Miljøstyrelsen har selv opdaget en systemfejl, der kan have givet Danmarks mest forurenende virksomheder forkerte udledningstilladelser i årevis — et myndighedssvigt med ukendte miljøkonsekvenser.
Konklusion
Miljøstyrelsen har identificeret en intern systemfejl, der kan have resulteret i, at store danske virksomheder — herunder Novo Nordisk og Ørsted — har fået udstedt forkerte tilladelser til at udlede kemikalier i det danske vandmiljø. Styrelsen mistænker sig selv for at have begået fejl i sagsbehandlingen, og det rejser fundamentale spørgsmål om, hvorvidt dansk miljøregulering fungerer som det er tiltænkt. Konsekvenserne for vandmiljøet er endnu ikke fuldt kortlagt, og det er uklart, hvor mange virksomheder der er berørt, og i hvilket omfang udledningerne har overskredet hvad loven tillader.
Baggrund
Danmark regulerer virksomheders udledning af kemikalier og spildevand til vandmiljøet gennem et system af miljøgodkendelser og udledningstilladelser. Systemet hviler på EU's vandrammedirektiv og en række nationale regler, der skal sikre, at vandløb, fjorde og kystnære farvande ikke belastes ud over hvad naturen kan tåle.
Miljøstyrelsen er den centrale myndighed, der udsteder og kontrollerer disse tilladelser for de største og mest forurenende anlæg i Danmark. Det drejer sig om virksomheder, der udleder kemikalier, medicinalrester, industrispildevand og andre stoffer direkte i vandmiljøet — enten til søer og åer eller til havet.
Novo Nordisk er Danmarks største industrielle virksomhed målt på omsætning og en af de tungeste brugere af procesvand i dansk industri. Ørsted driver kraftvarmeanlæg og energiproduktion, herunder Skærbækværket ved Fredericia, som udleder køle- og procesvand i Lillebælt. Begge selskaber er underlagt Miljøstyrelsens tilsyn.
Systemet forudsætter, at de tilladelser der udstedes, er korrekte — at de grænseværdier og vilkår der fastsættes, faktisk afspejler hvad vandmiljøet kan bære. Hvis tilladelserne er forkerte fra starten, er hele kontrol- og håndhævelsesapparatet bygget på et usikkert fundament.
Hvad sker der
Ifølge Ingeniøren har Miljøstyrelsen selv identificeret en systemfejl i styrelsens sagsbehandling af udledningstilladelser. Fejlen kan have medført, at virksomheder har fået tilladelser, der ikke overholder de krav der følger af lovgivningen. Med andre ord: Styrelsen mistænker, at den selv har begået lovbrud — ikke ved bevidst at se den anden vej, men som følge af en systematisk fejl i de processer og beregninger, der danner grundlag for tilladelserne.
Sagen berører ikke kun én eller to virksomheder. Ingeniørens artikel peger på, at der er tale om en bredere problematik, der potentielt rammer en række af Danmarks mest forurenende anlæg. Novo Nordisk og Ørsted nævnes eksplicit, men omfanget af fejlen er endnu ikke endeligt kortlagt.
For Ørsteds vedkommende er der konkret dokumentation for, at Skærbækværket har været genstand for klager over netop miljøgodkendelsen. Et klagedokument fra Folketing-samlingen 2024, indsendt til Miljø- og Fødevareudvalget, vedrører direkte Ørsteds tilladelse til udledning af spildevand fra et vandrensningsanlæg ved Skærbækværket. Klagen er stilet til Miljøstyrelsen og omhandler den tilladelse, styrelsen udstedte, til direkte udledning til vandmiljøet. Det illustrerer, at der allerede er borgere og organisationer, der har stillet spørgsmålstegn ved de tilladelser, der er givet til netop dette anlæg.
Hvad fejlen præcist består i — om det er en beregningsfejl i de miljøfaglige vurderinger, en proceduremæssig brist eller noget tredje — fremgår ikke fuldt ud af de tilgængelige oplysninger. Men konsekvensen er i alle tilfælde den samme: Hvis tilladelserne er forkerte, kan virksomhederne have udledt mere eller andre stoffer end hvad loven tillader, uden at nogen har opdaget det, og uden at virksomhederne formelt har overtrådt de tilladelser de fik udstedt.
De centrale spørgsmål
Sagen rejser flere lag af spørgsmål, som ikke alle kan besvares på nuværende tidspunkt.
Er der sket reel miljøskade? Det ved vi ikke. Miljøstyrelsen har identificeret en systemfejl, men det er endnu ikke dokumenteret, i hvilken grad den har ført til udledninger, der konkret har skadet vandmiljøet. Det kan variere fra anlæg til anlæg og fra stof til stof. Nogle kemikalier er relativt hurtige at nedbryde, andre ophober sig i sediment og fødekæder. Uden en systematisk gennemgang af de berørte tilladelser og de faktiske udledninger er det ikke muligt at vurdere miljøkonsekvenserne.
Hvem bærer ansvaret? Her er sagen juridisk og politisk kompleks. Hvis en virksomhed har fulgt sin tilladelse til punkt og prikke, men tilladelsen viser sig at have været forkert, er det som udgangspunkt myndighederne der har svigtet — ikke virksomheden. Det betyder ikke, at virksomhederne er uden ansvar: Store industrivirksomheder har egne miljøafdelinger og eksperter, og man kan spørge, om de burde have reageret, hvis de havde grund til at tro, at tilladelserne ikke var korrekte.
Hvad betyder det for tilliden til systemet? Miljøregulering bygger på en tillid til, at myndighederne faktisk er i stand til at fastsætte forsvarlige grænseværdier og kontrollere overholdelsen. Når Miljøstyrelsen selv indrømmer en systemfejl i dette arbejde, underminerer det den tillid. Det er positivt, at styrelsen selv har opdaget og rapporteret fejlen — det tyder på, at der er en vis intern kontrolkultur. Men det rejser spørgsmålet om, hvor længe fejlen har eksisteret, og hvorfor den ikke blev opdaget tidligere.
Hvad sker der nu? Det er uklart, hvad Miljøstyrelsen konkret vil gøre for at rette op på fejlen. Skal alle berørte tilladelser gennemgås? Skal der udstedes nye tilladelser med strengere vilkår? Og hvad sker der i mellemtiden — må virksomhederne fortsætte med de nuværende tilladelser, eller sættes der midlertidige restriktioner i kraft?
Analyse
Sagen om Miljøstyrelsens systemfejl er ikke blot en teknisk sag om forkert udfyldte dokumenter. Den berører noget mere grundlæggende: Fungerer dansk miljøregulering som påstået?
Et reguleringsapparat under pres
Miljøstyrelsen forvalter et enormt kompleks af tilladelser, godkendelser og kontroller. Styrelsen har i en årrække været under budgetpres, og det er ikke hemmeligt, at myndighedsopgaverne er vokset hurtigere end ressourcerne. Det er ikke en undskyldning — men det er kontekst. Komplekse beregninger af, hvad vandmiljøet kan tåle, kræver opdaterede miljødata, faglig kapacitet og løbende revision af tilladelserne, efterhånden som vores viden om kemikaliers effekter forbedres.
Systemfejlen, som Miljøstyrelsen nu har identificeret, kan være symptom på netop dette pres: Procedurer der ikke er robuste nok, beregningsmetoder der ikke er tilstrækkelig opdaterede, eller tilsyn der ikke er hyppigt nok til at opdage fejl i tide.
Virksomhedernes rolle
Det er værd at bemærke, at Novo Nordisk og Ørsted begge præsenterer sig som ansvarlige og bæredygtige virksomheder. Novo Nordisk har offentliggjort ambitiøse mål for vandforbrug og udledninger som del af sin ESG-rapportering. Ørsted er internationalt anerkendt for sin omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energi.
Men bæredygtighedsambitioner og faktisk miljøadfærd er ikke det samme. At overholde lovens krav er minimumstandarden — og hvis kravene viser sig at have været for lempelige på grund af myndighedsfejl, er det et alvorligt problem, uanset hvilke frivillige mål virksomhederne har sat sig selv.
Man kan med rimelighed spørge: Har disse virksomheder med deres store miljøafdelinger og ekspertressourcer nogensinde selv stillet spørgsmålstegn ved de tilladelser de fik? Har de haft anledning til at tro, at tilladelserne ikke var korrekte — og har de i givet fald gjort myndighederne opmærksom på det? Det ved vi ikke, og det er et af de spørgsmål, som en seriøs politisk og journalistisk opfølgning bør søge at besvare.
Skærbækværket som eksempel
Klagesagen om Skærbækværket illustrerer, at det ikke kun er Miljøstyrelsen selv der har haft tvivl om tilladelserne. Klagen, som er dokumenteret i Folketing-materialet fra 2024, vedrører netop tilladelsen til direkte udledning af spildevand fra et vandrensningsanlæg. Lillebælt er i forvejen et presset havmiljø, og yderligere kemikalieudledninger — selv inden for tilladte grænser — kan have konsekvenser for det lokale økosystem.
Det interessante er, at klagen eksisterede og var kendt, inden Miljøstyrelsen offentligt erkendte sin systemfejl. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt de klager der er indgivet over de år, har fået den behandling de fortjener — eller om de er blevet afvist med reference til netop de tilladelser, der nu viser sig at kunne have været fejlagtige.
Hvad god regulering kræver
God miljøregulering er ikke bare et spørgsmål om at udstede tilladelser og sætte krydser i et skema. Det kræver:
- At beregningsgrundlaget er fagligt solidt og opdateret med ny viden om kemikaliers effekter
- At tilladelserne revideres regelmæssigt, ikke blot udstedes én gang og derefter glemmes
- At der er ressourcer og vilje til faktisk tilsyn — ikke kun papirkontrol
- At klager behandles seriøst og fører til reel revurdering, hvis de er fagligt begrundede
- At der er en klar ansvarsplacering, når fejl opdages
Sagen antyder, at mindst ét af disse elementer har svigtet. Og når fejlen angiveligt er systemisk — ikke en enkeltstående menneskelig fejl — er det et tegn på, at der er strukturelle problemer i styrelsens arbejdsgange.
Politisk ansvar
Miljøstyrelsen er underlagt Miljøministeriet, og ministeren bærer det politiske ansvar for styrelsens funktionsevne. Spørgsmålet om, hvad ministeren vidste og hvornår, og hvad der konkret vil ske for at rette op på fejlen, er et legitimt parlamentarisk anliggende. Folketinget bør stille krav om en fuldstændig redegørelse for fejlens omfang, de berørte virksomheder og de miljømæssige konsekvenser.
Det er også relevant at spørge, om de nuværende tilsyn og revisionsprocesser er tilstrækkelige — eller om der er behov for lovgivningsmæssige ændringer, der sikrer mere robuste procedurer for fremtiden.
Konklusion
Miljøstyrelsens indrømmelse af en systemfejl i udstedelsen af udledingstilladelser er alvorlig. Ikke fordi vi ved, at der er sket katastrofal miljøskade — det ved vi ikke. Men fordi det afslører en sårbarhed i kernen af dansk miljøregulering: Det system, der skal beskytte vandmiljøet mod industriel forurening, kan have givet de forurenende virksomheder forkerte rammer at arbejde inden for.
For Novo Nordisk og Ørsted — virksomheder der bygger dele af deres omdømme på bæredygtighed og ansvarlig drift — er sagen en påmindelse om, at regulatorisk compliance og ægte miljøansvar ikke er det samme. At følge en forkert tilladelse er teknisk lovlydig adfærd, men det er ikke nok, hvis man har faglig kapacitet til at vide bedre.
For myndighederne er lektien, at selvkritik og åbenhed om fejl er nødvendig — men ikke tilstrækkelig. Det kræver konkrete handlinger: Gennemgang af alle berørte tilladelser, klar kommunikation om konsekvenserne, og strukturelle forbedringer der forhindrer lignende fejl fremover.
For Folketinget og offentligheden er sagen en påmindelse om, at regulering ikke er stærkere end de ressourcer og systemer, der understøtter den. Hvis vi som samfund ønsker et rent vandmiljø, må vi sikre, at de myndigheder der skal beskytte det, har hvad der skal til for at gøre det ordentligt.