Hvad ved vi om, hvorfor beredskabskampagner ikke virker – og hvad der skal til?

Trods gentagne myndighedskampagner har de fleste danskere stadig ikke nødlagre – hvad siger forskning og internationale erfaringer om, hvad der rent faktisk ændrer adfærd?

Det politiske spørgsmål

Danmark og NATO har sat civil robusthed højt på dagsordenen. Beredskabsstyrelsen har gentagne gange opfordret danskerne til at holde nødlagre med dåsemad, vand, batteriradio og andre fornødenheder, så de kan klare sig selv i mindst 72 timer – og helst op til en uge – hvis en krise rammer.

Resultatet har skuffet. Som Ingeniøren dokumenterede i 2024, er gennemtrængeligheden af kampagnerne lav: Et flertal af danskerne har stadig ikke det anbefalede nødlager, og kendskab til myndighedernes råd kan ikke automatisk omsættes til handling.

Spørgsmålet er ikke, om vi bør have nødlagre – det er der politisk og faglig enighed om. Spørgsmålet er, hvad myndighederne faktisk gør forkert, og hvad der virker.

Det empiriske spørgsmål bag

Kan information og oplysningskampagner ændre danskernes beredskabsadfærd? Eller kræver det andre virkemidler – strukturelle, økonomiske eller sociale? Og hvad kan vi lære af lande, der er kommet længere?

Hvad ved vi

Kampagner alene rykker lidt – men ikke nok ✓✓

Det er veletableret inden for adfærdsforskning, at information sjældent er tilstrækkeligt til at ændre vaner og adfærd, særligt når den ønskede handling kræver forberedelse på en begivenhed, der føles abstrakt og fjern. At forberede sig på en krise, man aldrig har oplevet, konkurrerer med dagligdagens mere umiddelbare prioriteter.

Beredskabskampagner fungerer typisk ved at øge awareness – folk ved godt, at de bør have et nødlager. Men viden er ikke det samme som handling. Det er det klassiske intention-action gap i adfærdspsykologi: Mange har intentionen, men aldrig kommer i gang.

Myndighederne kender problemet ✓

Beredskabsstyrelsen arbejder løbende med at styrke samfundets robusthed og har siden 2022 intensiveret kommunikationen til borgerne i lyset af den sikkerhedspolitiske situation efter Ruslands invasion af Ukraine. Men styrelsen er selv opmærksom på, at kommunikation ikke er nok – og at civil beredskab kræver, at borgerne faktisk handler.

Forsvarsministeriets rapport om samfundssikkerhed i Danmark understreger, at bevidsthed om trusler og risici – som skabes gennem Nationale Risikobilleder – er et nødvendigt første skridt, men ikke et tilstrækkeligt redskab til at ændre borgernes faktiske adfærd.

NATO og partnerlande har samme udfordring ✓

NATOs civile beredskabsplanlægning sætter civil modstandsdygtighed som en kerneopgave for alliancen. NATO har syv baseline-krav til civil robusthed, som medlemslandene forventes at opfylde – herunder at borgerne kan forsørge sig selv i en periode uden centrale forsyninger.

Men også NATO-lande som Tyskland, Sverige og Finland har kæmpet med, at borgerne ikke følger anbefalingerne. Sverige og Finland – som begge har lang erfaring med totalforsvarskoncepter – er generelt kommet længere end Danmark, og det skyldes ikke primært bedre kampagner.

Nødlagre er ikke bare et individuelt ansvar ✓

Den nationale sårbarhedsudredning peger på, at Danmarks infrastruktur og forsyningssikkerhed generelt er robust – men at denne robusthed er blevet taget for givet af borgerne. Jo mere effektiv den offentlige beredskabsindsats historisk har været, desto mere er ansvaret gledet væk fra den enkelte. Det skaber en komfortzone, der er svær at bryde igennem med en kampagne.

Tre faktorer ser ud til at rykke adfærden ✓

Ud fra internationale erfaringer og adfærdsforskning er der tre faktorer, der konsekvent ser ud til at øge civil beredskabsadfærd:

1. Nærhed og personlig relevans. Borgere, der oplever eller husker en konkret krise – storm, strømafbrud, oversvømmelse – er markant mere tilbøjelige til at handle bagefter. En abstrakt trussel engagerer ikke på samme måde som en trussel, man kan huske.

2. Social normdannelse. Når beredskab normaliseres som noget naboer, kolleger og familie gør, stiger sandsynligheden for, at den enkelte følger med. Det er anderledes end én-til-én-kommunikation fra en myndighed til en borger.

3. Konkrete og lette handlinger. Jo mere specifik vejledningen er – "køb to ekstra dåser tomatsuppe og en 10-liters vanddunk næste gang du er i supermarkedet" – desto større er sandsynligheden for, at den efterleves. Generelle råd om at "have et nødlager" er for åbne.

Hvad ved vi ikke

Vi kender ikke den faktiske dækningsgrad præcist. Der findes ikke en systematisk, repræsentativ opgørelse over, hvor mange danskere der faktisk har et funktionelt nødlager. Vi ved, at det er lavt – men vi kan ikke sige nøjagtigt, hvor lavt.

Vi ved ikke, hvilke specifikke virkemidler der virker bedst i en dansk kontekst. Erfaringerne fra Sverige og Finland er relevante, men de lande har en anden kulturel og historisk relation til totalforsvar og trusler. Hvad der virker i Helsinki, virker ikke nødvendigvis i Herning.

Vi ved ikke, om øget trusselsbevidsthed i sig selv rykker adfærden. Siden 2022 er den generelle sikkerhedspolitiske opmærksomhed steget markant i Danmark. Men om det har ført til flere nødlagre – det er ikke dokumenteret.

Langtidseffekterne af kampagner er undervurderede. Det er muligt, at kampagner virker på sigt, men at effektmålingerne sker for tidligt. Det er svært at undersøge, fordi det kræver langvarige opfølgningsstudier.

Hvad eksperter er uenige om

Bør det gøres obligatorisk? ⚖

Nogle stemmer i debatten – særligt fra forsvars- og beredskabsmiljøet – argumenterer for, at civil beredskab bør have et stærkere formelt element: eksempelvis skatteincitamenter, kommunale beredskabsprogrammer i skoler eller arbejdsgiverpålæg. Andre mener, at tvang eller pres modvirker en frivillig beredskabskultur og undergraver tilliden til myndighederne.

Det er ikke et empirisk spørgsmål, men et værdispørgsmål om, hvor grænsen går for statens rolle i borgerens privatliv.

Er 72-timers-anbefalingen realistisk? ~

Beredskabsstyrelsen anbefaler, at borgerne kan klare sig i mindst 72 timer uden ekstern hjælp. Nogle eksperter mener, det er en for lav ambition – særligt i lyset af, at moderne kriser som cyberangreb, forsyningsforstyrrelser eller militære hændelser kan vare langt længere. Andre mener omvendt, at en høj målsætning skræmmer folk fra at begynde overhovedet. Tærsklen for, hvornår en handling er "god nok" påvirker direkte, hvor mange der vælger at handle.

Er kommunikationskanalen afgørende? ~

Der er omdiskuteret, om det primært er hvad myndighederne siger, eller hvordan og hvem der siger det, der har størst effekt. Nogle peger på, at fagpersoner og lokale stemmer – brandmænd, sundhedspersonale, frivillige i lokalsamfundet – er mere troværdige afsendere end en central myndighed. Andre mener, at kanalvalget er underordnet, og at det handler om at forenkle handlingen i sig selv.

Konklusion

Beredskabskampagner i Danmark slår fejl – ikke fordi danskerne er ligeglade, men fordi information sjældent er nok til at ændre adfærd. Det er veletableret viden fra adfærdsforskning, og det er et mønster, vi ser på tværs af NATO-lande.

Det, der ser ud til at virke, er en kombination af tre ting: at gøre truslen konkret og nær, at normalisere beredskab socialt, og at give borgerne præcise og enkle handlingsanvisninger fremfor generelle opfordringer.

Beredskabsstyrelsen og den politiske prioritering bag civil robusthed er på rette spor – men virkemidlerne halter bagud. Så længe strategien primært er at informere frem for at facilitere handling, vil gennemtrængeligheden forblive lav.

Det er ikke et spørgsmål om danskernes vilje. Det er et spørgsmål om, at myndighederne endnu ikke har fundet den rigtige vej fra viden til handling.