= Dybdeanalyse

Gentlemanaftalen der satte sikkerhedskrav ud af kraft: Hvad afslører rapporten om energisektoren?

En intern rapport afslører, at en uformel aftale mellem myndigheder og energiselskaber satte skærpede sikkerhedskrav ud af kraft — selv mens knap 200 advarsler om sikkerhedsfejl hobede sig op.

En aftale ingen måtte tale om — men alle kendte

Knap 200 sikkerhedsadvarsler. Det er ikke et tal fra et scenarie eller en risikovurdering. Det er det antal advarsler, som danske myndigheder rent faktisk sendte til energiselskaber i løbet af 2025 — og alligevel skete der ikke det, man normalt ville forvente: at kravene blev skærpet, at tilsynet blev intensiveret, at konsekvenserne kom.

I stedet lå der en uformel aftale i bunden af systemet. En såkaldt gentlemanaftale mellem tilsynsmyndigheder og energisektoren, som reelt fredede selskaberne fra de konsekvenser, sikkerhedsreglerne ellers ville have udløst. Det fremgår af en intern rapport, som Ingeniøren har fået adgang til.

Det er ikke blot en administrativ kuriositet. Det er en dokumenteret svaghed i beskyttelsen af kritisk infrastruktur i et land, der i de seneste år har oplevet sabotage mod undersøiske rørledninger, stigende cybertrusler fra statslige aktører og et generelt skærpet sikkerhedsbillede i nærområdet.

Denne analyse ser nærmere på, hvad rapporten afslører, hvad det fortæller om tilsynspraksis og regelgrundlag, og hvad konsekvenserne kan være.


Baggrund: Et sikkerhedssystem under opbygning

Den danske energisektor er i de seneste år blevet mødt med et stadig mere ambitiøst regelsæt for cybersikkerhed. Energistyrelsen har udgivet flere versioner af en cyber- og informationssikkerhedsstrategi for energisektorerne, som sætter rammen for, hvordan el-, gas- og varmeselskaber skal beskytte sig mod digitale trusler.

Strategien er ikke blot et dansk fænomen. Den trækker på EU-direktiver — herunder NIS2-direktivet om foranstaltninger til sikring af et højt fælles cybersikkerhedsniveau i hele Unionen — og placerer Danmark i en større europæisk ramme, hvor kritisk infrastruktur er underlagt skærpede krav til robusthed, hændelseshåndtering og rapportering.

Energistyrelsen beskriver selv, at den danske energisektor "står, som resten af det danske samfund, overfor stigende trusler fra cyberspace", og at den seneste trusselsvurdering fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) fastslår, at truslen mod sektoren er alvorlig.

Samtidig er der opbygget konkrete institutionelle strukturer: EnergiCERT fungerer som sektorens eget cybersikkerhedscenter og samarbejder med CFCS og Energistyrelsen om trusselsdeling og hændelsesrespons. Rammen er altså til stede. Spørgsmålet, som den interne rapport rejser, er om den fungerer i praksis.


Hvad sker der: Rapporten og dens centrale fund

Ifølge Ingeniørens gennemgang af den interne rapport er kernen i sagen denne: Energiselskaber modtog i 2025 knap 200 sikkerhedsadvarsler fra myndighederne. Det er et markant antal og peger i sig selv på et system, der identificerer problemer. Men ved siden af dette tilsynsapparat eksisterede der en uformel aftale — en gentlemanaftale — som reelt suspenderede de skærpede krav, der ellers ville have fulgt af sikkerhedsfejlene.

Rapporten beskriver, hvordan aftalen betød, at energiselskaber, der burde have mødt konsekvenser for manglende efterlevelse af sikkerhedskrav, i stedet blev "fredet". Det betyder ikke nødvendigvis, at myndighederne kigger den anden vej i ond tro. Det kan også afspejle en pragmatisk tilgang, hvor tilsynsmyndigheder har vurderet, at en blød linje er mere effektiv end hård håndhævelse i en sektor under omstilling.

Men det er netop her, problemet opstår: Når en uformel aftale sætter formelle regler ud af kraft, undergraves hele logikken i et regelbaseret tilsynssystem. Det er ikke længere reglerne, der gælder — det er relationerne.


De centrale spørgsmål

Rapporten rejser mindst tre spørgsmål, som fortjener seriøs opmærksomhed:

1. Hvem kendte til aftalen, og hvem besluttede den?

En gentlemanaftale er pr. definition ikke nedfældet i et officielt dokument. Det gør det svært at placere ansvar. Hvem tog initiativet? Var det et politisk signal, en administrativ beslutning eller en gradvis praksis, der opstod uden nogen egentlig beslutning? Rapporten ser ud til at dokumentere aftalens eksistens og effekt — men gennemsigtigheden om dens oprindelse er begrænset.

2. Hvad er den faktiske sikkerhedsmæssige konsekvens?

Knap 200 advarsler er et tal, der kræver kontekst. Hvad dækkede advarslerne over? Var der tale om mindre tekniske uregelmæssigheder eller alvorlige sårbarheder med potentiale for større systemforstyrrelser? Rapporten giver ikke — i hvert fald ikke i den tilgængelige form — et fuldt billede af alvoren i de konkrete fund. Men mængden i sig selv er bemærkelsesværdig, og kombinationen af mange advarsler og manglende håndhævelse er i sagens natur problematisk.

3. Er dette et isoleret tilfælde eller et strukturelt mønster?

Det er fristende at betragte sagen som et enkeltstående administrativt problem. Men den rejser et mere principielt spørgsmål om, hvordan tilsynet med kritisk infrastruktur generelt er organiseret i Danmark. Hvis gentlemanaftaler kan sætte formelle krav ud af kraft i energisektoren, kan det ske andre steder?


Analyse: Når tillid erstatter regler

Den måde, som tilsynet med kritisk infrastruktur typisk fungerer på i Danmark, er baseret på en kombination af regulering og branchedialoger. Det er ikke usædvanligt, at tilsynsmyndigheder arbejder tæt sammen med de aktører, de fører tilsyn med — det kan skabe bedre informationsflow og mere nuancerede løsninger end ren regelanvendelse.

Men der er en grænse. Og den grænse handler om, hvornår tæthed bliver til afhængighed, og hvornår dialog bliver til beskyttelse.

Energistyrelsens cyber- og informationssikkerhedsstrategi lægger op til en model, hvor EnergiCERT, CFCS, Energistyrelsen og brancheorganisationer som Dansk Energi og Dansk Fjernvarme samarbejder tæt. Det er fornuftigt — cybersikkerhed er et område, hvor informationsdeling er afgørende, og hvor sektoren selv sidder inde med viden, myndighederne ikke har.

Men strategien forudsætter, at samarbejdet hviler på et klart fundament af regler og konsekvenser. Uden det risikerer man det, rapporten dokumenterer: at relationen bliver vigtigere end reglerne.

Det regulatoriske fangenskab

I reguleringsteorien taler man om "regulatory capture" — regulatorisk fangenskab — som et fænomen, hvor tilsynsmyndigheder over tid begynder at identificere sig med og varetage interesserne hos de aktører, de er sat til at kontrollere, frem for offentlighedens interesse. Det behøver ikke ske med ond vilje. Det sker ofte gradvist, gennem tætte relationer, delt faglig kultur og gensidig afhængighed.

Den interne rapport kan ses som et eksempel på netop dette mønster. Energiselskaberne fik skærmet mod konsekvenser — ikke fordi reglerne sagde det, men fordi relationen tilsagde det.

NIS2 og det europæiske pres

Det er værd at bemærke, at det tidsmæssige sammenfald ikke er tilfældigt. NIS2-direktivet, som Danmark er forpligtet til at implementere, skærper kravene til både sikkerhed og tilsyn markant. Det indebærer bl.a. krav om, at tilsynsmyndigheder aktivt håndhæver reglerne — ikke blot vejleder.

Hvis den uformelle fredning af energiselskaber har været en måde at håndtere overgangen til et strengere regime på, er det forståeligt som pragmatik. Men det er ikke foreneligt med den model, NIS2 lægger op til, og det kan sætte Danmark i en vanskelig position i forhold til EU-forpligtelserne.

Hvad betyder det for sikkerhedsniveauet?

Her er det nødvendigt at være ærlig om usikkerhed: Vi ved ikke præcist, hvilke sikkerhedsfejl der lå bag de knap 200 advarsler, eller i hvilken grad de er blevet rettet op på trods af den manglende formelle håndhævelse. Det er muligt, at selskaberne i praksis har håndteret problemerne frivilligt. Det er også muligt, at fejlene har fået lov at bestå, fordi der ikke var konsekvenser forbundet med dem.

Det er netop denne usikkerhed, der er problemet. Et tilsynssystem, der hviler på uformelle aftaler, giver ikke den gennemsigtighed, som er nødvendig for at vurdere, om sikkerhedsniveauet reelt er tilstrækkeligt.

Det geopolitiske bagtæppe

Man kan ikke analysere denne sag uden at nævne konteksten. Siden 2022 har Europa oplevet sabotage mod kritisk infrastruktur — herunder Nord Stream-rørledningerne. Trusselsvurderinger fra CFCS og andre efterretningsorganisationer peger konsekvent på, at energiinfrastruktur er et primært mål for statslige og ikke-statslige aktører med interesse i at destabilisere europæiske samfund.

I det lys er en gentlemanaftale, der sætter sikkerhedskrav ud af kraft, ikke bare et administrativt problem. Det er et nationalt sikkerhedsspørgsmål. Energiforsyning er en af de mest fundamentale dele af den kritiske infrastruktur — forstyrres den, mærkes det af alle.


Konklusion: Systemsvaghed kræver systemsvar

Hvad rapporten afslører, er ikke et ondsindet forsøg på at underminere sikkerheden. Det afslører noget mere hverdagsagtigt og på mange måder mere bekymrende: Et tilsynssystem, der i praksis er blevet afkoblet fra de regler, det er sat til at håndhæve.

Det kræver et systemsvar — ikke blot en beklagelse og en forsikring om, at man vil gøre det bedre fremover.

Konkret bør det betyde:

Gennemsigtighed om aftalen. Hvem besluttede den, hvornår og med hvilken begrundelse? Det er et legitimt spørgsmål, som Folketing og offentlighed har ret til at få besvaret.

En uafhængig vurdering af sikkerhedsniveauet. De knap 200 advarsler bør gennemgås med henblik på at vurdere, om de underliggende sikkerhedsfejl er rettet op — og i givet fald hvornår og hvordan.

Stærkere institutionel adskillelse. Samarbejdet mellem myndigheder og branche er nødvendigt, men det kræver klare grænser. Tilsynsfunktionen skal ikke varetages af den samme enhed, der også arbejder tæt på sektoren i en vejledende og støttende funktion.

Politisk opfølgning. Sagen hører hjemme i Folketinget — ikke som skandalesag, men som en strukturel debat om, hvordan Danmark organiserer tilsynet med kritisk infrastruktur i en tid med øgede trusler.

Den gode nyhed er, at rapporten eksisterer. Det betyder, at nogen har set problemet og dokumenteret det. Det er udgangspunktet for en forbedring. Spørgsmålet er, om de rette aktører nu handler på det.


Kilder