Hvor befinder verdens 448.000 ton radioaktivt affald sig, og hvad gør vi med det?
Hvad ved vi om verdens atomaffald?
Et nyt kortværktøj giver for første gang en samlet global oversigt over nukleært affald. Mere end 448.000 ton radioaktivt materiale er spredt over hele verden — og de fleste lande har endnu ikke en permanent løsning til det farligste af det.
Det politiske spørgsmål
Kernekraft er på vej tilbage i den globale klimadebat. Flere lande overvejer at bygge nye reaktorer, og EU tæller atomkraft med i sin grønne taksonomi. Men diskussionen om kernekraft som klimaværktøj støder uvægerligt ind i et uløst problem: Hvad gør vi med affaldet?
Det er ikke et abstrakt fremtidsproblem. Affaldet eksisterer allerede — i enorme mængder, på hundredvis af lokationer verden over. Og spørgsmålet om, hvem der har ansvaret, hvor længe, og på hvilken måde, er både teknisk, politisk og etisk.
I Danmark er spørgsmålet konkret: Afviklingen af de nukleare anlæg på Risø har efterladt radioaktivt affald, som staten nu skal finde en langsigtet løsning for. Folketinget har med beslutning B90 fastsat de politiske målsætninger for håndteringen af dette affald.
Det empiriske spørgsmål bag
Hvor meget radioaktivt affald findes der i verden? Hvor er det placeret? Hvad sker der med det? Og er de nuværende løsninger tilstrækkelige — både på kort og lang sigt?
Hvad ved vi
448.000 ton spredt over hele verden ✓✓
Ifølge det kortværktøj, som Ingeniøren beskriver, findes der globalt omkring 448.000 ton nukleært affald. Det er placeret på hundredvis af lokationer i mange lande — fra store atommager som USA, Rusland, Frankrig og Kina til mindre lande som Danmark.
Kortværktøjet giver for første gang en samlet visuel oversigt over, hvor affaldet befinder sig, og hvilken type håndtering der er på plads på de enkelte lokationer. Det er bemærkelsesværdigt, fordi data om nukleært affald historisk har været spredt, uensartet og til tider klassificeret.
Tre typer affald — meget forskellig fare ✓✓
Radioaktivt affald inddeles typisk i tre kategorier efter aktivitetsniveau:
Lavaktivt affald udgør den største mængde. Det stammer fra hospitaler, laboratorier og den løbende drift af atomanlæg — for eksempel beskyttelsesdragter, værktøj og filtre. Det er radioaktivt i relativt kort tid og kan i mange tilfælde opbevares i overfladenære depoter.
Mellemaktivt affald kræver mere afskærmning og stammer typisk fra nedlukning og afvikling af reaktorer samt fra brændselshåndtering.
Højaktivt affald er den lille, men ekstremt farlige del. Det består primært af brugt nukleart brændsel og indeholder de mest langlivede og stråleintense isotoper. Dette affald forbliver farligt i titusinder til hundredtusinder af år og kræver dyb geologisk deponering — det vil sige permanent lagring hundredvis af meter nede i stabil bjergart.
Midlertidig opbevaring er normen — ikke undtagelsen ✓✓
På verdensplan opbevares langt størstedelen af det højaktive affald fortsat midlertidigt. Det sker typisk i vandbasiner ved de kernekraftværker, hvor brændslet er brugt, eller i tørre beholdere på overfladen. Denne løsning er teknisk set sikker på kortere sigt, men den er ikke designet til de tidshorisonter, som det højaktive affalds farlighed kræver.
Kun Finland er kommet så langt, at man er begyndt at bygge et permanent geologisk depot — Onkalo-anlægget nær Eurajoki. Sverige har planlagt et tilsvarende anlæg. Ingen andre lande har et fuldt operationelt dybt geologisk depot.
Danmark: Risø-affaldet venter stadig på en løsning ✓
Sundhedsstyrelsen beskriver, at arbejdet med at etablere en langsigtet løsning for lav- og mellemaktivt radioaktivt affald fra afviklingen af de nukleare anlæg på Risø er et centralt beredskabspolitisk opgave. Danmark har ikke højaktivt affald i samme skala som store atommager, men afviklingen af Risø-anlæggene har produceret affald, der kræver en permanent løsning.
Folketinget vedtog beslutning B90, som fastsætter de politiske målsætninger for håndteringen. Danmark rapporterer løbende om sit radioaktive affald til både EU og IAEA i overensstemmelse med internationale forpligtelser, som Sundhedsstyrelsen administrerer.
International regulering og rapportering ✓✓
IAEA — Det Internationale Atomenergiagentur — er den centrale internationale aktør på området. Agenturet sætter sikkerhedsstandarder, indsamler data og fører tilsyn med, at medlemslande lever op til internationale aftaler. EU-lande er derudover forpligtet til at rapportere om deres radioaktive affald til Europa-Kommissionen.
Denne rapportering er med til at sikre, at der findes et — om end ufuldstændigt — overblik over, hvad der findes, og hvordan det håndteres.
Hvad ved vi ikke
Vi kender ikke den præcise mængde og lokation af alt affald globalt. Kortværktøjet, som Ingeniøren omtaler, er et skridt frem, men data er stadig ujævne. Nogle landes oplysninger er ufuldstændige, forældede eller klassificerede af sikkerhedshensyn.
Vi ved ikke, om de nuværende midlertidige opbevaringsløsninger holder i den tid, det tager at bygge permanente depoter. Vandbasiner og tørre beholdere er designet til årtier, ikke til de tidsspænd, som det højaktive affalds farlighed kræver.
Vi har ikke en global aftale om ansvarsfordeling. Hvert land har principielt ansvaret for sit eget affald, men der er ingen bindende international mekanisme, der sikrer, at alle lande rent faktisk etablerer de nødvendige løsninger — eller at de gør det inden for en rimelig tidshorisont.
Vi ved ikke, hvad der sker med affald i politisk ustabile lande. Nukleært affald fra tidligere Sovjet-stater, fra konfliktzoner og fra lande med svage institutioner udgør en potentiel sikkerhedsrisiko, som er svær at kortlægge præcist udefra.
Hvad eksperter er uenige om
Er dyb geologisk deponering den rigtige løsning? ~
Den videnskabelige konsensus peger på dyb geologisk deponering som den sikreste langsigtede løsning for højaktivt affald. Men der er debat om detaljer og alternativer.
Nogle forskere og ingeniører argumenterer for, at man bør bevare muligheden for at hente affaldet tilbage — enten fordi fremtidens teknologi måske kan håndtere det bedre, eller fordi affaldet indeholder materialer, der kan vise sig værdifulde. Andre mener, at den sikreste løsning er permanent forsegling uden mulighed for genfinding.
Kan atomkraft spille en rolle i klimaindsatsen? ⚖
Dette er delvist et værdispørgsmål, delvist et empirisk spørgsmål. Kernekraft producerer meget lidt CO₂ i driften, og en del klimaforskere og økonomer argumenterer for, at den bør indgå i en klimaplan. Andre peger på tidshorisont, økonomi og netop affaldsproblemet som afgørende indvendinger.
Affaldsproblemet løser sig ikke automatisk ved at bygge flere reaktorer — tværtimod vil mere kernekraft producere mere affald. Det er et argument, som affaldsmodstandere fremhæver, mens tilhængere argumenterer for, at mængden er håndterbar sammenlignet med de klimaskader, der følger af fossil energi.
Hvem skal betale, og hvem skal huse depoterne? ⚖
Selv i lande, der er enige om, at et permanent geologisk depot er nødvendigt, er der ofte stærk lokal modstand mod at få det placeret i ens baghave. I Danmark har valget af en placering til et depot for Risø-affaldet været en politisk langstrakt proces, netop fordi ingen kommuner umiddelbart ønsker at huse det.
Dette er i sin kerne et fordelingsøkonomisk og etisk spørgsmål: Hvem skal bære omkostningerne og risikoen ved den energi, som generationer af mennesker allerede har brugt?
Konklusion
Verden har produceret 448.000 ton radioaktivt affald, og langt størstedelen af det farligste af det opbevares stadig midlertidigt. Kun én nation — Finland — er kommet så langt, at et permanent geologisk depot er under opførelse.
Det er veletableret, at dyb geologisk deponering er den sikreste kendte løsning for højaktivt affald. Det er understøttet, at de nuværende midlertidige løsninger er teknisk forsvarlige på kortere sigt. Det er derimod omtvistet, præcis hvornår og hvordan permanent deponering skal ske — og et udpræget værdispørgsmål, hvem der skal bære byrderne.
For Danmarks vedkommende har Folketinget fastlagt de politiske mål med beslutning B90, og Sundhedsstyrelsen arbejder på en langsigtet løsning for Risø-affaldet. Men en endelig placering er ikke på plads.
Det nye globale kortværktøj er et fremskridt for gennemsigtighed og beredskab. Men overblik er ikke det samme som løsning. Atomaffaldet er her — og det bliver her i titusinder af år. Det kræver politisk vilje, ikke blot teknisk kunnen, at håndtere det ansvarligt.