Danmark overvejer at købe den franske FDI-fregat for milliarder — men fregatten trækker et dokumenteret spor af forsinkelser og budgetoverskridelser efter sig, og Rigsrevisionen advarer om, at store danske forsvarsanskaffelser historisk set næsten altid løber ud over tid.
Den korte version
Danmark er ved at træffe en af de største forsvarsindkøbsbeslutninger i nyere tid. Nye fregatter til Søværnet er et prioriteret projekt, og den franske FDI-fregat (Frégate de Défense et d'Intervention) er blandt favoritterne. Men fregatten har en track record, der giver anledning til bekymring: forsinkelser på levering til den franske marine, prisstigninger undervejs og et udviklingsforløb, der ikke er forløbet efter planen. Oven i det viser Rigsrevisionens gennemgang, at Forsvarsministeriet i 19 ud af 20 tilfælde ikke har gennemført større materielanskaffelser til tiden — i gennemsnit ca. 4½ år forsinkede. Beslutningen er endnu ikke truffet, men den haster, og konsekvenserne af et forkert valg vil mærkes i årtier.
Baggrund
Danmarks fregatter er gamle. Niels Juels-klassen blev udfaset, og de nuværende Iver Huitfeldt-klasse-fregatter er bygget til at holde, men flåden er lille og presset. I lyset af Ruslands invasion af Ukraine, øget NATO-aktivitet i Nordsøen og Østersøen og Danmarks voksende geopolitiske forpligtelser — herunder i Arktis — er der politisk enighed om, at Søværnet skal styrkes.
Et eller flere nye overfladeskibe er på tegnebrættet. Prisskiltet er massivt: afhængigt af antallet og konfigurationen taler vi om beløb i den absolutte top af dansk forsvarshistorie, potentielt i størrelsesordenen 10-20 milliarder kroner eller mere over anskaffelses- og driftsperioden.
Flere kandidater er i spil. Ud over den franske Naval Group-producerede FDI kigger Danmark på alternativer fra bl.a. Spanien og andre europæiske producenter. Men FDI'en er gentagne gange blevet fremhævet som en stærk kandidat — og det er netop derfor, dens historik er relevant at granske grundigt.
Hvad er FDI-fregatten?
FDI står for Frégate de Défense et d'Intervention — på dansk nogenlunde "Forsvars- og Interventionsfregat". Den er designet og produceret af det franske statsejede forsvarskoncern Naval Group og er tænkt som Frankrigs næste generations middeltunge fregat, der skal erstatte de aldrende La Fayette-klasse-fregatter.
Fregatten er en mellemstor fregat på cirka 4.500 tons og er designet til en bred vifte af opgaver: luftforsvar, ubådsbekæmpelse, overfladekrig og efterretningsindsamling. Den er modulopbygget, hvilket i teorien gør den attraktiv for eksportkunder, der ønsker at tilpasse konfigurationen til egne behov. Grækenland er allerede kunde og har bestilt tre fregatter med option på en fjerde. Danmark er blandt de lande, Naval Group aktivt markedsfører fregatten til.
På papiret lyder det lovende. Men papir og virkelighed har ikke altid stemt overens i FDI-programmets historie.
Hvad sker der: Forsinkelser og fordyrelser i FDI-programmet
Ifølge Ingeniørens gennemgang trækker FDI-programmet et dokumenteret spor af forsinkelser og fordyrelser efter sig. Det er ikke småting, der er tale om.
Den franske marine bestilte oprindeligt et program, der skulle levere fregatter efter en bestemt tidsplan. Den tidsplan er ikke holdt. Leveringen af de første fartøjer til den franske flåde er blevet forsinket, og programmets samlede omkostninger er steget undervejs. Naval Group og den franske forsvarsanskaffelsesmyndighed DGA (Direction générale de l'armement) har måttet justere både tidsplan og budget i løbet af programmets levetid.
Det er ikke usædvanligt for komplekse forsvarsprogrammer — men det er præcis det, der gør det relevant at understrege: FDI er ikke et afprøvet, fuldt operationelt system med mange års erfaring bag sig. Det er et relativt nyt program, der stadig er under indfasning i den franske marine. Danmark ville i praksis købe en fregat, der endnu ikke har bevist sig fuldt ud i operativ tjeneste over tid.
Ingeniørens artikel citerer kilder, der beskriver situationen med vendingen: "De røde alarmknapper blinker." Det er ikke et udtryk, der bruges let i tekniske og forsvarspolitiske kredse.
De centrale spørgsmål
Når man skal vurdere FDI som kandidat til dansk indkøb, er der mindst fem centrale spørgsmål, der fortjener grundige svar — og som endnu ikke er besvaret offentligt og tilfredsstillende.
1. Hvad er den faktiske forsinkelse, og hvad skyldes den? Er forsinkelserne i det franske program strukturelle — dvs. knyttet til design, produktion eller leverandørkæde — eller er de episodiske og løst, som programmerne skrider frem? Svaret på dette spørgsmål er afgørende for, om en dansk køber kan forvente bedre resultater.
2. Hvad er den reelle prisstigning, og hvem bærer den? Forsvarsprogrammer overskrides næsten altid. Det afgørende er, om kontrakten er konstrueret, så den franske stats overskridelser automatisk følger med over til eksportkunden — eller om der er faste priser og klare ansvarsfordelinger.
3. Hvad er integrationskompleksiteten for en dansk version? Danmark har specifikke behov: integration med NATO-systemer, nordisk vejr og havis-kapacitet, nationale våbensystemer og samarbejde med øvrige nordiske landes flåder. En dansk FDI ville ikke være identisk med den franske version. Tilpasninger koster — og de forsinker.
4. Hvornår er fregatten fuldt operationel og bevist? Der er forskel på at købe et system, der er testet og operativt over mange år, og et system der stadig er under indfasning. Hvornår forventes FDI at have nået fuld operativ kapacitet i den franske marine?
5. Hvad siger konkurrenterne? En sober analyse kræver, at FDI's track record sammenlignes med alternativernes. Det er muligt, at konkurrerende platforme har lignende eller værre historikker — men det ved vi ikke, før sammenligningen er lavet åbent og systematisk.
Analyse: Rigsrevisionen sætter det strukturelle problem i relief
Her er det afgørende at inddrage den kontekst, som Rigsrevisionen har leveret.
I sin beretning nr. 16/2023, afgivet i juni 2024, konkluderer Rigsrevisionen på baggrund af en systematisk gennemgang af Forsvarsministeriets større materielanskaffelser, at ministeriet i 19 ud af 20 tilfælde ikke har gennemført større anskaffelser af materiel til tiden. I gennemsnit var anskaffelserne cirka 4½ år forsinkede.
Det er en bemærkelsesværdig konklusion. Den siger ikke blot, at der opstår forsinkelser indimellem — den siger, at forsinkelser er normen, ikke undtagelsen. 19 ud af 20 er en succesrate på 5 procent, hvad angår rettidig levering.
Det er vigtigt at understrege, hvad dette tal dækker: det er den danske stats egne anskaffelsesprocesser, der er forsinkede — ikke nødvendigvis leverandørernes leverancer alene. Forsinkelser opstår i en kombination af faktorer: politiske beslutningsprocesser, ændrede krav undervejs, kontraktforhandlinger, leverandørproblemer og integrationsudfordringer. Ansvaret er sjældent entydigt.
Men det ændrer ikke ved konklusionen: Hvis man kombinerer et forsvarsprogram, der allerede på leverandørsiden viser tegn på forsinkelse og fordyrelse, med en national anskaffelsesproces, der historisk set næsten altid er forsinket — så er det ikke pessimisme, men sober risikovurdering at forvente, at leveringen til den danske flåde vil ske betydeligt senere og dyrere end den officielle plan angiver.
Hvad koster en forsinkelse?
En forsinkelse på 4-5 år er ikke bare et planlægningsproblem. Det er en operationel udfordring. Danmarks eksisterende fregatter ældes. Hvis de nye fregatter ankommer 4-5 år senere end planlagt, er der en periode, hvor Søværnets kapacitet er reduceret — netop i en periode, hvor NATO's krav til dansk bidrag stiger, og trusselsbilledet i Østersøen og Arktis er forøget.
Hertil kommer den finansielle dimension. En forsinkelse betyder ikke blot, at man venter. Det betyder typisk, at man betaler for at vedligeholde gammelt materiel længere, betaler for personel og baser i venteposition, og at inflationen i mellemtiden trykker den reelle pris på det nye system op — medmindre kontrakten er fastlåst i nominelle tal, hvilket så til gengæld øger leverandørens risiko og dermed udbudsprisen.
Den strategiske dimension
Der er et andet argument for FDI, som man hører i forsvars- og industrikredse: europæisk strategisk autonomi. Frankrig er NATO-partner og EU-allieret. Et køb hos Naval Group styrker det europæiske forsvarsindustrielle grundlag og signalerer europæisk solidaritet i en tid, hvor USA's engagement i NATO diskuteres.
Det er et legitimt politisk argument — men det er et politisk argument, ikke et teknisk. Og det bør ikke bruges til at overse dokumenterede problemer med den platform, argumentet bruges til at forsvare. Strategisk autonomi er ikke det samme som at købe en fregat, der er forsinket og dyrere end planlagt, og derefter kalde det en succes.
Det er fuldt muligt at prioritere europæiske leverandører og alligevel stille krav om dokumenteret track record, fast pris og klare kontraktuelle sanktioner ved forsinkelse. De to hensyn udelukker ikke hinanden.
Sammenlignelighed med Grækenland
Grækenland har som nævnt bestilt FDI-fregatter. Det er i teorien en reference, der kan belyse eksportversionens faktiske forløb. Men her gælder en vigtig forsigtighed: Den græske aftale er indgået under andre strategiske og finansielle præmisser, i en anden politisk kontekst, og den græske version er ikke nødvendigvis identisk med, hvad Danmark ville bestille.
Desuden er den græske leveringsplan stadig relativt tidlig i sin udførelse — det vil sige, at Grækenland endnu ikke nødvendigvis har modtaget alle fregatter og dermed ikke kan tjene som fuld valideringscase for, om tidsplan og budget holder for eksportkunder.
Hvad mangler vi at vide?
Det er værd at være ærlig om, hvad denne analyse ikke kan besvare — fordi oplysningerne endnu ikke er offentligt tilgængelige.
Vi kender ikke det præcise omfang af den danske regerings interne vurdering af de konkurrerende tilbud. Vi ved ikke, om Forsvarsministeriet har bestilt en uafhængig teknisk revision af FDI-programmets faktiske status. Vi ved ikke, hvilke kontraktuelle garantier mod forsinkelse og fordyrelse der er — eller vil blive — forhandlet. Og vi kender ikke den fulde sammenligning med alternativerne.
Det er ikke kritik af embedsværket, men en konstatering: Når en beslutning af denne størrelse forberedes, er det afgørende, at Folketing og offentlighed har adgang til den evidens, der ligger til grund for valget — ikke blot bagefter, men mens beslutningen endnu kan påvirkes.
Rigsrevisionen har gentagne gange påpeget, at transparens og parlamentarisk kontrol med store forsvarsanskaffelser er utilstrækkelig. Det er ikke et abstrakt demokratisk problem — det er en praktisk risikofaktor, fordi manglende ekstern kontrol reducerer den korrektive mekanisme, der kan gribe ind, når et program begynder at skride.
Konklusion
FDI-fregatten er en teknologisk ambitiøs platform fra en seriøs leverandør i et stærkt allieret land. Det er ikke i sig selv et argument mod at købe den — men det er heller ikke i sig selv et argument for.
Det, vi ved, giver anledning til konkret bekymring. FDI-programmet har dokumenterede forsinkelser og fordyrelser i sin franske hjemmeversion. Fregatten er endnu ikke fuldt indfaset og operationelt bevist over tid. Og Rigsrevisionen dokumenterer, at den danske stat selv næsten konsekvent — i 19 ud af 20 tilfælde — forsinker sine egne store materielanskaffelser med gennemsnitligt 4½ år.
Kombinationen af disse faktorer peger i én retning: Hvis Danmark vælger FDI, skal det ske med åbne øjne, robuste kontraktuelle sikkerhedsnet og en realistisk — ikke optimistisk — plan for, hvornår kapaciteten reelt er tilgængelig.
De røde alarmknapper blinker, som Ingeniøren skriver. Det er ikke et signal om, at FDI er det forkerte valg. Det er et signal om, at valget ikke bør træffes uden at tage alarmknapperne alvorligt.
Folketinget bør kræve, at beslutningsgrundlaget er fuldt offentligt tilgængeligt, inden kontrakten underskrives — inklusive den uafhængige risikovurdering af forsinkelsessandsynlighed og de kontraktuelle mekanismer, der beskytter den danske stat mod at sidde med regningen alene, hvis historien gentager sig.