= Dybdeanalyse

Havvindmøller og sikkerhed: Hvad kræver reglerne, og hvad er gået galt?

← Analyser
energi 9 min. læsning

Sikkerhedsvurderinger af Danmarks havvindmølleparker er blevet forsømt, mens kinesisk teknologi er endt i kritisk infrastruktur — nu kræver oppositionen svar fra ministeren.

Konklusion

Danmarks ambitiøse havvindsudbygning er kørt videre på højtryk, mens sikkerhedsgodkendelserne har hængt i løse ender. Oppositionen kræver nu ministerens svar på, om kinesisk teknologi er integreret i kritisk energiinfrastruktur uden tilstrækkelig kontrol. Sagen blotlægger et systemisk problem: Reglerne for sikkerhedsgodkendelse af offshore-energianlæg er ufuldstændige, ansvaret er fragmenteret, og tempoet i den grønne omstilling har tilsyneladende overhalet sikkerhedsvurderingernes hastighed.

Nøglepunkter:

  • Sikkerhedsvurderinger af havvindprojekter er angiveligt ikke blevet gennemført systematisk.
  • Kinesisk teknologi kan være til stede i anlæg, der betragtes som kritisk infrastruktur.
  • Reglerne for, hvem der har ansvar for sikkerhedsgodkendelse af offshore-energiinfrastruktur, er uklare og spredt over flere myndigheder.
  • Danmark planlægger massiv havvindsudbygning frem mod 2030 og 2050 — sikkerheden skal følge med.

Baggrund

Danmark er en af verdens førende havvindsnationer. Ambitionerne er enorme: Ifølge Energistyrelsens analyser skal havvind udgøre en central søjle i dansk energiforsyning langt ind i fremtiden, og udbygningen skal accelerere markant frem mod 2030 og 2050. Energiø Bornholm og Energiø Nordsøen er to flagskibsprojekter, der skal gøre Danmark til en eksportør af grøn energi til resten af Europa.

Energistyrelsen har kortlagt havarealer og vurderet, hvilke områder der egner sig til havvind. En ny screening offentliggjort af styrelsen kombinerer som den første i verden en detaljeret følsomhedskortlægning af en lang række parametre for at sikre hurtigere og mere effektiv udbygning. Planlægningen er med andre ord langt fremme.

Men mens planlæggerne har set fremad mod gigawatt og energiøer, har et afgørende spørgsmål angiveligt ikke fået tilstrækkelig opmærksomhed: Hvem sikrer, at de anlæg, vi bygger, ikke udgør en sikkerhedsrisiko?

Hvad sker der

Ingeniøren har afsløret, at sikkerhedsvurderinger af Danmarks havvindmølleparker og energiøer er blevet forsømt. Det centrale problem er, at der ikke systematisk er blevet gennemført vurderinger af, hvilken teknologi der indgår i anlæggene, og om den teknologi kan udgøre en risiko for dansk forsyningssikkerhed eller national sikkerhed.

Et konkret og alvorligt aspekt af sagen er spørgsmålet om kinesisk teknologi i kritisk infrastruktur. Kinesiske producenter er globalt set dominerende inden for en række komponenter til vindmøller — fra naceller og gearkasser til styresystemer og kommunikationsudstyr. Hvis sådant udstyr er installeret i anlæg, der forsyner det danske elnet, opstår der potentielle risici: Kan udstyret fjernstyres eller afbrydes? Kan det indsamle data om dansk energiinfrastruktur? Og er disse risici blevet vurderet grundigt af de relevante myndigheder?

Oppositionen i Folketinget kræver nu svar fra den ansvarlige minister. Sagen er principielt vigtig, fordi den handler om mere end en enkelt teknisk fejl — den handler om, hvorvidt det politiske og administrative system har opbygget de nødvendige strukturer til at håndtere sikkerhed i takt med, at energiinfrastrukturen vokser og bliver mere kompleks.

De centrale spørgsmål

Sagen rejser tre distinkte, men indbyrdes forbundne spørgsmål:

1. Hvad siger reglerne egentlig?

Havvindmøller til havs er reguleret af en kombination af dansk lovgivning, EU-regler og internationale konventioner. Energistyrelsen er den primære myndighed for tilladelser til havvindanlæg, men sikkerhedsvurderinger i national sikkerhedsmæssig forstand hører under andre myndigheder — primært Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Problemet er, at reglerne ikke entydigt fastlægger, hvornår og hvordan disse myndigheder skal involveres i godkendelsen af konkrete komponenter i havvindanlæg. Energistyrelsen vurderer tekniske og miljømæssige forhold. Sikkerhedsmyndighederne har ikke en lovfæstet rolle i godkendelsesprocessen for havvindteknologi på samme måde som for eksempel telekommunikationsudstyr, hvor der efter Huawei-sagen er indført skrappere regler.

EU har med NIS2-direktivet (direktiv om net- og informationssikkerhed) skærpet kravene til beskyttelse af kritisk infrastruktur, herunder energisektoren. NIS2 stiller krav om risikovurderinger, hændelsesrapportering og sikkerhed i forsyningskæden. Direktivet er implementeret i dansk ret, men om det i praksis har ændret procedurerne for sikkerhedsgodkendelse af havvindkomponenter, er uklart.

2. Hvad er konkret gået galt?

Ifølge Ingeniørens afsløring er sikkerhedsvurderinger blevet forsømt — ikke nødvendigvis fordi nogen bevidst har valgt at se bort fra dem, men fordi systemet ikke har haft klare procedurer for, hvornår de skal foretages, af hvem, og med hvilke kriterier.

Det er et klassisk eksempel på, hvad man inden for forvaltningsteori kalder et "governance gap" — et hul i styringen, hvor ansvar falder mellem to eller flere myndigheders stole. Energistyrelsen har haft ansvaret for at udstede tilladelser og planlægge udbygningen. Sikkerhedsmyndighederne har ikke haft en formel rolle i processen. Resultatet er, at ingen systematisk har stillet spørgsmålet: Er den teknologi, vi godkender til brug i kritisk infrastruktur, sikkerhedsmæssigt forsvarlig?

Det er værd at bemærke, at denne type problem ikke er unikt for Danmark. Flere europæiske lande har stået over for lignende udfordringer, særligt i kølvandet på bekymringer om kinesiske leverandører i 5G-netværk og kritisk infrastruktur generelt. Men netop erfaringerne fra telekomsektoren burde have varslet en mere systematisk tilgang til havvind.

3. Hvad er risikoen ved kinesisk teknologi?

Kinesiske vindmølleproducenter som Mingyang og CSSC Haizhuang er voksende spillere på det globale marked. Derudover leverer en lang række kinesiske virksomheder komponenter til vestlige vindmølleproducenter. Det betyder, at selv vindmøller fra europæiske mærker kan indeholde kinesiske dele i kritiske systemer.

Risikoen er ikke nødvendigvis, at kinesiske leverandører aktivt forsøger at sabotere dansk energiinfrastruktur. Risikoen er mere subtil: Styresystemer og kommunikationsmoduler kan indeholde bagdøre eller fejl, der kan udnyttes. Data om vindmøllers produktion og driftstilstand kan transmitteres til tredjepart. Og i en geopolitisk krisesituation kan afhængighed af kinesisk teknologi i kritisk infrastruktur udgøre en sårbarhed.

Det er vigtigt at understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er offentliggjort dokumentation for, at kinesisk teknologi i danske havvindanlæg faktisk er blevet misbrugt. Men fraværet af systematiske sikkerhedsvurderinger betyder, at vi simpelthen ikke ved, hvad der er installeret og hvilke risici det indebærer — og det er i sig selv et alvorligt problem.

Analyse

Den politiske reaktion på Ingeniørens afsløring er forståelig, men risikerer at fokusere på symptomer frem for årsager.

Oppositionens krav om ministerens svar er legitime. Men spørgsmålet er, om sagen kan løses ved, at en minister sætter sig i samråd og forsikrer Folketinget om, at der nu vil ske noget. Den strukturelle udfordring er dybere.

Tempoet i den grønne omstilling og sikkerhedsparadokset

Danmark har sat sig ambitiøse mål for havvindsudbygning. Energistyrelsens analyser dokumenterer potentialet for massiv udbygning af havvind frem mod 2050, og ny kortlægning er netop offentliggjort for at accelerere processen. Planlægningen af fremtidens havvindmølleparker er et prioriteret politisk projekt.

Det politiske pres for at bygge hurtigt og billigt skaber et strukturelt incitament til at minimere bureaukratiske hindringer — herunder sikkerhedsvurderinger. Det er ikke ondt ment; det er logikkens konsekvens, når det politiske fokus er på at nå klimamål og sikre grøn energiforsyning. Men resultatet kan blive, at vi bygger en kritisk infrastruktur, der er sårbar på måder, vi ikke har undersøgt.

Dette er et reelt dilemma, ikke blot en administrativ fejl. Sikkerhedsvurderinger tager tid. De kræver ekspertise, der er mangelvare. Og de kan forsinke projekter, der er politisk og klimamæssigt presserende. Løsningen er ikke at vælge enten hastighed eller sikkerhed — men at bygge sikkerhedsvurderinger ind i processen fra starten, ikke som eftertanke.

Fragmenteret ansvar er kerneproblemet

Det mest alvorlige strukturelle problem er ikke, at sikkerhedsvurderinger er blevet forsømt én gang — det er, at systemet ikke er indrettet til at sikre, at de systematisk finder sted.

Når Energistyrelsen planlægger og godkender havvindprojekter, og sikkerhedsmyndighederne ikke har en formel, lovfæstet rolle i denne godkendelse, er der ingen garanti for, at sikkerhedsspørgsmål konsekvent bliver rejst og besvaret. Det kræver en lovgivningsmæssig afklaring af, hvem der har ansvaret, og hvad processen er.

Til sammenligning: I telekomsektoren har man efter Huawei-sagen indført specifikke regler om, hvilke leverandører der må bruges til kritisk infrastruktur, og hvilke sikkerhedsgodkendelser der kræves. En lignende systematisk tilgang mangler for havvind.

EU-rammerne er utilstrækkelige alene

NIS2-direktivet og andre EU-regler om kritisk infrastruktur sætter et minimumsniveau for sikkerhed. Men EU-reglerne er generelt formulerede og overlader implementeringen til medlemsstaterne. De specificerer ikke, hvilke konkrete procedurer der skal gælde for sikkerhedsgodkendelse af havvindteknologi.

Danmark kan ikke blot gemme sig bag EU-rammerne og sige, at vi overholder direktiverne. Spørgsmålet er, om vi har valgt at gå videre end minimumskravene og opbygge nationale procedurer, der afspejler den faktiske risikovurdering af kritisk energiinfrastruktur. Det er her, afsløringen tyder på, at vi ikke har gjort nok.

Hvad bør der ske?

En konstruktiv vej frem kræver mindst tre ting:

For det første en kortlægning af, hvilken teknologi der faktisk er installeret i eksisterende danske havvindanlæg — herunder oprindelse og eventuelle kommunikationsmoduler. Denne kortlægning bør foretages af de relevante sikkerhedsmyndigheder med adgang til klassificeret viden om risici.

For det andet en lovgivningsmæssig afklaring af, hvilken rolle Center for Cybersikkerhed og andre sikkerhedsmyndigheder skal spille i godkendelsesprocessen for fremtidige havvindprojekter. Ansvaret skal ikke falde mellem to stole.

For det tredje en åben politisk debat om, hvilke leverandører og hvilken teknologi der kan accepteres i kritisk energiinfrastruktur — svarende til den debat, der har fundet sted om 5G. Det er en politisk beslutning, ikke blot en teknisk vurdering.

Konklusion

Sagen om forsømte sikkerhedsvurderinger af havvindmølleparker er ikke blot en administrativ skandale. Den afspejler et systemisk problem: Danmark har accelereret udbygningen af kritisk energiinfrastruktur uden at sikre, at sikkerhedsvurderingerne fulgte med i samme tempo.

Det er muligt at bygge mange gigawatt havvind og gøre det sikkert. Men det kræver, at sikkerhed ikke behandles som et bureaukratisk ben i hjulet, men som en integreret del af planlægnings- og godkendelsesprocessen. Reglerne skal afklare ansvaret entydigt. Myndighederne skal have ressourcer og mandat til at handle. Og de politiske beslutningstagere skal acceptere, at forsvarlig omstilling ind imellem kan kræve, at man sænker farten en anelse for at sikre, at fundamentet er solidt.

Oppositionens krav om ministerens svar er et nødvendigt første skridt. Men svaret på denne sag bør ikke blot være forsikringer — det bør være konkrete strukturelle ændringer, der sikrer, at vi ikke om fem år står med en endnu større og mere sårbar offshore-infrastruktur, som ingen systematisk har sikkerhedsgodkendt.

Kilder

= Læs vores metodedokument →