Kan et protein, der bruges til at diagnosticere Alzheimers, også afsløre kronisk traumatisk encefalopati hos levende patienter – og hvad ved vi egentlig om den forskning?
Konklusion først
Kronisk traumatisk encefalopati (CTE) kan i dag kun diagnosticeres sikkert efter døden ved obduktion. Men ny forskning tyder på, at målinger af tau-protein – et biomarkør der allerede bruges i Alzheimer-diagnostik – kan give et fingerpeg om CTE hos levende patienter. Det er lovende, men langt fra et gennembrud: metoderne kan endnu ikke skelne CTE pålideligt fra andre hjernesygdomme, og store kliniske studier mangler.
Det politiske spørgsmål
CTE er en degenerativ hjernesygdom, der opstår efter gentagne hjernerystelser og mindre hjernetraumer over tid. Den rammer særligt udøvere af kontaktsport – amerikansk fodbold, boksning, ishockey og rugby – men også militærveteraner og andre, der har været udsat for gentagne slag mod hovedet.
Sygdommen er politisk sprængstof. I USA har NFL (National Football League) i årevis været presset af sagsanlæg og offentlig debat om, hvad ligaen vidste om CTE-risikoen, og hvornår den vidste det. I Danmark er emnet endnu ikke nået til Folketing-niveau, men det voksende internationale fokus på hjernerystelser i sport – herunder i fodbold og boksning – gør spørgsmålet relevant også herhjemme.
Det centrale politiske og etiske problem er dette: Uden en pålidelig diagnose i live kan man ikke screene sportsudøvere, give dem en prognose, sætte ind med behandling eller lave kliniske forsøg med mulige lægemidler. Diagnosen er i dag et spørgsmål, der kun kan besvares af en patolog.
Det empiriske spørgsmål bag
Det videnskabelige kernespørgsmål er:
Kan biologiske markører i blod, rygmarvsvæske (cerebrospinalvæske) eller billeddannende scanninger identificere CTE hos en person, der stadig er i live – og kan de skelne CTE fra andre sygdomme som Alzheimers?
Tau-protein er den mest undersøgte kandidat. Tau er et protein, der normalt stabiliserer strukturer inde i nerveceller. Ved både Alzheimers og CTE klumper tau sig sammen i unormale ophobninger i hjernen. Det er det, der giver håbet: hvis man kan måle tau i blodet eller rygmarvsvæsken, eller se dets ophobninger med en PET-scanning, kunne det i princippet afsløre CTE, mens patienten lever.
Hvad ved vi
✓✓ CTE kan kun diagnosticeres sikkert post mortem
Det er et veletableret faktum i forskningen. CTE kan kun bekræftes ved obduktion, hvor en patolog undersøger hjernevæv under mikroskop for karakteristiske tau-ophobninger. Ingen eksisterende klinisk test kan i dag give en sikker CTE-diagnose hos en levende patient.
✓ Tau-protein er forhøjet hos tidligere kontaktsportsudøvere
Et studie fra DIAGNOSE CTE Research Project, publiceret i 2025, undersøgte cerebrospinalvæske (rygmarvsvæske) hos tidligere college- og professionelle amerikansk fodboldspillere. Forskerne fandt ændringer i tau-biomarkører sammenlignet med kontrolgrupper. Studiet dokumenterer, at gentagne hjernetraumer efterlader biologiske spor, som kan måles – men konkluderer også, at CTE stadig kun kan diagnosticeres post mortem.
✓ PET-scanning kan visualisere tau-ophobninger
PET-scanning (positronemissionstomografi) med særlige sporstofmolekyler kan i dag billeddanne tau-ophobninger i den levende hjerne. Teknikken er godkendt til brug i akademiske hukommelsesklinikker og bruges allerede i Alzheimer-forskning. Nyere forskning undersøger, om de samme scanningsmetoder kan identificere de specifikke tau-mønstre, der kendetegner CTE frem for Alzheimers.
~ Tau-mønstrene ligner hinanden – men er ikke identiske
CTE og Alzheimers deler tau-ophobninger, men de sidder typisk forskellige steder i hjernen og har delvist forskelligt udseende. Forskning tyder på, at disse forskelle potentielt kan ses med avanceret PET-scanning – men det er endnu ikke valideret tilstrækkeligt til klinisk brug.
✓ Flere biomarkører undersøges parallelt
Udover tau undersøges også amyloid-beta (et andet Alzheimer-relateret protein), neurofilament light chain (et tegn på nervecelleskade) og andre markører i blod og rygmarvsvæske. Ifølge en gennemgang i Biomedicine & Pharmacotherapy har ingen af disse biomarkører eller billeddiagnostiske metoder endnu den diskriminerende kraft, der skal til for at skelne CTE sikkert fra andre tauopatier (sygdomme præget af tau-ophobninger).
Hvad ved vi ikke
Ingen valideret, klinisk brugbar CTE-test eksisterer
Det er det centrale hul i viden. Selv de mest lovende biomarkører – tau i rygmarvsvæske, tau-PET – er ikke valideret i store, prospektive studier, hvor forskerne har fulgt patienter over tid og siden bekræftet diagnosen ved obduktion.
Vi ved ikke, hvornår CTE starter, og hvad der driver den
CTE diagnosticeres typisk mange år efter de traumatiske hændelser. Vi ved ikke præcist, hvornår i forløbet biomarkørerne begynder at stige, eller om der er en tærskelværdi for antal eller sværhedsgrad af hjernetraumer, der udløser sygdommen.
Vi ved ikke, om der er effektive behandlinger
Uden en pålidelig levende diagnose er det næsten umuligt at gennemføre kliniske behandlingsforsøg. Det betyder, at vi heller ikke ved, om der findes eller kan udvikles behandlinger, der bremser eller standser sygdommen.
Vi ved ikke, om fundene gælder bredt
De fleste studier er lavet på mænd, der har spillet professionel eller college-niveau amerikansk fodbold i USA. Det er uklart, om resultaterne gælder for kvinder, for udøvere af andre sportsgrene, for amatørsportsudøvere eller for personer i andre lande med andre sports- og træningsmønstre.
Vi ved ikke, hvad normale variationer i tau betyder
Tau stiger naturligt med alderen. Det er en metodologisk udfordring at afgøre, hvad der er et patologisk forhøjet tau-niveau hos en 55-årig tidligere bokser, og hvad der bare er normal aldring.
Hvad eksperter er uenige om
~ Hvor tæt er vi egentlig på en klinisk test?
Her er der reelle meningsforskelle. Nogle forskere fremhæver, at tau-PET og blod-biomarkører allerede nu kan give klinisk nyttig information, selv uden at være endegyldige. Andre advarer mod for hurtig optimisme: uden prospektive studier, der bekræfter diagnosen post mortem, ved vi reelt ikke, om vi måler det rigtige.
~ Kan tau-PET skelne CTE fra Alzheimers pålideligt?
Dette er et aktivt stridspunkt. CTE-tau og Alzheimers-tau overlapper i de billeder, nuværende PET-sporstofmolekyler producerer. Nogle forskere mener, at næste generations sporstofmolekyler vil løse problemet; andre er mere skeptiske og understreger, at den strukturelle lighed mellem sygdommene gør skelnen fundamentalt svær.
~ Bør man screene kontaktsportsudøvere, selv uden en sikker test?
Dette er delvist et værdispørgsmål (⚖). Nogle argumenterer for, at selv en ufuldkommen biomarkørtest kan give vigtig information til sportsudøvere, der selv vil vide, om de er i risiko. Andre advarer mod falsk tryghed eller falsk alarm: en positiv test uden diagnostisk sikkerhed kan ødelægge en karriere eller et liv uden at der nødvendigvis er tale om CTE.
⚖ Hvem har ansvaret – sportsforbund eller den enkelte?
Det er et politisk og etisk spørgsmål, der ikke kan afgøres af videnskaben alene. Skal liga- og forbundsorganisationer finansiere og kræve screening? Skal de beskytte sportsudøvere mod sig selv? Disse spørgsmål afventer ikke kun bedre forskning – de kræver også et politisk valg.
Konklusion
Forskningen i biomarkører for CTE er i bevægelse. Tau-protein – det samme protein, der bruges i Alzheimers-diagnostik – viser sig at være forhøjet hos tidligere kontaktsportsudøvere, og billeddannende teknikker som tau-PET kan visualisere ophobninger i den levende hjerne. Det er et lovende udgangspunkt.
Men vi er ikke ved målet. Ingen test kan i dag give en sikker CTE-diagnose hos en levende patient. De eksisterende biomarkører kan ikke pålideligt skelne CTE fra andre hjernesygdomme som Alzheimers. Store, langsigtede studier mangler. Og de fund, vi har, er primært fra en snæver gruppe: mandlige, professionelle, amerikanske fodboldspillere.
Det betyder, at det potentielle gennembrud – en blodprøve eller scanning der kan sige "du har CTE" til en levende patient – fortsat er et forskningsprojekt, ikke en klinisk realitet. Det er vigtigt at kommunikere klart, fordi tusindvis af nuværende og tidligere kontaktsportsudøvere har en berettiget interesse i at vide, hvor forskningen faktisk befinder sig.
Fremskridtet er reelt. Afstanden til klinisk anvendelse er også reel.