Hvad ved vi om PFAS i drikkevand?

Nye forskningsfund tyder på, at selv meget lave koncentrationer af PFAS i drikkevand kan skade menneskers sundhed — men hvor farligt er det egentlig, og hvad gør myndighederne?

Det politiske spørgsmål

Danmark har et af verdens bedste drikkevand. Den selvforståelse er under pres. PFAS — en gruppe af flere tusinde industrikemikalier — er fundet i grundvand og drikkevand over hele landet, og nye forskningsfund reviderer risikovurderingen opad. Det tvinger politikerne til at tage stilling: Er de nuværende grænseværdier strenge nok? Hvem har ansvaret for oprydningen? Og hvem betaler?

I Folketinget har PFAS-forureningen ført til skærpede krav til kortlægning af forurening, særligt omkring brandøvelsespladser og industrigrunde, hvor kemikalierne er brugt i årtier. Men spørgsmålet om, hvad der er et acceptabelt niveau i drikkevandet, er endnu ikke endeligt besvaret — hverken videnskabeligt eller politisk.

Det empiriske spørgsmål bag

Kernen i debatten er et tilsyneladende simpelt spørgsmål: Hvor lidt PFAS er for meget?

PFAS er en forkortelse for per- og polyfluoralkylstoffer. De nedbrydes ekstremt langsomt i naturen og i menneskekroppen — deraf kælenavnet "de evige kemikalier". De har været brugt siden 1950'erne i alt fra brandslukningsmidler og stegepander til imprægnering af tøj og fødevareemballage.

Det nye i den aktuelle debat er ikke, at PFAS findes i drikkevandet. Det vidste vi. Det nye er, at forskning løbende peger på sundhedsskadelige effekter ved langt lavere koncentrationer end tidligere antaget. Det rejser spørgsmålet: Er de grænseværdier, vi har sat, sat højt nok til at beskytte os?

Hvad ved vi

PFAS er udbredt i dansk grundvand ✓✓

Miljøministeriet har kortlagt forureningen i en redegørelse til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Den viser, at PFAS er fundet i grundvand og drikkevand mange steder i landet — særligt i nærheden af brandøvelsespladser, militære anlæg og industrigrunde, hvor brandslukningsmidler indeholdende PFAS har været anvendt. Kortlægningen er dog langt fra færdig, og det fulde omfang af forureningen kendes ikke.

Der er indført en meget lav grænseværdi for fire udvalgte PFAS-stoffer ✓✓

Danmark har indført en grænseværdi for summen af fire specifikke PFAS-stoffer (PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS) på 2 nanogram per liter drikkevand. Det er en meget lav grænseværdi. Ifølge Miljøministeriets redegørelse til Folketinget udgør overskridelser af denne grænseværdi ikke nødvendigvis en umiddelbar sundhedsrisiko, da de boringer, der er undersøgt i den forbindelse, ikke nødvendigvis anvendes til drikkevand. Men grænseværdien afspejler et forsigtighedsprincip: Man ved ikke præcist, hvad langvarig, lav eksponering gør ved os.

PFAS kan ophobe sig i fødevarer med dramatisk resultat ✓✓

Sundhedsstyrelsen beskriver et konkret og alvorligt eksempel: Kød fra køer, der har græsset på PFAS-forurenet jord, har indeholdt PFAS i koncentrationer, der overskred grænseværdien for PFAS 176 gange. Sundhedsstyrelsen vurderer, at personer, der over længere tid har spist kød fra disse dyr, kan have fået en sundhedsskadelig dosis. Det illustrerer, at eksponering via drikkevand ikke er den eneste — og måske ikke den vigtigste — vej ind i kroppen.

PFAS mistænkes for en række alvorlige sundhedseffekter ✓

Forskning peger på sammenhænge mellem PFAS-eksponering og blandt andet nedsat immunforsvar, hormonforstyrrelser, nedsat fertilitet, forhøjet kolesterol og visse kræftformer. Det er særligt bekymrende for fostre og små børn, hvis immunsystem er under udvikling. Den europæiske fødevaresikkerhedsmyndighed EFSA har på den baggrund sænket sin tolererable ugentlige indtagelse af de fire nævnte PFAS markant.

Kemikalierne nedbrydes ikke ✓✓

Det særligt problematiske ved PFAS er deres ekstreme bestandighed. De forsvinder ikke fra miljøet af sig selv, og kroppen udskiller dem langsomt. Det betyder, at eksponering ophober sig over tid — både i naturen og i os.

Hvad ved vi ikke

Der er betydelige huller i vores viden, og det er vigtigt at være ærlig om dem.

Vi kender ikke det fulde omfang af forureningen. Kortlægningen af PFAS i dansk grundvand er ikke afsluttet. Vi ved ikke, hvor mange vandværker der i dag leverer vand med PFAS-niveauer over grænseværdierne, uden at det er opdaget endnu.

Vi ved ikke præcist, hvad lav, langvarig eksponering gør. De fleste studier af sundhedseffekter er lavet på befolkninger med relativt høj eksponering — folk der har boet tæt på forureningskilder eller arbejdet med stofferne. Det er sværere at fastslå, hvad årtiers eksponering for meget lave niveauer via drikkevand gør. Epidemiologiske studier kan påvise sammenhænge, men det er vanskeligt at isolere PFAS fra andre faktorer.

Vi kender ikke effekten af de tusindvis af andre PFAS-stoffer. Grænseværdierne dækker kun fire stoffer. Der findes langt over 4.000 PFAS-forbindelser, og de fleste er aldrig grundigt undersøgt for sundhedseffekter hos mennesker. Forskning i blandingseffekter — hvad sker der, når man eksponeres for mange stoffer på én gang — er i sin vorden.

Vi ved ikke, hvem der bærer den reelle sundhedsrisiko. Risikoen er sandsynligvis ulige fordelt. Folk der drikker vand fra private brønde, bor nær forureningskilder eller bor i områder uden for de store vandforsyningsnetværk er muligvis mere eksponerede end andre.

Hvad eksperter er uenige om

~ Er de nuværende grænseværdier tilstrækkeligt beskyttende?

Her er der reel faglig uenighed. Nogle toksikologer mener, at den danske og europæiske tilgang — at sætte grænseværdierne ekstremt lavt ud fra et forsigtighedsprincip — er den rigtige strategi, fordi vi endnu ikke forstår den fulde risiko. Andre påpeger, at meget lave grænseværdier kan føre til lukning af vandværker og udgravning af grunde, der ud fra en samlet sundhedsbetragtning ikke nødvendigvis er de mest presserende problemer at løse.

~ Bør grænseværdien dække flere stoffer?

I dag reguleres kun fire PFAS-stoffer i drikkevand i Danmark. Mange forskere og miljøorganisationer argumenterer for, at man bør indføre en samlet grænseværdi for en langt bredere gruppe af PFAS — eller endda for alle målbare PFAS under ét. Andre eksperter mener, at det er problematisk at regulere stoffer, vi endnu ikke har analysemetoder til at måle præcist, og at det vil skabe uklarhed frem for sikkerhed.

⚖ Hvem skal betale for oprydningen?

Det er i høj grad et politisk og juridisk spørgsmål, men det er omstridt. Forurenerne — industrien, forsvaret, kommunerne der brugte brandslukningsmidler — har i mange tilfælde handlet lovligt ud fra datidens regler. Grundejere sidder i dag med forurenet jord, og vandværker skal investere i ny renseteknologi. Fordelingen af ansvar og regning er ikke afklaret og er genstand for politisk og retlig debat.

Konklusion

PFAS i drikkevand er ikke en hypotetisk fremtidig trussel. Det er et dokumenteret, nutidigt problem i Danmark. Vi ved, at kemikalierne er udbredte, at de ikke nedbrydes, og at de ophober sig i kroppen. Vi ved, at eksponering via kød fra forurenet jord kan nå dramatisk høje niveauer. Og vi ved, at ny forskning løbende peger på sundhedseffekter ved lavere koncentrationer end tidligere antaget.

Det, vi ikke ved, er det fulde omfang af forureningen, de præcise sundhedseffekter af lav langvarig eksponering, og hvad de tusindvis af PFAS-stoffer vi endnu ikke har reguleret gør ved os.

Den ansvarlige tolkning af denne usikkerhed er ikke, at vi skal vente på mere viden, før vi handler. Det er præcis den slags usikkerhed, forsigtighedsprincippet er designet til. Men det betyder også, at vi skal være ærlige om, at de politiske valg, vi træffer nu — hvilke stoffer vi regulerer, hvor vi sætter grænseværdierne, hvem vi pålægger ansvaret — er truffet under usikkerhed. Videnskaben kan indsnævre usikkerheden. Den kan ikke fjerne den.

Det, der er klart, er at kortlægningen skal færdiggøres, at vandforsyningerne skal have ressourcer til at teste og rense, og at befolkningen har krav på ærlig information om, hvad der er i deres drikkevand — og hvad det kan betyde.