= Hvad ved vi om...

Hvad ved vi om TBE-vaccinen og debatten om overbehandling?

Er de nuværende anbefalinger om TBE-vaccination i Danmark proportionale med den faktiske risiko, eller vaccineres for mange danskere i forhold til sygdommens sjældenhed og vaccinens bivirkninger?

Konklusion

TBE (tick-borne encephalitis, eller flåtbåren hjernebetændelse) er en reel, men sjælden sygdom i Danmark. Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination til personer i særlige risikoområder og -grupper — ikke til befolkningen bredt. En professor har rejst offentlig kritik af, at vaccinen markedsføres bredere end evidensen begrunder, og at bivirkningerne samlet set kan overstige nytten for lavrisiko-grupper. Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut fastholder deres anbefalinger. Uenigheden handler både om, hvordan man fortolker sparsom dansk epidemiologisk data, og om hvilke værdier der skal veje tungest i vaccinationsanbefalinger.

Nøglepunkter:

  • TBE er sjælden i Danmark, og de fleste smittede får ingen eller milde symptomer.
  • Officielle anbefalinger er målrettede, ikke universelle — men markedsføring og offentlig kommunikation kan give et andet billede.
  • Bivirkninger ved TBE-vaccinen er kendte og dokumenterede, herunder risiko for alvorlige reaktioner hos personer med æggeallergi.
  • Det er legitimt at stille spørgsmål ved cost-benefit-balancen, men den tilgængelige danske data er begrænset.

Det politiske spørgsmål

Flåtsæsonen hvert forår og sommer afføder tilbagevendende debat om, hvem der bør vaccinere sig mod TBE. Vaccinen er ikke en del af det gratis danske vaccinationsprogram, og danskere betaler selv — typisk flere hundrede kroner per stik i en serie på tre.

I foråret 2026 trådte professor Thorkild I.A. Sørensen frem i Politiken med en skarp påstand: at TBE-vaccinen samlet set skaber mere sygdom, end den forebygger — fordi for mange danskere vaccineres i forhold til den reelle risiko, og fordi bivirkningerne derved i det store regnskab overstiger nytten. Det er en direkte udfordring til myndighedernes kommunikation og til den måde, vaccineproducenter og dele af sundhedsvæsenet præsenterer vaccinen på.

Spørgsmålet er ikke blot akademisk. Det handler om, hvad borgere får at vide, når de skal træffe en beslutning om vaccination, og om myndighedernes anbefalinger er tilstrækkeligt præcise og ærlige om usikkerhed.


Det empiriske spørgsmål bag

Kernen i debatten er et klassisk folkesundhedsproblem: cost-benefit ved vaccinationsanbefalinger til lavrisiko-grupper.

For at vurdere om en vaccine er nyttig på befolkningsniveau, skal man kende:

  1. Hvor mange der faktisk smittes og bliver alvorligt syge uden vaccination.
  2. Hvor effektivt vaccinen beskytter.
  3. Hvor hyppige og alvorlige bivirkningerne er.
  4. Hvem der reelt vaccineres — er det højrisiko-grupper, eller er det en bredere befolkning?

Hvis de vaccinerede primært er personer med meget lav risiko for at blive smittet, vil selv en lille bivirkningstærskel betyde, at vaccinen gør mere skade end gavn i den gruppe — selv om den er glimrende til folk med høj eksponering.


Hvad ved vi

TBE er sjælden i Danmark ✓✓

Sundhedsstyrelsen konkluderede i sin faglige gennemgang fra 2024, at TBE er sjælden i Danmark. Sygdommen er geografisk koncentreret, og risikoen for smitte afhænger stærkt af, hvor man opholder sig, og hvor meget man færdes i skov og natur i bestemte områder.

De fleste smittede bliver ikke alvorligt syge ✓✓

Ifølge Sundhedsstyrelsens faglige overvejelser fra 2024 forløber TBE-infektion uden eller med milde symptomer hos mange. Alvorlige komplikationer — herunder neurologiske følger — forekommer, men er ikke det typiske forløb. Børn bliver sjældent alvorligt syge af TBE. Risikoen for alvorlige komplikationer stiger med alderen, men dødsfald er sjældne.

Anbefalingerne er målrettede, ikke universelle ✓

Statens Serum Institut (SSI) anbefaler TBE-vaccination til personer, der opholder sig i risikoområder, og SSI overvåger løbende sygdommen. Anbefalingerne opdateres, hvis risikobilledet ændrer sig. Der er altså ikke tale om en universel anbefaling til alle danskere.

Vaccinen indeholder æggeprotein og kan give alvorlige reaktioner ✓✓

SSI oplyser tydeligt, at TBE-vaccinen indeholder æggeprotein og kan give alvorlige allergiske reaktioner. Ved betydende æggeallergi bør en vaccine uden æggeprotein anvendes. Dette er en dokumenteret og ikke-triviel bivirkning, der kræver forudgående afklaring.

To godkendte vacciner er i brug i Danmark ✓✓

Der anvendes to TBE-vacciner i Danmark: Ticovac og Encepur. Begge gives som injektion i overarmen og kræver en serie på tre doser for fuld grundimmunisering. De samme vacciner anvendes i andre europæiske lande.


Hvad ved vi ikke

Vi mangler præcise danske tal for, hvem der reelt vaccineres ~

Et centralt problem i debatten er, at vi ikke har præcise, offentligt tilgængelige opgørelser over, hvilke befolkningsgrupper der køber og får TBE-vaccine i Danmark. Hvis en stor andel af de vaccinerede er lavrisiko-danskere uden reel eksponering — fx storbybeboere, der sjældent færdes i flåtrige områder — vil det ændre cost-benefit-billedet markant. Men disse data er ikke tilgængeligt fremlagt i de anvendte kilder.

Vi kender ikke den præcise størrelse af markedsføringens effekt ~

Kritikken handler delvis om, at vaccineproducenters markedsføring og sundhedsvæsenets kommunikation tilsammen kan skabe et overdrevet billede af risikoen. Det er plausibelt, men svært at kvantificere præcist, og det er ikke undersøgt systematisk i de foreliggende danske kilder.

Risikobilledet er under forandring ~

SSI understreger, at TBE kan sprede sig til nye områder i Danmark i takt med klimaforandringer og ændringer i flåtpopulationer. Det betyder, at anbefalingerne kan ændre sig over tid — og at en nutidig cost-benefit-vurdering kan se anderledes ud om fem eller ti år.

Langtidsbivirkninger er ikke fyldestgørende kortlagt ~

De kendte bivirkninger er dokumenterede, men den langsigtede profil for den brede gruppe af vaccinerede danskere — herunder effekt ved gentagende boosterdoser over mange år — er ikke gennemgået i de tilgængelige danske kilder.


Hvad eksperter er uenige om

Er kommunikationen om risiko retvisende?

Her er der reel uenighed. Professoren bag kritikken mener, at den samlede kommunikation — fra producenter, praktiserende læger og dele af sundhedsvæsenet — giver danskere et skævt billede af, hvor stor risikoen for TBE faktisk er. Myndighederne på den anden side fastholder, at anbefalingerne er præcise og målrettede.

Begge parter kan have ret på hvert sit niveau: Anbefalingerne kan formelt set være korrekt afgrænset, mens den faktiske kommunikation til borgerne i praksis er bredere og mere alarmerende end evidensen begrunder. Det er et empirisk spørgsmål, men det kræver data, der ikke er offentliggjort.

Hvem bærer ansvaret for overvaccinering, hvis det forekommer?

Er det producenternes markedsføring, lægernes rådgivning eller borgernes egne valg, der driver eventuel overvaccinering? Svaret har direkte konsekvenser for, hvilke tiltag der er relevante — skærpet reklameregler, bedre lægekommunikation eller mere nuanceret offentlig oplysning. Dette er et værdispørgsmål, der ikke kan afgøres med epidemiologiske data alene.

Hvordan skal man vægte sjælden men alvorlig sygdom mod hyppige men milde bivirkninger?

Selv hvis man er enig om tallene, er der et grundlæggende værdispørgsmål: Hvordan vejer man risikoen for en sjælden, men potentielt invaliderende neurologisk sygdom mod de samlede bivirkninger hos en stor gruppe, der primært oplever kortvarige reaktioner? Der er ingen rent videnskabelig metode til at besvare dette — det kræver eksplicitte prioriteringer, som bør diskuteres åbent.

Er den geografiske afgrænsning præcis nok? ~

SSI angiver, at risikoen er geografisk koncentreret, og at anbefalingerne følger dette. Men kritikere kan spørge, om afgrænsningen er tilstrækkelig præcis til, at borgere faktisk kan vurdere deres personlige risiko — eller om "risikoområder" kommunikeres på en måde, der reelt omfatter store dele af Danmark.


Konklusion

TBE er en reel sygdom med potentielt alvorlige konsekvenser — særligt for ældre. Vaccinen virker og er godkendt. Men professorkritikken rejser et legitimt og empirisk undersøgeligt spørgsmål: Vaccineres der for bredt i forhold til den faktiske risiko i Danmark, og tager den officielle kommunikation tilstrækkelig højde for, at sygdommen er sjælden, og at bivirkninger samlet set har en pris?

Myndighedernes skriftlige anbefalinger er målrettede. Men om kommunikationen i praksis er det, er et andet spørgsmål — og et, som de foreliggende offentlige data ikke giver et entydigt svar på.

Det ville styrke den offentlige debat, hvis der blev offentliggjort mere detaljerede data om, hvem der faktisk vaccineres, og en mere eksplicit cost-benefit-analyse for forskellige risikogrupper. Indtil da er det rimeligt at forvente, at borgere informeres tydeligt om både sygdommens sjældenhed, vaccinens kendte bivirkninger og den geografiske afgrænsning af risikoen — så de kan træffe et reelt informeret valg.


Kilder