sektorer med samfundskritisk funktion. Begge er relevante, men de er primære defensivt orienterede — de øger modstandsdygtighed, men begrænser ikke russisk kapacitet til at planlægge angreb.
I Danmark er der sket en gradvis opgradering af beredskabet. Center for Cybersikkerhed (CFCS) har fået øgede ressourcer. PET har udvidet sit kontraefterretningsarbejde. Forsvarsforliget fra 2023 indeholdt midler til forbedret overvågning af dansk territorium, herunder havområder.
Men der er huller. Koordinationen mellem civile infrastrukturoperatører og de statslige sikkerhedsmyndigheder er ikke tilstrækkelig. Mange kritiske infrastrukturoperatører i Danmark er private selskaber, der ikke automatisk deler sikkerhedsoplysninger med myndighederne. Det er et strukturelt problem, som hverken CER-direktivet eller dansk lovgivning har løst fuldt ud.
Dertil kommer efterretningsdeling i NATO. PET samarbejder med allierede tjenester, og det er sandsynligt, at advarslen om konkret planlagt sabotage mod Danmark delvist stammer fra allierede. Det er en styrke — men det betyder også, at dansk sikkerhed er afhængig af, at de allierede har velfungerende efterretning om russiske operationer.
Rekruttering af civile er det vanskeligste problem
Det mest udfordrende aspekt ved hybridkrigføring er ikke cyberangreb eller desinformation — det er brugen af civile mellemmænd til fysiske handlinger. Cyberangreb kan i nogen grad spores og afskærmes teknisk. Desinformation kan identificeres og imødegås. Men en person, der er rekrutteret via et kriminelt netværk, og som ikke ved, at han arbejder for russisk efterretning, er ekstremt svær at identificere, før han handler.
Her er der en direkte borgernær dimension. Russisk rekruttering sker ikke kun i mørke online-fora. Den sker i kriminelle miljøer, men også i mere ordinære sammenhænge — via sociale medier, via tilsyneladende legitime jobopslag og via kontakt med personer, der præsenterer sig som forretningsmænd eller NGO-repræsentanter. Det er ikke en trussel, der kun angår efterretningstjenesterne. Det er en trussel, der kræver en bredere samfundsbevidsthed.
Olech (2025) pointerer i sin analyse af hybridtrusler mod EU, at oplysning af den brede befolkning om rekrutteringsmetoder er et underudnyttet modvirkende virkemiddel. Det koster relativt lidt og kan have en præventiv effekt.
Konklusion
PET's advarsel om meget konkret planlagt russisk sabotage mod Danmark bør tages alvorligt — ikke fordi panik er relevant, men fordi mønsteret fra Polen og resten af Centraleuropa viser, at hybridkrigføring har fået et fysisk, operationelt lag, der rækker ud over cyberangreb og propaganda.
Tre ting er særligt vigtige fremadrettet:
Koordination. Den strukturelle kløft mellem private infrastrukturoperatører og offentlige sikkerhedsmyndigheder skal lukkes. Det kræver lovgivning og ressourcer.
Juridisk klarhed. Lovgivningen om spionage og sabotage skal opdateres, så den effektivt kan ramme rekrutterede mellemmænd, selv når de er isolerede fra den bagvedliggende statsaktør. EU-harmonisering er ønskelig, men Danmark kan ikke vente på den.
Befolkningsbevidsthed. Rekruttering af civile sker ikke kun i kriminelle miljøer. Bred oplysning om, hvordan russisk efterretning opererer, er et billigt og effektivt modvirkende virkemiddel.
Det er ikke en trussel, der kræver frygt. Men den kræver opmærksomhed, koordination og politisk vilje til at handle, inden en konkret planlagt handling bliver til en konkret gennemført sabotage.