Finland udbygger aktivt underjordiske hospitaler som reaktion på Ukrainekrigen, mens den danske sundhedsminister ikke vil svare på, om Danmark følger samme kurs – en analyse af hvad det afslører om dansk civil-militær beredskabsplanlægning.
Konklusion
Finland bygger hospitaler under jorden. Danmark svarer ikke på, om det gør det samme. Det er i korthed den situation, som en artikel i Politiken sætter fokus på – og den er mere alvorlig, end den umiddelbart lyder.
Nøglepunkterne er:
- Finland investerer målrettet i underjordisk hospitalsinfrastruktur, direkte inspireret af erfaringerne fra krigen i Ukraine.
- Den danske sundhedsminister vil ikke oplyse, om Danmark har tilsvarende planer.
- Danmarks eksisterende sygehuskapacitet er under pres selv i fredstid, og der er ingen offentligt kendte planer om at skabe beskyttet kapacitet i tilfælde af krig eller storskalakrise.
- Manglen på åbenhed er i sig selv et beredskabsproblem, fordi den forhindrer offentlig og parlamentarisk kontrol med et vitalt spørgsmål.
Baggrund
Krigen i Ukraine har ændret den europæiske sikkerhedsdebat fundamentalt. Det er ikke længere abstrakt at tale om konventionel krig på europæisk jord – det er en igangværende virkelighed med dokumenterede angreb på hospitaler, energiinfrastruktur og civile forsyningslinjer.
Finland har en særlig forudsætning for at tage den lære alvorligt. Landet deler 1.340 kilometer grænse med Rusland, har historisk erfaring med krig mod samme nabo og har aldrig afviklet sin reservistordning eller sit territorialforsvar på den måde, mange vesteuropæiske lande gjorde efter Den Kolde Krig. Finland bygger videre på en allerede eksisterende kultur for civil beredskab.
Men Finlands reaktion på Ukraine-krigen er ikke blot en forlængelse af gamle vaner. Det er aktive, nye investeringer. Ifølge Politiken udbygger Finland nu kapaciteten i underjordiske hospitalsanlæg, der kan fungere under angreb – beskyttet mod bombardementer og i stand til at opretholde kritiske sundhedsfunktioner, selv hvis overfladeinfrastrukturen rammes.
Danmark befinder sig i en anden situation. Landet nedlagde store dele af sit civile beredskab i 1990'erne og 2000'erne med den begrundelse, at truslen fra Rusland var forsvundet. Det er en vurdering, der siden er blevet revideret politisk – men det er et åbent spørgsmål, om revurderingen har ført til konkrete investeringer i det sundhedsberedskab, der ville være afgørende i en krigssituation.
Hvad sker der
Finland: en model med rødder i historien
Finland har i årtier investeret i det, man på finsk kalder "kokonaisturvallisuus" – samlet sikkerhed. Det er en doktrin, der integrerer militært forsvar, civil beredskab, forsyningssikkerhed og kritisk infrastruktur i ét samlet system. Underjordiske anlæg er en central del af denne tankegang.
Helsinki og andre finske byer har et omfattende netværk af underjordiske tunneler og rum, der i fredstid bruges til parkeringskældre, sportsfaciliteter og opbevaring – men som i krig kan omstilles til beskyttede rum for befolkningen og til militære og civile nødfunktioner, herunder hospitalskapacitet.
Det, Finland gør nu, er at opgradere og udvide denne kapacitet med direkte reference til, hvad Ukraine-krigen har vist: at hospitaler er mål, at energiforsyningen kan lammes, og at en konflikt kan strække sig over måneder og år med vedvarende behov for avanceret medicinsk behandling.
Danmark: tavshed og åbne spørgsmål
Den danske sundhedsminister har ifølge Politiken ikke ønsket at besvare spørgsmålet om, hvorvidt Danmark arbejder på tilsvarende løsninger. Det er bemærkelsesværdigt.
Det er legitimt, at nogle detaljer om beredskabsplanlægning holdes fortrolige. Men det grundlæggende spørgsmål – arbejder Danmark aktivt med at beskytte sin hospitalskapacitet i tilfælde af krig? – er et politisk spørgsmål, der hører hjemme i den offentlige debat. Fraværet af et svar er ikke neutralt. Det signalerer enten, at der ikke er noget at fortælle, eller at man ikke ønsker at fortælle det. Ingen af delene er tilfredsstillende.
De centrale spørgsmål
Analysen rejser tre kernespørgsmål, som er nødvendige at stille for at forstå, hvad der faktisk er på spil:
1. Hvad er Danmarks nuværende sygehuskapacitet, og kan den modstå et krisescenarie?
Selv uden krig har det danske sygehusvæsen udfordringer med kapaciteten. Sundhedsstyrelsen har i en rapport om styring af sygehuskapacitet dokumenteret, hvordan kapaciteten i det danske sygehusvæsen skal håndteres i perioder med høj belastning – og rapporten afspejler et system, der allerede i fredstid opererer med begrænsede marginer.
En analyse af sygehuskapaciteten udarbejdet for Folketinget viser det samme billede: belægningsprocenter der i perioder nærmer sig loftet, og et nationalt belægningsoverblik der er nødvendigt netop fordi kapaciteten er presset. Et sygehusvæsen der knapt kan håndtere en hård influenzasæson, er ikke dimensioneret til at absorbere krigsofre fra storskalakonflikter.
Rapporterne om de danske akutmodtagelser viser desuden, at den præhospitale koordinering – altså samspillet mellem ambulancer, akutlægebiler og sygehusenes modtagefaciliteter – er et komplekst system med snitflader, der kræver tæt koordinering. I en krigssituation, hvor infrastruktur kan rammes og kommunikationslinjer forstyrres, er sådanne systemer sårbare.
2. Hvad er forskellen på finsk og dansk beredskabskultur?
Forskellen er ikke blot geografisk eller historisk. Den er strukturel. Finland har aldrig fuldt ud fravalgt den integrerede beredskabstænkning, hvor civil og militær planlægning hænger sammen. Danmark afviklede store dele af den civile beredskabsstruktur i en periode, hvor trusselbilledet blev vurderet som lavt.
Det betyder, at Finland i dag kan bygge videre på eksisterende anlæg, eksisterende planer og eksisterende kompetencer. Danmark skal i langt højere grad bygge fra grunden – eller i hvert fald fra et meget lavere udgangspunkt.
3. Er manglen på åbenhed et problem i sig selv?
Ja. Demokratisk kontrol med beredskabsplanlægning forudsætter, at Folketinget og offentligheden har adgang til de grundlæggende rammer. Det betyder ikke, at alle tekniske detaljer skal offentliggøres. Men det betyder, at der bør eksistere en politisk redegørelse for, hvad Danmark gør og ikke gør på dette område.
Når sundhedsministeren vælger ikke at svare, er det ikke kun et spørgsmål om kommunikation. Det er et spørgsmål om, hvem der egentlig bestemmer over dansk beredskabspolitik, og om den demokratiske kontrol fungerer.
Analyse
Ukraines lære: hospitaler er mål
Krigen i Ukraine har demonstreret noget, som måske burde have været indlysende, men som alligevel kom som en chok for mange vestlige planlæggere: moderne russisk krigsførelse angriber systematisk civil infrastruktur. Hospitaler, elværker, vandforsyning og kommunikationsknudepunkter er ikke beskyttet af humanitær folkeret i praksis – de angribes bevidst for at undergrave modstandsevnen i befolkningen og belaste det civile sundhedssystem.
Det stiller to krav til en nation, der tager forsvaret alvorligt. For det første: kapacitet til at behandle et stort antal tilskadekomne under angreb. For det andet: beskyttelse af selve behandlingskapaciteten mod angreb.
Finland arbejder på begge fronter. Den underjordiske dimension handler om det andet punkt: at sikre, at hospitalsfunktioner kan fortsætte, selv hvis overfladeanlæggene rammes. Det er ikke paranoia. Det er en rationel konsekvens af de observerede krigshandlinger i Ukraine.
Danmarks sårbarhed
Danmark er et lille, tæt befolket land med en høj grad af centralisering af sundhedsydelser. Supersygehuse – store, regionalt koncentrerede hospitaler – er kernen i den danske hospitalsstruktur. Det er muligvis en effektiv organisering i fredstid. I krig er det en strukturel sårbarhed.
Et angreb på et supersygehus rammer ikke bare én institution. Det rammer hele regioners behandlingskapacitet. Og de store, moderne sygehusbyggerier er overfladekonstruktioner – de er ikke designet til at modstå bombing eller til at fungere uden ekstern strøm og vandforsyning i længere perioder.
Det er ikke nødvendigvis et argument for, at Danmark bør grave hospitaler ned under jorden. Det er et argument for, at spørgsmålet bør stilles, analyseres og besvares politisk – og at svaret bør meddeles Folketinget og offentligheden.
Hvad vi ved om dansk beredskabsplanlægning
Det er svært at give en præcis vurdering af, hvad Danmark faktisk gør, fordi myndighederne ikke kommunikerer åbent om det. Det er i sig selv et problem.
Det man kan konstatere ud fra offentligt tilgængeligt materiale er, at den danske sygehussektor allerede i fredstid opererer med stram kapacitetsstyring. Sundhedsstyrelsen har arbejdet med modeller for, hvordan kapaciteten håndteres i pressede perioder, og der eksisterer planer for koordinering på tværs af regioner. Men disse planer er designet til at håndtere fredstidspres – sæsonudsving, pandemier, uheld. De er ikke designet til at håndtere krigsscenarier med systematisk ødelæggelse af infrastruktur.
Der er ingen offentlig dokumentation for, at Danmark har underjordiske hospitalsanlæg, hemmelige nødkapaciteter eller planer for at etablere sådanne. Det er muligt, at noget eksisterer og holdes fortroligt. Men fraværet af selv den mest grundlæggende politiske redegørelse tyder på, at dette område ikke har haft politisk prioritet.
Det komparative perspektiv: Finland er ikke alene
Finland er ikke det eneste NATO-land, der tager underjordisk beredskab alvorligt. Norge har en lang tradition for at bygge militær og civil infrastruktur ind i fjeldene. Sverige har genopdaget sin totalforsvarsmodel og investerer i civil beredskab på tværs af sektorer. Schweiz – ikke NATO-medlem, men relevant sammenligningspunkt – har lovpligtige beskyttelsesrum til hele befolkningen.
Danmark placerer sig i den gruppe af vesteuropæiske lande, der efter Den Kolde Krig systematisk nedlagde civil beredskabskapacitet og endnu ikke fuldt ud har kompenseret for det. Det er ikke en unik situation, men det er heller ikke en tilfredsstillende situation i lyset af det aktuelle trusselsbillede.
Spørgsmålet om politisk prioritering
Det underliggende spørgsmål er, om dette er et spørgsmål om ressourcer, om prioritering eller om uvidenhed.
Ressourcerne er begrænsede. Det er en reel faktor. Underjordisk hospitalsinfrastruktur er dyrt. Finland kan trække på eksisterende anlæg, som Danmark ikke har. At etablere tilsvarende kapacitet fra grunden ville kræve betydelige investeringer.
Men prioritering er et politisk valg. Og uvidenhed – eller fravalg af viden – er også et politisk valg. Når sundhedsministeren ikke svarer, er det et signal om, at spørgsmålet ikke anses for vigtigt nok til at fortjene et svar. Det er i sig selv en beredskabspolitisk beslutning.
Konklusion
Finland handler på den lære, Ukrainekrigen leverer. Danmark tier.
Det er ikke nødvendigvis et argument for, at Danmark skal kopiere Finland direkte. Geografiske, historiske og strukturelle forskelle betyder, at den rigtige løsning for Danmark ikke nødvendigvis er den samme som for Finland. Men det er et stærkt argument for, at Danmark bør gennemføre en åben, politisk debat om, hvad et moderne krigsberedskab kræver af civil sundhedsinfrastruktur – og om det danske sygehusvæsen er dimensioneret og beskyttet til at håndtere en krisesituation, der rækker ud over fredstidspres.
Det eksisterende grundlag er ikke betryggende. Dansk sygehuskapacitet er presset allerede i fredstid. Supersygehusmodellen skaber strukturel sårbarhed. Og der er ingen offentlig dokumentation for, at spørgsmålet om beskyttet hospitalskapacitet i krig overhovedet er blevet prioriteret politisk.
Ministrens tavshed er ikke bare en kommunikationssvigt. Den er en demonstration af, at dansk beredskabspolitik på sundhedsområdet endnu ikke fuldt ud har indoptaget det ændrede trusselsbillede. Det bør Folketinget tage op.
Kilder
Russisk krigsførelse får Finland til at udbygge underjordiske hospitaler – men Danmark tøver — Politiken
Styring af sygehuskapacitet i efterår og vinter 2021-2022 — Sundhedsstyrelsen
Analyserapport: Kapacitet på sygehusene — Folketinget, SUU-bilag
De danske akutmodtagelser – Status 2016 — Folketinget, SUU-bilag