Hvad ved vi egentlig om, hvordan unge radikaliseres i Danmark, og hvordan man forebygger det — belyst af terrorsagen mod Hadsten Skole?
Det politiske spørgsmål
I sommeren 2025 bekræftede Politiets Efterretningstjeneste (PET), at tre unge mænd er varetægtsfængslet for terrorforsøg rettet mod Hadsten Skole — en folkeskole i Randers-området. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og myndighederne har indtil videre været tilbageholdende med detaljer om de sigtedes alder og baggrund.
Sagen er usædvanlig. Terrorangreb mod folkeskoler er ikke et scenarie, de fleste danskere forbinder med hjemlig terrorisme. Når det alligevel sker — eller forsøges — rejser det en række ubehagelige spørgsmål: Hvordan radikaliseres unge i Danmark? Hvem er de? Hvornår sker det? Og hvad gør vi ved det?
Det er ikke spørgsmål, man kan besvare ved at pege på én forklaring. Men vi ved faktisk en del.
Det empiriske spørgsmål bag
Det centrale empiriske spørgsmål er dette: Under hvilke betingelser radikaliseres unge mennesker i Danmark til at planlægge voldelige handlinger — og hvilke forebyggelsesmetoder virker?
Det er et spørgsmål, PET, forskere og kommuner har arbejdet med i årevis. Det giver os et vidensgrundlag — om end med huller.
Hvad ved vi
Trusselsbilledet er reelt og vedvarende
✓✓ PET har i sine årlige redegørelser gentagne gange vurderet truslen fra terrorisme i Danmark som alvorlig. I redegørelsen for 2017 beskrev PET truslen fra personer inspireret af ekstremistiske bevægelser som en af de mest presserende sikkerhedsudfordringer. Det samme billede gentog sig i redegørelsen for 2018, hvor PET understregede, at Danmark fortsat er et mål for terrorangreb — og at truslen ikke kun kommer udefra, men også fra personer, der er vokset op i Danmark.
✓✓ PET modtager løbende bekymringshenvendelser om enkeltpersoner, der viser tegn på radikalisering. Ifølge redegørelsen for 2018 eksisterer der indberetningsordninger med politiet og Udlændingestyrelsen, og PET samarbejder med kommuner om at håndtere sager, hvor en person tilhører en terrorgruppe eller har en adfærd, der indikerer mulig radikalisering.
Radikalisering er en proces, ikke en begivenhed
✓ Forskning viser, at radikalisering sjældent sker fra den ene dag til den anden. Det er typisk en gradvis proces, hvor en person bevæger sig fra utilfredshed og fremmedgørelse over ideologisk indoktrinering til handlingsberedskab. Der findes ikke én fast profil — radikaliserede personer kommer fra forskellige sociale, etniske og religiøse baggrunde.
Det betyder også, at der er mulighed for at gribe ind undervejs — hvis man ved, hvad man skal kigge efter.
Aarhus-modellen: Danmarks mest kendte forebyggelsesværktøj
✓ Den såkaldte Aarhus-model er internationalt anerkendt som et eksempel på evidensbaseret forebyggelse af radikalisering. Modellen blev udviklet i Aarhus Kommune i samarbejde med politiet og bygger på en grundtanke om, at man kan afradikalisere — eller slet og ret forhindre radikalisering — ved at tilbyde individuel støtte, mentorordninger og social integration frem for udelukkende straf og kontrol.
Ifølge en analyse publiceret i det singaporske tidsskrift Panorama kombinerer Aarhus-modellen forebyggelse på tre niveauer: generel forebyggelse rettet mod alle unge, målrettet forebyggelse over for sårbare individer og direkte intervention over for dem, der allerede er radikaliserede. Modellen har inspireret lande verden over og indgår i EU's tilgang til forebyggelse af voldelig ekstremisme.
SSP-samarbejdet og bekymringshenvendelser
✓✓ I Danmark er det primære forebyggelsessystem på lokalt plan SSP-samarbejdet — et tværfagligt netværk mellem Skole, Sociale myndigheder og Politi. SSP-samarbejdet er lovfæstet og fungerer som det vigtigste redskab til tidlig opdagelse af unge i risikozoner — herunder radikalisering.
PET's redegørelse for 2017 beskriver, hvordan partnerskaber på tværs af myndigheder spænder over otte forskellige projekter, der inkluderer generelle forebyggende initiativer som demokratisk dannelse og oplysningsarbejde målrettet unge, der allerede viser tegn på radikalisering. Det er altså ikke kun "hård" efterretningsvirksomhed — det er også pædagogik og socialfagligt arbejde.
Digitale rum spiller en voksende rolle
✓ Selvom de tilgængelige danske kilder ikke giver detaljerede tal, er der bred enighed blandt efterretningstjenester og forskere om, at online-platforme — sociale medier, krypterede chatgrupper og ekstremistisk indhold på nettet — spiller en stigende rolle i radikaliseringsprocessen. Unge kan i dag eksponeres for ekstremistisk propaganda uden at have fysisk kontakt med radikaliserede miljøer.
Hvad ved vi ikke
Der er betydelige huller i vores viden — og det er vigtigt at sige det højt.
Vi kender ikke de konkrete omstændigheder i Hadsten-sagen. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og PET har ikke offentliggjort detaljer om de sigtedes alder, baggrund, ideologi eller rekrutteringsforløb. Vi ved ikke, om der er tale om religiøs ekstremisme, højreekstremisme, en anden ideologi — eller noget helt tredje. Vi bør ikke gisne.
Vi ved ikke præcis, hvad der virker i forebyggelsen. Aarhus-modellen er anerkendt og velbeskrevet, men systematisk effektmåling er vanskelig. Det er svært at dokumentere, at et angreb ikke fandt sted, fordi man greb ind på det rigtige tidspunkt. Kausalitetskæden er kompleks.
Vi ved ikke, om forebyggelsesindsatsen rækker bredt nok. Meget af den eksisterende forebyggelse er koncentreret i større byer og kommuner med ressourcer til specialiserede indsatser. Hvad sker der i mindre lokalsamfund — som Hadsten?
Vi har begrænset viden om unge uden indvandrerbaggrund, der radikaliseres. Meget af den tidlige forskning og mange forebyggelsesprogrammer er historisk set rettet mod miljøer med forbindelser til islamistisk ekstremisme. Højreekstremistisk og anden ideologisk radikalisering blandt etnisk danske unge er et felt, der stadig udvikles forskningsmæssigt.
Hvad eksperter er uenige om
~ Straf versus forebyggelse. Der er en løbende debat om, hvorvidt hård straf er det rigtige svar på radikalisering — eller om det snarere forværrer problemet ved at cementere den radikaliseredes identitet som "fjende af systemet". Tilhængere af Aarhus-modellens tilgang mener, at frivillig afradikalisering og social støtte er mere effektivt end fængsling alene. Andre mener, at tillidsbaserede modeller undervurderer truslen og sætter borgere i fare.
~ Hvornår skal myndighederne gribe ind? Der er en grundlæggende spænding mellem borgernes ret til privatliv og ytringsfrihed på den ene side og myndighedernes behov for at handle, inden det er for sent, på den anden. PET's redegørelser beskriver indberetningsordninger og samarbejde på tværs af myndigheder — men hvornår er en "bekymrende adfærd" nok til at handle? Det er ikke entydigt defineret og er et løbende diskussionspunkt i både jura og etik.
⚖ Hvem har ansvaret for forebyggelsen? Er radikalisering primært et problem for efterretningstjenesten, for kommunerne, for skolerne — eller for familierne? Svaret er sandsynligvis "alle" — men det rejser et værdispørgsmål om ressourcer og prioritering, som politikere og borgere må tage stilling til.
~ Effekten af online-forebyggelse. Der er ingen bred konsensus om, hvorvidt moderation af ekstremistisk indhold på sociale medier reelt reducerer radikalisering — eller om det blot driver miljøerne til mere lukkede platforme, hvor de er sværere at overvåge.
Konklusion
Sagen om terrorforsøget mod Hadsten Skole minder os om, at radikalisering ikke er et abstrakt fænomen fra fjerne lande. Det sker her. Det sker nu. Og det kan ramme de mest uventede steder — en lille folkeskole i Østjylland.
Hvad vi ved: Danmark har et velfungerende, internationalt anerkendt forebyggelsessystem. Aarhus-modellen, SSP-samarbejdet og PET's partnerskabsprogrammer udgør tilsammen en indsats, der tager radikalisering alvorligt og forsøger at gribe ind tidligt. Trusselsvurderingen fra PET viser, at myndighederne er opmærksomme — og at systemet nogle gange virker, som det skal.
Hvad vi ikke ved: Om det rækker. Om det når de unge, der falder uden for de kendte risikoprofiler. Om forebyggelsen er stærk nok i de dele af landet, der ikke har de samme ressourcer som Aarhus eller København.
Det rigtige svar på Hadsten-sagen er ikke panik — men det er heller ikke selvtilfredshed. Det er en systematisk gennemgang af, hvad vi gør, hvem vi når, og hvad vi mangler at forstå.
Det arbejde er ikke færdigt.