Forskningen viser en klar sammenhæng mellem algoritmisk indholdseksponering og forværret kropsopfattelse hos unge piger — men vi ved stadig ikke nok om, hvornår sammenhængen bliver årsagsforholdet.
Det korte svar
Forskningen viser, at unge piger, der bruger meget tid på sociale medier, oftere sammenligner sig med andre og har lavere tilfredshed med egen krop. Algoritmerne på platforme som Instagram og TikTok er designet til at fastholde opmærksomheden — og det betyder, at indhold om slankekure, "thinspiration" og ekstrem træning kan eskalere hurtigt, når en bruger viser den mindste interesse. Vi ved, at sammenhængen er reel. Vi ved ikke præcist, hvornår den bliver decideret årsag til en spiseforstyrrelse. Og vi er uenige om, hvad platformene skal tvinges til at gøre ved det.
Det politiske spørgsmål
I november 2024 fortalte Politiken historien om Sofie, en ung pige, der via Instagram og TikTok gradvist blev trukket dybere ind i en spiseforstyrrelse. Det skete ikke med et enkelt klik. Det skete med hundredvis af anbefalede videoer, filtre og kommentarspor — ét lille algoritmisk skridt ad gangen.
Historien er ikke unik. Den sætter ord på en bekymring, som politikere i Danmark og EU længe har diskuteret: Har platformene et ansvar, når deres algoritmer aktivt fører sårbare unge hen mod skadeligt indhold? Og hvad kan — eller skal — lovgivningen gøre?
I EU er Digital Services Act (DSA) trådt i kraft og pålægger de største platforme nye forpligtelser over for mindreårige. I Danmark har Folketinget diskuteret både skærmtid og platformsansvar, og debatten om sociale mediers rolle i unges mentale mistrivsel er rykket fra forskningslaboratorierne til Christiansborg.
Det empiriske spørgsmål bag
Det politiske spørgsmål hviler på et empirisk: Gør sociale medier unge piger syge — og gør algoritmerne det værre?
Det er et svært spørgsmål at besvare videnskabeligt, fordi det kræver, at man skiller to ting ad: Er det de sociale medier, der skaber spiseforstyrrelser? Eller søger unge, der i forvejen er sårbare, aktivt mod dette indhold? Og hvad er algoritmernes specifikke bidrag — ud over det, brugerne selv opsøger?
Hvad ved vi
Sociale medier og kropsopfattelse hænger sammen ✓✓
Sundhedsstyrelsen konkluderer på baggrund af den tilgængelige forskning, at unge, der bruger meget tid på sociale medier, samtidig har en tendens til at sammenligne sig med andre og kan opleve et lavere selvværd og højere utilfredshed med egen krop. Det er ikke et enkelt studie — det er et mønster, der går igen på tværs af undersøgelser.
Sammenhængen er særligt tydelig hos piger i teenageårene. Det er også her, spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi oftest debuterer.
Algoritmerne forstærker eksponeringen ✓
Det, der adskiller sociale medier fra fx en traditionel modebog eller et tv-program, er algoritmernes evne til at personalisere og eskalere. Når en ung pige søger på "sund mad" eller ser en enkelt video om kalorietælling, registrerer algoritmerne interessen og anbefaler mere af det samme — og gradvist mere ekstremt indhold.
Politikens artikel om Sofie illustrerer dette konkret: Det starter uskyldigt med kostråd og fitnesstrends. Algoritmerne læser engagementet som interesse og fortsætter med at servere indhold — uden at skelne mellem sundhedsfremmende og sundhedsskadeligt materiale. Sofie beskriver selv, hvordan hun aldrig aktivt søgte efter ekstreme slankemetoder. Indholdet kom til hende.
Dette er ikke blot anekdotisk. Mekanismen er dokumenteret i undersøgelser af platformenes anbefalingssystemer, og den er anerkendt af platformene selv — Meta og TikTok har begge offentligt erkendt, at deres algoritmer kan drive brugere mod problematisk indhold.
Piger bruger mere tid og er mere udsatte ✓✓
Sundhedsstyrelsen peger på, at der er en kønsforskel i, hvordan sociale medier påvirker trivsel. Piger bruger generelt mere tid på platforme med stærkt visuelt indhold som Instagram og TikTok, og de er mere udsatte for den type indhold — idealiserede kropsbilleder, filtrede selfies, "what I eat in a day"-videoer — der er tættest forbundet med negativ kropsopfattelse.
**Sociale medier kan også have positive effekter ~ **
Det er vigtigt at tilføje, at Sundhedsstyrelsen understreger, at sociale medier påvirker unges sociale liv på både godt og ondt. Platformene kan give unge et fællesskab, adgang til information og støtte — herunder fra andre unge, der kæmper med de samme udfordringer. For nogle er det at dele sin kamp med spiseforstyrrelser online en del af helingsprocessen. Forskningen er ikke entydig negativ.
Hvad ved vi ikke
Vi kender ikke årsagsretningen med sikkerhed ~
Den største ubesvarede videnskabelige diskussion handler om kausalitet: Er det de sociale medier, der skaber spiseforstyrrelser — eller tiltrækker platformene unge, der i forvejen er sårbare?
Mange studier på området er tværsnitsstudier, der måler sammenhæng på ét tidspunkt. De kan ikke fortælle os, hvad der kom først. Longitudinelle studier — der følger de samme unge over tid — er dyrere og sværere at gennemføre, og de eksisterer, men ikke i et omfang, der giver entydige svar.
Vi ved ikke, hvad der virker som forebyggelse
Selv hvis vi accepterer, at algoritmerne spiller en rolle, ved vi ikke præcist, hvilke indgreb der virker. Skal platformene forbyde bestemt indhold? Sætte aldersgrænser? Ændre anbefalingslogikken? Tilbyde "pauser" i feedet? Nogle af disse tiltag er afprøvet — men der er meget begrænset kontrolleret forskning i, om de rent faktisk reducerer antallet af spiseforstyrrelser eller blot flytter adfærden til andre platforme.
Vi ved ikke, om lovgivning virker
DSA og nationale initiativer er relativt nye. Det er for tidligt at måle, om de ændrer platformenes adfærd markant, og endnu tidligere at vurdere, om det påvirker unges trivsel i målbar grad.
Hvad eksperter er uenige om
Platformenes ansvar vs. individuel sårbarhed ⚖
Noget af den faglige uenighed handler om, hvor ansvaret placeres. Nogle forskere og behandlere betoner, at sociale medier er én risikofaktor blandt mange — og at genetisk disposition, familiedynamik og psykisk sårbarhed spiller en langt større rolle end skærmtid alene. På den baggrund advarer de mod at overvurdere algoritmernes bidrag og undervurdere behovet for individuel behandling og støtte.
Andre — herunder mange der arbejder med unge i behandlingssystemet — ser algoritmerne som en egentlig forstærker, der gør det sværere at komme sig, fordi de konstant geneksponerer sårbare unge for skadeligt indhold, selv når de forsøger at holde op.
Regulering vs. selvregulering ⚖
Der er politisk og faglig uenighed om, hvorvidt platformene kan og vil regulere sig selv effektivt — eller om hård lovgivning med sanktioner er nødvendig. Platformene argumenterer for, at de allerede investerer i sikkerhedssystemer og indholdsmoderation. Kritikere peger på, at forretningsmodellen — der er baseret på at maksimere tid brugt på platformen — er fundamentalt uforenelig med brugersikkerhed, og at frivillige tiltag derfor altid vil være utilstrækkelige.
Aldersgrænser og skærmtid som løsning ~
Et tredje stridspunkt er, om aldersgrænser for sociale medier er et effektivt svar. Australien har indført et forbud mod sociale medier for børn under 16 år. I Danmark diskuterer Folketinget lignende tiltag. Men forskere er uenige om, hvorvidt aldersgrænser reelt beskytter unge — eller blot er politisk symbolik, der er svær at håndhæve i praksis.
Konklusion
Forskningen er tydelig på ét punkt: Unge piger, der bruger meget tid på sociale medier med stærkt visuelt indhold, har en øget risiko for negativ kropsopfattelse og lavere selvværd. Det er veletableret.
Algoritmernes specifikke rolle er sværere at isolere videnskabeligt, men der er solid støtte til, at anbefalingssystemerne kan eskalere eksponeringen for skadeligt indhold — ikke fordi platformene ønsker at gøre unge syge, men fordi algoritmerne er designet til at fastholde opmærksomhed, og skadeligt indhold kan generere meget opmærksomhed.
Det, Sofies historie fra Politiken viser, er ikke et uheld. Det er en forudsigelig konsekvens af, hvordan platformene er bygget.
Vi mangler stadig klar videnskabelig dokumentation for den præcise årsagsretning og for, hvilke konkrete indgreb der virker bedst. Det bør ikke bruges som undskyldning for passivitet — hverken fra platformenes side eller fra lovgivernes. Det bør derimod bruges som argument for, at vi tager forskningen mere alvorligt, kræver mere gennemsigtighed fra platformene om, hvordan algoritmerne faktisk fungerer, og investerer i longitudinelle studier, der kan give os bedre svar.
Indtil da er det rimeligt at forvente, at platforme med milliarder i omsætning kan bygge anbefalingssystemer, der ikke aktivt leder sårbare unge piger dybere ned i et livsfarligt hul.