Hvad ved vi om randomisering af forskningsstøtte — virker lodtrækning bedre end peer review?

Er lodtrækning blandt kvalificerede ansøgere et mere retfærdigt og effektivt alternativ til peer review, når forskningspenge skal fordeles?

Det korte svar

Peer review er dyrt, tidskrævende og ramt af systematiske skævheder — og forskning i lodtrækning som alternativ viser, at det kan fungere overraskende godt. Men vi ved stadig ikke, om tilfældig fordeling faktisk producerer bedre forskning på lang sigt. Evidensen er lovende, ikke afgørende.

Det politiske spørgsmål

Hvert år uddeler danske fonde og råd milliarder af kroner til forskning. Danmarks Frie Forskningsfond alene forvalter en betragtelig del af de offentlige forskningsmidler, og proceduren er stort set den samme overalt: Forskere søger, eksperter bedømmer, de bedste ansøgninger vinder.

Men systemet er under pres. Afvisningsraterne er høje, ansøgningsprocesserne er tidskrævende, og der er voksende bekymring for, om bedømmerne reelt kan skelne gode fra fremragende projekter — eller om de i stedet favoriserer det velkendte og det sikre.

Spørgsmålet er derfor ikke længere hypotetisk: Skulle en del af forskningsmidlerne fordeles ved lodtrækning frem for faglig bedømmelse? Det er et spørgsmål med direkte konsekvenser for dansk forskningspolitik, for fondenes legitimitet og for, hvilken forskning der overhovedet bliver til noget.

Det empiriske spørgsmål bag

Lodtrækning som fordelingsmekanisme lyder umiddelbart som et opgør med meritokrati. Men den akademiske diskussion handler ikke om at trække lod blandt alle ansøgere — den handler om, hvad man gør, når peer review har sorteret ansøgningerne ned til en gruppe, der alle er fagligt kvalificerede nok til at modtage støtte.

Det centrale empiriske spørgsmål er: Når bedømmerne ikke meningsfuldt kan rangordne de resterende ansøgninger, er tilfældig udvælgelse da bedre end at lade skjulte faktorer — bias, netværk, konservatisme — afgøre, hvem der vinder?

Hvad ved vi

Peer review er dårligt til at rangordne ensartede ansøgninger ✓✓

Der er solid evidens for, at fagfællebedømmelse har lav reproducerbarhed, når kvaliteten er høj og ensartet. Forskellige paneler bedømmer de samme ansøgninger markant forskelligt. Det betyder, at den endelige rangordning i vid udstrækning afspejler tilfældige variationer i, hvem der sidder i panelet — ikke systematiske forskelle i projekternes kvalitet. Denne erkendelse er udgangspunktet for hele debatten om lodtrækning.

Lodtrækning reducerer omkostningerne ✓

En tysk undersøgelse fra 2025, som sammenlignede en lodtrækning-baseret finansieringslinje med traditionel peer review, dokumenterede lavere administrative omkostninger ved lodtrækning-modellen. Det er forventeligt: Når ansøgerne er forhåndsscreenet for faglig kvalitet, og den endelige udvælgelse sker ved lodtrækning, spares ressourcer på det mest tidskrævende led — den detaljerede rangordning af topansøgninger (Luebber, Krach & Paulus, 2025).

Lodtrækning øger repræsentationen af kvinder ✓

Det samme tyske studie viste, at lodtrækning var forbundet med øget andel af kvindelige bevillingsmodtagere sammenlignet med traditionel peer review. Det er et konkret og målbart fund: Når den subjektive rangordning fjernes, forsvinder også en del af de strukturelle skævheder, der kan favorisere mandlige ansøgere. Det er ikke bevis for, at peer review er systematisk kønsskævt, men det tyder på, at tilfældig udvælgelse kan neutralisere skjulte bias (Luebber, Krach & Paulus, 2025).

Der findes mange modeller for lodtrækning — ikke kun én ✓

En systematisk gennemgang fra 2024 kortlægger en bred taksonomi over lodtrækningsmodeller i forskningsfinansiering. Modellerne varierer på centrale parametre: Hvem er berettiget til at deltage i lodtrækningen? Sker der en forhåndsscreening? Er lodtrækningen fuldt tilfældig eller vægtet? Og hvem administrerer processen? Spørgsmålet er altså ikke blot "lodtrækning eller ej", men hvilken konkret model der passer til hvilke formål (Feliciani, Luo & Shankar, 2024).

Matematisk analyse understøtter lodtrækning under usikkerhed ✓

En nyere teoretisk analyse fra 2025 viser, at tilfældig udvælgelse under visse betingelser er det rationelt korrekte valg — ikke som en nødløsning, men som et principfast svar på den usikkerhed, der er indbygget i enhver bedømmelsesproces. Når evaluatorer ikke kan rangordne med tilstrækkelig præcision, er det mere ærligt og mere effektivt at anerkende denne usikkerhed og trække lod end at opretholde en falsk præcision (Goldberg, Fanti & Shah, 2025).

Hvad ved vi ikke

Vi ved ikke, om lodtrækning producerer bedre forskning på lang sigt

Det er det afgørende spørgsmål — og det er ubesvaret. De eksisterende studier måler primært på procesvariable: omkostninger, repræsentation, reproducerbarhed. Vi mangler longitudinelle data, der sammenligner forskningsoutput — publikationer, citationer, gennembrud — fra lodtrækningsfinansierede projekter med matchede peer review-finansierede projekter over 10-20 år. Uden det kan vi ikke afgøre, om lodtrækning er bedre, bare billigere og mere fair i fordelingen.

Vi ved ikke, hvilken screeningmodel der virker bedst

Lodtrækning forudsætter en forhåndsscreening, der sikrer, at alle deltagere i lodtrækningen er fagligt kvalificerede. Men præcis hvordan denne screening skal designes — hvor stram tærsklen skal være, hvem der bedømmer den, og om screeningen selv er belagt med de samme bias som fuld peer review — er ikke afklaret empirisk.

Vi ved ikke, om lodtrækning svækker incitamenterne

Et klassisk argument mod lodtrækning er, at det reducerer incitamentet til at skrive gode ansøgninger, fordi chancen for succes delvist er tilfældig. Der er ikke solid empirisk evidens for, at dette sker i praksis, men det er heller ikke grundigt undersøgt.

Vi ved ikke, om det er overførsbart til dansk kontekst

De fleste empiriske studier stammer fra specifikke finansieringslinjer i andre lande — primært New Zealand, Schweiz og nu Tyskland. Danske fonde og råd opererer under andre institutionelle rammer, med andre ansøgerpopulationer og andre politiske krav til transparens og ansvarlighed. Det er uvist, om resultaterne kan generaliseres direkte.

Hvad eksperter er uenige om

Er lodtrækning fair? ~ ⚖

Fairness-spørgsmålet er både empirisk og normativt. Den taksonomiske analyse fra 2024 viser, at forskellige lodtrækningsmodeller opfylder forskellige fairness-kriterier — og at det ikke er muligt at maksimere alle på én gang. Hvad der tæller som fair afhænger af, om man prioriterer ligebehandling af ansøgere, repræsentation af underrepræsenterede grupper, eller optimal samfundsmæssig udnyttelse af forskningsmidler. Det er ikke et spørgsmål, forskningen kan besvare alene (Feliciani, Luo & Shankar, 2024).

Skal lodtrækning erstatte eller supplere peer review? ~

Nogle forskere argumenterer for, at lodtrækning bør være en fuldgyldig erstatning for den subjektive rangordning i toppen af ansøgerpuljen. Andre mener, at lodtrækning kun giver mening som et supplement — for eksempel til særligt risikovillige eller eksplorative finansieringslinjer, mens etablerede excellenceprogrammer fortsat bør bruge fuld peer review. Der er ikke konsensus.

Skal peer review reformeres i stedet for erstattes? ~

En anden tilgang fokuserer på at forbedre peer review frem for at omgå det. Et forslag fra 2025 kombinerer forhåndsregistrering af forsøgsdesign (præregistrering) med peer review, så bedømmere vurderer spørgsmål og metode — ikke forventede resultater. Det reducerer bias mod positive fund og konservativ forskning uden at opgive faglig bedømmelse som princip (Bornmann & Schweiger, 2025). Tilhængere af lodtrækning vil hævde, at dette ikke løser problemet med lav reproducerbarhed i rangordningen; kritikere af lodtrækning vil hævde, at det er en mere legitim vej frem.

Konklusion

Evidensen peger i en klar retning: Det nuværende peer review-system er dyrere, mere tidskrævende og mere skævt end nødvendigt — særligt i den øverste del af ansøgerpuljen, hvor projekterne ligner hinanden mest. Lodtrækning blandt forhåndsscreenede, kvalificerede ansøgere kan reducere omkostninger og øge repræsentationen af underrepræsenterede grupper.

Men vi mangler det afgørende bevis: at lodtrækning rent faktisk producerer bedre eller lige så god forskning på lang sigt. Indtil det foreligger, er lodtrækning et velbegrundet eksperiment — ikke en veldokumenteret løsning.

For dansk forskningspolitik og for fonde som Danmarks Frie Forskningsfond betyder det, at lodtrækning er et seriøst alternativ, der fortjener kontrollerede forsøg. Det kræver politisk vilje til at acceptere, at fordeling af offentlige midler midlertidigt kan se tilfældig ud — for at finde ud af, om det er bedre end den tilsyneladende systematik, vi har nu.