Et internt regeringsnotat afslører, at beregningsgrundlaget for landbrugets CO2-reduktioner har indeholdt fejl, hvilket gør det sværere at nå Danmarks 70-procentsmål inden 2030.
Konklusion
Danmark kan ikke nå sit klimamål på samme måde, som man troede. Et internt notat afslører, at de beregninger, der dannede grundlag for landbrugsaftalen, var fejlbehæftede. Resultatet er, at landbruget reelt har fået lov til at udlede mere CO2-ækvivalent end forudsat — og at det politiske regnestykke bag 70-procentsmålet ikke holder.
Det er ikke en politisk strid om ambitioner. Det er en faktuel fejl i det empiriske grundlag for dansk klimapolitik. Og den fejl har konsekvenser, der nu skal håndteres politisk.
Baggrund
I 2020 vedtog Folketinget klimaloven, som sætter et juridisk bindende mål om at reducere Danmarks drivhusgasudledning med 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990-niveauet. Det er et af de mest ambitiøse nationale klimamål i verden og var ved vedtagelsen udtryk for en politisk konsensus på tværs af et bredt flertal.
Landbruget er en central aktør i dette regnestykke. Sektoren tegner sig for en betydelig andel af de samlede danske drivhusgasudledninger — ikke primært som CO2 fra fossile brændsler, men som metan fra kvæg og gødningshåndtering samt lattergas fra kvælstofgødning. Det gør landbrugets bidrag komplekst at opgøre og sammenligne med andre sektorers udledninger.
I 2021 indgik den daværende regering en landbrugsaftale, der skulle sikre, at sektoren leverede sin del af den samlede reduktion. Aftalen byggede på konkrete beregninger af, hvor meget landbruget udleder, og hvor meget det realistisk kan skære ned.
Det er netop disse beregninger, der nu viser sig at have indeholdt fejl.
Hvad sker der
Politiken har fået adgang til et internt regeringsnotat, der dokumenterer, at beregningsgrundlaget for landbrugets CO2-reduktioner har indeholdt fejl. Fejlen indebærer, at landbruget i praksis har fået tildelt et højere udledningsrum end forudsat i klimaaftalen. Med andre ord: Sektoren må udlede mere, end politikerne troede, da de stemte for aftalen.
Det betyder ikke nødvendigvis, at landbruget bevidst har fået særbehandling. Det betyder, at de tal, som politikerne og embedsværket regnede med, ikke var korrekte — og at fejlen nu er dokumenteret internt i systemet.
Konsekvensen er direkte: Hvis landbruget udleder mere end antaget, og det samlede 70-procentsmål skal nås, skal der enten findes ekstra reduktioner andre steder, genforhandles med landbruget om skrappere krav, eller også risikerer Danmark at misse sit juridisk bindende mål.
De centrale spørgsmål
Regnefejlen rejser tre fundamentale spørgsmål:
1. Hvor stor er fejlen, og hvad er den faktiske konsekvens for 70-procentsmålet?
Det interne notat dokumenterer, at en fejl eksisterer, men den præcise kvantitative effekt på det samlede klimaregnskab er endnu ikke fuldt afklaret offentligt. Danmarks Statistik opgør løbende de samlede drivhusgasudledninger, og det er i den ramme, 70-procentsmålet måles. Fejl i sektorspecifikke beregninger kan have kaskadeeffekter for hele regnskabet.
2. Hvem vidste hvad og hvornår?
Et internt notat indikerer, at fejlen er identificeret inden for systemet — men ikke nødvendigvis kommunikeret til offentligheden eller Folketinget. Det er et demokratisk problem, hvis grundlaget for lovgivning ændres uden at lovgiverne orienteres.
3. Hvad sker der nu politisk?
Klimaloven stiller krav om juridisk bindende mål. Hvis beregningsgrundlaget er forkert, og målet alligevel skal nås, kræver det enten nye politiske beslutninger eller en ændret fortolkning af, hvad der tæller med. Ingen af delene er tekniske løsninger — det er politiske valg.
Analyse
Landbrugets udledninger er svære at opgøre — og det udnyttes
Det er ikke tilfældigt, at fejlen opstår netop i landbrugets klimaregnskab. Landbrugets drivhusgasudledninger er strukturelt sværere at måle og verificere end for eksempel udledninger fra energisektoren.
Metan fra kvæg og gylle, lattergas fra gødning og CO2 fra dræning af lavbundsjorde bidrager alle til det samlede regnskab. Hvert af disse bidrag opgøres via modeller og estimater, ikke via direkte målinger. Og modellerne afhænger af antagelser om for eksempel kvælstofindhold i jord, dyretal og landbrugspraksis — antagelser der kan være forældede eller bygge på utilstrækkelige data.
Forskning i drivhusgasregnskaber fra landbrugsjorder viser netop denne kompleksitet. En analyse af kinesiske landbrugssystemers drivhusgasudledninger, baseret på livscyklusanalyse, dokumenterer, at landbrugssektorer på globalt plan tegner sig for tæt på en tredjedel af de samlede menneskeskabte drivhusgasudledninger — men at opgørelsesmetoderne varierer betydeligt og introducerer systematisk usikkerhed. Samme grundlæggende metodeproblem gælder i dansk sammenhæng: Modellerne er kun så gode som de data og antagelser, de bygger på.
Kvælstofgødning er et særligt problem. En gennemgang af kvælstofgødnings klimaeffekter dokumenterer, at lattergas — som opstår ved nedbrydning af kvælstofforbindelser i jord — er en af de mest potente drivhusgasser, og at opgørelsen af disse udledninger er behæftet med stor usikkerhed. Det skyldes bl.a., at udledningen varierer kraftigt med jordbundsforhold, temperatur og nedbør.
Når beregningsgrundlaget for netop denne sektor viser sig fejlbehæftet, er det altså ikke overraskende — men det er alvorligt.
Lavbundsjorde: Det store ukendte
En sandsynlig kilde til fejlen er opgørelsen af kulstofudledning fra lavbundsjorde — drænede, tidligere våde arealer, der nu bruges til landbrug. Disse arealer frigiver CO2 kontinuerligt, fordi den organiske jord iltes, når den drænes. Det er en langsom, men massiv udledningskilde.
Forskning i tørvejorders klimabidrag, herunder en canadisk opgørelse af landbrugstørvejorders udledninger, viser, at selv en relativt begrænset andel af det samlede tørvejordsareal kan stå for meget store mængder lagret kulstof — og at dræning af disse arealer over tid frigiver dette kulstof som CO2. Opgørelsesmetoderne for disse arealer er komplekse, og selv i lande med veludviklede statistiksystemer er usikkerheden stor.
I Danmark er lavbundsjorderne en central del af klimaaftalen med landbruget. Udtag af lavbundsjorde — det vil sige, at man stopper med at dræne og dyrke dem — er et af de vigtigste virkemidler i landbrugspakken. Hvis de beregninger, der beskriver disse jordes nuværende udledningsniveau, er forkerte, er hele regnestykket for gevinsten ved udtag forkert.
Troværdighed og politisk kapital
Den måske vigtigste konsekvens af regnefejlen er ikke teknisk — det er politisk. Klimapolitik er afhængig af, at befolkning, erhvervsliv og politikere stoler på, at tallene er troværdige. Når interne notater afslører fejl, der ikke er kommunikeret åbent, underminerer det den tillid.
For landbrugets vedkommende er dette særligt sensitivt. Sektoren har gennem mange år argumenteret for, at klimakravene er for hårde, og at beregningsmetoderne favoriserer andre sektorer. Hvis det nu viser sig, at beregningerne faktisk har givet landbruget mere råderum end antaget, kan det styrke de kritikere, der mener, at sektoren systematisk har fået bedre vilkår end andre.
Omvendt kan landbruget argumentere for, at fejlen afspejler den grundlæggende usikkerhed i beregningsmetoderne — og at krav, der bygger på usikre tal, bør justeres, ikke strammes.
Begge positioner er forståelige. Men ingen af dem ændrer ved den grundlæggende kendsgerning: Klimamålet er juridisk bindende, og det er sat i forhold til et tal, der nu viser sig at være forkert.
Hvad kræver 70-procentsmålet nu?
Danmarks Statistik opgør løbende udledningsniveauet i forhold til 1990-baseline. Målet er en reduktion på 70 procent fra dette niveau inden udgangen af 2030. Det er et nationalt mål — ikke et EU-mål — og er forankret i klimaloven.
Hvis regnefejlen indebærer, at landbruget har et højere reelt udledningsniveau end antaget, og dette udledningsniveau ikke reduceres tilsvarende mere, betyder det, at der er et hul i det samlede klimaregnskab. Det hul skal fyldes — enten af landbruget selv, af andre sektorer, eller via teknologier som CO2-fangst og -lagring, der endnu ikke er udbredt i praksis.
Der er ingen nem løsning. Alle tre veje kræver enten politisk vilje til at pålægge yderligere byrder, teknologier der ikke er klar i skala, eller en ændring af ambitionsniveauet — hvilket ville kræve en ændring af klimaloven.
Hvad siger forskningen om landbrugssektorens reduceringsmuligheder?
En tysk undersøgelse af landbrugeres viden om og holdninger til drivhusgasudledninger viser, at landmænd generelt undervurderer landbrugets klimaandel, og at denne undervurdering er en strukturel barriere for at implementere reduktionsforanstaltninger. Det er ikke et spørgsmål om ond vilje — det er et spørgsmål om, at sektoren ikke har haft incitamenter til at internalisere de fulde klimaomkostninger.
Det peger på en strukturel udfordring: Selv med korrekte beregninger er implementering af reduktioner i landbruget svær, fordi det kræver adfærdsændringer, investeringer og i mange tilfælde omlægning af hele produktionssystemer.
Regnefejlen gør dette endnu sværere. For nu skal sektoren ikke blot nå de mål, der var aftalt — den skal enten nå dem plus mere, eller også skal andre sektorer tage et større ansvar.
Konklusion
Regnefejlen i landbrugets klimaregnskab er ikke en detalje. Det er et grundlæggende brud på det empiriske fundament, som dansk klimapolitik hviler på.
Det betyder ikke, at 70-procentsmålet er umuligt. Men det betyder, at vejen dertil er anderledes og sandsynligvis sværere end antaget. Og det rejser et legitimt spørgsmål om, hvorvidt Folketinget har truffet sine beslutninger på et korrekt grundlag.
Der er behov for tre ting nu:
Gennemsigtighed: Det interne notat skal frem i offentligheden i sin fulde form. Politikere, journalister og borgere skal kunne vurdere fejlens omfang.
Genberegning: Hele klimaregnskabet for landbruget bør gennemgås uafhængigt for at fastslå, hvor stor afvigelsen reelt er.
Politisk handling: Hvis gabet er så stort, at målet ikke kan nås uden yderligere tiltag, skal Folketinget træffe nye beslutninger — ikke embedsværket eller ministeriet bag lukkede døre.
Klimapolitik er kun troværdig, hvis den bygger på troværdige tal. Det gør den ikke i øjeblikket.
Kilder
- Internt notat afslører regnefejl: Landbrug må udlede mere end antaget — Politiken
- Klima — Danmarks Statistik
- A First Assessment of Greenhouse Gas Emissions From Agricultural Peatlands in Canada — Strack et al., 2024
- Nitrogen Fertilizers and Climate Change: A Comprehensive Review of Greenhouse Gas Emissions and Sustainable Management — Revathi et al., 2025
- Accounting for Greenhouse Gas Emissions in the Agricultural System of China Based on the Life Cycle Assessment Method — Ning et al., 2024
- Agricultural Greenhouse Gas Emissions: Knowledge and Positions of German Farmers — Jantke et al., 2020