En forsker dokumenterer, at europæiske offentlige cloud-udbud strukturelt favoriserer amerikanske hyperscalers – her er hvad det betyder for danske kommuner, regioner og statslige IT-indkøb, og hvad forskningen siger om mulige løsninger.
Konklusion
Europæiske offentlige cloud-udbud er ikke neutrale. En forsker dokumenterer, at udbudskravene – fra tekniske specifikationer til AI-træningsregler – i praksis er skræddersyet til de store amerikanske IT-virksomheder som Microsoft, Amazon og Google. Resultatet er en strukturel favorisering, der gør det svært for europæiske alternativer at vinde offentlige kontrakter. Den danske stat har anerkendt problemet og afsat 80 millioner kroner til en handlingsplan for digital suverænitet i perioden 2026–2029. Men pengene løser ikke det grundlæggende problem: så længe udbudsreglerne forbliver uændrede, vil pengene primært finansiere det samme mønster.
De vigtigste pointer:
- Udbudskrav afspejler funktioner, som kun hyperscalers (de allerstørste globale cloud-udbydere) kan opfylde fuldt ud, og det sker i mange tilfælde uden at det er sagligt begrundet
- AI-træningsregler i offentlige kontrakter giver ifølge forsker de samme strukturelle fordele til amerikanske aktører
- Digitaliseringsstyrelsen har kortlagt problemet og identificeret europæiske alternativer, men markedskoncentrationen forbliver høj
- Danmark har konkrete cases på suveræne teknologivalg, men de er stadig undtagelsen – ikke reglen
Baggrund
Når en dansk kommune, region eller statslig myndighed skal købe cloud-løsninger, bruger den som udgangspunkt EU's udbudsregler. Reglerne er designet til at sikre fair konkurrence og undgå favorisering. Men hvad sker der, når selve kravspecifikationerne i udbuddet er formuleret på en måde, der i praksis kun kan opfyldes af et lille antal meget store aktører?
Det er præcis det spørgsmål, som forsker Konstantinos Komaitis fra tænketanken Internet Governance Project sætter ord på i en analyse refereret af Ingeniøren. Hans pointe er ikke, at offentlige myndigheder bevidst forsøger at begunstige amerikanske IT-virksomheder. Pointen er, at de strukturer og krav, der er blevet normaliseret i europæiske udbud, passer som hånd i handske til det, som Amazon Web Services, Microsoft Azure og Google Cloud tilbyder – og at europæiske og open source-baserede alternativer systematisk falder igennem.
Det er ikke et nyt problem, men det er blevet mere akut i takt med, at cloud-infrastruktur er blevet rygraden i digital forvaltning, og i takt med at kunstig intelligens (AI) er ved at blive en central komponent i offentlige it-systemer.
Hvad sker der
Udbudskrav der udelukker alternativer
Ifølge forskerens analyse sker favoriseringen ikke nødvendigvis ved eksplicit at nævne leverandørnavne – det ville være i strid med udbudsreglerne. I stedet formuleres krav til skalerbarhed, oppetid, integrationer, certificeringer og supportniveauer, som i praksis kun de allerstørste udbydere kan opfylde. Det betyder, at selv teknisk kompetente europæiske cloud-udbydere ikke kan byde ind på lige vilkår.
Et konkret eksempel er krav om globale datacentre i bestemte geografiske zoner kombineret med specifikke compliancecertificeringer, der kræver årelangt og ressourcekrævende arbejde at opnå. Resultatet er, at markedet for offentlige cloud-kontrakter i Europa i vidt omfang er forbeholdt de aktører, der allerede dominerer det.
AI-regler giver samme skævvridning
Problemet forstærkes, når offentlige myndigheder begynder at stille krav om AI-funktionalitet. Træning og drift af store sprogmodeller (large language models) kræver enorme mængder regnekraft og adgang til data i en skala, som europæiske alternativer endnu ikke kan matche. Når udbudskrav specificerer AI-kapaciteter, der svarer til dem, som Microsoft og Google tilbyder, reproduceres den samme strukturelle skævhed – nu bare inden for et nyt teknologisk lag.
Den danske reaktion
Den danske stat har anerkendt problemstillingen. Digitaliseringsministeriet, Digitaliseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner har i fællesskab fået udarbejdet en erfaringsopsamling om digital suverænitet samt et casekatalog over konkrete eksempler på, hvordan myndigheder har valgt alternative teknologier. Med finansloven for 2026 er der afsat 80 millioner kroner i perioden 2026–2029 til en handlingsplan for digital suverænitet.
Digitaliseringsstyrelsens erfaringsopsamling konkluderer, at formålet er at fremme overblik over alternative udbydere og tjenester samt at skabe øget markedspluralitet og konkurrence, der kan reducere leverandørafhængighed og de økonomiske sårbarheder, der følger med.
De centrale spørgsmål
Tre spørgsmål er afgørende for at forstå problemets dybde:
1. Er favoriseringen strukturel eller tilfældig? Forskerens pointe er, at det ikke handler om enkelttilfælde, men om et mønster. Når udbudskrav konsekvent afspejler de samme hyperscaleres produktarkitektur, er det ikke tilfældigt. Det er resultatet af, at disse virksomheder i årtier har haft ressourcer til at påvirke standarder, certificeringsordninger og i nogle tilfælde også de konsulenter og rådgivere, der hjælper offentlige myndigheder med at formulere krav.
2. Er europæiske alternativer rent faktisk gode nok? Det er et legitimt spørgsmål. Digitaliseringsstyrelsens casekatalog viser, at en række danske og europæiske myndigheder har migreret til alternative løsninger med gode resultater. Men det er vigtigt at være ærlig: ikke alle offentlige opgaver kan løses med de europæiske alternativer, der i dag findes på markedet. Kapacitetsgabet er reelt, særlig inden for AI-infrastruktur.
3. Hvad er prisen for status quo? Leverandørafhængighed er ikke blot et principielt problem om suverænitet. Det har konkrete konsekvenser: prisforhandlingsposition forringes, data befinder sig i systemer underlagt amerikansk lovgivning – herunder CLOUD Act, der giver amerikanske myndigheder adgang til data hos amerikanske virksomheder uanset hvor data fysisk er gemt – og der er begrænset mulighed for at skifte leverandør, hvis priser stiger eller servicevilkår ændres ensidigt.
Analyse
Strukturel lock-in begynder ved kravspecifikationen
Den mest kritiske pointe i forskerens arbejde er, at problemet opstår tidligt i udbudsprocessen – ved selve formuleringen af kravspecifikationen. Når en myndighed beskriver sine behov, trækker den typisk på erfaringer med de systemer, den allerede bruger. Hvis den bruger Azure, vil kravene naturligt afspejle Azure-arkitektur. Det skaber en selvforstærkende cirkel, der er meget svær at bryde.
Digitaliseringsstyrelsens erfaringsopsamling peger på det samme: migrering til alternative teknologier kræver ikke blot teknisk arbejde, men også organisatorisk kapacitet og vilje til at formulere krav, der er teknologineutrale frem for leverandørspecifikke. Det er en kompetence, mange myndigheder ikke har opbygget.
Markedspluralitet som politisk mål – men svær at nå
Den danske handlingsplan for digital suverænitet sigter mod at skabe øget markedspluralitet og konkurrence. Det er et fornuftigt mål. Men der er en grundlæggende spænding: markedspluralitet opnås ikke ved at ønske den. Den kræver aktive indgreb i udbudsprocessen – eksempelvis ved at stille krav om, at myndigheder aktivt vurderer europæiske og open source-alternativer, inden de vælger en hyperscaler.
Casekataloget fra Digitaliseringsstyrelsen viser, at det er muligt. Eksemplerne dokumenterer, at myndigheder har valgt alternative løsninger og opnået resultater, der matcher de store leverandørers tilbud – i hvert fald inden for afgrænsede opgavetyper. Men casene er stadig undtagelsen. Hovedstrømmen i offentlige IT-indkøb går fortsat til de store amerikanske udbydere.
AI ændrer spillet – og ikke til Europas fordel
Introduktionen af AI som en central komponent i offentlig forvaltning er ved at forstærke det eksisterende problem. Hvis myndigheder begynder at stille krav om AI-funktionalitet, der svarer til det, Microsoft Copilot eller Google Gemini tilbyder, er der ingen europæiske alternativer, der i dag kan matche det på fuld skala.
Det betyder ikke, at europæiske løsninger er umulige – men det kræver, at myndigheder er villige til at formulere krav til funktionalitet frem for til produkter, og at de accepterer, at ikke al AI-kapacitet nødvendigvis skal afspejle det, de allerede kender. Det er en politisk og organisatorisk udfordring mindst lige så meget som en teknisk en.
Hvad kan Danmark realistisk gøre?
Der er tre niveauer, som Danmark kan arbejde på:
Udbudsregler og vejledning: Digitaliseringsstyrelsen kan udstikke vejledning om, hvordan myndigheder formulerer teknologineutrale krav. Det kræver ikke ny lovgivning, men det kræver kompetencer og politisk prioritering.
Krav om alternativvurdering: Ligesom miljøvurderinger er et krav i visse sammenhænge, kan det overvejes at indføre krav om, at myndigheder over en vis størrelse dokumenterer, at de har vurderet europæiske og open source-alternativer, inden de vælger en hyperscaler. Det vil ikke forhindre valg af amerikanske løsninger, men det vil tvinge en mere bevidst beslutningsproces.
Europæisk koordinering: Digital suverænitet er et europæisk problem, der kræver europæiske løsninger. EU's Cloud Rulebook og initiativer som Gaia-X (et europæisk cloud-initiativ med ambitioner om at skabe en alternativ infrastruktur) er forsøg på at skabe en ramme, men de har endnu ikke ændret markedsdynamikken fundamentalt. Danmark kan arbejde for stærkere europæisk koordinering på udbudsregler.
Ærlighed om begrænsningerne
Det er vigtigt at være ærlig om, hvad der ikke er dokumenteret. Vi ved fra Digitaliseringsstyrelsens arbejde, at der er et problem med leverandørkoncentration, og at der eksisterer alternativer. Vi ved fra forskerens analyse, at udbudskrav strukturelt favoriserer hyperscalere. Men vi ved ikke præcist, i hvilken grad dette er bevidst påvirkning fra de store selskabers side, og i hvilken grad det er ureflekteret vane fra myndighedernes side. Sandsynligvis er det begge dele i varierende proportioner.
Vi ved heller ikke, hvad konsekvenserne vil være af en mere aggressiv suverænitetspolitik for kvaliteten og prisen på de offentlige it-systemer på kort sigt. Det er en reel trade-off, der bør diskuteres åbent frem for at blive fejet ind under gulvtæppet af begejstring for suverænitetstanken.
Konklusion
Digital suverænitet er ikke blot et buzzord. Det er et reelt spørgsmål om, hvem der kontrollerer den infrastruktur, som offentlig forvaltning i stigende grad afhænger af. Forskerens dokumentation af strukturel favorisering i europæiske cloud-udbud er en alvorlig påstand, der fortjener politisk og administrativ opmærksomhed.
Den danske stat har taget første skridt ved at afsætte midler og igangsætte kortlægning. Men kortlægning er ikke handling. Hvis de 80 millioner kroner til handlingsplanen ender med at finansiere samme type udbud som hidtil – blot med en suverænitetsetiket klistret på – er pengene spildt.
Det afgørende er, om Danmark er villigt til at ændre selve udbudsprocessen: at kræve teknologineutrale kravspecifikationer, at stille krav om alternativvurdering og at opbygge den kompetence i det offentlige, der er nødvendig for at formulere krav, der ikke automatisk peger mod de løsninger, man allerede har. Det er sværere end at købe sig til en fireårig kontrakt med en hyperscaler. Men det er den eneste vej til reel markedspluralitet.