Energiø Bornholms milliardregning er tæt på at fordobles på grund af sort lerskifer i undergrunden – og det rejser alvorlige spørgsmål om risikovurdering og statslig projektstyring af havvind.
Konklusion
Energiø Bornholms anlægsregning er tæt på at fordobles, og geologiske udfordringer med sort lerskifer angives som den primære årsag. Det er ikke en ukendt problematik i store infrastrukturprojekter, men omfanget af merprisen antyder, at de geotekniske forundersøgelser – undersøgelser af jordbundens beskaffenhed – ikke var grundige nok i planlægningsfasen. Kostnadsoverskridelser er et strukturelt problem i havvindprojekter internationalt, og Danmark er ikke immune. Sagen bør føre til en systematisk revision af, hvordan staten risikovurderer og prissætter fremtidige havvindprojekter.
Baggrund
Danmark har sat sig for at blive en grøn energistormagt. Energiø Bornholm er et af hjørnestenene i den ambition: en kunstig ø eller knudepunkt i Østersøen, der skal samle strøm fra store havvindparker og distribuere den til det danske elnet. Projektet er en del af en større europæisk vision om energiøer, der kan forsyne millioner af husholdninger med vedvarende energi.
Bag projektet står Energinet, den statslige transmissionsystemoperatør, i tæt samspil med politiske beslutninger truffet i Folketinget. Den politiske ambition har været høj: Bornholm skulle gå fra at være et relativt energimæssigt isoleret ø-samfund til at blive centrum for dansk og europæisk havvindinfrastruktur.
Men store, ambitiøse projekter har en tendens til at møde virkeligheden. Og virkeligheden under Østersøens havbund viste sig at være mere besværlig end forventet.
Hvad sker der
Ifølge Ingeniøren er anlægsregningen for Energiø Bornholm tæt på at fordobles i forhold til de oprindelige estimater. Den primære forklaring, som projektets ansvarlige parter giver, er geologiske udfordringer: sort lerskifer i undergrunden.
Sort lerskifer er en sedimentær bjergart, der er særligt problematisk at arbejde med. Den svulmer op, når den udsættes for vand og fugt, den kan kollapse under udgravning, og den stiller ekstraordinære krav til boreudstyr og installationsteknik. Når kabler og fundamenter skal ned i eller igennem sådanne lag, stiger kompleksiteten – og dermed prisen – dramatisk.
Det drejer sig konkret om nedgravning af højspændingskabler, der skal forbinde havvindparkerne med Bornholm og videre til det kontinentale elnet. Kabelinstallation i komplekse geologiske zoner kræver specialiseret udstyr, gentagne forsøg og potentielt alternative tracéer, der er dyrere end de oprindeligt planlagte ruter.
Den præcise slutregning er endnu ikke endeligt fastsat, men merprisen taler om milliarder af kroner oven i det allerede høje oprindelige budget. Det er en prisudvikling, der kræver en forklaring.
De centrale spørgsmål
Sagen om Energiø Bornholms fordoblede regning rejser mindst fire afgørende spørgsmål:
1. Var forundersøgelserne tilstrækkelige? Geotekniske forundersøgelser – kartlægning af havbundens sammensætning, styrke og stabilitet – er en standardprocedure i store infrastrukturprojekter. Spørgsmålet er, om undersøgelserne var tilstrækkeligt detaljerede, om de dækkede de relevante geografiske områder, og om resultaterne blev korrekt oversat til risikovurderinger i budgettet.
2. Hvem bar – og bærer – risikoen? I mange store offentlige projekter er kontrakterne struktureret, så private leverandører bærer visse risici, mens staten bærer andre. Det er afgørende at forstå, hvornår den geologiske risiko overgik til at være et offentligt anliggende, og om Energinet og Folketinget var fuldt informeret om den risiko, inden projektet blev godkendt.
3. Er dette et systemisk problem i havvind? Kostnadsoverskridelser er ikke usædvanlige i vindenergiprojekter. En analyse fra 2016 af 51 havvind- og landvindprojekter fra perioden 2000-2015 i 13 lande viste, at kostnadsoverskridelser er et strukturelt og hyppigt forekommende problem i sektoren (Sovacool, Enevoldsen & Koch, 2016). Bornholm-sagen er i den forstand ikke unik – men det gør den ikke mindre alvorlig.
4. Hvad betyder det for fremtidige projekter? Danmark har planer om flere energiøer og havvindparker. Hvis Bornholm-sagen ikke fører til en systematisk ændring i, hvordan risici identificeres og prissættes, risikerer de næste projekter at gentage de samme fejl.
Analyse
Geologi som undervurderet risikofaktor
Sort lerskifer er ikke et ukendt fænomen i dansk og nordeuropæisk geologi. Den forekommer i Østersøregionen og er velkendt i geotekniske fagmiljøer. Det rejser det ubehagelige spørgsmål: Vidste man det ikke, eller vidste man det og valgte at nedprioritere risikoen i budgetteringen?
Der er to mulige forklaringer. Den ene er teknisk: Forundersøgelserne var simpelthen ikke detaljerede nok til at afdække omfanget af skiferlaget på de specifikke kabeltracéer. Det sker. Havbunden er ikke homogen, og punktvise boringer kan misse lag, der viser sig over længere strækninger.
Den anden forklaring er politisk-økonomisk: Der er et systematisk incitament i store offentlige projekter til at præsentere optimistiske budgetter i godkendelsesfasen. Hvis den reelle pris var kendt fra start, kunne den politiske opbakning have svigtet. Dette fænomen – kaldet "optimism bias" (optimisme-skævhed) i infrastrukturlitteraturen – er veldokumenteret i internationale studier af store infrastrukturprojekter.
Det er ikke muligt på baggrund af de tilgængelige oplysninger at afgøre, hvilken forklaring der vejer tungest i Bornholm-sagen. Men begge muligheder er alvorlige, og begge kræver svar.
Kabelplanlægning er mere kompleks end det ser ud
Planlægning af undervandskabler i komplekse geologiske miljøer er en disciplin, der kombinerer geoteknik, maringeologi og el-teknik. En ny analyse fra 2025 af optimering af kabelruter i havvindparker i komplekse havmiljøer understreger, at valget af kabeltracé ikke blot er et spørgsmål om den korteste vej, men om en flersidig optimering, der inkluderer bundforholdene, dybdegradienter og installationsomkostninger (Panzhen, Huang & Huang, 2025). Studiet illustrerer, at den tekniske kompleksitet i kabelplanlægning er høj – og at fejlvurderinger i planlægningsfasen har direkte og store konsekvenser for slutprisen.
Dette er præcis den type kompleksitet, der kan forklare Bornholms situation: Hvis kabeltracéerne ikke var optimeret med tilstrækkeligt kendskab til bundforholdene, kan den faktiske installationsoperation have vist sig langt dyrere end modelleret.
Robotteknologi og havovervågning som fremtidig løsning
En af de teknologiske udviklinger, der potentielt kan reducere denne type overraskelser i fremtiden, er avancerede undervandsrobotter. Undervands-ROV'er (Remotely Operated Vehicles – fjernstyrede undervandsfartøjer) og AUV'er (Autonomous Underwater Vehicles – autonome undervandsfartøjer) kan udføre detaljerede geofysiske kortlægninger af havbunden med en præcision og dækning, der er svær at opnå med traditionelle metoder.
En analyse fra 2026 af undervands-robotikkens rolle i energitransitionen fremhæver specifikt denne funktion: at robotter ikke blot kan bruges til inspektion og vedligeholdelse af eksisterende havvindinstallationer, men potentielt også til at forbedre forundersøgelserne inden anlæg (Castro, 2026). Teknologien er endnu ikke fuldt udbredt i forundersøgelsesfasen, men den peger på en vej mod bedre risikovurdering i fremtiden.
Kostnadsoverskridelser er normen, ikke undtagelsen
Det er vigtigt at placere Bornholm-sagen i en bredere kontekst. Sovacool, Enevoldsen & Koch (2016) gennemgik 51 vindprojekter og fandt, at kostnadsoverskridelser var hyppige og strukturelle. Havvindprojekter er generelt mere udsatte end landbaserede projekter på grund af den øgede tekniske kompleksitet, de ustabile vejrforhold under anlæg, og netop den geologiske usikkerhed under havbunden.
Det betyder ikke, at store kostnadsoverskridelser er acceptable eller uundgåelige. Men det betyder, at de bør være prissatte som reelle risici i budgetterne fra starten. Den internationale litteratur tyder på, at mange projekter konsekvent undervurderer disse risici – og at der ikke er lært tilstrækkeligt af tidligere erfaringer.
Danmark har en stærk tradition for havvind og burde have opbygget institutionel viden om, at geologiske overraskelser koster. Bornholm-sagen tyder på, at denne viden ikke i tilstrækkelig grad er oversat til mere konservative budgetrammer og eksplicitte risikopostioner.
Den politiske dimension
Energiø Bornholm er ikke bare et teknisk projekt. Det er et politisk flagskib. Det betyder, at der har været stærke incitamenter hos alle parter – politikere, ministerier, Energinet og rådgivere – til at præsentere projektet i det bedst mulige lys, når det kom til godkendelse.
Når prisen nu næsten fordobles, er den politiske reaktion forudsigelig: Man finder en teknisk forklaring (sort lerskifer), der placerer ansvaret hos naturen frem for hos planlæggerne. Det er muligvis en retvisende forklaring. Men det bør ikke forhindre en seriøs undersøgelse af, om forundersøgelserne var tilstrækkelige, og om risikoen var korrekt kommunikeret til Folketinget, da projektet blev godkendt.
Transparens i store offentlige infrastrukturprojekter er ikke et spørgsmål om at finde en synder. Det er et spørgsmål om at skabe de institutionelle betingelser for, at fremtidige projekter planlægges mere realistisk.
Hvad med decentralisering som alternativ?
Det er værd at nævne, om den høje pris på centraliseret havvindinfrastruktur bør føre til en revurdering af den overordnede strategi. Analyser af decentrale vindenergisystemer peger på, at distribueret vindproduktion tættere på forbrugerne i visse sammenhænge kan bidrage til en mere robust energiinfrastruktur (Cheng, 2025). Det er ikke en direkte analog til situationen i Danmark, men det illustrerer, at store centraliserede projekter ikke er den eneste vej til vedvarende energi – og at de centraliserede projekters risikoprofil bør måles op mod alternativer i den politiske debat.
Det er dog vigtigt at understrege, at decentralisering ikke er en direkte erstatning for den kapacitet, som Energiø Bornholm skal levere. Pointen er snarere, at risikovurderingen af store projekter bør inkludere en systematisk sammenligning med alternativerne.
Konklusion
Energiø Bornholms næsten fordoblede anlægsregning er en alvorlig sag. Den geologiske forklaring med sort lerskifer er teknisk plausibel, men den fritager ikke planlæggerne for ansvar. Geotekniske udfordringer i Østersøregionen er ikke uforudsigelige fænomener – de er kendte risici, der burde have været kortlagt og prisssat.
Den internationale litteratur på området viser, at kostnadsoverskridelser i havvindprojekter er strukturelle og hyppige. Det burde føre til, at fremtidige danske havvindprojekter budgetteres med eksplicitte og realistiske risikomarginaler frem for optimistiske grundscenarier.
Konkret bør sagen føre til tre ting:
- En uafhængig gennemgang af, om de geotekniske forundersøgelser for Energiø Bornholm var tilstrækkelige, og om risikoen var korrekt kommunikeret til Folketinget.
- Reviderede standardkrav til forundersøgelser i fremtidige havvindprojekter, herunder øget brug af avancerede kortlægningsteknologier.
- Transparente risikobudgetter i alle fremtidige statslige havvindprojekter, hvor geologisk og teknisk usikkerhed er eksplicit prisssat og kommunikeret.
Danmark kan ikke afvige fra sin havvindambition. Men den kan kun lykkes, hvis den hviler på realistisk planlægning frem for politisk optimisme.