= Dybdeanalyse

Danmarks elforsyning på spil: Ny redegørelse afslører farligt kapacitetsgab på kolde vinterdage

En ny redegørelse fra Energinet viser, at Danmark risikerer at blive Nordeuropas mest importafhængige el-nation på kolde, vindstille vinterdage — og de gamle kraftværker, der kan redde os, lukker hurtigere, end nye forbindelser bliver bygget.

Konklusion

Danmark er på vej mod en situation, hvor vi på de mest kritiske vinterdage med vindstille og skyet vejr ikke selv kan producere nok strøm og samtidig ikke har tilstrækkelige importforbindelser til at dække underskuddet. Energinets redegørelse for elforsyningssikkerhed 2025 dokumenterer et voksende kapacitetsgab, som de eksisterende søkabelprojekter endnu ikke lukker. De gamle gas- og oliefyrede kraftværker fungerer i dag som en usynlig buffer — men de er ved at forsvinde, inden erstatningen er klar. Det er et konkret og målbart forsyningssikkerhedsproblem, ikke en teoretisk fremtidsrisiko.

De vigtigste pointer:

  • Danmark har i årevis haft god forsyningssikkerhed målt på afbrudsminutter pr. forbruger, men det tal dækker over en strukturel sårbarhed i ekstremsituationer.
  • Antallet af regulerbare kraftværker falder markant frem mod 2040, mens sol og vind ikke kan levere på stille, kolde vinterdage.
  • Forsinkede søkabelprojekter betyder, at importkapaciteten ikke er klar, når behovet er størst.
  • Der er ikke politisk enighed om, hvordan gabet skal lukkes — og branchen råber nu vagt i gevær.

Baggrund

Danmark har de seneste ti år gjort sig bemærket som et af verdens mest ambitiøse lande inden for grøn energiomstilling. Vindmøllerne producerer i perioder langt mere strøm, end vi selv bruger, og vi eksporterer til naboerne. Det billede har skabt en udbredt opfattelse af, at dansk elforsyning er robust og fremtidssikret.

Men der er en bagside. Vind og sol er vejrafhængige. Og vejret er ikke altid samarbejdsvilligt.

Det fænomen, som energieksperter kalder "dunkelflaute" — en tysk sammentrækning af mørke (dunkel) og vindstille (Flaute) — beskriver præcis de dage, der holder forsyningsplanlæggere vågne om natten: kolde vinterdage med overskyet himmel og ingen vind. På sådanne dage falder produktionen fra sol og vind næsten til nul, mens elforbruget omvendt er på sit højeste, fordi danskerne varmer hus, laver mad og bruger lys i mørketiden.

I årtier har Danmark klaret sådanne situationer ved at have store, regulerbare kraftværker i beredskab — anlæg der kan skrues op og ned efter behov. Men disse anlæg er dyre at drive, og i takt med at de grønne energikilder har overtaget markedet, har det ikke længere kunnet betale sig for ejerne at holde dem kørende. Lukning efter lukning er blevet annonceret.

Energinet, der er statslig systemansvarlig for det danske el- og gasnet, udgiver hvert år en redegørelse for elforsyningssikkerheden. Redegørelsen for 2025 tegner et mere bekymrende billede end tidligere år — og det er den, der nu har sat gang i et åbent oprør i energibranchen.


Hvad sker der

Kapacitetsgabet vokser

Energinets redegørelse for elforsyningssikkerhed 2025 kortlægger den såkaldte "effektbalance" — altså forholdet mellem den maksimale elproduktion, Danmark kan mobilisere, og det maksimale elforbrug, vi forventer. På de kritiske dage, hvor vind og sol ikke leverer, bliver billedet alvorligt.

De traditionelle, regulerbare kraftværker — dem der kan producere strøm uanset vejret — er under afvikling. Klimarådet har i sin analyse "Sikker elforsyning med sol og vind" fra maj 2023 gjort opmærksom på præcis denne tendens: antallet af regulerbare kraftværker vil falde markant i Danmark frem mod 2040. Det betyder ifølge Energistyrelsen, at vi i stigende grad må trække på import fra nabolandene, når vind og sol svigter.

Problemet er, at importkapaciteten ikke følger med efterspørgslen. De søkabelprojekter, der skal give Danmark adgang til mere udenlandsk strøm, er forsinket. Og i de perioder, hvor Danmark har mest brug for import, har nabolandene typisk de samme vejrforhold — og dermed de samme problemer med manglende produktion.

Søkablerne kommer for sent

Ifølge Ingeniørens dækning af sagen er en central pointe i redegørelsen, at de planlagte udenlandsforbindelser ikke er klar i tide. Kabelprojekter af denne type kræver årelange godkendelsesprocesser, tekniske undersøgelser og anlægsarbejde. Forsinkelser er reglen snarere end undtagelsen.

Det efterlader et vindue — måske på flere år — hvor Danmark kan befinde sig i en situation, hvor de gamle kraftværker er lukket, de nye søkabler ikke er i drift, og importkapaciteten dermed er utilstrækkelig på de mest kritiske dage.

De gamle kraftværker som usynlig buffer

Her ligger et paradoks: De kraftværker, som energibranchen nu beder om at holde i live, er præcis dem, som klimapolitikken ellers ønsker at lukke hurtigst muligt. Gasturbiners og oliefyrede anlægs CO₂-udledning passer dårligt ind i en grøn omstillingsfortælling.

Men set fra et forsyningssikkerhedsperspektiv er disse anlæg uerstattelige i den nærmeste fremtid. De kan startes op på kort varsel. De kan køre på kommando. Og de kan levere strøm præcis på de dage, hvor intet andet kan.

Spørgsmålet, som redegørelsen stiller, er ikke, om vi skal beholde fossile kraftværker for evigt. Spørgsmålet er, om vi lukker dem, inden vi har noget andet, der kan udfylde hullet.


De centrale spørgsmål

1. Hvor stort er kapacitetsgabet egentlig?

Det er vanskeligt at opgøre præcist, og det er vigtigt at være ærlig om usikkerheden. Energinets redegørelse for 2024 og 2025 bruger en række nøgletal, herunder gennemsnitlige afbrudsminutter pr. elforbruger og importafhængighed på kritiske tidspunkter. Den ældre Folketing-rapport om elforsyningssikkerhed fra 2015 understregede, at beregninger af denne type er meget usikre, fordi en række af de anvendte data er usikre — herunder antagelser om fremtidigt forbrug, vejrforhold og nabonationers adfærd.

Det betyder ikke, at bekymringen er ubegrundet. Det betyder, at de præcise tal skal læses med forsigtighed, og at der er en reel spændvidde i, hvor slemt det kan gå.

2. Kan nabolandene redde os?

I teorien ja. Danmarks el-infrastruktur er tæt forbundet med Sverige, Norge, Tyskland og Holland. I praksis er billedet mere kompliceret. Hvis en dunkelflaute rammer hele Nordvesteuropa samtidig — hvilket historisk er en reel mulighed — har alle de berørte lande underskud på samme tid. Importkapaciteten hjælper ikke, hvis der ingen strøm er at importere.

ENTSO-E, det europæiske samarbejde for transmissionssystemoperatører, har i sit Ten-Year Network Development Plan (TYNDP) fra 2022 kortlagt netop denne problematik for hele Europa: den samme tendens ses i udlandet, hvor elforbrug stiger og regulerbar kapacitet falder.

3. Hvad koster det at holde kraftværkerne i live?

Her er der en reel politisk og økonomisk konflikt. Kraftværksejerne kan ikke drive anlæg, der ikke tjener penge. Hvis samfundet ønsker, at disse anlæg forbliver i beredskab, skal samfundet betale for det — enten via kapacitetsmarkeder, reservebetalinger eller direkte subsidier. Det er en udgift, der i det store billede kan virke begrænset sammenlignet med konsekvenserne af strømafbrydelser, men som politisk er svær at sælge.

4. Er batterier og andre løsninger klar?

Storskalabatterier og andre lagringsformer vokser hurtigt, men er endnu ikke i nærheden af at kunne kompensere for manglen på regulerbar kapacitet over en periode på dage snarere end timer. Det gælder også Power-to-X og brint, som fortsat er i en tidlig kommerciel fase. De løsninger er relevante på lidt længere sigt, men løser ikke problemet i det tidsvindue, redegørelsen beskæftiger sig med.


Analyse

Et strukturelt problem gemt i gode gennemsnitstider

Den officielle statistik for dansk elforsyningssikkerhed ser god ud. Energinets redegørelser viser, at de gennemsnitlige afbrudsminutter pr. elforbruger har været lave i de seneste ti år — faktisk er danskerne godt beskyttet mod de dagligdags strømafbrydelser, som følger af tekniske fejl i nettet.

Men gennemsnitstal skjuler ekstremsituationer. Forsyningssikkerhed handler ikke kun om, om lyset slukker i gennemsnit — det handler om, hvad der sker i de mest kritiske situationer. En lufthavn, et hospital, en datacenterklynge eller en koldkæde i fødevareindustrien kan ikke trøste sig med gode gennemsnit, hvis strømmen svigter i tre dage midt i januar.

Det er netop i ekstremsituationerne, at kapacitetsgabet bliver akut.

Politikkens blinde punkt

Der er noget paradoksalt i situationen. Den grønne energiomstilling er i sig selv succesfuld på mange parametre — mere vedvarende energi, lavere CO₂-udledning, øget energiuafhængighed fra fossile brændsler. Men omstillingen har skabt en ny form for sårbarhed, som den politiske diskussion ikke altid har adresseret med tilstrækkelig konkretion.

Klimarådet pegede allerede i sin analyse fra 2023 på, at sikker elforsyning med sol og vind kræver aktive politiske valg om, hvad der skal sikre systemet på de dage, hvor de grønne kilder ikke leverer. Det er ikke en naturlov, at markedet selv finder løsningen — tværtimod er der markedssvigt, fordi kapacitet, der sjældent bruges, men er kritisk nødvendig, typisk ikke er rentabel uden samfundsmæssig betaling.

Anbefalingen fra Energistyrelsen om skærpet opmærksomhed på forsyningssikkerhed — som Energinet refererer i sine redegørelser — er et signal om, at myndighederne selv er bevidste om problemet. Men opmærksomhed er ikke det samme som løsning.

Branchens oprør — legitimt eller selvtjenstligt?

Energibranchen, der nu råber op, har naturligvis en egeninteresse. Kraftværksejere ønsker betalinger for kapacitet, de ellers ikke kan drive rentabelt. Det gør ikke deres argument forkert, men det er værd at holde sig for øje, at der er kommercielle interesser på spil.

Det afgørende spørgsmål er ikke, om kraftværksejerne ønsker penge — det gør de. Spørgsmålet er, om de analyser, de støtter sig til, holder. Og her peger de uafhængige kilder — Energinets egne redegørelser, Klimarådets analyse og de internationale ENTSO-E-vurderinger — i samme retning: kapacitetsgabet er reelt, det vokser, og søkabelforsinkelserne forværrer situationen.

Hvad siger tallene ikke

Det er nødvendigt at markere, hvad der er usikkert. Vi ved ikke præcist, hvornår eller hvor ofte dunkelflaute-situationer vil ramme Danmark med fuld styrke. Vi ved ikke, om nabolandenes situation vil være bedre eller dårligere end Danmarks i disse situationer. Og vi ved ikke, om teknologiudviklingen — batterier, brint, efterspørgselsrespons — accelererer hurtigere end forventet og reducerer gabet hurtigere end redegørelsens scenarier antager.

Det er ikke en undskyldning for passivitet. Det er en påmindelse om, at politiske beslutninger her skal træffes under usikkerhed — og at konsekvenserne af at fejle i den ene retning (strømafbrydelser i vinteren) er langt alvorligere end konsekvenserne af at fejle i den anden retning (at betale for kapacitet, der viser sig ikke at være nødvendig).


Konklusion

Danmark er ikke på randen af strømmørke. Men vi bevæger os mod en strukturel situation, som kræver aktive politiske valg nu — ikke om fem år.

Energinets redegørelse for elforsyningssikkerhed 2025 dokumenterer et kapacitetsgab, der vokser i takt med, at regulerbare kraftværker lukker hurtigere, end nye importforbindelser og alternative løsninger er klar til at overtage. De forsinkede søkabelprojekter forværrer situationen i et afgørende overgangsvindue.

De gamle kraftværker, som branchen nu kæmper for at bevare, er ikke en romantisk tilbagevenden til fossilernes tidsalder. De er en nødvendig bro — forudsat at der er en klar plan for, hvad der erstatter dem, og en tidsplan der hænger sammen.

Spørgsmålet, Folketinget bør stille, er ikke "kan vi lukke disse kraftværker?" men "hvad sikrer forsyningen, inden det næste led er klar?" Det svar mangler stadig.


Kilder