Kan Danmark nå sine klimamål, når det første store CCS-projekt allerede er forsinket og risikerer millionbøde?
Det politiske spørgsmål
Danmark har sat CO2-fangst og -lagring — på engelsk kaldet CCS, Carbon Capture and Storage — som et centralt redskab til at nå klimamålene. Energiselskaber har indgået aftaler med staten om at fange CO2 fra blandt andet biomasseanlæg, og der er afsat milliardbeløb til at skalere teknologien op.
Men nu melder der sig en alvorlig revne i planerne: Ørsted, Danmarks største energiselskab og en af statens vigtigste klimapartnere, risikerer en stor bøde, fordi selskabets CO2-fangstprojekt er forsinket. Det rejser grundlæggende spørgsmål: Er teknologien moden nok? Er kontrakterne realistiske? Og hvad sker der med klimaregnskabet, hvis forsinkelserne bider sig fast?
Det empiriske spørgsmål bag
Bag den politiske konflikt ligger et mere teknisk spørgsmål: Hvad ved vi egentlig om, hvor langt CCS-teknologien er, og om de danske planer hviler på et solidt fundament — eller på optimistiske antagelser?
Hvad ved vi
Ørsted er forsinket og risikerer bøde ✓✓
Ifølge DR Nyheder risikerer Ørsted en millionbøde, fordi selskabets CO2-fangstprojekt ikke lever op til de tidsfrister, der er aftalt med staten. Ørsted har forpligtet sig til at fange CO2 fra sit biomasseanlæg i Avedøre, men projektet er ikke kommet frem i det tempo, som kontrakten kræver. Den slags aftaler indeholder typisk milepæle og sanktioner, netop fordi staten vil sikre sig, at skattemidlerne faktisk udløser de lovede klimaresultater.
Staten har afsat milliardbeløb og igangsættes udbud ✓✓
Energistyrelsen offentliggjorde i 2024, at den har trykket på startknappen for et stort milliardudbud til CO2-fangst og -lagring. Formålet er at sikre, at Danmark får flest mulige CO2-reduktioner ud af de politisk afsatte midler. "Nu skal Energistyrelsens udbud sikre, at vi får flest mulige CO2-reduktioner ud af de penge, som politikerne har afsat," siger Peter Christian Baggesgaard Hansen, vicedirektør i Energistyrelsen, i forbindelse med udbuddet.
Udbuddet er dermed den mekanisme, staten bruger til at omsætte klimaambitioner til konkrete projekter — og Ørsteds forsinkelse er et tidligt eksempel på, hvad der kan gå galt.
CCS er teknisk muligt, men ikke uproblematisk i stor skala ✓
CCS som teknologi er ikke ny. Den grundlæggende idé — at opsamle CO2 fra røggasser, komprimere den og pumpe den ned i geologiske formationer under havbunden — er demonstreret i adskillige lande. Norge har drevet Sleipner-projektet siden 1996, hvor CO2 lagres under Nordsøen.
Men der er forskel på demonstration og storskalaudbredelse. At integrere CO2-fangst på et eksisterende kraftvarmeanlæg kræver omfattende teknisk ombygning, stabile forsyningskæder og adgang til transport og lager. Alle disse led skal fungere samtidig — og det er her, mange projekter møder forsinkelser.
Danmark har særlige forudsætninger for lagring ✓
Den danske undergrund — særligt i Nordsøen — har geologiske formationer, der vurderes velegnede til CO2-lagring. Det giver Danmark en naturlig fordel sammenlignet med lande, der ville skulle eksportere fanget CO2 over lange afstande. Denne fordel er en del af begrundelsen for, at Danmark har valgt CCS som en strukturelt vigtig del af klimaplanen.
Hvad ved vi ikke
Vi ved ikke, hvad den præcise årsag til Ørsteds forsinkelse er
DR's artikel dokumenterer, at forsinkelsen er et faktum, og at bøden er en reel risiko. Men de tekniske detaljer bag forsinkelsen — om det skyldes leverandørproblemer, tekniske udfordringer med selve anlægget, tilladelsesproblemer eller noget helt fjerde — er ikke offentligt tilgængelige i detaljer. Det betyder, at det er svært at vurdere, om forsinkelsen er et Ørsted-specifikt problem eller et symptom på noget mere strukturelt.
Vi ved ikke, hvor mange projekter der risikerer tilsvarende forsinkelser
Ørsteds projekt er ét af flere planlagte CCS-projekter i Danmark. Om andre selskaber er på rette spor, eller om forsinkelser vil vise sig at være udbredt i sektoren, er endnu uklart. Det vil de kommende år afsløre — men det svar er vi ikke i besiddelse af nu.
Vi ved ikke, om udbudssystemet er kalibreret rigtigt
Energistyrelsens udbud er designet til at maksimere CO2-reduktioner per krone. Men om de kontraktlige krav — herunder milepæle og bødesystemer — er sat realistisk i forhold til teknologiens faktiske modenhedsniveau, er et åbent spørgsmål. Ørsteds situation antyder, at i hvert fald ét projekt har haft vanskeligt ved at leve op til kravene.
Vi ved ikke, hvad forsinkelserne samlet betyder for Danmarks klimaregnskab
Hvis CCS-projekter systematisk leverer senere end planlagt, opstår der et hul i Danmarks CO2-regnskab. Hvor stort det hul er, og om det kan lukkes af andre tiltag, afhænger af en lang række faktorer, som hverken politikere eller eksperter kan sætte præcise tal på endnu.
Hvad eksperter er uenige om
Er CCS den rigtige prioritering af klimamidler? ⚖ ~
Her er der reel faglig uenighed. Nogle klimaøkonomer og ingeniører argumenterer for, at CCS er nødvendigt, fordi der findes emissionskilder — særligt biomasse og visse industriprocesser — som ikke kan dekarboniseres på anden vis inden for en relevant tidshorisont. I det perspektiv er CCS ikke et alternativ til vedvarende energi, men et nødvendigt supplement.
Andre eksperter er mere skeptiske. De peger på, at CCS historisk set har vist sig dyrere og langsommere at skalere end forventet globalt, og at de samme midler alternativt kunne bruges på hurtigere og mere modne løsninger som sol, vind og energieffektivisering.
Dette er delvist et empirisk spørgsmål om omkostninger og skalerbarhed, men også et værdispørgsmål om, hvilken risiko samfundet er villig til at løbe, og hvilken teknologiportefølje der er mest robust over for usikkerhed.
Er bødemekanismer den rigtige reguleringsmodel? ⚖
Kontraktstrukturen, der giver mulighed for bøder ved forsinkelse, er designet til at give selskaber incitament til at levere. Men nogle eksperter argumenterer for, at for hårde sanktioner kan virke mod hensigten: Hvis bøder truer selskabers økonomi, kan de trække sig fra projekter helt — og efterlade staten med endnu færre leverandører.
Andre mener, at skarpe kontraktlige krav er præcis det, der er nødvendigt for at holde selskaber til ilden, og at lempeligere vilkår blot ville bane vej for kroniske forsinkelser uden konsekvenser.
Hvornår er teknologien "moden nok"? ~
Der er ikke konsensus om, hvad der kræves, før CCS kan betragtes som tilstrækkeligt modent til storskalaudrulning. Nogle ingeniørfaglige vurderinger peger på, at teknologien er klar nu, mens andre argumenterer for, at de systemiske udfordringer — integration, transport, lager, regulering — stadig ikke er løst i tilstrækkelig skala til at stole på teknologien som en planlagt søjle i et nationalt klimaregnskab.
Konklusion
CO2-fangst og -lagring er en reel teknologi med dokumenterede eksempler, og Danmark har både politisk vilje og geografiske forudsætninger til at gøre det til en del af klimaløsningen. Energistyrelsens milliardudbudsproces er i gang, og rammen er på plads.
Men Ørsteds forsinkelse er et konkret og alvorligt varselsyn. Det viser, at afstanden mellem klimaambitioner på papiret og teknisk levering i praksis kan være stor — selv for et af landets mest ressourcestærke energiselskaber.
Vi ved, at teknologien i princippet virker. Vi ved, at der er afsat penge og igangsættes udbud. Vi ved, at Ørsted er forsinket og risikerer bøde.
Vi ved ikke, om forsinkelsen er enestående eller et mønster. Vi ved ikke, om kontraktmodellen er kalibreret rigtigt. Og vi ved ikke, hvad det koster klimaregnskabet, hvis CCS leverer langsommere end planlagt.
Det er ikke et argument for at opgive teknologien. Men det er et argument for, at Folketinget og Energistyrelsen nøje overvåger, om de antagelser, der ligger bag planen, holder — og er klar til at justere, hvis de ikke gør.
Klimaplaner, der hviler på teknologier, der endnu ikke har bevist sig i fuld skala, kræver løbende revision. Det er ikke en fejl ved planen. Det er en nødvendighed.