= Dybdeanalyse

Børn som forsøgspersoner uden forældrenes vidende: hvad kræver reglerne, når AI møder børnepsykiatrien?

← Analyser
ai 10 min. læsning

En børnepsykiatrisk afdeling gennemførte et AI-forsøg med patientdata uden at informere forældrene — sagen afslører et systemisk hul i den måde, sundhedsvæsenet indfører ny teknologi på.

Konklusion

Et AI-forsøg på en børnepsykiatrisk afdeling er blevet gennemført uden at informere de forældre, hvis børns data blev brugt. Regionerne erkender nu, at praksis muligvis har været utilstrækkelig. Sagen er ikke en enkeltfejl — den afspejler et strukturelt problem: sundhedsvæsenet indfører AI hurtigere, end de etiske og juridiske rammer følger med. Reglerne er klare på papiret. I praksis er de ikke fulgt.

Nøglepunkter:

  • Forældre til indlagte børn fik ikke besked om, at deres børns data indgik i et AI-forsøg.
  • Sundhedsloven og databeskyttelsesforordningen (GDPR) stiller klare krav om information og i mange tilfælde samtykke.
  • Regioner erkender mulig utilstrækkelig praksis.
  • Problemet er ikke isoleret til denne sag — forskning peger på, at AI-implementering i kliniske sammenhænge generelt halter bagefter på det etiske og juridiske område.
  • Børn og unge i psykiatrien er en særligt sårbar gruppe, der kræver skærpet beskyttelse.

Baggrund

Kunstig intelligens er ved at finde vej ind i næsten alle hjørner af sundhedsvæsenet. Det sker hurtigt. Algoritmer analyserer billeder, vurderer risici, prioriterer patienter og understøtter kliniske beslutninger. I mange tilfælde sker det til gavn for patienterne. Men hastigheden skaber også problemer — og det er præcis, hvad en sag fra en dansk børnepsykiatrisk afdeling illustrerer.

Ifølge Ingeniørens reportage fik forældre til indlagte børn ikke besked om, at deres børns data blev brugt i et AI-forsøg. Det kom frem efterfølgende. En forælder beskrev det som "rystende". Regionerne, der er ansvarlige for hospitalerne, erkender nu, at informationspraksis muligvis ikke har været tilstrækkelig.

Det er vigtigt at forstå konteksten: børnepsykiatrien behandler nogle af de mest sårbare patienter i sundhedsvæsenet. Det er børn og unge med alvorlige psykiske lidelser. De er underlagt tvang i nogle tilfælde, de er afhængige af voksne til at varetage deres interesser, og de har et særligt retligt behov for beskyttelse. Når netop denne gruppe bliver involveret i teknologiforsøg uden forældrenes viden, er der grund til at stoppe op og se nøje på reglerne.

Hvad sker der

Ingeniørens artikel beskriver, hvordan et AI-forsøg er blevet gennemført på en børnepsykiatrisk afdeling, hvor patientdata — altså oplysninger om børnenes tilstand, behandling og forløb — er indgået i systemet, uden at forældrene er blevet orienteret om det.

Det er ikke en sag om et datalæk. Det er ikke en sag om, at data er havnet i forkerte hænder. Det er en sag om, at selve informationsforpligtelsen — pligten til at fortælle patienter og deres pårørende, hvad der sker med deres data — ikke er blevet overholdt.

Regionerne, der administrerer sygehusene, har i kølvandet på omtalen erkendt, at praksis muligvis har været utilstrækkelig. Det er en bemærkelsesværdig indrømmelse, men den rejser samtidig et alvorligt spørgsmål: Hvis regionerne nu erkender det, hvad vidste de så undervejs?

Det er endnu uklart, præcis hvilken type AI der er tale om, hvad forsøgets formål var, og hvilke data der konkret er anvendt. Det begrænser analysen, men ændrer ikke ved det principielle: uanset forsøgets tekniske indhold gælder de samme juridiske og etiske krav.

De centrale spørgsmål

Sagen rejser tre sammenvævede spørgsmål:

1. Hvad siger reglerne?

Sundhedsloven fastslår, at patienter har ret til information om deres behandling og om, hvad der sker med deres helbredsoplysninger. For børn under 15 år er det som udgangspunkt forældrene, der skal informeres og give samtykke. For unge mellem 15 og 18 år er billedet mere nuanceret — de har i stigende grad selvbestemmelsesret, men forældre er stadig typisk involveret.

GDPR — databeskyttelsesforordningen — stiller krav om, at behandling af personoplysninger sker på et klart retsgrundlag. Helbredsoplysninger er i forordningens terminologi "særlige kategorier af personoplysninger" og er derfor underlagt skærpede krav. Brug af sådanne oplysninger i forsøg kræver normalt enten udtrykkeligt samtykke eller en anden specifik undtagelseshjemmel.

Datatilsynet har i sine retningslinjer præciseret, at sundhedsvæsenets brug af patientdata til AI-formål skal ske inden for disse rammer. Det er ikke nok, at formålet er godt. Proceduren skal også være i orden.

2. Er der tale om "forsøg" eller "kvalitetssikring"?

Her ligger en afgørende juridisk gråzone. Hospitaler bruger løbende patientdata til at forbedre behandlingen — det kalder man typisk kvalitetssikring, og det udløser ikke de samme krav som egentlig klinisk forskning. Men når man introducerer et nyt AI-system og evaluerer dets effekt på patienter, begynder det at ligne et forsøg.

Den distinktion er ikke blot akademisk. Klinisk forskning kræver godkendelse fra en videnskabsetisk komité, og den kræver informeret samtykke fra deltagerne — eller i dette tilfælde fra forældrene. Kvalitetssikring kræver det ikke i samme omfang. Grænsen er imidlertid ikke altid klar, og der er risiko for, at den udnyttes — bevidst eller ubevidst — til at undgå de tunge procedurer.

Forskning publiceret i 2026 i tidsskriftet Frontiers in Public Health understreger netop dette problem: at konvergensen mellem AI og sundhedsdata skaber nye spændinger på det etiske og videnskabelige område, og at rammerne for ansvarlig brug ikke altid er tilstrækkeligt definerede (Zeng et al., 2026).

3. Hvem bærer ansvaret?

Det er regionen, der som dataansvarlig bærer det primære ansvar for, at reglerne overholdes. Men ansvaret er i praksis fordelt: afdelingsledelsen, den kliniske forsker bag forsøget, hospitalsledelsen og den regionale IT- og dataafdeling spiller alle roller. Når ingen tilsyneladende har sørget for, at forældrene blev informeret, peger det på et systemisk snarere end et individuelt problem.

Analyse

Et strukturelt hul, ikke en enkeltstående fejl

Det ville være bekvemt at behandle denne sag som en isoleret fejl begået af en enkelt afdeling. Men det ville være ukorrekt.

Problemet med AI-implementering i sundhedsvæsenet er dokumenteret bredt. Forskning i etikken bag autonome AI-systemer i kliniske forsøg — publiceret i 2026 i JMIR — identificerer syv vejledende principper for etisk klinisk forskning og konkluderer, at sikker implementering af AI i medicin kræver systematisk etisk evaluering, der matcher teknologiens kompleksitet (Nichol et al., 2026). Netop den systematik ser ud til at have manglet i den danske sag.

En parallel tendens ses i debatten om decentraliserede kliniske forsøg (forsøg, der gennemføres uden for det traditionelle hospitalsmiljø ved hjælp af digitale teknologier). Forskning fra 2025 i Medical Sciences peger på, at disse nye paradigmer stiller skærpede krav til governance, informeret samtykke og juridisk klarhed — og at sundhedsvæsenet endnu ikke konsekvent har udviklet de nødvendige procedurer (Tenti et al., 2025).

Det billede stemmer overens med den danske sag: teknologien er løbet fra procedurerne.

Børn og psykiatri: den skærpede beskyttelse

Det er ikke tilfældigt, at reaktionen på denne sag har været kraftig. Børn i psykiatrien er ikke en hvilken som helst patientgruppe.

For det første er de umyndige. Det betyder, at det primære ansvar for at varetage deres interesser — herunder retten til information og samtykke — hviler på forældrene. Når forældrene ikke informeres, er der ingen, der reelt har kunnet tage stilling på barnets vegne.

For det andet er psykiatriske patientdata blandt de mest følsomme helbredsoplysninger overhovedet. En psykiatrisk diagnose i barndommen kan have vidtrækkende konsekvenser for den enkelte — socialt, arbejdsmæssigt og forsikringsmæssigt. De data er ikke neutrale.

For det tredje befinder børn i psykiatrien sig i en situation, hvor de allerede er i en sårbar magtposition over for systemet. Det forstærker behovet for, at systemet overholder sine egne regler.

Hvornår er information nok?

Et af de principielle spørgsmål i sagen er, hvad "information" egentlig kræver. Det er ikke nok at have skrevet det med småt i en samtykkeerklæring ved indlæggelsen. Information skal være reel, forståelig og specifik nok til, at modtageren kan forstå, hvad de siger ja til.

Det er præcis det krav, der adresseres i forskning om pragmatiske kliniske forsøg med AI-assisteret screening: selv i forsøg, der ikke direkte involverer intervention, men alene dataanalyse og screening, er det nødvendigt med klare protokoller for patientinformation og samtykke (Kuo et al., 2026). Princippet gælder a fortiori — med endnu større styrke — i psykiatrien og med børn.

Regionernes indrømmelse og dens konsekvenser

At regionerne nu erkender mulig utilstrækkelig praksis er vigtigt — men det er ikke tilstrækkeligt i sig selv. Erkendelsen rejser mindst to spørgsmål:

Hvad sker der nu med de data, der allerede er indsamlet? Hvis forsøget er gennemført uden korrekt hjemmel, er spørgsmålet om dataenes fremtidige brug og opbevaring ikke afklaret. Datatilsynet kan i princippet kræve, at oplysningerne slettes, hvis de er behandlet ulovligt.

Hvad gøres der for at forhindre gentagelse? En erkendelse er ikke en løsning. Der er behov for klare procedurer, der sikrer, at AI-forsøg i sundhedsvæsenet — uanset om de klassificeres som forskning eller kvalitetssikring — altid indebærer relevant information til patienter og pårørende.

Gråzonen mellem forskning og drift

Det er værd at dvæle ved den juridiske gråzone, der er nævnt ovenfor. I takt med at AI-systemer bliver en integreret del af klinisk drift, bliver grænsen mellem "forsøg" og "almindelig behandling" stadigt mere uklar.

Hvis et hospital indfører et AI-system, der rangerer patienter efter risiko, og løbende evaluerer systemets præcision — er det så drift eller forskning? Svaret har store konsekvenser for, hvilke procedurer der gælder. Og som den danske sag viser, er der en reel risiko for, at hospitaler — måske i god tro, måske ikke — lander på den side af grænsen, der kræver mindst af dem.

Det er et hul, som lovgivningen og myndighederne bør lukke eksplicit. Datatilsynet og Sundhedsstyrelsen bør udstede fælles vejledning om, hvornår AI-implementering i sundhedsvæsenet kræver behandling som forsøg, og hvornår det kan ske som led i normal drift — og hvilke informationskrav der gælder i begge tilfælde.

Tillid som forudsætning

Bag de juridiske spørgsmål ligger et bredere spørgsmål om tillid. Det danske sundhedsvæsen er afhængigt af, at borgerne har tillid til, at deres data behandles med respekt. Hvis patienter og pårørende begynder at tvivle på det — og en sag som denne giver dem god grund til det — risikerer man, at folk tilbageholder information fra behandlerne, eller at opbakningen til digital sundhedsdata eroderer.

Det er ikke en abstrakt bekymring. Det er en konkret risiko for folkesundheden.

Konklusion

Sagen om AI-forsøget på den børnepsykiatriske afdeling er ikke primært en sag om teknologi. Den er en sag om, hvad vi skylder de mest sårbare patienter i vores sundhedsvæsen.

Reglerne er ikke tvetydige: forældre til børn i behandling har ret til at vide, hvad der sker med deres børns data. Helbredsoplysninger er særligt beskyttede. Forsøg kræver information og i de fleste tilfælde samtykke. Disse regler gælder, uanset om formålet med et AI-forsøg er godt.

At regionerne nu erkender mulig utilstrækkelig praksis, er et nødvendigt første skridt. Men det er ikke nok. Der er behov for klar vejledning fra myndigheder, bindende procedurer for AI-implementering i kliniske sammenhænge, og en eksplicit afklaring af grænsen mellem drift og forsøg.

Ellers risikerer vi, at næste sag allerede er i gang — et sted, vi endnu ikke ved om.

Kilder

= Læs vores metodedokument →