= Dybdeanalyse

Forsvarets nye sensorlov: hvad får private virksomheder pligt til at acceptere?

En ny dansk lov giver Forsvaret ret til at installere overvågningssensorer på private ejendomme uden frivillig aftale — vi gennemgår de juridiske og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Konklusion på forhånd

Folketinget er ved at vedtage lovgivning, der giver Forsvaret hjemmel til at placere sensorer og udstyr på private ejendomme — også uden ejerens samtykke. Loven er begrundet i behovet for at bekæmpe ulovlig droneaktivitet ved militære anlæg. Men den rejser uafklarede spørgsmål om erstatning, ejendomsretlige byrder og de praktiske omkostninger, som private virksomheder kan blive pålagt at bære. Retsgrundlaget ligner en servitutlignende konstruktion, og internationale erfaringer viser, at sådanne ordninger kræver præcise kompensationsregler for ikke at skabe retlig usikkerhed og erhvervsmæssige tab.


Baggrund

Droner er ikke længere et nicheprodukt. De bruges til fotografering, inspektion, landbrug, levering — og til spionage og sabotage. I kølvandet på krigen i Ukraine og en generelt skærpet sikkerhedssituation i Europa har den danske stat vurderet, at Forsvaret mangler juridisk håndtag til at håndtere trusler fra ubemandede luftfartøjer, der opererer i nærheden af militære installationer.

Svaret er lovforslag L 211, fremsat den 23. april 2025 af forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Forslaget ændrer lov om forsvarets formål, opgaver og organisation og giver Forsvaret en række nye beføjelser: at neutralisere droner, at etablere restriktionszoner — og at installere sensorudstyr på privat grund.

Det er den sidste del, der har skabt bekymring i erhvervslivet.


Hvad sker der

Kernen i L 211 er, at Forsvaret skal kunne oprette zoner omkring militære områder, hvor ulovlig droneflyvning aktivt kan modvirkes. For at det kan lade sig gøre i praksis, kræves der detektionsudstyr — sensorer, antenner og anden elektronik — der kan overvåge luftrummet i et vist omfang omkring en given installation.

Problemet er, at militære anlæg ikke altid er omgivet af statsejet jord. I mange tilfælde støder de op til private ejendomme: virksomheder, landbrugsejendomme, boligområder. Loven giver derfor Forsvaret hjemmel til at placere udstyr på privat ejendom — selv når ejeren ikke har givet sit samtykke.

Ifølge Ingeniørens dækning af sagen er det netop dette element, der har vakt modstand. Virksomheder er ikke imod det overordnede formål — tværtimod bakker erhvervsorganisationer bredt op om, at Forsvaret får de nødvendige beføjelser til at beskytte militære anlæg mod droner. Men de er bekymrede for, hvad installationen konkret indebærer: Hvem betaler for opsætning og vedligehold? Hvem hæfter, hvis udstyret beskadiger bygninger eller forstyrrer virksomhedens drift? Og hvad sker der, hvis en sensor genererer elektromagnetisk interferens, der påvirker eget udstyr?

Høringssvarene til lovforslaget bekræfter dette billede. Det fremgår af materialet til L 211 Bilag 1, at de hørte parter anerkender behovet for lovgivningen — men efterlyser klarere regler om kompensation og procedurer.


De centrale spørgsmål

1. Kan Forsvaret tvinge sig ind på privat grund?

Ja, det er præcis hvad loven åbner for. Det er ikke en frivillig ordning, selv om frivillige aftaler formentlig vil være første skridt i praksis. Hjemlen til at pålægge ejere en pligt til at tåle installationen er kernen i det nye regelsæt.

Juridisk set minder konstruktionen om en servitut — en ret til at bruge en andens ejendom på en bestemt, begrænset måde. Servitutter kendes fra mange sammenhænge: elselskaber har ret til at have kabler på privat jord, kommuner kan have vejrettigheder, og staten kan ekspropiere. Men alle disse ordninger er normalt ledsaget af erstatningsregler.

2. Hvad får ejeren i erstatning?

Her er loven uklar — og det er et centralt problem. Erstatning ved ekspropriation er grundlovssikret i Danmark: Grundlovens § 73 fastslår, at ingen kan tvinges til at afgive sin ejendom uden fuldstændig erstatning. Men spørgsmålet er, om en sensorinstallation udgør ekspropriation i grundlovens forstand, eller om det blot er en reguleringsmæssig byrde, som ejeren skal tåle uden kompensation.

Svaret afhænger af, hvor indgribende installationen er. En lille antenne på et tag er noget andet end udstyr, der kræver eksklusiv brug af et areal, begrænser ejendommens normale brug eller medfører løbende driftsforstyrrelser. Loven — i den form den er fremsat — efterlader denne afgrænsning åben.

3. Hvem betaler driften?

Selv hvis der betales erstatning for selve installationsretten, opstår spørgsmålet om de løbende omkostninger. Hvis Forsvarets udstyr kræver adgang til strøm fra ejendommens forsyning, kræver periodisk adgang for teknikere, eller medfører dokumentationskrav for ejeren — hvem betaler så?

Virksomheder har i høringsfasen peget på, at disse spørgsmål ikke er besvaret i lovteksten. Det er ikke et hypotetisk problem: en produktionsvirksomhed, der pludselig skal koordinere adgang med Forsvarets teknikere og måske tilpasse egne sikkerhedsprocedurer, kan stå med reelle administrative og økonomiske meromkostninger.

4. Hvad med elektromagnetisk interferens?

L 211 indeholder bestemmelser om, at lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold samt lov om radiofrekvenser finder anvendelse på det udstyr, Forsvaret anvender. Det er en juridisk anerkendelse af, at der kan opstå interferensproblemer. Men det løser ikke spørgsmålet om, hvem der hæfter, hvis Forsvarets sensor forstyrrer en virksomheds produktionsudstyr, kommunikationssystemer eller alarmsystemer.


Analyse

Servitutlogik uden servitutgarantier

Den retlige konstruktion i L 211 trækker på samme logik som en servitut — retten til at bruge en andens ejendom mod en afgrænsning af denne brug. International og komparativ retsvidenskab har i mange år beskæftiget sig med, hvad der karakteriserer en velreguleret servitutordning.

En artikel fra 2025 om rettigheder under jordservitutter på landbrugsejendomme (Kurylo m.fl.) peger på, at afgørende elementer er: klar afgrænsning af den tilladte brug, gennemsigtighed om rettigheder og pligter for begge parter, og en mekanisme til løsning af uenigheder. Det er netop disse tre elementer, som erhvervslivet i høringssvarene til L 211 efterlyser — og som ikke er fuldt ud på plads i lovforslaget som fremsat.

Det er ikke et argument imod loven som sådan. Det er et argument for, at lovens implementeringsbestemmelser og tilhørende bekendtgørelser skal udfylde hullerne, inden loven træder i kraft.

Sikkerhedshensyn contra ejendomsret — et reelt spændingsfelt

Det ville være uretfærdigt at fremstille dette som en sag, hvor Forsvaret optræder hensynsløst. Baggrunden er reel: droner udgør en dokumenteret trussel mod militære anlæg i Europa, og behovet for detektionskapacitet er legitimt. Høringssvaret fra de berørte parter i L 211-processen anerkender netop dette og bakker op om lovens overordnede formål.

Spændingen er ikke mellem sikkerhed og ejendomsret som abstrakte principper — de fleste vil acceptere, at staten i nødsituationer kan handle. Spændingen er mellem Forsvarets operative behov for fleksibilitet og private aktørers legitime krav på forudsigelighed, retfærdig kompensation og beskyttelse mod uventede driftsomkostninger.

Den balance er lovgivningens opgave at slå fast. Og her er L 211 — i sin nuværende form — ikke helt i mål.

Hvad siger høringssvarene?

Materialet fra Folketingets behandling af L 211 viser, at de hørte parter overordnet set støtter lovforslaget. Det er ikke en sag, hvor erhvervslivet siger nej til loven. Men støtten er betinget — og betingelserne handler om netop de juridiske og økonomiske uklarheder, der er beskrevet ovenfor.

Det er et mønster, der kendes fra mange andre love med indgrebsbeføjelser: bred politisk opbakning til formålet, men manglende præcision i implementeringen. Den type uklarhed løses sjældent i selve loven — den ender typisk i bekendtgørelser, vejledninger og i sidste ende ved domstolene.

For virksomheder, der potentielt berøres, er det utilfredsstillende. De kan ikke indrette sig efter vage formuleringer.

Er der internationalt sammenlignelige ordninger?

Danmark er ikke det eneste land, der overvejer denne type regulering. Flere NATO-lande har lignende behov for at etablere beskyttelseszoner omkring militære anlæg i en tid med øget droneaktivitet. Men det er uden for denne artikels kilderamme at sammenligne konkrete udenlandske modeller — det ville kræve en selvstændig analyse.

Det kan dog konstateres, at konstruktionen med statslige installationsrettigheder på privat grund ikke er ny i dansk ret. Elforsyningsloven, naturbeskyttelsesloven og en række andre love indeholder lignende mekanismer — og de har alle gennemgået juridiske afklaringer over tid, herunder retssager om erstatningsniveauer.

L 211 vil formentlig følge samme vej.

Hvad bør der ske?

Uden at forlade det faktuelle grundlag kan man identificere tre konkrete punkter, som den videre lovbehandling bør adressere:

Erstatningsprincipper skal præciseres. Det bør fremgå tydeligt af loven eller tilhørende bekendtgørelser, hvilke kriterier der afgør, om en installation udløser erstatning, og efter hvilken metode erstatningen beregnes.

Driftsomkostninger skal fordeles klart. Loven bør fastslå, hvem der hæfter for løbende udgifter til strøm, adgang og vedligehold — og for eventuelle skader på ejendommen eller driftsforstyrrelser.

En klagemekanisme skal eksistere. Private ejere bør have en klar og tilgængelig vej til at anfægte en installation, herunder dens omfang og de tilbudte vilkår, uden at skulle anlægge civilt søgsmål.


Konklusion

L 211 er et nødvendigt lovgivningstiltag i en sikkerhedspolitisk virkelighed, der har ændret sig markant. Forsvaret har et reelt behov for at kunne etablere dronedetektionskapacitet — også på privat grund — og det brede flertal af høringsparterne anerkender dette.

Men nødvendighed er ikke det samme som tilstrækkelig regulering. Loven efterlader i sin nuværende form centrale spørgsmål ubesvarede: hvad udløser erstatning, hvem betaler driften, og hvordan håndteres elektromagnetiske forstyrrelser. For virksomheder, der kan blive berørt, er det ikke acceptable svar at sige, at det klares i praksis.

Den rette løsning er ikke at stoppe loven — det er at sikre, at implementeringsreglerne er på plads, inden loven træder i kraft. Erfaringen fra andre servitutlignende ordninger i dansk ret viser, at juridiske uklarheder ikke forsvinder af sig selv. De vokser sig større og dyrere, jo længere man venter med at løse dem.


Kilder