Et norsk firma vil bygge undersøisk kabel direkte mellem Canada og Europa uden om USA – og det afspejler en dybere geopolitisk bevægelse mod digital suverænitet med direkte konsekvenser for dansk og europæisk datainfrastruktur.
Konklusion
Europa og Canada er ved at ombygge internettets fysiske rygrad. Et norsk firma vil bygge et undersøisk kabel, der omgår USA fuldstændigt. Samtidig diskuterer EU og Canada i Montreal, hvordan de kan øge det digitale samarbejde. Det er ikke tilfældigt. Det er to symptomer på den samme strukturelle bevægelse: vestlige demokratier vil ikke længere acceptere, at amerikansk infrastruktur er standardruten for europæisk internettrafik. Spørgsmålet er, om det faktisk giver mere suverænitet – eller blot skifter én afhængighed ud med en anden.
Baggrund
Næsten alt, hvad der sker på internettet, bevæger sig gennem undersøiske kabler. Ikke satellitter, ikke radiobølger – kabler. Forskning viser, at over 99 procent af al global internettrafik løber gennem dette netværk af undersøiske fiberoptiske ledninger (Ganz, Camellini & Hine, 2024). Et andet studie anslår andelen til over 90 procent (Costa & Figueiredo, 2025). Uanset det præcise tal er konklusionen den samme: internettets fysiske fundament er kabler på havbunden.
Det meste af denne infrastruktur er lagt efter en logik, der afspejler det 20. århundredes magtstruktur. USA sidder i midten. Trafik mellem Europa og Asien, mellem Sydamerika og Norden, mellem Afrika og resten af verden – meget af det passerer gennem knudepunkter på amerikansk territorium eller gennem kabler, som amerikanske virksomheder ejer og driver. Det giver USA en strukturel position i det globale internet, som intet andet land besidder.
Det norske firma Cinia – kendt fra et tidligere projekt med et kabel langs Arktis – vil nu bygge et nyt undersøisk kabel direkte mellem Canada og Europa uden om USA, ifølge Ingeniøren. Projektet er endnu ikke finansieret og godkendt, men signalet er klart: der er kommerciel og politisk interesse i at skabe alternative ruter.
Samtidig mødtes EU og Canada i Montreal for at drøfte et tættere digitalt samarbejde. De to begivenheder hænger sammen, selvom de ikke er koordinerede i formel forstand. De repræsenterer begge en voksende europæisk erkendelse: digital suverænitet starter i havbunden.
Hvad sker der
Det norske firma bag projektet vil etablere et direkte fiberoptisk kabel mellem Canada og Europa. Den præcise rute er ikke offentliggjort i detaljer, men formålet er eksplicit: at undgå, at europæisk internettrafik rutinemæssigt passerer gennem USA.
I dag er de fleste transatlantiske kabler designet med amerikanske landingsstationer som centrale knudepunkter. Det betyder, at data sendt fra Danmark til Canada i mange tilfælde rent faktisk bevæger sig via USA – selv hvis afsenderen og modtageren aldrig intenderede det. Det er ikke en fejl i systemet. Det er systemet, som det blev bygget.
Projektet fra det norske firma er ikke det første forsøg på at ændre denne topologi (strukturen for, hvordan netværket er forbundet). EU har i flere år støttet projekter som EuroAfrica Connect og initiativer i regi af den europæiske digitale strategi, der eksplicit sigter mod at reducere afhængigheden af ikke-europæisk infrastruktur. Men et direkte Canada-Europa-kabel uden amerikansk berøringspunkt ville være et markant skridt i den retning.
Parallelt hermed finder Montreal-møderne sted, hvor EU og Canada diskuterer fælles standarder for datahåndtering, cybersikkerhed og digital handel. Det handler ikke kun om kabler – det handler om at etablere et fælles digitalt rum, der opererer efter europæiske og canadiske regler, ikke amerikanske.
De centrale spørgsmål
Tre spørgsmål er afgørende for at forstå, hvad der egentlig er på spil:
1. Giver et kabel uden om USA reel suverænitet?
Det korte svar er: delvist. Forskning i digital suverænitet og undersøiske kabler peger på, at kabelinfrastrukturen udgør en fundamental, men overset dimension af national og regional suverænitet (Ganz, Camellini & Hine, 2024). Et nyt kabel reducerer USA's strukturelle adgang til europæisk-canadisk datatrafik. Men det løser ikke spørgsmålet om, hvem der ejer og driver kablet, hvilken jurisdiktion kablet er underlagt, og hvem der fysisk kan aflytte eller afbryde det.
Costa og Figueiredo (2025) har udviklet en metode til at vurdere landes suverænitet set fra undersøiske kablers perspektiv. Deres forskning viser, at suverænitet ikke blot handler om, om et land har adgang til kabler – men om landet har kontrol over de kritiske knudepunkter, og om landet er afhængigt af få ruter, der kan afskæres. Et enkelt nyt kabel øger robustheden, men skaber ikke i sig selv suverænitet.
2. Er USA-afhængighed et sikkerhedsproblem?
Edward Snowden-afsløringerne i 2013 dokumenterede, at amerikanske efterretningstjenester systematisk overvågede internettrafik, der passerede gennem USA. Det er ikke en konspirationsteori – det er dokumenteret fakta. For europæiske regeringer og virksomheder er spørgsmålet derfor ikke kun akademisk. Hvis europæisk datatrafik passerer gennem USA, er den principielt tilgængelig for amerikansk efterretning under eksisterende amerikansk lovgivning som FISA (Foreign Intelligence Surveillance Act).
Khafagy (2018) har analyseret, hvordan undersøiske kabler udgør en central dimension af det, han kalder cyber-geopolitik – skæringspunktet mellem klassisk geopolitik og cybersikkerhed. Hans studie af Hormuz-strædet som et sårbart knudepunkt illustrerer en bredere pointe: den, der kontrollerer de fysiske kabler, kontrollerer adgangen til information. Denne logik gælder ikke kun for Hormuz – den gælder for alle de steder, hvor internettet er fysisk sårbart.
3. Hvad betyder det for Danmark specifikt?
Danmark er et lille land med en stor digital eksponering. Dansk erhvervsliv, sundhedsdata, offentlig forvaltning og forsvar er dybt afhængige af digital infrastruktur. Danmark har desuden en geografisk position i Østersøen og Nordsøen, der gør landet til et naturligt knudepunkt for nordeuropæisk kabelinfrastruktur.
Sabotagen mod Nord Stream-rørledningerne i 2022 og de efterfølgende hændelser med beskadigede søkabler i Østersøen i 2024 og 2025 har gjort det konkret og håndgribeligt for danske beslutningstagere: undersøisk infrastruktur er et militært og efterretningsmæssigt mål. Et Danmark, der er afhængigt af få kabler med få ruter, er et sårbart Danmark.
Analyse
Den strukturelle logik bag bevægelsen
Det ville være forkert at fremstille dette som en anti-amerikansk bevægelse. Det er snarere en reaktion på en strukturel asymmetri, der har eksisteret siden internettets kommercielle gennembrud i 1990'erne.
USA fik et historisk forspring. Internettet blev opfundet, kommercielt udviklet og globalt udrullet med USA som centrum. Det afspejler sig i den fysiske infrastruktur: de fleste store transatlantiske kabler har landingsstationer i USA. Det afspejler sig i ejerskabet: store amerikanske tech-giganter som Google, Meta og Microsoft ejer eller medfinansierer en stigende andel af verdens undersøiske kabler. Og det afspejler sig i lovgivningen: amerikansk ret giver amerikanske myndigheder vidtgående adgang til data, der håndteres af amerikanske virksomheder – uanset hvor i verden dataene befinder sig.
Europa har i årevis forsøgt at håndtere dette primært juridisk: gennem Schrems I og Schrems II-domme ved EU-Domstolen, gennem GDPR og gennem forhandlinger om dataoverførselsaftaler med USA. Resultatet har været en juridisk kattekilling: aftaler indgås, domstole annullerer dem, nye aftaler forhandles. Den grundlæggende strukturelle afhængighed forbliver uændret.
Det norske kabelprojekt og Montreal-møderne signalerer et skift: Europa begynder at adressere problemet fysisk og diplomatisk, ikke kun juridisk.
Hvad forskningen siger om digital ulighed og infrastrukturkoncentration
Ma og Jiang (2025) har kortlagt det globale undersøiske kabelnetværk i relation til den digitale kløft. Deres forskning viser, at kabelnetværket ikke er jævnt fordelt – det afspejler og forstærker eksisterende magtstrukturer. Lande og regioner med svag kabelinfrastruktur er digitalt marginaliserede. Lande med central placering i netværket har strukturelle fordele.
Det er præcis denne logik, Europa nu ønsker at anvende til sin egen fordel – eller rettere: ønsker at undgå at være offer for. Hvis internettets fysiske geografi afspejler magtrelationer, er det rationelt at forsøge at omforme den geografi.
Er der reelle risici, eller er det paranoia?
Det er et legitimt spørgsmål. Kritikere vil pege på, at transatlantiske kabler generelt fungerer upåklageligt, at USA og Europa er allierede, og at frygten for amerikansk overvågning i praksis rammer meget få europæere mærkbart.
Men det er et forkert udgangspunkt for infrastrukturbeslutninger. Infrastruktur planlægges ikke til fredstid alene – den planlægges til kriser. Og i en tid, hvor Trump-administrationen i 2025 har genoplivet retorikken om, at Europa ikke kan regne med USA som en ubetinget allieret, er det rationelt at reducere ensidede afhængigheder.
Ganz, Camellini og Hine (2024) identificerer tre overordnede risikotyper for undersøiske kabler: fysisk skade (ulykker, naturkatastrofer, sabotage), juridisk og regulatorisk risiko (uønsket adgang fra fremmede staters lovgivning) og geopolitisk risiko (kablet bruges som løftestang i internationale konflikter). Alle tre risikotyper er relevante for Europa i dag. Nord Stream-sabotagen er et eksempel på fysisk skade. FISA-lovgivningen er et eksempel på juridisk risiko. Og den voksende spænding mellem USA og Europa under Trump er et eksempel på geopolitisk risiko.
Hvad skal der til for at det virker?
Et enkelt kabel er ikke nok. Costa og Figueiredos (2025) analyse peger på, at reel suverænitet kræver redundans (mange alternative ruter), kontrol over kritiske knudepunkter og uafhængighed af dominerende aktører i netværket. Et nyt Canada-Europa-kabel bidrager til redundansen, men løser ikke kontrolspørgsmålet, hvis kablet ejes og drives af ikke-europæiske aktører.
Det er her EU's bredere digitale strategi bliver afgørende. Kabler alene er ikke nok. Der er brug for europæisk ejerskab eller i det mindste europæisk regulering af de kabler, der bærer europæisk trafik. Der er brug for fælles standarder med ligesindede allierede som Canada. Og der er brug for, at lande som Danmark aktivt deltager i planlægningen af den nordeuropæiske kabelinfrastruktur – ikke blot som passivt modtagerland.
Det canadiske perspektiv
Canada er ikke et tilfældigt valg. Canada er NATO-allieret, Five Eyes-partner og deler Europas grundlæggende retsstatsprincipper. Men Canada er ikke USA. Canadisk lovgivning giver ikke de samme vidtgående adgangsmuligheder til fremmede staters data som amerikansk FISA-lovgivning. Et kabel til Canada er derfor ikke en omvej til det samme problem – det er en reel alternativ rute med en kvalitativt anderledes juridisk profil.
Montreal-møderne er et tegn på, at begge parter ser et politisk og kommercielt grundlag for et tættere digitalt partnerskab. Det er endnu uklart, hvilke konkrete aftaler der kommer ud af disse drøftelser, men retningen er tydelig.
Konklusion
Europa er ved at tage et fysisk og diplomatisk opgør med den digitale infrastrukturgeografi, der har gjort USA til internettets uomgængelige centrum. Det norske kabelprojekt og EU-Canada-møderne i Montreal er to konkrete udtryk for denne bevægelse.
Forskningen er klar på, at undersøiske kabler er afgørende for digital suverænitet, og at koncentration af infrastruktur i få knudepunkter skaber sårbarhed. Et nyt kabel direkte mellem Canada og Europa øger robustheden og reducerer den strukturelle afhængighed af USA. Men det er ikke en mirakelkur. Reel suverænitet kræver europæisk kontrol – ikke bare europæisk tilkobling.
For Danmark er budskabet konkret: dansk digital infrastruktur er sårbar. Østersøhændelserne har vist, at undersøiske kabler er militære og efterretningsmæssige mål. Og den transatlantiske alliance er under pres. Det er ikke længere tilstrækkeligt at antage, at Amerika altid er der. Danmark og resten af Europa må investere i alternativ infrastruktur – og gøre det nu, mens valget stadig er vores eget.