Øremærkede midler til at frigøre danske kommuner fra Microsoft og andre big tech-leverandører er ikke kommet i brug, mens afhængigheden ifølge eksperter og politikere vokser for hvert år der går.
Konklusion først
Danske kommuner bruger stadig flere penge på licenser til store teknologivirksomheder — primært Microsoft — og afhængigheden er vokset støt siden 2018. Folketinget har afsat midler til at undersøge og understøtte en vej ud. De midler er ikke brugt. Problemet er ikke teknisk uløseligt, men det kræver politisk vilje, koordination og langsigtet investering. Ingen af delene er til stede i tilstrækkeligt omfang. Det efterlader kommunerne i en situation, hvor de betaler det, leverandørerne forlanger — og ikke har reelle alternativer klar.
Baggrund
Når en dansk kommune sender en mail, gemmer et dokument eller holder et videomøde, sker det i langt de fleste tilfælde i systemer leveret af Microsoft. Det samme gælder, når socialrådgiveren skriver sin journal, når IT-afdelingen administrerer brugere, og når skolelæreren deler lektier med eleverne.
Det er ikke et problem i sig selv. Microsoft leverer modne, velfungerende produkter. Men det er et problem, hvis kommunen ikke kan vælge anderledes — og ikke har nogen reel forhandlingsstyrke, fordi et skifte er så dyrt og besværligt, at det i praksis aldrig sker.
Den situation er dansk kommunal IT havnet i. Det dokumenterer en rapport fra Digitaliseringsstyrelsen fra januar 2026, der samler erfaringer fra myndigheders forsøg på at migrere til alternative teknologier. Kommunernes årlige udgifter til Microsoft-licenser steg fra 2018 til 2023 markant, og rapporten viser, at migration væk fra de store platforme er teknisk mulig, men organisatorisk og økonomisk uhyre krævende.
Og nu viser en artikel fra Ingeniøren, at de midler der rent faktisk er sat af til at hjælpe kommunerne ud af denne afhængighed, ikke er kommet i brug. De samler støv i et ministerium.
Hvad sker der
Regeringen afsatte midler til at understøtte kommunernes arbejde med at reducere afhængigheden af store teknologileverandører — det man i fagsprog kalder "vendor lock-in" (leverandørafhængighed, altså en situation hvor man er bundet til én leverandør, fordi skifteomkostningerne er for høje). Pengene skulle gå til konkrete projekter, pilotforsøg og deling af erfaringer på tværs af kommuner.
Ifølge Ingeniørens artikel er de midler ikke brugt. Formanden for det relevante område og en professor på feltet er begge citeret for, at tingene er gået i stå. Der er ikke kommet de projekter, der skulle have demonstreret, at kommuner faktisk kan frigøre sig fra big tech — eller i det mindste reducere afhængigheden.
Det sker ikke i et vakuum. EU har siden 2020 haft en eksplicit Open Source-strategi, der opfordrer offentlige myndigheder til at prioritere åbne standarder og open source-software (software hvis kildekode er offentligt tilgængelig og frit kan bruges og modificeres). Strategien hviler på princippet "public money, public code" — at software udviklet for offentlige midler bør være offentligt tilgængeligt. Mange EU-lande eksperimenterer med alternativer. I Danmark er det gået i stå.
De centrale spørgsmål
Tre spørgsmål trænger sig på:
1. Hvad koster det at blive? Prisen på at forblive i det nuværende setup stiger. Det er ikke kun licenspriser — det er prisen på manglende forhandlingsstyrke, på data der opbevares hos private virksomheder underlagt ikke-europæisk lovgivning, og på den strategiske risiko ved at have kritisk kommunal infrastruktur styret af virksomheder, der ikke er underlagt demokratisk kontrol.
2. Hvad koster det at skifte? Digitaliseringsstyrelsens rapport fra januar 2026 er ærlig om dette: migration er dyrt, tidskrævende og forbundet med reel risiko for driftsforstyrrelser. Kommunernes systemer er ikke isolerede øer — de er integrerede med andre systemer, med statslige platforme, med leverandørers løsninger. Et skifte et sted trækker i alting andet.
3. Hvem skal koordinere? En enkelt kommune kan ikke løse dette alene. En kommune med 50.000 indbyggere har ikke forhandlingsstyrke over for Microsoft, og den har ikke ressourcer til at udvikle og vedligeholde egne alternativer. Det kræver national koordination — og det er præcis der, det er gået i stå.
Analyse
Afhængighedens anatomi
Leverandørafhængighed i kommunal IT opstår ikke over natten, og den er ikke resultatet af dårlige beslutninger. Den er resultatet af mange rimelige beslutninger truffet over lang tid.
For femten år siden valgte kommunerne Microsoft, fordi det var det bedste tilbud: velfungerende software, bred kompetencebase, kendte formater, integration med statslige systemer. I dag er det ikke nødvendigvis fortsat det bedste tilbud — men det er det eneste realistiske valg for kommuner, der ikke har råd til at bære migrationsomkostningerne alene.
Digitaliseringsstyrelsens rapport viser, at det ikke kun handler om software. Det handler om kompetencer. Kommunernes IT-medarbejdere ved, hvordan man administrerer Microsoft-miljøer. De ved ikke nødvendigvis, hvordan man administrerer Linux-baserede servere eller open source-alternativer til Office 365. At skifte platform betyder ikke bare at købe ny software — det betyder at efteruddanne personale, ændre arbejdsgange, genforhandle kontrakter med de leverandører der leverer fagsystemer oven på Microsoft-platformen, og håndtere den uundgåelige periode med lavere produktivitet, mens alle finder ud af det nye system.
Det er en reel pris. Og den pris falder på kommunens budget nu — mens besparelsen, hvis den kommer, ligger mange år ude i fremtiden.
Problemet med de øremærkede midler
Her er kernen i Ingeniørens artikel værd at dvæle ved: Pengene er sat af. De er bare ikke brugt.
Det siger noget vigtigt om, hvad der egentlig er barrieren. Det er ikke primært mangel på finansiering — det er mangel på et system, der kan omsætte finansiering til handling.
Hvem skal søge midlerne? Kommunerne har travlt med drift. IT-cheferne er presset. Den kommune, der tager sig af at søge midler, koordinere et pilotprojekt og dele erfaringerne bagefter, bruger ressourcer på noget, der gavner alle kommuner — men betaler prisen selv. Det klassiske kollektive handlingsproblem.
Det kræver en central koordinerende funktion med mandat og ressourcer til at drive processen. Den funktion eksisterer ikke i tilstrækkelig grad. KL (Kommunernes Landsforening) spiller en rolle, Digitaliseringsstyrelsen spiller en rolle, men ingen ejer problemet tydeligt nok til at løse det.
Hvad andre lande gør
Det er relevant at se på, hvad der sker andre steder — ikke som et argument for at kopiere ukritisk, men for at forstå, hvad der er muligt.
I Tyskland har delstaten Schleswig-Holstein besluttet at migrere statslige arbejdspladser til LibreOffice og Linux. Det er et ambitiøst projekt med alle de vanskeligheder, man kan forvente — men det sker. Frankrig har lignende initiativer i dele af den offentlige sektor. Fælles for disse er, at der er et politisk mandat, ikke bare øremærkede midler.
EU's Open Source-strategi understøtter denne retning. Strategien er ikke bindende, men den sender et signal om, hvilken vej unionen ønsker at bevæge sig: mod åbne standarder, interoperabilitet (evnen til at udveksle data på tværs af systemer) og reduceret afhængighed af enkeltleverandører.
Danmark er ikke bagud på alle fronter. Digitaliseringsstyrelsen har arbejdet med fællesoffentlig digital infrastruktur, og der er stærke eksempler på dansk offentlig IT, der fungerer godt. Men på spørgsmålet om leverandørafhængighed hos kommunerne er vi bagud i forhold til at have en klar strategi og et klart ejerskab.
Datasuverænitetsspørgsmålet
Der er et aspekt af denne sag, der ikke kun handler om penge: Hvor er kommunernes data?
Når en socialrådgiver gemmer en sagsakt i Microsoft 365, gemmes den i princippet i Microsofts cloud-infrastruktur. Microsoft er en amerikansk virksomhed underlagt amerikansk lovgivning — herunder love der under visse omstændigheder giver amerikanske myndigheder adgang til data, selv når de er lagret i Europa.
Det er ikke en hypotetisk trussel. Det er en reel juridisk kompleksitet, som offentlige myndigheder i hele EU kæmper med. GDPR stiller krav til, hvordan persondata behandles, men GDPR og amerikanske cloud-udbyderes forpligtelser over for deres hjemlands lovgivning er ikke altid nemme at forene.
Digitaliseringsstyrelsens rapport adresserer dette som en del af den bredere diskussion om digital suverænitet — statens og kommunernes evne til at kontrollere egne data og systemer. Det er ikke et argument for at afskære sig fra udenlandske teknologier, men det er et argument for at have et bevidst forhold til, hvilke data der må og bør ligge hos hvem.
Den politiske økonomi
Bag den tekniske diskussion ligger en politisk økonomi, der er værd at forstå.
Microsoft og andre store teknologileverandører er ikke passive aktører. De investerer massivt i relationer med offentlige kunder — i uddannelsestilbud, i rabatprogrammer for det offentlige, i integration med statslige systemer. Det er ikke ondartet. Det er business. Men det skaber strukturelle bindinger, der gør det sværere at vælge anderledes — selv når man ønsker det.
Omvendt er alternativet — open source-software — typisk udviklet af frivillige fællesskaber og små virksomheder, der ikke har de samme ressourcer til at pleje relationer med offentlige indkøbere. Det giver et naturligt skævt spillefelt.
EU's "public money, public code"-princip er et forsøg på at rette op på dette ved at sikre, at offentligt finansieret software bliver en fælles ressource frem for en privat vare. Men det kræver politisk prioritering at omsætte princip til praksis.
Hvad kommunerne kan gøre nu
Det ville være urimeligt at lade analysen slutte med en lang liste over, hvad der ikke fungerer, uden at pege på, hvad der faktisk kan gøres inden for de eksisterende rammer.
For det første kan kommunerne arbejde systematisk med at kortlægge deres afhængigheder — ikke for at skifte alt på én gang, men for at vide, hvor de er sårbare, og for at undgå at uddybe afhængighederne, når de fornyer kontrakter.
For det andet kan kommunerne insistere på åbne dataformater og åbne API'er (grænseflader der gør det muligt for systemer at tale sammen) i alle nye kontrakter. Det er ikke det samme som at skifte leverandør, men det reducerer skifteomkostningerne på sigt.
For det tredje kan kommunerne koordinere indkøb og erfaringsdeling mere systematisk. KL har en rolle her, men det kræver, at kommunerne faktisk prioriterer at deltage.
Ingen af disse tiltag løser problemet hurtigt. Men de er skridt i den rigtige retning — og de kræver ikke, at de øremærkede midler først kommer i brug.
Konklusion
De øremærkede midler til big tech-exit er et symptom på et større problem: Dansk kommunal IT-politik mangler et klart ejerskab, et langsigtet mandat og en koordinerende funktion med muskler nok til at drive forandringen.
Det er ikke, fordi problemet er ukendt. Det er ikke, fordi løsningerne er ukendte. Det er, fordi migration væk fra etablerede platforme er hårdt, dyrt og politisk utaknemmeligt arbejde — og fordi ingen har det entydige ansvar for at gøre det.
Mens det er tilfældet, vokser regningen. Kommunerne betaler stigende licenser til leverandører, de ikke kan forhandle med på lige fod. Deres data opbevares i systemer, de ikke fuldt ud kontrollerer. Og de muligheder, der er identificeret for at gøre det anderledes, bruges ikke.
Det er ikke en katastrofe. Det er et strukturelt tab, der akkumulerer stille og roligt — i udgifter, i forhandlingsstyrke og i digital suverænitet. Det fortjener mere opmærksomhed, end det får.