Folketinget har godkendt milliardstore datacenterprojekter uden at kende kontrakterne, energiforbruget eller sikkerhedsforholdene — her er hvad vi ved, og hvad vi stadig mangler svar på.
Konklusion først
Danmark har på få år forvandlet sig til et af Europas foretrukne steder for store datacentre. Det lyder som en succes. Men bag tallene gemmer sig et demokratisk problem: Folketinget har systematisk manglet adgang til de grundlæggende oplysninger om branchen — hvad den bruger af strøm og vand, hvilke aftaler staten har indgået, og hvilke sikkerhedskrav der egentlig gælder. Det er ikke en teknisk detalje. Det er et spørgsmål om, hvem der styrer en af landets mest ressourcekrævende og kritiske infrastrukturer.
Baggrund
Siden begyndelsen af 2010'erne har store teknologivirksomheder — primært amerikanske — placeret datacentre i Danmark. Årsagerne er veldokumenterede: stabil elforsyning, køligt klima der reducerer behovet for kunstig køling, adgang til vedvarende energi og en gunstig skattemæssig behandling af udenlandske investeringer.
Energistyrelsen fastslog allerede i januar 2022, at store datacentre er "en forholdsvis ny type af elforbrugere i Danmark." Den formulering er bemærkelsesværdig præcis. Branchen er vokset hurtigt, og myndighedernes forståelse af den har ikke fulgt med i samme tempo.
EU har forsøgt at skabe orden med en frivillig aftale kaldet EU Code of Conduct for datacentre, der indeholder krav til maksimalt årligt energiforbrug. Men ordet "frivillig" er centralt. Der er tale om tilslutning på eget initiativ — ikke lovpligtig indrapportering til danske myndigheder.
Det betyder, at Energistyrelsen, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Folketingets udvalg i vid udstrækning har måttet stole på oplysninger, som virksomhederne selv vælger at dele.
Hvad sker der
Ingeniørens artikel fra 2024 satte ord på, hvad mange i branchen og i det politiske system allerede vidste, men sjældent sagde højt: Christiansborg opererer i vid udstrækning i blinde, når det gælder datacentre.
Fire spørgsmål stod ifølge Ingeniøren ubesvarede:
1. Hvad bruger datacentrene faktisk af strøm? Energistyrelsens analyse fra 2022 viste, at der på det tidspunkt var markant vækst i sektoren, og at forbruget ville stige betydeligt. Men præcise, aktuelle tal for det samlede forbrug er ikke offentligt tilgængelige på virksomhedsniveau. Indrapportering sker ikke systematisk til en central myndighed med offentlig adgang.
2. Hvad bruger de af vand? Datacentre bruger vand til køling — i store mængder. Men heller ikke her eksisterer der en samlet, offentligt tilgængelig opgørelse over, hvad branchen trækker på af grundvand og overfladevand i Danmark.
3. Hvad indeholder de kontrakter, staten og kommunerne har indgået? Flere kommuner har indgået aftaler med datacentreoperatører om for eksempel levering af overskudsvarme til fjernvarmenet. Indholdet af disse aftaler er typisk undtaget aktindsigt med henvisning til forretningshemmeligheder. Dermed ved hverken borgere eller Folketing præcist, hvad betingelserne er.
4. Hvilke sikkerhedskrav stilles der? Datacentre håndterer kritisk digital infrastruktur — for virksomheder, for det offentlige og potentielt for forsvaret. Alligevel er det uklart, hvilke konkrete sikkerhedskrav der stilles til for eksempel fysisk adgang, datatilsyn og beredskab ved strømsvigt eller angreb.
De centrale spørgsmål
Strøm: Hvad ved vi, og hvad mangler vi?
Energistyrelsens analyse fra januar 2022 er det seneste samlede offentlige dokument, der forsøger at kortlægge datacentrenes elforbrug i Danmark. Analysen beskriver store datacentre som en ny og voksende forbrugerkategori og peger på, at de potentielt kan komme til at udgøre en meget betydelig andel af det samlede danske elforbrug.
Men analysen bygger på fremskrivninger og delvist på virksomhedernes egne oplysninger. Der er ikke tale om et lovpligtigt indrapporteringssystem, der løbende giver myndighederne præcise tal.
Det er et problem, fordi Folketinget i princippet skal tage stilling til energipolitik — herunder udbygning af strømnettet — uden at have et præcist billede af, hvad en af de største og hurtigst voksende forbrugerkategorier faktisk bruger.
Vand: Det oversete ressourcespørgsmål
Mens energiforbruget har fået politisk opmærksomhed, er vandforbruget nærmest usynligt i den danske debat. Køling af servere kræver store mængder vand, enten direkte eller indirekte. I tørre somre, hvor grundvandsressourcer er under pres, er det relevant at vide, hvad industrien trækker.
Der eksisterer ikke et centralt, offentligt tilgængeligt register over datacentrenes vandforbrug i Danmark. Det er bemærkelsesværdigt for en branche af denne størrelse og med disse ressourcekrav.
Kontrakter: Demokratiets blinde vinkel
Fjernvarmesektorens aftaler med datacentreoperatører er et konkret eksempel på, hvordan offentlige ressourcer og infrastruktur bindes op på private kontrakter, som borgere og folkevalgte ikke kan læse.
Princippet om aktindsigt gælder i Danmark, men undtagelsen for forretningshemmeligheder er bred og fortolkes forskelligt af forskellige myndigheder. Resultatet er, at væsentlige dele af de aftaler, der bestemmer, hvordan kritisk infrastruktur fungerer, reelt er undtaget demokratisk indsyn.
Det er ikke et spørgsmål om, at nogen nødvendigvis har gjort noget forkert. Det er et spørgsmål om, at systemet er indrettet, så Folketinget ikke har et effektivt redskab til at vurdere, om aftalerne er rimelige for samfundet.
Sikkerhed: Hvem stiller kravene, og hvem kontrollerer?
NIS2-direktivet fra EU har skærpet kravene til cybersikkerhed for kritisk infrastruktur, herunder datacentre. Men implementeringen i dansk ret og den faktiske håndhævelse er fortsat et område, hvor det er svært for offentligheden — og for Folketinget — at få et klart billede af, hvad der reelt sker.
Hvilke datacentre er klassificeret som kritisk infrastruktur? Hvem fører tilsyn? Hvad er konsekvensen af brud? Disse spørgsmål er ikke fuldt offentligt besvaret.
Analyse
Blind tillid som systemfejl
Det grundlæggende problem er ikke, at politikerne er uansvarlige eller ligeglade. Det er, at systemet er indrettet til at stole på branchen frem for at kontrollere den.
Det er en velkendt dynamik i reguleringen af nye og hurtigt voksende teknologibrancher. Myndighederne løber bagefter. Virksomhederne er store, teknisk komplekse og internationalt orienterede. Den nationale lovgivning er fragmenteret. Og det politiske pres for at tiltrække investeringer er reelt — datacentre medfører lokale job, skatteindtægter og potentiel synergi med den grønne energiomstilling.
Men "vi vil gerne have investeringerne" kan ikke være en grund til at acceptere et informationsvakuum. Det er præcis det vakuum, Ingeniørens artikel beskriver.
Energistyrelsen ved mere end Folketinget
Energistyrelsens analyse fra 2022 viser, at styrelsen har haft ambitioner om at kortlægge sektoren. Men der er forskel på at udarbejde en analyse og på at have et løbende, lovpligtigt indrapporteringssystem med offentlig adgang.
I dag sidder Energistyrelsen på mere information end offentligheden og sandsynligvis mere end de fleste folketingspolitikere. Men selv styrelsens viden er begrænset af, at virksomhederne ikke er forpligtet til fuld gennemsigtighed.
EU's Code of Conduct for datacentre er et skridt i den rigtige retning, men frivillighed er ikke regulering. En branche, der frivilligt tilslutter sig en adfærdskodeks, kan ligeså frivilligt melde sig ud — eller blot undlade at tilslutte sig fra starten.
Den demokratiske pris for investeringsappetitten
Danmark har aktivt markedsført sig som et attraktivt land for datacentre. Det er en politisk beslutning, og den har sine fordele. Men den har tilsyneladende ikke været ledsaget af krav om den transparens, som burde følge med, når udenlandske virksomheder overtager en så central rolle i den nationale infrastruktur.
Det er legitimt at spørge: Ville Folketinget have accepteret de samme uigennemsigtige vilkår, hvis det handlede om en dansk industri? Eller er det netop den internationale dimension — kombineret med imponerende investeringstal — der har lammet den politiske kritik?
Det er svært at besvare entydigt. Men mønstret er klart: Branchen er vokset hurtigt, reguleringsrammen er ikke fulgt med, og det er nu — ikke om ti år — at Folketinget bør kræve de informationer, det har brug for til at lovgive ansvarligt.
Hvad ville god regulering se ud?
For at undgå at konkludere i det abstrakte er det værd at pege på, hvad mere ansvarlig regulering konkret ville indebære:
Lovpligtig indrapportering. Datacentre over en vis størrelse bør være forpligtet til løbende at indrapportere elforbrug, vandforbrug og driftsforhold til en central myndighed — og disse tal bør være offentligt tilgængelige i aggregeret form.
Klarere klassifikation af kritisk infrastruktur. Det bør være offentligt, hvilke datacentre der er klassificeret som kritisk infrastruktur, og hvilke tilsynsmyndigheder der har ansvar for dem.
Skærpet aktindsigt i offentlige kontrakter. Undtagelser for forretningshemmeligheder bør fortolkes snævert, når det drejer sig om kontrakter, der involverer offentlig infrastruktur som fjernvarmenet og strømnet.
Parlamentarisk indsigt. Relevante Folketingsudvalg bør have adgang til fortrolige briefinger om sektorens sikkerhedsforhold — svarende til hvad der sker på forsvarsområdet.
Ingen af disse tiltag er radikale. De fleste svarer til, hvad Danmark allerede kræver af andre sektorer med tilsvarende samfundsmæssig betydning.
Konklusion
Danmark er et foretrukket mål for store datacentre. Det er ikke et problem i sig selv. Men det er et problem, at Folketinget har ladet sig overbevise om, at investeringerne er gode for landet, uden at have adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere det.
Vi ved ikke præcist, hvad datacentrene bruger af strøm og vand. Vi kan ikke læse de kontrakter, de har indgået med offentlige parter. Vi kan ikke fuldt ud vurdere, hvilke sikkerhedskrav der stilles og håndhæves.
Det er fire huller i den demokratiske kontrol med en branche, der håndterer kritisk infrastruktur, trækker store mængder af fælles ressourcer og modtager offentlig velvilje i form af gunstige rammevilkår.
Blind tillid er ikke en reguleringsmodel. Det er en ansvarsfraskrivelse.
Folketinget bør kræve den information, det har brug for — og det bør ske nu, mens branchen stadig er i vækst, og ikke om ti år, når strukturerne er cementerede.