Nye data viser, at COVID-19-pandemien ændrede befolkningers tillid til videnskab på dramatisk og uventet forskellig vis — med store konsekvenser for folkesundhed og demokrati.
Konklusion først
COVID-19-pandemien fungerede ikke som en entydig løftestang for videnskabelig tillid. Globale surveydata viser, at tilliden steg markant i mange lande under pandemiens første fase — men at stigningen siden er aftaget, og at der i dele af befolkningerne er opstået en dybereliggende skepsis, der kan vise sig svær at vende. Danmark og de øvrige nordeuropæiske lande starter fra et højere tillidsniveau end det globale gennemsnit, men er ikke immune over for de spændinger, pandemien afslørede mellem videnskab, politik og offentlighed.
Baggrund
Tillid til videnskab er ikke et abstrakt akademisk spørgsmål. Det er en direkte forudsætning for, at folkesundhedspolitik virker, at vaccinationsprogrammer lykkes, og at demokratiske samfund kan handle koordineret i kriser. Uden en rimelig grad af tillid til de institutioner og eksperter, der producerer viden, bliver det langt sværere at nå befolkninger med faktabaserede budskaber — hvad enten det handler om pandemier, klimaforandringer eller kræftscreening.
COVID-19-pandemien var i den forstand et naturligt eksperiment uden fortilfælde. Aldrig tidligere har videnskaben — og særligt epidemiologer, virologer og vaccineforskere — stået så centralt i den offentlige debat i så mange lande samtidigt. Spørgsmålet er, hvad det gjorde ved tilliden.
Nature News præsenterer i artiklen How the pandemic changed trust in science — in four charts nye surveydata, der forsøger at besvare netop dette spørgsmål. Dataene dækker befolkninger på tværs af kontinenter og indkomstgrupper og tegner et nuanceret billede, der hverken bekræfter den mest optimistiske eller den mest pessimistiske fortolkning.
Hvad sker der
En global tillidsboost — men ulige fordelt
De nye data, som Nature News refererer til, viser, at tilliden til videnskab steg i de fleste lande i de tidlige pandemiår. Stigningen var tydeligst i lande med lav og mellemindkomst, mens de europæiske lande — der i forvejen havde relativt høj tillid — oplevede mere moderate udsving.
Det er et mønster, der giver intuitiv mening: Når videnskaben pludselig leverer vacciner på rekordtid, og myndighederne kommunikerer direkte med befolkningerne via eksperter i hvide kitler, øger det synligheden og relevansen af videnskabelig viden for folk, der ellers sjældent tænker over den.
Men data viser også et andet mønster: Tilliden er ikke blot steget lineært og derefter stabiliseret sig. I en række lande — og særligt inden for visse demografiske grupper — er den efterfølgende faldet igen, og i nogle tilfælde til et niveau under udgangspunktet.
De grupper, der tabte tillid
Forskningen peger konsekvent på, at tillidstab ikke er tilfældigt fordelt. Det koncentrerer sig i grupper, der i forvejen har en mere distanceret relation til videnskabelige institutioner: lavere uddannede, personer med lav institutionel tillid i det hele taget, og grupper, der oplevede de politiske indgreb under pandemien som uforholdsmæssige eller uretfærdige.
Eurobarometer-data fra Danmark og EU bekræfter, at uddannelsesniveau spiller en central rolle for, hvordan befolkninger forholder sig til videnskab og forskning. Danskere med kortere uddannelse scorer systematisk lavere på tillid til forskning end dem med lange uddannelser. Det er ikke nyt — men pandemien kan have forstærket kløften frem for at mindske den.
Standard Eurobarometer 98 fra vinteren 2022-2023 viser, at danskerne generelt er mere tilfredse med situationen i landet sammenlignet med EU27-gennemsnittet. 91 pct. af danskerne vurderede på det tidspunkt deres personlige situation som god. Det høje tilfredshedsniveau kan afspejle en grundlæggende institutionel robusthed, der også beskytter den videnskabelige tillid — men det siger ikke i sig selv noget om, om pandemien skabte sprækker under overfladen.
Politisering som den centrale mekanisme
Det mest bekymrende fund i de data, Nature News præsenterer, er ikke, at tilliden faldt i absolutte termer — det er, at tilliden i stigende grad er blevet politisk polariseret. I en række lande er holdningen til videnskab begyndt at korrelere med politisk orientering på en måde, den ikke gjorde før pandemien.
Det er et alvorligt strukturelt problem. Hvis tillid til videnskab primært afgøres af, hvad man i øvrigt politisk tilhører, mister videnskaben sin rolle som et fælles referencepunkt på tværs af politiske skel. Og i den situation er det ikke kun folkesundhedspolitik, der lider — det er den demokratiske samtale som helhed.
De centrale spørgsmål
Hvad betyder "tillid til videnskab" egentlig?
Et metodisk problem i næsten al forskning på dette felt er, at "tillid til videnskab" er et samlebegreb, der dækker over meget forskellige ting. Man kan have høj tillid til medicinsk forskning og lav tillid til sociale videnskaber. Man kan stole på den lokale praktiserende læge, men være skeptisk over for WHO. Man kan acceptere klimavidenskaben, men afvise anbefalingerne om adfærdsændringer.
Eurobarometer-data viser, at folk i Danmark og EU har meget forskellig tillid til specifikke forskningsområder. Nanoteknologi og bioteknologi scorer eksempelvis lavere end medicinsk forskning. Det antyder, at det ikke giver mening at behandle "videnskabstillid" som én samlet størrelse — hverken når man måler den eller når man forsøger at styrke den.
Er pandemien årsagen, eller afslørede den noget, der allerede var der?
Det er et afgørende spørgsmål, som data ikke entydigt kan besvare. Det er muligt, at pandemien skabte ny skepsis. Det er også muligt, at den afslørede og forstærkede tillidskløfter, der allerede eksisterede, men ikke var synlige i normale tider.
Sandsynligvis er begge dele sande. Pandemien skabte reel uenighed — også blandt forskere — om lockdown-politikkers effektivitet, om maskers nytte, om den relative risiko for forskellige aldersgrupper. Den uenighed var legitim videnskabelig diskussion. Men den nåede offentligheden i en form, der for mange lignede inkompetence eller skjulte dagsordener snarere end normal videnskabelig usikkerhed.
Hvad sker der med tilliden til institutioner frem for videnskab?
En distinktion, der ofte overses, er forskellen på tillid til videnskab som metode og tillid til de institutioner, der formidler videnskabelig viden. Mange af dem, der under pandemien udtrykte skepsis, var ikke nødvendigvis anti-videnskab i abstrakt forstand. De mistroede WHO, nationale sundhedsmyndigheder, eller den måde, medierne formidlede anbefalinger på.
Det er en vigtig nuancering, fordi det peger på forskellige løsninger. Hvis problemet primært er lav tillid til institutioner, er løsningen bedre institutionel transparens og ansvarlighed. Hvis problemet er lav tillid til videnskab som sådan, kræver det en anderledes og mere langsigtet indsats i uddannelsessystemet og den offentlige formidling.
Analyse
Det skandinaviske udgangspunkt er en ressource — men ikke en garanti
Danmark og de øvrige nordiske lande har historisk haft høj institutionel tillid sammenlignet med de fleste andre regioner i verden. Standard Eurobarometer 98 bekræfter, at danskerne generelt vurderer deres situation mere positivt end EU27-gennemsnittet. Standard Eurobarometer 100, der dækker efteråret 2023, tegner et billede af en dansk befolkning, der i vid udstrækning er optimistisk og tilfreds.
Det høje udgangspunkt er en ressource. Det giver myndighederne et troværdighedsforskud, der gør det lettere at kommunikere i kriser. Det er formentlig en del af forklaringen på, at Danmark kom relativt godt igennem pandemiens tidlige faser, hvad angår befolkningens efterlevelse af anbefalingerne.
Men det høje udgangspunkt kan også skabe en falsk tryghed. Hvis man antager, at høj generel tillid automatisk immuniserer mod videnskabsskepsis, overser man de interne variationer. Uddannelsesforskellen, der dokumenteres i Eurobarometer-data, er reel. Og de mekanismer, der driver politisering af videnskabstillid i USA og dele af Vesteuropa, er ikke umulige at forestille sig i dansk kontekst — de er bare endnu ikke dominerende.
Kommunikation under usikkerhed er et uløst problem
En af de tydeligste læringer fra pandemien er, at videnskabelige institutioner og myndigheder generelt er dårligt udrustede til at kommunikere under usikkerhed. Den normale videnskabelige praksis — at præsentere foreløbige resultater med forbehold, revidere konklusioner i takt med ny viden, anerkende hvad man ikke ved — er svær at oversætte til politisk kommunikation, der kræver klare budskaber og hurtige beslutninger.
Resultatet var i mange lande en kommunikation, der skiftede for hurtigt og for uforklaret. Masker fra frarådet til anbefalet. Skolelukninger fra nødvendige til måske unødvendige. For mange borgere lignede det ikke videnskabelig opdatering — det lignede inkompetence eller løgn.
Det problem er ikke løst. Næste pandemi vil møde de samme spændinger. Og de data, Nature News præsenterer, antyder, at den tillidskapital, der er brugt under COVID-19, ikke automatisk genopbygges.
Hvad driver tillidstab over tid?
De data, der præsenteres i Nature News, indikerer, at det ikke primært er selve pandemien eller vaccinerne, der driver langsigtet tillidstab. Det er de politiske kontroverser, der fulgte med — og som varierer betydeligt fra land til land.
I lande, hvor pandemihåndteringen blev særlig politisk kontroversiell — USA er det oplagte eksempel — er tillidstabet størst. I lande, hvor der var bred politisk konsensus om grundlæggende anbefalinger, er billedet mere stabilt.
Det peger på, at politikere og medierne spiller en central rolle i at bestemme, om videnskabelig viden bliver et fælles referencepunkt eller et slagsmålsemne. Det er ikke videnskabens ansvar alene at opretholde sin egen troværdighed i offentligheden — det kræver også, at politiske aktører ikke systematisk bruger videnskabelig uenighed som brændstof i politiske konflikter.
Hvad ved vi ikke?
Det er vigtigt at understrege, hvad data ikke kan fortælle os. Survey-målinger af "tillid til videnskab" måler selvrapporteret holdning — ikke faktisk adfærd. Korrelationen mellem udtrykt tillid og faktisk efterlevelse af videnskabeligt baserede anbefalinger er ikke perfekt. Folk kan sige, de har lav tillid til videnskab, men alligevel lade sig vaccinere. Og omvendt.
Vi ved heller ikke, om de tillidsmønstre, pandemien satte i bevægelse, er midlertidige eller permanente. Social tillid har historisk vist sig relativt stabil over tid — men den politisering af videnskab, vi ser i data, er svær at afpolitisere igen, når den først er sat i gang.
Konklusion
Pandemien ændrede tilliden til videnskab — men ikke på den enkle, entydige måde, man måske håbede eller frygtede. Den midlertidige boost i mange lande er reel, men fragil. Det, der er mere bekymrende på langt sigt, er ikke faldet i gennemsnit, men fordelingen: tilliden er mere ulige og mere politisk polariseret end før.
For Danmark gælder, at et højt udgangspunkt er en fordel, men ikke en fribillet. Uddannelseskløften i videnskabstillid er dokumenteret. Den politisering, der driver tillidstab i andre lande, kender ingen national grænse.
Løsningerne er ikke enkle. Bedre videnskabskommunikation hjælper. Større gennemsigtighed i de institutioner, der formidler viden, hjælper. Politikere, der ikke bevidst polariserer videnskabelig viden, hjælper. Men ingen af disse ting er nemme at levere konsekvent — og dataene viser, at tillid er lettere at bruge end at genopbygge.
Næste sundhedskrise starter med det tillidsniveau, vi har den dag den begynder. Det er en god grund til at begynde arbejdet nu.