Fossile brændsler brydes op i rekordtempo i 2025: hvad siger produktionstallene egentlig?

Globale data for 2024-2025 viser, at CO2-udledninger fra fossile brændsler stiger til nye rekordhøjder, mens den grønne transitions faktiske tempo udfordres af hårde tal fra IEA.

Den korte version

Verden producerer og forbrænder fossile brændsler i et omfang, der ikke har historisk sidestykke. IEA's seneste opgørelser viser, at de globale CO2-udledninger fra fossile brændsler fortsat stiger — og at 2024 satte endnu en rekord. Den grønne omstilling er i gang, men væksten i vedvarende energi opvejer endnu ikke væksten i det samlede energiforbrug. Vi er, med andre ord, ikke på vej ned ad bakken endnu. Det er et ubehageligt faktum, der kræver en ærlig samtale om, hvad transitionen reelt indebærer, og hvornår — eller om — vi når et vendepunkt.

Baggrund

Den dominerende fortælling i klimapolitik og medier lyder nogenlunde sådan: vedvarende energi vokser eksplosivt, kul er på vej ud, og verden er langsomt ved at lægge fossile brændsler bag sig. Der er elementer af sandhed i denne fortælling. Solenergi og vindkraft vokser hurtigere end nogensinde. Elbiler sælges i rekordtal. Investeringer i ren energi har overgået investeringer i fossile brændsler.

Men produktionstallene for fossile brændsler racler mod en anden konklusion: vi udvinder ikke mindre af dem. Vi udvinder mere.

Det er udgangspunktet for en artikel i Ingeniøren, der sætter fokus på, at fossile brændsler trækkes op af jorden i rekordtempo, og at eksperter ikke ser noget umiddelbart toppunkt forude. Det er ikke en kontroversiel påstand — det er en aflæsning af de tilgængelige data. Men det er en påstand, der rejser en række ubehagelige spørgsmål om, hvor langt den grønne transition egentlig er kommet.

Hvad siger tallene?

IEA's Global Energy Review for 2025 dokumenterer, at de globale CO2-udledninger fra fossile brændsler steg til et nyt rekordniveau i 2024. Rapporten peger på en kombination af faktorer: ekstreme temperaturer rundt om på kloden pressede energiforbruget op, dårlige vindforhold i Europa øgede afhængigheden af fossile brændstoffer i elsektoren, og svage hydrokraftudvindings-sæsoner i en række regioner bidrog yderligere.

Ifølge IEA's analyse af CO2-udledninger i Global Energy Review 2025 drev vejrrelaterede faktorer — temperaturudsving samt underskud i vandkraft og vindkraft — udledningerne markant op. Det er ikke en engangsforekomst, men et mønster, der afspejler en grundlæggende strukturel virkelighed: det globale energisystem er stadig dybt afhængigt af fossile brændsler som en buffer, når de vedvarende kilder svigter.

IEA's opgørelse af globale energirelaterede CO2-udledninger fra forbrænding fordelt på brændselstype og region for 2025 viser det geografiske og brændselsspecifikke billede i detaljer. Kul er stadig den største enkeltbidragyder globalt, men olie og gas bidrager begge massivt, og ingen af de tre kategorier er i strukturel tilbagegang på globalt plan.

IEA's Global Energy Review 2026 estimerer, at de vejrrelaterede faktorer alene — inklusive temperaturvariationer og underskud i vandkraft og vind — skubbede CO2-udledningerne fra forbrænding af fossile brændsler betydeligt op. Det er et vigtigt forbehold: en del af rekordtallene skyldes vejrforhold, som kan variere fra år til år. Men selv korrigeret for vejr er den underliggende tendens ikke faldende.

IEA's datasæt fra Global Energy Review 2025 dækker aggregerede data for verdens samlede energiforsyning, elproduktion, teknologiudrulning og CO2-udledninger for 2022, 2023 og 2024. Billedet er konsistent: vedvarende energi vokser hurtigt i absolutte tal, men den samlede efterspørgsel vokser hurtigere i store dele af verden.

De centrale spørgsmål

Tallene rejser mindst tre spørgsmål, som fortjener seriøs opmærksomhed.

Er vi ved at nå peak fossil — og hvornår?

"Peak fossil" eller toppunktet for fossile brændsler er det tidspunkt, hvor produktionen og forbruget af kul, olie og gas begynder at falde varigt. IEA har i tidligere scenarier — herunder Net Zero-scenariet fra 2021 — angivet, at der ikke bør åbnes nye olie- og gasfelter, hvis vi skal holde opvarmningen under 1,5 grader. Alligevel åbnes nye felter. Alligevel stiger produktionen.

Ingeniørens artikel citerer eksperter for, at vi endnu ikke har nået toppunktet. Det er ikke en politisk vurdering — det er en beskrivelse af, hvad data viser. Spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk at nå det inden for en tidsramme, der er klimapolitisk relevant.

Opvejer vedvarende energi væksten i det samlede forbrug?

Her er kernen i problematikken. Vedvarende energi vokser — ingen bestrider det. Men verden bruger også mere energi hvert år, særligt i Asien og Afrika, hvor millioner af mennesker for første gang får adgang til elektricitet og moderne energitjenester. Når kagen vokser hurtigere end den grønne andel af kagen, stiger de absolutte fossiltal alligevel.

Det er ikke en argumentation imod vedvarende energi. Det er en konstatering af, at additiv vækst i grøn energi ikke er det samme som substitution af fossil energi — og at politikker, der bygger på en forventning om automatisk substitution, kan undervurdere problemets omfang.

Hvad betyder vejrafhængighed for systemets robusthed?

IEA's analyser understreger gentagne gange, at vejrforhold spillede en markant rolle i rekordudledningerne i 2024. Det er et dobbeltbundet budskab: på den ene side er det en forklaring, der relativerer tallene lidt. På den anden side er det en påmindelse om, at et energisystem, der er stærkt afhængigt af vejr-sensitive vedvarende kilder, stadig har brug for fossil backup-kapacitet — og at klimaforandringer sandsynligvis vil gøre ekstremvejr mere hyppigt, ikke mindre.

Analyse

Der er noget paradoksalt over den situation, verden befinder sig i lige nu.

På den ene side er fremskridtene i vedvarende energi reelle og betydelige. Solenergi er blevet dramatisk billigere på bare ti år. Vindkraft udrulles i et tempo, der ville have virket urealistisk for tyve år siden. Mange lande ser faktisk fald i deres nationale CO2-udledninger.

På den anden side er de globale tal ubønhørlige: mere fossil energi, mere CO2, nye rekorder. IEA's chart over CO2-udledninger fra fossile brændsler 2023-2025 viser ikke et fald. Den viser en kurve, der fortsat peger opad.

Denne diskrepans forklares delvist af geografi. Rige lande — primært i Europa og Nordamerika — ser faldende emissioner. Fattigere lande, særligt i Asien, ser stigende emissioner, drevet af industrialisering og befolkningsvækst. Det er et legitimt udviklingsanliggende: milliarder af mennesker har ret til den velstand og de energitjenester, som de rige lande tog for givet i det 20. århundrede. Men det betyder også, at den globale kurve ikke vil knække nedad blot fordi Europa installerer mere solenergi.

Her opstår det politiske dilemma i sin skarpeste form. Klimavidenskaben stiller krav om absolutte fald i globale udledninger inden for en tidsramme på årtier. Den globale udviklingsdagsorden stiller krav om adgang til energi for dem, der endnu mangler den. Og de nuværende produktionsdata viser, at verdens svar på disse to krav primært er at producere mere af det hele — mere vedvarende og mere fossilt.

Det er ikke en bæredygtig løsning på klimaproblemet. Men det er den løsning, markederne og en stor del af verdens regeringer de facto har valgt.

En ærlig analyse må også tage stilling til, hvad dataene ikke viser. De viser ikke, at den grønne transition er illusorisk eller mislykket. De viser, at den endnu ikke er hurtig nok til at erstatte fossil energi i absolutte termer. Det er en forskel, der har stor politisk betydning: i det første tilfælde er løsningen at stoppe transitionen, i det andet tilfælde er løsningen at accelerere den kraftigt — og tilføje politikker, der aktivt reducerer fossil efterspørgsel, ikke blot øger grønt udbud.

Det er her, mange klimapolitiske diskussioner går galt. Fokus lander på, hvor hurtigt vedvarende energi vokser — og det er imponerende. Men spørgsmålet burde i højere grad være: hvornår begynder fossilenergien at falde i absolutte termer? Og hvilke politiske instrumenter — prissætning af CO2, forbud mod nye fossile investeringer, regulering af efterspørgslen — er nødvendige for at nå dertil?

I dansk kontekst er det relevant at notere, at Danmark på mange parametre er foran: høj andel af vedvarende el, ambitiøse klimamål, en aktiv klimapolitik. Men dansk forbrug af importerede varer og tjenester bidrager til globale emissioner, der ikke afspejles i de nationale tal. Og dansk olie- og gasproduktion fra Nordsøen bidrager fortsat til globale fossiltal — et faktum, der sjældent diskuteres med den samme åbenhed som Danmarks grønne succeser.

Endelig er det værd at reflektere over den narrative risiko i klimakommunikation. Når grønne succeser fremhæves stærkt, og rekord-fossiltal nedtones, skabes der et billede af en transition, der går bedre end den gør. Det kan reducere den politiske urgency — den følelse af, at der faktisk er behov for drastiske skridt nu. Tallene fra IEA taler et andet sprog: urgency er ikke reduceret. Den er semeret.

Konklusion

De globale produktionsdata for fossile brændsler i 2024 og 2025 leverer et klart budskab: verden udvinder og forbrænder fossile brændsler i et omfang, der ikke har historisk sidestykke, og tendensen er stadig opadgående. Vedvarende energi vokser hurtigt, men har endnu ikke erstattet fossil energi i absolutte termer — den har primært lagt sig oven på den.

Det er ikke en grund til pessimisme om den grønne teknologi. Det er en grund til realisme om, at teknologisk fremgang alene ikke er tilstrækkelig. Effektiv klimapolitik kræver også aktiv reduktion af fossilenergiens efterspørgsel — ikke blot vækst i det grønne alternativ.

Toppunktet for fossil energi er muligvis i sigte på den lange bane. Men "muligvis" og "lang bane" er ikke i overensstemmelse med den tidsramme, klimaforskningen peger på som nødvendig. Den kløft mellem ambition og virkelighed er det mest presserende klimapolitiske problem i 2025 — og det starter med at anerkende, hvad tallene faktisk siger.