Et russisk droneangreb på Ukraines Nationale Videnskabsakademi dræbte mindst to mennesker og satte ild til 170 år gammel forskningshistorie — men ødelæggelsen af ukrainsk videnskab startede længe før denne nat.
Et angreb på mere end bygninger
Mindst to mennesker mistede livet. Bygninger brød i brand. Arkiver, laboratorier og instrumenter, som ikke kan genskabes over natten, blev enten ødelagt eller beskadiget.
Det russiske droneangreb på Ukraines Nationale Videnskabsakademi i Kyiv er ikke blot endnu en nyhed fra en krig, der har varet i årevis. Det er et konkret, dokumenteret angreb på en institution, der har eksisteret i 170 år — og det åbner for et spørgsmål, der sjældent stilles højt nok: Hvad koster denne krig egentlig europæisk videnskab?
Svaret er: mere end de fleste forestiller sig.
Baggrund
Ukraines Nationale Videnskabsakademi blev grundlagt i 1918 og er landets vigtigste forskningsinstitution. Den rummer over 170 institutter og beskæftiger titusinder af forskere inden for alt fra materialefysik og biologi til historie og arkæologi. Institutionen er ikke bare et symbol — den er rygraden i ukrainsk videnskab.
Ukraine var, inden den russiske fuldskala-invasion i februar 2022, et land med en betydelig forskningskapacitet. Landets universiteter og akademier var integreret i europæiske samarbejdsprogrammer, herunder EU's rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe. Ukrainske forskere bidrog til projekter inden for fysik, materialeteknologi, bioteknologi og klimaforskning.
Den russiske invasion ændrede alt dette på få uger.
Hvad sker der
Droneangrebets præcise tidspunkt og fulde omfang af skaderne på Videnskabsakademiet er beskrevet af det amerikanske videnskabsmagasin Science, der citerer øjenvidner og ukrainske myndigheder. Mindst to ansatte blev dræbt. Dele af akademiets bygningskompleks i Kyiv blev ramt og brændte.
Ifølge Science arbejder ukrainske forskere allerede på at finde løsninger, der kan beskytte videnskaben mod fremtidige angreb — herunder ved at bygge underjordiske laboratorier, mens krigen stadig raser. Det er en detalje, der siger mere end lange statistikker: Ukrainsk videnskab forsøger ikke blot at overleve. Den forsøger at tilpasse sig en virkelighed, hvor forskning foregår under konstant trussel.
Angrebet på Videnskabsakademiet er ikke en isoleret hændelse. Det er en del af et mønster, hvor russiske angreb rammer civil infrastruktur — energiforsyning, hospitaler, uddannelsesinstitutioner og nu altså et af landets vigtigste forskningscentre.
De centrale spørgsmål
Angrebet rejser tre spørgsmål, der er værd at stille skarpt:
1. Hvad sker der med ukrainske forskere? Krig driver mennesker på flugt — også dem med doktorgrader og årtiers specialistviden. Hjerneflugt (brain drain) er et velkendt fænomen i krigsramte lande, men det er sjældent, at det sker i dette omfang og i denne hastighed i et land, der ellers var tæt integreret i europæisk forskningssamarbejde.
2. Hvad mister Europa? Ukraine var ikke et perifert bidrag til europæisk forskning. Landet deltog aktivt i Horizon-programmer og leverede specialistviden, særligt inden for ingeniørvidenskab, fysik og materialeforskning. Når ukrainske forskere flygter eller dræbes, forsvinder den viden — i hvert fald midlertidigt — fra det europæiske forskningsrum.
3. Kan ukrainsk forskning genopbygges? Bygninger kan rejses igen. Instrumenter kan købes. Men forskningskulturer, institutionelle netværk og menneskelig kapital er ikke noget, man bestiller hjem fra et katalog. Genopbygning af videnskabelig kapacitet tager generationer.
Analyse
Hjerneflugten er allerede i gang
Siden februar 2022 har hundredtusinder af ukrainere søgt ly i Europa. Blandt dem er et betydeligt antal akademikere, forskere og universitetsstuderende. European Research Council (ERC) reagerede hurtigt ved at oprette særlige støtteordninger for fordrevne ukrainske forskere, så de kunne fortsætte deres arbejde ved europæiske universiteter og institutter.
Det er på mange måder en human og fornuftig løsning. Men den har en bagside: Hver ukrainsk forsker, der finder sig til rette i Wien, Berlin eller Warszawa, er en forsker, der måske ikke vender hjem igen — selv når krigen engang slutter. Incitamenterne til at forblive i Vesteuropa er stærke: bedre løn, moderne udstyr, sikkerhed, internationale netværk.
Hjerneflugten er ikke et hypotetisk fremtidsscenarie. Den er allerede i gang og accelererer for hvert angreb som det på Videnskabsakademiet.
Angreb på viden er angreb på fremtiden
Det er fristende at betragte ødelagte laboratorier og brændte arkiver som "kollateralskade" i en krig, der primært handler om territorium og politisk magt. Den betragtning er forkert.
Forskning er ikke en neutral aktivitet, der kan sættes på pause og genoptages. Videnskabelige miljøer er skrøbelige økosystemer, der bygger på kontinuitet: data der akkumuleres over årtier, mentorforhold der videregiver specialistviden, samarbejder der tager år at opbygge. Når en drone rammer et laboratorium, ødelægger den ikke bare mursten — den afbryder processer, der ikke nødvendigvis kan genoptages, selv om freden kommer.
Ukraines Nationale Videnskabsakademi rummer arkiver og samlinger, der repræsenterer hundrede år af ukrainsk og delvist europæisk videnskabshistorie. Dele af disse samlinger er formodentlig tabt for altid.
Det europæiske forskningsrum under pres
Ukraine er siden krigens start associeret med Horizon Europe, EU's ambitiøse forskningsprogram med et budget på knap 100 milliarder euro for perioden 2021-2027. Det er en vigtig symbolsk og praktisk markering: Ukraine hører til i det europæiske videnskabelige fællesskab.
Men krig og forskning er dårlige kombinationer. Det er svært at gennemføre internationale projekter, når ens samarbejdspartner befinder sig i et land under konstant bombardement. Det er svært at tiltrække unge talenter til ukrainske universiteter, når de kan søge optagelse i sikre lande. Og det er svært at opretholde den institutionelle stabilitet, der er en forudsætning for seriøs forskning på langt sigt.
Det europæiske forskningssamarbejde mister ikke kun en partner. Det mister en partner, der var ved at gennemgå en modernisering og integration med vestlige normer for åbenhed, peer review og tværnational videndeling — en proces der nu er sat på pause.
Underjordiske laboratorier som symptom
Billedet af ukrainske forskere, der bygger laboratorier under jorden for at beskytte dem mod droneangreb, er ikke bare rørende — det er analytisk interessant.
Det viser, at ukrainsk videnskab ikke har opgivet. Der er en vilje til at fortsætte, at tilpasse sig, at finde løsninger. Men det viser også, hvilken pris videnskaben betaler: ressourcer, der burde gå til forskning, går i stedet til beskyttelse. Tid, der burde bruges på eksperimenter, bruges på logistik og sikkerhed. Den kognitive belastning ved at arbejde i et krigsramt land er ikke målbar i statistikker, men den er reel.
Forskning kræver koncentration. Krig gør koncentration umulig.
Hvad ved vi — og hvad ved vi ikke?
Det er vigtigt at være ærlig om begrænsningerne i denne analyse. Vi ved, at angrebet fandt sted, at mennesker døde, og at akademiet blev beskadiget. Vi ved, at ukrainske forskere er flygtet i stort tal siden 2022, og at europæiske institutioner har forsøgt at absorbere mange af dem.
Hvad vi ikke ved med præcision, er det fulde omfang af tabte data, ødelagt udstyr og langsigtede konsekvenser for specifikke forskningsfelter. Vi ved heller ikke, i hvilken udstrækning den ukrainske stat vil prioritere videnskabelig genopbygning i en eventuel efterkrigstid, eller om internationale donorer vil bidrage tilstrækkeligt til at gøre en reel forskel.
Der er en forskel på at sige "krigen skader ukrainsk forskning" — det er evident — og at sige præcis hvordan og i hvilken størrelsesorden. Det andet kræver data, der endnu ikke er fuldt tilgængelige.
Konklusion
Angrebet på Ukraines Nationale Videnskabsakademi er en krigsforbrydelse mod en civil institution. Men det er også et symptom på noget større: en systematisk erodring af ukrainsk videnskabelig kapacitet, der vil tage årtier at genopbygge — hvis det overhovedet lykkes i fuldt omfang.
For Europa er omkostningerne todelte. På den ene side mister det europæiske forskningsrum en aktiv partner, der var ved at integrere sig mere og mere i fælles programmer og videndeling. På den anden side skaber flygtningestrømmen af ukrainske forskere en midlertidig, men moralsk kompliceret gevinst for modtagerlandene: højtudannet arbejdskraft, der ankommer med kompetencer og ambitioner.
Den underliggende problemstilling forbliver uløst: Ukrainsk videnskab kan ikke genopbygges i ruiner. Og for hvert angreb på institutioner som Videnskabsakademiet bliver opgaven større, dyrere og mere usikker.
Krigen i Ukraine er ikke kun en krig om territorium. Den er også en krig om viden, om fremtid og om, hvilke lande der om tyve år sidder med den menneskelige kapital, der driver innovation og forskning. Det spørgsmål fortjener at blive stillet — ikke kun af forskere, men af politikere og offentligheder i hele Europa.