Hvad ved vi om forebyggelse af partnerdrab?

Hvilke indsatser reducerer risikoen for, at partnervold ender med drab — og hvad mangler dansk forskning stadig svar på?

Partnerdrab er den yderste konsekvens af partnervold. En ny rapport fra VIVE dokumenterer, at tidlig og koordineret indsats mod vold i nære relationer kan forebygge drab — men at Danmark ikke systematisk anvender de redskaber, forskningen peger på. Det er der nu politisk opmærksomhed på.

Det vigtigste forskningen siger:

✓✓ Risikovurderingsværktøjer kan identificere de mest udsatte ofre, før volden eskalerer til drab
✓ Koordinerede, tværfaglige indsatser virker bedre end isolerede tilbud
~ Det er stadig uklart, hvilke behandlingstilbud til voldsudøvere der bedst reducerer drabsrisikoen
⚖ Prioriteringen af ressourcer mellem offerrettede og gerningstederettede indsatser er et politisk valg

Det politiske spørgsmål

I foråret 2025 satte Politiken fokus på en ny VIVE-rapport, der dokumenterer mangler i den danske indsats mod partnervold. Rapporten udløste politisk debat om, hvorvidt Danmark gør nok for at forebygge partnerdrab — og om de eksisterende tilbud til voldsudsatte er gode nok og tidlige nok.

Spørgsmålet i Folketinget er konkret: Skal vi investere mere i behandlingstilbud til voldsudsatte, i risikovurdering, i koordination mellem myndigheder — eller i indsatser rettet mod voldsudøverne selv? Og hvornår i et voldsforløb skal samfundet gribe ind?

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt partnervold er et problem. Det er det. Spørgsmålet er, hvad der virker til at stoppe det, inden det ender med et drab.

Det empiriske spørgsmål bag

Bag den politiske debat ligger flere forskningsspørgsmål, der kan besvares med data:

Hvem er i størst risiko for at blive dræbt af en partner?
Hvilke faktorer forøger risikoen for, at vold eskalerer til drab?
Hvilke interventioner reducerer denne risiko — og for hvem?
Kan risikovurderingsværktøjer bruges systematisk i dansk praksis?

Det er spørgsmål, der i stigende grad kan besvares. Der findes nu en solid international forskningsbase, og dansk og nordisk registerdata giver særligt gode muligheder for at studere, hvad der sker i de konkrete forløb, der ender med drab.

Hvad ved vi

Hvem er i risiko — og hvornår stiger den?

✓✓ Partnerdrab er ikke tilfældige. International forskning viser, at der er bestemte mønstre og risikofaktorer, der går igen. En større spansk undersøgelse af partnerdrab har identificeret, at ofrets mestringsstrategier over for volden — altså hvad offeret konkret gør for at håndtere situationen — spiller en selvstændig rolle i risikovurderingen. Det er et vigtigt fund: det betyder, at risikoen ikke kun afhænger af gerningspersonens adfærd, men af et dynamisk samspil mellem offer, gerningsmand og kontekst.

✓✓ Separationsperioden er særligt farlig. Det er veletableret i forskningen, at risikoen for drab stiger markant, når offeret forsøger at forlade forholdet. Det er et afgørende argument for, at indsatser skal sættes ind tidligt — og at hjælp til at forlade et voldeligt forhold skal følges af beskyttelse.

✓ Tidligere vold, trusler om drab, besiddelse af våben og stofmisbrug er among de faktorer, der gentagne gange dukker op som forhøjede risikoindikatorer i den internationale litteratur.

Risikovurdering som forebyggelsesredskab

✓ En central pointe i VIVE's forskning på området er, at systematisk risikovurdering — altså brugen af strukturerede redskaber til at vurdere, hvor alvorlig en konkret voldssituation er — kan hjælpe fagprofessionelle til at prioritere ressourcerne rigtigt og handle, inden det er for sent.

Redskaberne bruges allerede i dele af Danmark, men ikke systematisk og ikke koordineret på tværs af de myndigheder, der møder de voldsudsatte: politi, sociale myndigheder, sundhedsvæsen, kvindekrisecentre.

Koordination virker

✓ Der er god evidens for, at tværfaglige, koordinerede indsatser — hvor politi, socialforvaltning og sundhedsvæsen arbejder struktureret sammen om de mest udsatte sager — reducerer risikoen for eskalering. Modeller som MARAC (Multi-Agency Risk Assessment Conferences), der er udbredte i bl.a. Storbritannien, samler relevante fagpersoner om de højrisikosager og udarbejder beskyttelsesplaner.

VIVE's forskning peger på, at Danmark endnu ikke har implementeret denne type koordination systematisk og nationalt.

Forebyggelse i bredere forstand

~ Forskning i forebyggende indsatser mod partnervold mere bredt — altså indsatser der skal forhindre, at vold overhovedet opstår — viser blandede resultater. En gennemgang af forebyggelsesprogrammer rettet mod universitetsstuderende i USA viser, at der er evidens for, at sådanne programmer kan ændre holdninger og viden, men at det er sværere at dokumentere effekter på den faktiske voldsudfoldelse.

Tilsvarende viser forskning fra Nepal, at sociale og adfærdsrettede interventioner, der arbejder med kønsnormer, kan spredes effektivt og ændre normer i lokalsamfund — men disse studier er gennemført i meget anderledes samfundskontekster end den danske, og overførbarheden er usikker.

En kvalitativ undersøgelse af en digital forældreskabsintervention i Sydafrika og Jamaica, der integrerede partnervolds-forebyggelse, viser, at digitale formater kan nå familier, der ellers ikke opsøger hjælp — men også her er overførslen til dansk kontekst begrænset.

Pointen er: Primær forebyggelse — at forhindre vold i at opstå — er svær at evaluere og har sværere ved at vise effekt på drab specifikt. Sekundær forebyggelse — at forhindre eskalering hos dem, der allerede er i et voldeligt forhold — er det, der har mest direkte relevans for at forebygge partnerdrab.

Hvad ved vi ikke

Der er væsentlige huller i vidensgrundlaget, som man bør være ærlig om:

Vi ved ikke præcist, hvad der virker for hvem i dansk kontekst. Meget af den stærkeste forskning i konkrete interventioner kommer fra lande med andre velfærdssystemer, retssystemer og kulturelle kontekster. Det er ikke sikkert, at resultater fra eksempelvis Nepal eller Jamaica kan oversættes direkte til Danmark.

Vi ved ikke, om behandling af voldsudøvere reducerer drabsrisikoen. Der er programmer rettet mod mænd, der udøver vold — men evidensen for, at disse programmer specifikt reducerer risikoen for de alvorligste hændelser, herunder drab, er svag. Det er et felt, hvor forskningen stadig udvikler sig.

Vi har begrænset viden om, hvad der sker i mørketallet. Partnervold er notorisk underrapporteret. De sager, vi kender til, er ikke nødvendigvis repræsentative for alle sager — og dem, der ender med drab, adskiller sig muligvis fra dem, vi ser i systemet, på måder vi ikke fuldt ud kender.

Vi ved ikke, om de eksisterende danske tilbud lever op til behovet. VIVE's forskning synliggør problemet, men der mangler systematiske evalueringer af de konkrete danske indsatsers effekt.

Hvad eksperter er uenige om

~ Skal ressourcerne primært gå til ofre eller udøvere? Her er der en reel faglig og politisk diskussion. Nogle forskere og praktikere argumenterer for, at man kun kan stoppe voldscyklussen ved at behandle udøverne. Andre mener, at offerrettede indsatser — beskyttelse, støtte, hjælp til at forlade forholdet — er det, der har den stærkeste dokumenterede effekt på at forhindre drab.

~ Hvor tidligt skal myndighederne gribe ind? Der er en svær afvejning mellem hensynet til privatlivets fred og familieautonomi på den ene side og behovet for tidlig myndighedsinvolvering på den anden. For tidlig indgriben kan skade tilliden til systemet og afholde ofre fra at søge hjælp. For sen indgriben kan koste liv.

⚖ Hvad er den rette balance mellem straf og behandling? Det er et spørgsmål, der i høj grad handler om værdier og om, hvad man mener straffesystemets formål er — og her er der legitime uenigheder, som forskningen ikke kan afgøre alene.

Konklusion

Forskningen er klar på én ting: Partnerdrab er ikke tilfældige og ikke uforudsigelige. Der er kendte risikofaktorer, kendte mønstre og kendte redskaber, der kan bruges til at identificere de mest udsatte — og handle, inden det er for sent.

Danmark har ikke systematisk implementeret disse redskaber. VIVE's forskning peger på behovet for bedre koordination på tværs af myndigheder, mere systematisk brug af risikovurdering og tidligere indsats over for voldsudsatte.

Hvad der præcis virker bedst i dansk kontekst, er vi ikke fuldt ud sikre på. Men vi ved nok til at handle mere koordineret og mere systematisk end vi gør i dag. Det er der politisk vilje til at tage fat på — og forskningen giver et rimeligt godt udgangspunkt for, hvilken retning indsatsen bør tage.